Mig og Dylan

Skrevet d. . Uploaded i fuck,rejse.

Indlægget indeholder reklame – Dylan er sponsoreret af Hertz. <3

Af alle ting, jeg var nervøs for ved at rejse alene herover, var den absolut største det der med at skulle leje en bil. Jeg var aldrig i tvivl om, at det var en nødvendighed. Amerikanerne har et helt anderledes forhold til biler end os, og med mindre man befinder sig midt inde i en storby, er det essentielt med en bil for at kunne komme rundt. Da jeg ankom til mit Boston-hotel, var det første, jeg fik stukket i hånden, en formular, jeg skulle udfylde om min bil til parkering og den slags. Jeg blev ikke engang spurgt, om jeg havde en, det blev bare antaget. Det har alle jo. Det havde sikkert også kunnet lade sig gøre at rejse rundt med tog eller Greyhound-busser, men man er fælt begrænset, når man ind imellem de lange strækninger kun har sine ben som transportmiddel. Jeg ville helst give mig selv flest muligheder for oplevelser. Og spontanitet. Og færrest mulige tidsplaner, der skulle overholdes.

Flere af jer foreslog mig, at jeg skulle forsøge at få mig noget spons på turen. Så det gjorde jeg. Og fordi bilen var det, jeg var allermest nervøs for, skrev jeg til Hertz. Hertz har nemlig en dansk side og danske servicemedarbejdere, og honestly, når man er dødnervøs for at fucke op, så hjælper det altså, når tingene står på ens modersmål. Det er jo ikke, fordi jeg er dårlig til engelsk. Faktisk har jeg to universitetsgrader, der siger det modsatte, men man er alligevel på noget usikker grund, når det gælder kontrakter og semijuridisk sprog, og man generelt ikke aner en dyt (høhø, get it?) om, hvad man laver. Så da Hertz meddelte mig, at de gerne ville være en del af min roadtrip, blev jeg overordentligt begejstret.

Jeg hentede min bil i dag og valgte simpelthen bundærligt at møde den søde Hertz-dame med replikken: “This is my first time renting a car so I’m gonna ask a lot of studpid questions.” Og så smilede hun helt hjerteligt og sørgede for at forklare mig alt meget langsomt og grundigt, indtil jeg følte, jeg havde nogenlunde styr på det. (Det fik mig lidt til at savne min mor, i øvrigt).

Derefter begyndte det at gå ned ad bakke. For da jeg sad i bilen, var det pludselig mig, der skulle styre tingene. Og jeg kunne pinedød ikke komme ud af parkeringshuset. Dels fordi jeg ikke kunne få bevæget mit sæde frem, og dels fordi bilen blinkede som en motherfucker, og den der blinkstang ikke slukkede for noget som helst. FIASKO. Efter fem minutter gav jeg fortabt og kaldte en af Hertz-mændene over, som først viste mig knappen, der rykkede på sædet og bagefter klikkede på havariblink-knappen, som jo altså sidder ovre til højre for rettet og ikke i nærheden af blinkstangen. Stor ros til ham for 1) ikke at grine af min dundrende inkompetence og 2) rent faktisk at lade mig køre ud af parkeringhuset to minutter senere. Jeg ved ikke, hvem af os havde mindst tillid til mine køreevner lige i det øjeblik.

Planen var at holde ind til siden umiddelbart efter og indtaste adressen i min GPS. Men. Der var ikke noget sted at holde ind til siden. Ikke en parkeringsplads at dreje ind på eller en tot græs at kalde en midlertidig holdeplads. I stedet befandt jeg mig pludselig MIDT i Bostons bytrafik. Vi snakker tuneller og tre-fire baner og den slags. Og jeg kørte fuldstændig i blinde. Havde ikke den fjerneste idé om, hvor jeg var og kunne ikke spotte andet end kæmpestore veje og ingen steder at holde ind. Jeg kørte bare rundt på må og få og tog en afkørsel hist og her. Til sidst ramte jeg centrum-centrum og dermed også nogle mindre veje og fik holdt ind til siden og fundet destinationsadressen frem. Dybt irriteret, fordi jeg lige havde spildt 20 minutter på vildfaren sightseeing. Og så viste det sig eddermame, at jeg havde guidet mig selv i den rigtige retning. Altså, den helt rigtige retning. Jeg skulle bare lige ned for enden af den gade, jeg var på, så kom jeg ud på vejen, der førte til den rette motorvej. Jeg har nævnt et par gange, at jeg har en ret vild rejseskytsengel med mig, og det må jeg lige understrege igen. What are the freaking odds?!

Da jeg først kom ud på motorvejen, gik det hele ret nemt. Jeg skal lige lære ham at kende, selvfølgelig. Dylan. Ja, det er det, jeg har døbt bilen efter glimrende forslag fra en af jer. (Fuck, kan ikke huske dit navn! Undskyld!) Jeg havde en idé om, at det skulle være noget enormt amerikansk, og så bliver det bare ikke meget bedre, vel? Mig og Dylan McKay på tur.

Anywho, da jeg nåede frem til Merrimack Premium Outlets (hello lover!) med Visa-kortet brændende i lommen, var jeg kun blevet dyttet af to gange, og det ser jeg som en massiv sejr. Det hjælper selvfølgelig på det, at amerikanerne er tossede med automatgear, hvilket gør, at det føles mere som at køre i en radiobil end en rigtig bil. Stor fan. Lad os lige få gjort det til normen i Danmark, hva’?

Det korte af det (meget) lange er, at Dylan og jeg havde en god første date. Det tegner godt for de næste 10 dage, vi skal tilbringe sammen. Og jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret på vores eventyr undervejs! 😀

Related Posts:

Kommentarer (22)

  • Kristina

    JAAAARRRH hvor er du god! Jeg har været helt nervøs på dine vegne (!) over den forestående biltur, så jeg er simpelthen så glad for at det gik godt 😀

    Jeg har ikke selv kørekort (i en alder af 36 er jeg er ægte freak), så alt der har med kørsel og trafik at gøre gør mig konsekvent panisk. Og du kører i udlandet. Arhmen seriøst. You are my new hero!

    PS: Dylan er pæææææn…

  • Ann

    Automatgear rocks, vi har det i vores bil, and i´ll never go back!
    Jeg ELSKER din bil hedder Dylan, er sikker på i får en fantastisk tur 🙂

  • Maria

    Årh, hvor ville jeg ønske jeg var derovre sammen med dig! Husker kun alt for godt besværet med at køre rundt i Boston – det bliver en del bedre når man kommer ud i de mindre byer. Og amerikanerne er GODE til det med vejskilte – især på motorvejen.

  • Tanja

    Jeg er vild med at følge med i din tur – både her og på insta.
    Har selv været på Roadtrip i USA mange gange, men aldrig overvejet at ta afsted alene. Men det bliver jeg mere og mere hooked på nu! Tak for inspirationen😊

  • Anna

    Det er så sejt, du har kastet dig ud i det!
    Jeg kender udmærket til det der med pludselig at være nervøs for alt muligt, når jeg skal rejse alene. Jeg har aldrig været på en flyver før for 3 år siden, og siden har jeg været på sådan en flyver på 2-3 rejser årligt. Jævnligt rejser jeg alene, og jeg er altid virkelig virkelig nervøs for, om jeg farer vild i lufthavnen, om jeg når det næste fly osv osv.
    Og selvom det går lidt galt ind imellem (Når der f.eks. pludselig er en betalingsvej og jeg tror min pung ligger i bagagerummet, og jeg kører fra i håbet om at slippe – uden at overveje, at det er en ny motorvej i den forkerte retning med en ny betalingsbom. Min pung lå på passagersædet ved siden af mig. Jeg blev kun 20 min forsinket) så går det altid alligevel.
    Så vildt sejt, at du er taget af sted alene! Og jeg er sikker på, du når at blive virkelig gode venner med Dylan 😉

    • MiriamsBlok

      Sjovt nok er det aldrig så slemt, når man er i situationen. Det er altid meget værre at fantasere om, hvor slemt det kan gå! 😀

  • Line

    Da vi købte vores nye bil med automatgear, var jeg ret skeptisk… men nu elsker jeg det! Slut med at have hjertet oppe i halsen, når man holder på en skråning og skal finde koblingspunktet 😀

  • Frida

    Hun hed Frida 😉
    Godt, du gik med Dylan – et mildest talt genialt navn. If I do say so myself 😉
    Og i øvrigt genialt godt content på stories – jeg er med every step of the way !

  • Søren

    Må jeg give et lille tip? Når du afleverer bilen, skal du måske (garanteret. Helt sikkert) forholde dig til benzin. Enten skal du selv tanke op, eller også skal Hertz gøre det for dig. Herts’ benzinpriser var billigere end tankstationernes i 2014. HVIS reglen stadig er sådan, kan du altså spare penge ved at aflevere den med (næsten) tom tank og så betale Hertz priser. Det kan de garanteret svare på – også fra DK. God tur!

Der er lukket for kommentarer.