Hele historien, del 14

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt.

gilles-lambert-249996Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10, del 11, del 12, del 13.

Da jeg startede på min kandidatuddannelse i København, gik det ret hurtigt op for mig, at jeg havde valgt den forkerte stuedieretning. Min tid i Århus havde dræbt min kærlighed til til tyskstudiet, og jeg besluttede inden længe at starte forfra i en anden retning det følgende semester, hvilket betød, jeg havde resten af semestret til at dandere den. Det passede mig ret godt, for det er essentielt det eneste, man kan overskue, når man har en svær depression. Mange folk tror, at ked-af-det-hed er depressionens eneste komponent. Det er det ikke. Det er en altoverskyggende tilstand af ligegyldighed i alle aspekter af livet. Alt det, man tidligere elskede, giver ikke længere glæde. Intet giver længere glæde. J.K. Rowlings dementorer fra Harry Potter er baseret på hendes egne erfaringer med depression, og Hagrids ord om hans tid i Azkaban kunne lige så godt være skrevet af mig om den tid i mit liv. Omend selvfølgelig i et lidt andet sprog: “Yeh can’ really remember who yeh are after a while. An’ yeh can’ see the point o’ livin’ at all. I used to hope I’d jus’ die in me sleep.”

Og så er der trætheden. Pludselig kan man intet. Jeg har prøvet at ligge i min seng og græde inderligt, fordi jeg skulle tisse, og der er otte meter ud på mit badeværelse. Jeg har prøvet at sove på et underlag af håndklæder, fordi mit lagen trængte voldsomt til at blive skiftet, men tøjvask var en på alle måder uoverskuelig opgave. Jeg har forvandlet hele mit hår til én stor dreadlock, fordi når jeg endelig kunne finde energi til at tage et bad, så var der ikke flere kræfter i mig den dag, og derfor var min hårbørste på semipermanent orlov.

Det blev ikke bedre semestret efter. Der skulle gå flere år, hvor det ikke blev bedre. Hvert semester ville jeg starte op igen med mit bedste forsøg på motivation, men jeg havde ikke energi til at læse pensum, og man får ikke meget ud af lektionerne, når man ikke har læst, så dem negligerede jeg også. Hvert semester forsøgte jeg troligt at få det til at fungere, og hvert semester måtte jeg give op max et par måneder inde i processen. Jeg kunne ikke. Jeg kunne intet. Følelsen af at være en total fiasko fyldte alt, men jeg kunne intet gøre ved den. Bare sidde med kronisk morgenhår og bevidne hele mit liv gå til rotterne.

Det var en negativ domino-effekt, hvor stort set alt syntes at forværre min tilstand. Jeg gik til læger og psykologer og begyndte at samle på diagnoser. Angstdiagnosen kom ikke bag på mig, men jeg blev overrasket over, hvor mange forskellige slags angst, der er, og det tog mig uendeligt lang tid at acceptere, at jeg havde social angst. Jo jo, bevares, panikangst er svær at benægte, når man pludselig sidder hyperventilerende midt på køkkengulvet og er sikker på, man er ved at dø, men jeg skød skylden for min evige trang til isolation på depressionen, og det var det måske også i starten. Men problemet med psykiske sygdomme af denne kaliber er, at får man ikke gjort noget ved dem, så er det helt normalt at udvikle følgesygdomme. Stresset? Du får lige en depression også! Tillykke! Det er et 2-for-1-tilbud, vi kører pt.

Jeg endte i en form for overlevelsesmode, hvor jeg benyttede mig af rutiner for at komme igennem hverdagen. Hver fjerde dag købte jeg ind. Jeg brugte dagene op til på at forberede mig på at skulle forlade min lejlighed, for det var ikke noget, jeg bare sådan gjorde. Jeg valgte den mindst populære butik på det mindst populære tidspunkt og havde planlagt på forhånd, hvad der skulle købes. Angstsveden begyndte at trille ned ad ryggen på mig i sekundet, jeg trådte ind i butikken, og mere end én gang var jeg nødt til at forlade min fyldte kurv et tilfædigt sted og komme tilbage senere, fordi køen til kassen var for lang, og tanken om at stå så tæt omgivet af andre mennesker var urealistisk.

Jeg spiste for at få det bedre. Fordi chokolade smager godt, selv når ens livsglæde er forduftet. Og så udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Ikke en af dem, man bliver tynd af, forstås, men en af dem, der tværtimod får en til at tage temmelig meget på. Og det gik relativt stærkt, for som I nok har deduceret, dyrkede jeg ikke ligefrem enorme mængder motion i den periode. Jeg startede med at tage de 15 kg på, jeg havde smidt, da Redaktøren skred, og som jeg indtil da havde haft succes med at holde af. Og så fortsatte jeg lystigt, indtil jeg havde taget godt 40 kg på.

Så nu var jeg både deprimeret, angst og spiseforstyrret. Ork, en følelse af værdiløshed man kan få skabt for sig selv i den situation. Min psykolog truede med at dumpe mig, fordi hun ikke kunne gøre noget for mig, når jeg havde det så skidt og kun så hende den der ene gang om ugen, og min læge truede med indlæggelse på psyk. Men social angst og tanken om at skulle bo fast på et sted med mennesker overalt var lige ved at få mig til at grine, så absurd lød det. Heldigvis er det relativt nemt at smyge sig uden om en indlæggelse. Når man bliver spurgt, om man er suicidal, skal man bare sige nej, for der er mangel på senge, så hvis man ikke er akut nok, får man lov at komme hjem igen. Også selvom man er suicidal, hvilket jeg i den grad var.

Der var tre ting, der holdt mig i live i den periode:

1) Min mor. Hun var den eneste, hvis opkald jeg ville besvare. Eller kunne, måske snarere. Hun ringede trofast og lyttede og opmuntrede, og jeg tudede stort set altid og troede ikke på hendes opmuntringer, men de hjalp alligevel.

2) Frank. Fordi man bliver (mere) sindssyg uden fysisk kontakt, og når man ikke kan holde ud at være i nærheden af mennesker, så er et spindende kattehjerte og en pelset krammer en fremragende substitut.

3) Bloggen. Det var den flugt, jeg havde brug for. Jeg savnede social kontakt, jeg savnede at bidrage, jeg savnede at gøre noget. Og pludselig var der et sted, hvor det hele kunne foregå på mine præmisser. Hvor jeg kunne tale om noget andet end, hvordan jeg havde det, og hvor jeg kunne kommunikere med andre mennesker selv på de dage, hvor jeg aldrig kom ud af sengen.

Og så var der selvfølgelig Redaktøren. Redaktøren, som på én og samme tid gjorde mit liv både meget værre og meget bedre.

Men mere om det i næste – og sidste – afsnit.

Related Posts:

Kommentarer (47)

  • Gingerella

    Jeg kan desværre nikke genkendende til mange af dine oplevelser fra mit eget Breakup of the Century for 9 år siden, men hvor er det på en måde rart at vide, at man ikke er den eneste, der kan gå HELT i brædderne over et forhold, der kun varede et par år – mit var i øvrigt også langdistance det meste af tiden. Min eks er så ikke engang en idiot, vi fik os bare malet ind i et hjørne med meget store følelser og dyb afhængighed – og alligevel meget snævre muligheder for en fælles fremtid. Så jeg sagde stop. Og så sagde jeg: “Nej, vent, ikke alligevel”. Og så sagde han stop. Og så kom depression og stress ellers buldrende, og jeg kunne ikke nå at flytte mig fra togskinnerne, før både arme og ben var kørt af. Så at sige.

    Det er VILDT, at du deler din historie med navn og ansigt på – jeg kan ikke få mig selv til det, selvom det nok har kunnet hjælpe nogen på min vej at vide, at jeg godt ved, hvordan de har det. Måske bliver jeg stærk nok engang.

    Jeg er i dag gift med verdens dejligste mand, og eksen fylder ikke længere, men jeg har måttet forene mig med tanken om, at min psykiske følsomhed nok aldrig går væk.

    Varmt kram herfra.

    • MiriamsBlok

      Jeg håber, det hjælper nogen, at jeg deler, men jeg er ret sikker på, det også hjælper mig selv en del. Man får jo gjort sig en masse tanker om sine egne oplevelser, og det er befriende at høre andre bekræfte, at livet altså også kan være sådan.

  • Maria | Blog Undone

    Av av av, sikke nogle forfærdelige år. Hvor er det modigt, at du deler! Som læser gennem efterhånden mange år giver det et meget dybere indblik i den bagage, du indimellem har hintet til. Hvor kan et enkelt menneske dog ødelægge meget, men det er så dejligt at se, hvor langt du er kommet <3

    • MiriamsBlok

      Det er virkelig vildt, hvor meget skade ét menneske kan forårsage, og det kan stadig godt skræmme mig. Men mest er jeg heldigvis også god til at fokusere på, hvor langt jeg er kommet. 🙂

    • MiriamsBlok

      Slet ikke i nærheden af i samme grad, men jeg kan godt stadig blive ramt, fx i uvante situationer eller i en megaproppet metro.

  • S

    Efter to studie år, der startede med “jeg kan gøre der her!” Og endte med mere fravær end fremmøde i oktober, samt en sygemelding på et halvt år to gange, har jeg valgt at tage fjernstudie. Jeg håber det vil give mig muligheden for at gøre noget, uden at jeg løber direkte ind i samme mur jeg kom fra bare for sjovs skyld. Det kan godt være, at der ikke bar en psykopatisk eks bag min depression eller at vores tanker har været ens. Men du er ikke den eneste i krig mod dig selv, og DERFOR elsker jeg, at du har denne her føljeton. Fordi den ikke er poleret, forskønnende eller for meget. Den konstaterer det helvede der var, og hvor FUCKING langt du er kommet. Kudos.

    • MiriamsBlok

      Jeg endte med at læse på halv tid, og det var det, der fik mig igennem. Nogle gange må man bare acceptere sine begrænsninger. Men det var en SEJR at komme igenne. Jeg hepper på det samme for dig!

  • A

    Og nu bruger du din sommer på at læse bøger, spise ærter og male dine vægge.
    Wow, jeg tager hatten af i respekt for den kæmpe udvikling du har gennemgået.
    Velvidende at jeg naturligvis ikke ved hvordan du egentlig har det med at læse bøger og spise ærter. Men herfra hvor jeg sidder oser du af overskud og empowerment, den slags kommer man ikke sovende til 💪🏻👏🏻

    • MiriamsBlok

      Jeg er kommet MEGA langt, og jeg er SÅ glad for at være, hvor jeg er i dag. Det er desværre langt fra uden varige mén, men sammenlignet med fortiden er det en vild forskel.

  • Line

    Kære Miriam, tak fordi du skriver og deler❤️ Det betyder virkelig noget for en som mig, som også har siddet i et til tider bundløst hul, af andre grunde godt nok, men hullet…. Det var det samme Tak fordi du er dig❤️

  • E

    Jeg tager så meget hatten af for dine tekster og din evnebtil at fortælle om så sindssyg hård en periode af dit liv. Jeg havde selv et halvt år for et par år siden hvor jeg enten var på nippet til at tilrage mig en angst diagnose eller at gå ned med stress – jeg ved faktisk ikke hvad jeg fejlede for jeg gik ikke til lægen, jeg kunne simpelthen ikke overskue det…jeg kunne ikke andet end at græde, være angar ogbføle mig ensom og jeg kunne ikke se nogen mennesker ud over min familie. På en eller anden måde fik jeg på mirakuløs vis vendt skuden selv, men ikke uden mén. Shit det er ikke for sjov med den psyke. Igen, mange tak fordi du deler din historie- du har min dybeste respekt 🙏🏼🙏🏼

    • MiriamsBlok

      Det er næsten det sværeste. At folk ikke får hjælp, fordi de er bange for det ukendte eller ikke kan overskue det. Og så bliver det hele ofte bare værre.

  • Josephine L

    Du skriver simpelthen så godt og så indlevende. Jeg håber at det kan være med til at skabe noget forståelse hos de som aldrig selv har kæmpet med depression eller andre psykiske lidelser. For nej, vi kan ikke bare ‘tage os sammen’ og komme i gang, slet ikke når man er der hvor man ikke engang magter at læse sms’er, eller tilmed at huske at spise.
    Jeg fik engang smidt i hovedet (af en sygeplejerske med speciale i psykologi, som i øvrigt også var min daværende svigermor) at en depression max varede et halvt år, så jeg måtte da være rask nu..!
    Men dit mod til at dele, og din måde at gøre det på, giver mig et håb om at andre mennesker kan komme til at forstå hvad det vil sige at have en depression /anden psykisk lidelse.

    • MiriamsBlok

      Whaaaaat?! Jeg kender folk, der har levet med depression det meste af deres liv. Syg nok udmeldig, no pun intented.

  • Ann

    Kære Miriam. Det gør ondt helt ind i hjertet på mug, når jeg læser det her. På dine vegne, men også fordi du så flot beskriver, hvordan det er at have en svær depression. Den altoverskyggende følelse af ligegyldighed fylder så meget, og den er så svær at formidle til ens omverden. Kæmpe virtuel krammer til dig og til alle de andre, der har mærket det på egen krop.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, det er en af de ting, der er svære at forstå, hvis man ikke har været der selv. Men derfor er det stadig vigtigt at prøve.

  • S

    Nogen gange får man indtrykket at break ups er noget med lige at græde en uge og så ellers rejse sig og bryde ud i noget Beyonce. What doesn´t kill you makes you stronger, det er hans tab bla bla bla. Man hører ikke så ofte de historier hvor det ender i en livskrise eller psykiske sygdomme. Jeg synes det er så godt og vigtigt at du deler! Og forstår virkelig godt at der gik flere år før du turde kaste dig lidt ud i noget med kærlighed igen. Kram herfra <3<3<3

    • Ditte

      Jeg er så enig i alt, hvad du skriver. Efter mit sidste break up, som endte med at påvirke mig mere og i længere tid end jeg lige havde troet, havde jeg også rigtig travlt med at komme videre, date og ovenpå igen, for sådan var det jo og det var det, der skulle til, når man var gået fra sin kæreste. Full on Beyoncé. I bakspejlet jeg gjorde mig selv en kæmpe bjørnetjeneste. For jeg var egentlig slet ikke klar, og ville egentlig helst bare være mig selv i noget tid, og vente til, at jeg var rigtig klar til at lukke en ny ind. Og det skulle jeg have givet mig selv rum og tid til.
      Tak fordi du deler Miriam. Det må være både svært og sårbart at åbne op for og dele ud til omverdenen.

    • MiriamsBlok

      For nogle ER det nok også sådan, det foregår. Andre af os er mere uheldige. Men det er lidt et tabu, fo man er jo jævnt “sørgelig”, hvis man ikke kan komme sig over et forhold, ikke?

  • Loulou

    Kan totalt nikke genkendende til det der med at “planlægge” sig ud af angsten, når der er noget man skal.

    Fx kunne jeg kun løbe efter mørkets frembrud, ligesom jeg også først handlede efter mørkets frembrud for så var det sværere at se mig.

    Skulle jeg i byen, blev det kun, når jeg havde god til at planlægge i. Og det gælder ALT, tid, sted, tøj, hår, sko… Og hvis det ikke var perfekt, så kunne jeg ikke tage afsted.

    • MiriamsBlok

      Åh, byture var slemme! Jeg skulle bruge en hel uge på at forberede mig mentalt på at skulle af sted, og jeg kom det kun, fordi alkohol holdt angsten nede.

  • Fie

    Jeg kan nikke genkendelse til så meget af det du skriver. Det er “skønt” at læse, fordi jeg selv er i en kæmpe sorg og angst. Jeg har i lang tid gået og bildt mig selv ind at det var mig der var problemet i alle mine problemer. Jeg har førhen levet med spiseforstyrrelse, og får det ofte i mindre grad når jeg er bange og ked af det. Det er så bare at jeg stopper med at spise. :/
    Jeg kender den følelse af at systemet opgiver en, og bare stikker en en billet til det nærmeste “sindssyghospital”, fordi psykologer ikke kan håndtere problemerne.

    Tak, for dit indlæg og dine tanker. Det var rent faktisk en bekendt, som sendte det til mig, fordi jeg måske ud af til havde givet udstyk for mine dybeste følelser og at hun kunne se nogle sammenlignende problemer med det du skriver om. Tak!

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, der er mange flere, der render rundt med problemer, end man lige tror. Det er bare ikke noget, man taler højt om. Jeg er dog ikke helt enig i, at man bliver opgivet af systemet ved at blive indlagt på psyk. Tværtimod er det jo ment som en hjælp, og mange flere ville nok have godt at blive indlagt – desværre er der bare ikke rigtigt ressourcer til det. 🙁

  • Michelle

    Dette afsnit af din føljeton har helt sikkert ramt mig mest. Jeg har uendelig stor respekt for, at du tør at være så sårbar ved at dele dette! <3

  • Matilde

    Ej hvor kan jeg nikke genkendende til mange af de ting du skriver. Jeg har også social angst – det der med at gå i supermarked var også noget af det som var virkelig svært, men jeg har lært mig selv at gøre mange af de ting som jeg var så angst for. Før ville jeg hellere dø end at føle angst!
    Tak for at dele din historie, du er så sej og modig for at skrive åbent om så svær en tid i dit liv <3

    • MiriamsBlok

      Det er svært at have angst for ting, som andre bare ser som en helt almindelig del af livet. Især når den også er virkelig irrationel. Men øvelse gør mester! 🙂

  • lillelyng

    Jeg kender det alt for godt (desværre). Både depression, angst(anfald) og spiseforstyrrelsen. Anoreksien rumler stadig en hel del, men de to andre er heldigvis ved at komme under kontrol.
    Jeg synes det er virkeligt modigt, du tør dele din historie på den måde.
    Jeg selv er også begyndt at åbne en smule op omkring min spiseforstyrrelse, på min blog. Jeg synes det er enormt grænseoverskridende, men på en måde virker det også bare på en god måde. Man får øjnene op for, hvad det egentlig er man har gang i, hvis det da kan beskrives på de måde. Det er super svært at få skriblet ned og beskrevet fyldestgørende, men det er rart at få sat ord på.
    Hvis du kunne have lyst til at følge min rejse tilbage til (at leve) livet, du mere end velkommen til at følge med på bloggen
    nouw.com/lillelyng

    • MiriamsBlok

      Det ER virkelig grænseoverskridende, men man får reflekteret en del, og det hjælper rigtig mange mennesker i samme situation. 🙂

  • Thomas Christian

    Må jeg spørge hvor sidste del af historien: del 15 er? Jeg har ledt og ledt. Både på min tlf og her. Og jeg kan ikke finde den nogen steder.

    MVH Thomas

Der er lukket for kommentarer.