Jeg er træt.

Skrevet d. . Uploaded i bloggen,blogland,brok,visdomsord.

jknlkjJeg er træt af, at jeg ikke blev chokeret over, hvad nogle har udsat Lortemor for. Fordi jeg ved, at enkelte mennesker, når de ser sig sure på en blogger, i stedet for bare at unfollowe, bliver ved med at følge med, så de kan nyde at blive forargede og samle ammunition til et angreb.

Jeg er træt af, at der stadig er folk, der ikke forstår, at sociale medier, inklusiv blogging, er en redigeret virkelighed. At uanset hvor ærlig man er eller prøver at være, så er det stadig kun øjebliksbilleder og ikke den totale sandhed. At indlæg som dette er et udtryk for en frustration lige nu og her, som man derfor ikke kan hive frem om tre måneder og råbe: “SE! Miriam hader at blogge!!”

Jeg er træt af at have ondt i maven, når jeg tjekker mit kommentarfelt, hvis jeg har skrevet et indlæg, hvor der er den mindste risiko for, at en holdning/joke/sarkastisk bemærkning støder nogen, fordi jeg aldrig ved, hvornår uenighed kommer til udtryk via en personlig sviner. (Spoiler: Der er altid en eller anden, der bliver stødt over et eller andet). Jeg er skuffet over mig selv, når jeg går på kompromis med, hvad jeg helst ville skrive for at være sikker på, at en pedantiker ikke bevidst misforstår mine ord. Og at jeg ind imellem overvejer at slå kommentarfeltet fra, fordi det er det allerbedste, men absolut også det værste ved at blogge.

Jeg er træt af det absurde i de reaktioner, man ofte møder, når man giver udtryk for, at det er sårende og svært at regelmæssigt blive mødt af mennesker, der er negative, nedladende eller decideret ondskabsfulde, uden man aner, hvad man har gjort dem. At man får at vide, man er “nærtagende” og skal “forvente den slags”, når man er blogger. Men selv hvis det er sandt, så er det vel stadig shitty opførsel, som er helt naturlig at blive ramt af?

Jeg er træt af, at jeg indtil for nogle år siden var et af de mennesker, som syntes, det var vigtigere at give udtryk for mine egne (ofte irrationelle) frustrationer, end det var at tænke på personen i den anden ende. Det er jeg især træt af, fordi jeg ved, hvor nemt det er at retfærdiggøre over for sig selv, at det er helt okay opførsel. At bloggere bare kan lade være med at vise deres nye bukser frem, hvis de ikke vil høre, de er grimme. Det er gamet. Og det er jo bare én lille kommentar, jeg kommer med. På den måde bilder man sig selv ind, at det er en ubetydelig, uskyldig handling. At man ikke nogle gange er med til at ødelægge en bloggers dag eller uge eller måske endda på sigt deres skriveglæde. Fordi man lige skulle af med sin irritation.

Jeg er træt af at skrive tekster, jeg er stolt af, og ikke turde udgive dem, fordi de er skrevet ud fra det sted, der gør rigtig ondt, og jeg ikke er stærk nok til at blive mødt af kritik lige der. Og fordi jeg ikke magter, at nogen vender de tekster imod mig på et senere tidspunkt, fordi de er sure på mig over, at jeg har købt ikke-økologisk dild. Der bliver råbt på mere råhed og ærlighed i blogland, men problemet er, at man på den konto skal finde sig i, at svinerne ændrer sig fra “dine bukser er grimme” til “din sjæl er grim”, og så ryger lysten til at blotte sig altså lidt i svinget.

Jeg er ikke træt af at skrive, og jeg er ikke træt af at blogge. Tværtimod. Jeg er bare frustreret over den menneskelige råddenhed, og selvom jeg udmærket ved, at den ikke går nogen steder, og at det heldigvis er et minimalt mindretal, der lufter den, så rammer den nogle gange lige i hjertekulen. Det havde jeg lige behov for at få luft for i dag. Tak, fordi I lyttede.

Related Posts:

Kommentarer (96)

  • Bettina

    Jeg har lige læst, hvad der er sket hos Lortemor, og hvor er det trist. Trist at I som bloggere ikke kan dele af jeres liv og tanker uden at anonyme mennesker skal være onde og modbydelige. Det er så nemt at skrive onde kommentarer, når man er anonym på sociale medier. Folk skriver ting, som de aldrig ville sige ansigt til ansigt. Og hvordan kan man finde på at melde lortemor til de sociale myndigheder? Og igen anonymt – baseret på en blog.. Hvad med de børn, der virkelig forsømmes – hvor er kommunen der? Hvorfor reagerer de på anmeldelse af hende, som alle kan se elsker sit barn og vil ham det bedste. Hvor er de i de sager, hvor der virkelig er noget at komme efter? Jeg håber, du bliver ved at skrive det, du har lyst til – jeg elsker at læse din blog!

    • Henriette

      Kommunen reagerer på det, fordi de har pligt til det.
      Men helt enig i, at det er vanvittigt, at nogle har underrettet kommunen.

    • MiriamsBlok

      Jeg synes også, det er skræmmende. Jeg kan godt se på kommentarfeltet her, at mange har været bekymrede, og det synes jeg faktisk er rigtig rart. Men jeg ville ønske, man havde skrevet direkte til Trine og udtrykt sin bekymring, så hun selv kunne mane den i jorden.

  • Nanna

    Jeg føler sådan set alle burde tænke “Skal det siges nu, skal det siges af mig og skal det overhovedet siges?” inden de skriver en kommentar på de sociale medier.
    Bare lige give dig selv et pusterum inden du skriver en kommentar, fordi hvis du kan svare nej til en af spørgsmålene, så er det sgu nok ikke så rar en kommentar du havde tænkt dig at skrive.

    + man skal aldrig kommentere på noget en person ikke kan fikse på 2 sekunder a la mad mellem tænderne.

    • MiriamsBlok

      Kloge ord. Det er jeg faktisk også begyndt at dyrke, når jeg skal svare folk, der laver personlige angreb. Lige trække vejret. For ellers er det alt for nemt bare at eskalere situationen yderligere, og det er lige præcis det, de vil.

  • Tina

    Jeg var også i den grad chokeret da jeg læste “Lortemor”s indlæg.Det gør noget ved en, at få sådan en indberetning fra kommunen af. Jeg vil bare kort sige: bliv ved med at skrive og bliv ved med at være dig!!! Vi er mange som påskønner din ærlighed!!

    • MiriamsBlok

      Det er også det, jeg synes, folk ignorerer. At man bliver ramt personligt i en situation, hvor man i forvejen er blottet. Reel bekymring bør selvfølgelig medføre en reaktion, men jeg synes ikke, man har nok viden til at nå det punkt ud fra nogle blogindlæg.

  • Anna

    Jeg er ikke i tvivl om at lortemor er en god mor, der elsker sit barn. Men hvis man er så tæt på at blive hjemløs at man må tigge penge hos sine følgere, er det så ikke meget godt at der kommer noget hjælp udefra?

    • MiriamsBlok

      Hvis det var sådan, det hang sammen, så jo. Men det er det bare ikke. Igen – bloggen er et øjebliksbillede, og hele situationen er noget mere kompliceret. Var lejligheden røget på tvang, så havde de jo fundet et andet sted at bo, og det havde været drøntræls, men ikke verdens undergang. Men det er heller ikke grundet økonomi, at kommunen træder ind. Nogle har valgt at indberette Trine, fordi de mener, hun ikke kan varetage rollen som mor. Det er, efter min mening, to vidt forskellige ting.

      • Josephine

        Ville have skrevet en mail til Trine, men et teknisk uheld betød, at den gik tabt, og så ville jeg give hende fred og ro. Er enig i alt det, du skriver, også generelt om bloggenren. Ærgerligt, hvis gode blogs som Lortemors og også din skal begrænses af mennesker, der ikke kan læse indad, som ikke kan skelne mellem sort humor og så tilfælde, hvor der er årsag til bekymring. Jeg har ikke selv børn, men jeg har værdsat at læse Lortemors humoristiske fremstilling af et liv som mor. Desuden har hun også skrevet et hav af indlæg, der emmede så meget af omsorg og kærlighed, at det næsten blev for “speltmor-agtigt” til min smag. Hvorom alting er: blogland ville være ret uinteressant uden hende. Jeg har sgu set nok billeder af avokado-madder og billeder med teksten “prego”.

      • Læser

        Miriam jeg er enig i det meste du skriver. Ville aldrig selv underrette lortemor ud fra hvad jeg har læst på hendes blog. Du ved sikkert hvad der står i disse underretninger og kan nok derfor mere konkret vurdere om det er “chikane” eller reel bekymring. Men i forhold til den del hvor du skriver, at en underretning er ensbetydende med at sætte spørgsmålstegn ved hele netværket så er jeg lidt ked af at det budskab. Rigtig mange lader vær med at underrette af den grund. Tænker heller ikke det er din grundholdning generelt, men nok nærmere din holdning i denne ene situation. Men vil bare lige sige ud til folket at hvis man er bekymret så skal man ALTID underrette, også selvom det er et hav af andre mennesker omkring barnet. Men vil man bare underrette for at være led ved moderen til barnet så skal man seriøst få noget hjælp selv! (PS: hvis den her kommentar kommer flere gange så beklager jeg altså! Det er mine pølse fingre der ikke kan begrænse sig)

        • MiriamsBlok

          Du har helt ret i, at det mere er min holdning i denne specifikke situation. Min pointe er, at man som læser ikke kender personligt til hverken Alfred eller Trines situation, mens der er en lang række voksne, ansvarlige mennesker, der gør netop det. Men jeg er helt enig i, at vurderer man i en situation ud fra egen erfaring, at et barns trivsel kan være i fare, så skal man selvfølgelig bryde ind.

    • Maria | Blog Undone

      Hun har ikke “tigget penge af sine følgere” – hun skrev, at man var velkommen til at overføre et lille beløb for hendes gratis skriverier gennem årene (som i øvrigt har hjulpet mange). Det kaldes honorar, og det var i øvrigt fuldstændig frivilligt. Det var Trines måde at sikre sin søns base, og hvorfor dog ikke afsøge den mulighed, når man i forvejen leverer kvalitetsindhold til en bred følgerskare. Hvor ligger det uansvarlige eller alarmerende i det? Og til Miriam: Du er skarp, sjov, ægte og eminent med ord. Jeg håber ikke den lille skare af krænkede og nærtagende typer tager skriveglæde fra dig. Jeg sætter i hvert fald stor pris på din umiddelbarhed ❤️

      • Anne

        Godt skrevet Maria – og godt skrevet Miriam – I udtrykker det så meget bedre end jeg kan, men jeg er meget, meget enig med Jer begge.

    • Anne

      Øøøh mon ikke hun havde klaret at miste sin bolig. Man bliver altså ikke en dårligere mor af at skulle flytte i noget billigere:-)

      • Michelle

        Jeg ved ikke helt om du kender til boligmarkedet i København og omegn men kan orientere dig om det er virkelig svært at få noget – også selvom kommunen evt skulle hjælpe + har du tænkt over det kunne være hun ikke lige havde overskud til en flytning og at det hverken ville være godt for hende eller Alfred? Og det kan ikke være hvor som helst siden hun måske helst vil undgå at rykke ham til en ny institution og det også skal passe med afstand ift. Alfreds far. Sikke en kommentar at komme med…

  • Signe Arnanguaq

    Uden i bund og grund at kende sagen, så kan den vel ses fra to sider og hvis der er nogen som er bekymret for et barns ve og vel, så er er det vel som udgangspunkt godt de beder kommunen tjekke op på situationen? Og det gælder vel uanset om moderen er blogger eller ej?

    Vi ved vel ikke om det er sket af ondskabsfuldhed eller reel bekymring?

    • MiriamsBlok

      Nej, jeg synes ikke, vejen frem er at gå til kommunen i denne situation. Og igen, jeg synes, det vidner om en enorm mangel på forståelse for blogmediet, hvis man på baggrund af blogindlæg tror, man kan konkludere noget som helst om et barns ve og vel. Det er jo ikke bare at sætte spørgsmålstegn ved Trine, det er også at sætte spørgsmålstegn ved barnets far, barnets institution, barnets venner og deres forældre, barnets øvrige familie, Trines roomie, samt mig selv og alle andre der er involveret i Trines (og dermed Alfreds) liv. Synes man virkelig, at man på baggrund af nogle blogindlæg har bedre indblik i situationen end alle os tilsammen, hvoraf ingen har fundet det nødvendigt at slå alarm?
      Og jo, vi ved med ret stor sikkerhed, at det er sket af ondskabsfuldhed. Men det er ikke min historie at fortælle.

    • Stine

      Jeg er enig i at et barn ve og vel må være vigtigere end en voksens følelser. Men med det sagt så skal man altså være MEGET påpasselig med at anmelde nogen udelukkende ud fra hvad de skriver online.
      Jeg har en bekendt fra en lukket facebook gruppe som jeg kun har mødt få gange og altid med barn. Hun skrev i vores lukkede gruppe flere gange om mange situationer som fik flere af os til ar være begynte for hendes forældreevne og nogle snakkede om at anmelde hende. Personligt kunne jeg ikke få mig til det- for jeg har hendes mistænkt Ikke altid at fortælle sandheden. Og så er det en farlig vej for ja barnets tarv. Men det skal ofås være berettiget tvivl.
      (Det endte i øvrigt med at der var en af de andre som kontaktede hende sundhedsplejerske som så lavede ekstra kontrol besøg og en anden besøgte hende for at hjælpe til. Det synes jeg er nogle meget mere rimelige måder at handle på)

      • MiriamsBlok

        Stine, dine pointer er også nogle af de tanker, jeg gør mig. At hvis man var så bekymret, at man så gjorde en indsats for reelt at sætte sig ind i situationen uden for bloggen. For Alfred selv har jo ikke været en del af de indlæg, der har gjort nogle mennesker bekymrede.

    • Stine

      Og i Trines tilfælde så er der jo fakrisk en far, bedsteforældre og en rommie og hun render til de der mommyblogger events. De kan da ikke ale sammen have været blinde overfor hendes manglende forældreevne – havde det været noget som snakken altså.

  • Josephine L

    Jeg forstår slet ikke at den type mennesker (både dem der har indberettet ‘lortemor’ og dem du omtaler i dit indlæg) kan være sig selv bekendt. Hvordan kan man enten ikke være bevidst om at ens kommentar sårer folk, eller bare være ligeglad med at den gør.?! Eller endnu værre – når intentionen er at ramme personen på den anden side af skærmen.

    • MiriamsBlok

      Intentionen er oftest at ramme personligt, når den type kommentarer kommer. Det er virkelig skræmmende. Jeg kan jo se, at de virkelig har gjort sig umage for at finde de ting, de tror, vil såre mig mest. Nogle gange rammer de plet. Jeg har stadig svært ved at forstå, at der findes mennesker, der synes, den slags opførsel er helt okay. Jeg tror, det er en af grundene til, at det er så svært bare at ignorere.

  • Pernille

    Hvis man ikke har noget pænt at sige- så lad vær. Kort og godt. Det gælder vel egentlig alle steder- blogging eller supermarked…. til familien eller bankrådgiveren – U Name it..

    • MiriamsBlok

      Det skulle man synes, men nogle mennesker synes desværre, der gælder andre regler på nettet.

  • Josephine L

    Nu blev jeg jo lokket ind og læse lidt på ‘lortemors’ blog og vil lige tilføje at, hvis du Miriam nogensinde skulle stå i en situation som hende, hvor du er i fare for ikke at kunne beholde din lejlighed/betale dine regninger. Så betaler jeg altså hjertens gerne et beløb pr. indlæg så jeg fortsat kan nyde din blok. ❤️

  • Christine

    Jeg kan sagtens se, at hvis man kender Lortemor selv, ved hvad der foregår bag skærmen og ikke selv er bekymret, ja, så er underretninger vel voldsomt uforståelige.

    Men der er altså underretninger, ikke anmeldelser. man anmelder, når nogen har begået noget ulovligt, man underretter, når man er bekymret.

    Her er der så nogle, der har været bekymrede. Ikke helt grebet ud af den blå luft, efter min mening. Men bekymrede. Og så har man altså PLIGT til at underrette, så det kan blive undersøgt. Uanset om man ser det på facebook, i Bilka eller på en blog. I don’t care. Hvis man er bekymret for et barn, så underretter man. Så har kommunen dygtige medarbejdere, som kan skelne alvorlig bekymring fra almindelige livskrise. Samtidig har kommunerne i dag jo også mange gode tilbud med rådgivning etc., som er til gode forældre med problemer i livet.

    Og man kan godt have brug for hjælp selvom man elsker sit barn og vil sit barn det bedste.

    • MiriamsBlok

      Underretningspligten lyder: “Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer det sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.” Kendskab til. Ikke bekymring om hvorvidt noget potentielt skulle foregå. Men under alle omstændigheder synes jeg slet ikke, det er på sin plads at skride ind i en situation, man i bund og grund ved intet om. Fordi folk netop ikke har den essentielle “kendskab”. Igen, der er masser af ansvarlige mennesker, der er meget, meget tættere på situationen – for eksempel barnets far – og som har et oprigtigt indblik i, hvad der foregår. Det hverken kan eller skal man forsøge at vurdere ud fra en blog. Jeg synes i den grad, man overskrider grænsen for, hvad man kan tillade sig. Man drager nogle konklusioner ud fra, hvordan man mener en mor bør opføre sig. INGEN har skyggen af konkret evidens for, at Alfred på nogen måde mistrives i sin hverdag. Man mener bare, at Trine giver udtryk for følelser, som man ikke må give udtryk for. Og det må nødvendigvis have en indflydelse på hendes evner som mor? Man kan aldrig få et fuldstændigt billede igennem en blog. Og jeg forstår ved grød ikke, at man kan fortælle sig selv, at man ved mere end de mennesker, der rent faktisk er en del af situtationen eller i hvert fald fysisk tæt på det. Det forekommer mig nærmest arrogant.

      • Christine

        Tak for svar 🙂 Vil bare lige tilføje, at den definition, du lægger ned over lovgivningens ordvalg “kendskab til” er for snæver og ikke holder hverken i familieafdelingerne eller byretten. Underretningspligten (ja, PLIGT) gælder også, hvis man har en formodning, at der er noget galt eller, som man siger, grund til at antage det. Altså en bredere definition på den pligt man har. Jeg er helt med på, at det kan føles uretfærdigt og helt hen i vejret, hvis man kender hende. Men i den her slags sager er loven (heldigvis) indrettet, så tvivlen kommer barnet til gode. Det sker på bekostning af, at nogle kommer til samtale uden at det giver anledning til ydeligere. Men det sker også af hensyn til andre forældre og børn, hvor alle har tænkt “der er nok andre, der er tættere på og de ville have, hvis det var…”, og de rent faktisk havde brug for hjælp.

        Jeg har læst mange af Lortemors blogindlæg. Jeg ville ikke selv have underrettet. Jeg var bekymret for hende, men tænkte, at der var masser af familie og ikke mindst en deleordning med en far. Hvis hun havde været alenemor på fuld tid, så kunne jeg faktisk godt have fundet på det. Fordi hun helt tydeligt virkelig ikke havde det godt og når man underetter, så er det en vej til helt gratis hjælp, så barnet kan blive ved med at trives selvom mor/far har det skidt.

        • MiriamsBlok

          I min erfaring er semantik essentielt i fortolkning af loven, så jeg er meget interesseret i noget evidensbaseret kildemateriale på din definition af underretningspligten? Men under alle omstændigheder bør man aldrig træffe en beslutning, når man kun kender brødstykker taget ud af kontekst.

          Mht det sidste afsnit, vil jeg gentage mig selv fra et andet svar: Trine går hos en terapeut – det har hun skrevet om flere gange på bloggen. Så hun får professionel hjælp. (…) [Jeg bearbejder] mange af mine tanker ved at skrive, ligesom jeg ved, at jeg hjælper en masse mennesker ved at italesætte nogle problemer, som mange går med, men ikke tør tale om, fordi det er tabu. Så får vi i fællesskab løsnet op for noget. Man skal ikke undervurdere et virtuelt fællesskab, det er sin helt egen, lille støttegruppe! 🙂 Men efter Trines medfart, tror du så andre mødre vil turde åbne op uden frygt for konsekvenser af samme skuffe? Det er der, jeg synes, det største problem ligger. At man kæmper med at holde sig selv oven vande, betyder ikke, at man kæmper med at være en god mor. Og det bør der være plads til at tale om, for jeg tvivler gevaldigt på, at Trines situtation er enkeltstående. Derudover hjælper det godt nok ikke på psyken at skulle bekymre sig om at få kommunen på nakken. Igen, jeg er slet ikke i tvivl om, at der ikke er noget at komme efter, men jeg synes, det er voldsomt grænseoverskridende, at nogen har syntes, de har kunnet antage det mindste om Afreds velbefindende ud fra Trines blog. Jeg har også al titro til de fagfolk, og jeg synes, de gør et fremragende arbejde, men det er ikke læsernes opgave at bringe dem ind i billedet, for læserne har ikke den rette viden. Det er simpelthen at overskride en grænse.

          • Sanne

            Jeg kan blive så træt ad at bloggere tror de kan ligge hvd som helst ud, og så tage sig til hovedet over at læserne reagerer.
            Et ting er at kunne læse loven, noget andet er at kunne finde ud af at fortolke den. Og bekyming er grundlag nok for en underretning. Jeg er ikke enig i at underrette i denne situation, men jeg kan sku godt forstå at det kan skabe bekymring his nogle, at bede om økonomisk hjælp, selvmordstanker , sex, depression. Det er nogle tunge sager at lægge ud og så regne med at folk selv kan gætte sig til at det bare er brikker.
            Kvaliteten af en blog er som regl ikke bedre end kvaliteten af følgere. Der er nok ingen højt uddannede mennesker der gider at læse om din kat, høre at du er halvfed og grim i træningstøj, og at ingen mænd elsker dig. Og det samme med lorte mors blog. Så jeg syntes også at bloggere i højere grad skal tage ansvar for de ting de skriver og hvilken effekt det kan have på modtagerne. Istedet bare at være trætte. Det er for let købt.

          • MiriamsBlok

            Sanne, jeg forstår simpelthen ikke behovet for at komme med en sådan kommentar. Der er ingen, der siger, at læserne ikke må reagere. Tværtimod. Man må hjertens gerne reagere direkte til bloggeren. Men uenighed behøver ikke være lig med grimme ord eller mangel på respekt. Som den du serverer her. Selvfølgelig må du være uenig, men hvorfor har du behov for at svine mig til?
            Naturligvis er en blog bare brikker. Det er alle sociale medier. Det behøver man ikke gætte sig til, det er helt almindelig logik. Man har aldrig nogensinde mulighed for at lægge hele sit liv på nettet.
            Ifølge mine statistikker har over 50% af min læserskare en videregående uddannelse eller er i gang med at tage en, så du har ikke ret i dit udsagn. Som jeg i øvrigt ikke forstår pointen i. Er høj uddannelse lig med kvalitetslæsere? Intellekt? Jeg er glad for min blog og hvad den står for, og jeg har ikke et problem med at tage ansvar for, hvad jeg skriver. Men jeg forventer også, at mine læsere respekterer mig og er modne nok til at tage en beslutning om ikke at følge med, hvis det resulterer i kommentarer som din. For ja, kvaliteten af følgere hænger sammen med kvaliteten af en blog, og derfor er du ikke længere velkommen her. Livet er simpelthen for kort til samtale på så lavt et niveau.

          • Thea

            Øøøøøh. Høj uddannelse = dårlig humor/ingen humor eller hvad, Sanne? Jeg er uddannet læge, og mine favoritindlæg er dem om Frank. Tænk at være så snæversynet, at man skære alle over en kam… DÈT er til gengæld et decideret symptom for studpiditet.

          • Eva

            Tak for et godt grin Sanne. Du må sikkert godt passe ind i DIN beskrivelse om miriams følgere 😛
            Må jeg spørge hvorfor i alverden følger du med når det er så tarveligt ???
            P.s: Miriam you rock!

          • Sofie

            Jeg er advokat og fast læser (@Sanne hvilket vel egentligt betyder, at jeg har en lang uddannelse og stadig kan sætte pris på Frank) og kan fortælle dig, at kendskab ikke fortolkes så snævert, som du lægger op til. En streg ordlydsfortolkning vil i denne forbindelse stride mod formålet med bestemmelsen (barnets tarv). Du vil f.eks. sjældent havde direkte kendskab til incest, men har stadig underretningspligt, hvis du får mistanke herom. Således fremgår det også af Ankestyrelsens hjemmeside, at “Underretningspligten er en personlig pligt, der gælder både for fagpersoner og den almindelige borger, når man får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte.”

            https://ast.dk/born-familie/underretninger

          • Caroline

            Jeg er uddannet læge lige om lidt, og har dermed den længste uddannelse i DK på 6 år, og jeg elsker samtlige af Miriams blogindlæg <3

  • Eva

    Nu har jeg i flere år haft skærpet indberetningspligt og også indberettet.
    Men at gøre det i forbindelse med, hvad jeg har læst på en blog, er langt ude. Jeg må tilstå, at jeg er dybt forarget. Og det er ikke på lortemor.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror også, du har lidt mere livserfaring, Eva, og derfor er bedre til at vurdere, hvornår der er tale om et reelt problem, og hvornår der er tale om almindelig menneskelighed med alle de sværheder, der medgfølger.

  • Anne

    Hej Miriam
    Du er den første af de blogs jeg læser, der har taget det op.
    Det beundrer jeg.
    Jeg var dybt chokeret over, at læse Trines indlæg og det kom bag på mig, at ikke flere har taget bladet fra munden og sagt det du gør.
    Jeg ved godt det er sagt før og bloggere taler om bagsiden af at være blogger. Men jeg synes virkelig dette skulle italesættes, da det går langt over mine grænser for hvad man kan tillade sig på de sociale medier. Jeg synes generelt tonen er hård og folk kan være så onde.
    Så som stor fan af lortemor og dig, så tak fordi du tog det op. Det har hun sgu fortjent.

    • Marie / krøllerier

      Jeg er enig i, at det er frygteligt – og stærkt at Miriam tager det op. Men jeg tror faktisk, at hun er den femte blogger (af dem jeg følger), der tager det op. Så der er faktisk flere, der tager bladet fra munden 🙂

    • MiriamsBlok

      Marie har ganske ret – jeg er heldigvis langt fra den eneste, der har taget det op. Min intention var faktisk heller ikke, at indlæggets fokus skulle ligge på Trine, mere på folk tone og grænser for, hvordan man kan opføre sig, når der er rigtige mennesker i den anden ende. Men folk har vist brug for at tale om den her konkrete sag, og så må vi jo gøre det! 🙂

    • MiriamsBlok

      Tusinde tak, Rikke. I er heldigvis væsentligt flere, der er drønsøde og vil mig det bedste! 🙂

  • Johanne

    Nu kendte jeg ikke bloggen Lortemor, så jeg gik derind for at læse lidt. Og jeg forstår slet ikke situationen eller konteksten, men jeg fik lidt en mærkelig fornemmelse ud fra det indlæg, hvor hun beskrev sin boligsituation og bad sine læsere om hjælp. Jeg føler, hun virkeligt prøvede at malke sympati fra folk med sine formuleringer, og lige netop dér er det vigtigt som læser at kunne adskille virkelighed fra det billede, som en blogger selv iscenesætter. Og selvom jeg tror på, at underretningerne sandsynligvis ikke er lavet med barnets tarv in mente (tre anonyme underretninger baseret på blogposter, det virker ikke super seriøst fra anmeldernes side), kan det vel også være svært for læsere at vide, hvornår der overdrives for effekt, og hvornår det er sandheden… så underretninger kunne i princippet også have været lavet af reelt bekymrede læsere, som ikke ordentligt forstod situationen.

    Måske en mærkelig kommentar herfra, men jeg havde lyst til at komme med et perspektiv fra en læser, der intet andet vidste om Lortemor. Jeg håber, det gav bare en lille smule mening.

    • MiriamsBlok

      Spændende kommentar, men jeg synes, den bærer tydeligt præg af, at du netop ikke kender til Lortemor. Faste læsere kender til hendes økonomiske situation, som er resultatet af et grimt brud med Alfreds far kort efter boligkøb, hvilket har sat hende i en svær position, hun ikke rigtigt kan komme ud af. “Malke sympati” synes jeg er et virkelig ærgerligt udtryk at bruge. Det er slet ikke nødvendigt for at få dit ellers interessante synspunkt som udenforstående igennem. Jeg vil dog sige, at det lader til, du har misforstået hele den situation. At bede om penge var ikke et selviscenesættende stunt, det var et sidste, desperat træk, der mere eller mindre krævede al Trines stolthed som offer. Jeg tror, de fleste af os ville have det på samme måde.
      Jeg kender ikke nogen bloggere, der overdriver for effekt, når det kommer til de alvorlige emner, og det ved jeg med sikkerhed, at Trine heller ikke har gjort i dette tilfælde. Men fordi hele et blogindlæg er sandt, er det ikke den HELE sandhed. Den er ikke det fulde billede. Man er de ord i den situation, man skriver dem, men tingene ændrer sig hele tiden. Man går i seng med nogle tanker og vågner op til nogle andre. En situation er altid meget mere kompliceret end kan nedfældes på skrift. Det er den pointe, jeg prøver at få igennem, og det er det, læseren skal huske.

      • Johanne

        “Malke sympati” var netop brugt for at sætte tingene på en spids. Det var et forsøg på at vise, hvordan det i yderste fald kunne læses, når man ikke kender situationen – og hvordan Lortemors indlæg KUNNE opfattes. Min pointe, som jeg nok var for træt til ordentligt at få igennem i går, var så også, at man aldrig burde dømme situationen ud fra eet enkelt indlæg som det. Men at hvis læsere havde gjort det, så kunne situationen måske se ganske ekstrem ud.

        Nu er denne her situation jo ret langt ude og forhåbentligt et enestående tilfælde (at læsere bruger noget, de læser på en blog til at angribe en blogger i privaten i den grad), men det er da et interessant tankeeksperiment. Skylder man som læser at sætte sig ind i hele en bloggers historie for at forstå et enkelt indlæg? Nej, absolut ikke. Skylder man som læser at gøre det, inden man laver en underretning til kommunen? Så absolut. Min pointe var bare, at hvis det havde været én naiv læser, der intet andet kendte til situationen, så kunne det have været velment. Selvom det jo tydeligvis er irrelevant her, da det ikke lader til at være tilfældet.

        • MiriamsBlok

          Du har helt ret. Personlige blogs som Lortemors kræver nok, at man er sat mere ind i hendes liv (via bloggen) end så mange andre blogs. Men ja, jeg er helt enig i, at kommer en sådan underretning ud af reel omsorg, så er det selvfølgelig ikke noget, man skal råbe grimt af. Det problem, jeg ser, er mere, at nogen har besluttet, at der ikke skal mere til, før et barn potentielt er “i fare”, og så bliver det rigtig svært at italesætte psykisk svaghed, hvis man er forælder, og det er konsekvensen. Det dræber en i mine øjne meget vigtig samtale.

  • Signe

    Med fare for at blive upopulær her på min yndlingsbog så vil jeg altså.lige pippe igen. Jeg kender stadig ikke underretningen indhold eller indberetternes bevæggrunde, men jeg synes ikke argumentet om ‘ at hvis der var noget galt så var der nok nogen andre som gjorde noget’ holder.

    Hvis man er bekymret for at barn så synes jeg man skal indberette uanset om de har andre familiemedlemmer og venner i deres liv som ikke har gjort det. Hvis alle holder mund og håber andre gør noget så er det jo barnet det går ud over i sidste ende.

    • MiriamsBlok

      Som jeg også har skrevet andetsteds, så holder den argumentation selvfølgelig ikke, hvis man personligt er vidne til noget, der er bekymrende, når det gælder et barns trivsel. Så skal man råbe op. Men jeg vil vove at påstå, at der ikke er en chance i helvede for, at Alfreds far ville lade stå til, hvis han mente, hans søn ikke var sikker i sin mors varetægt.
      Pointen er desuden, at der ikke er nogen i denne situation, der er vidne til noget som helst, når det kommer til Alfreds ve og vel. De dømmer Trine ud fra nogle øjebliksbilleder på hendes blog og mener at kunne drage konklusioner ud fra det. Som om ens inderste, mørke tanker er noget, man ikke kan lægge fra sig, når man skal tage sig af sit barn. Som om de er hele billedet og overskygger alt andet i livet. Sådan hænger det bare ikke sammen, og når man derfor kun kender til, hvad man har læst på en blog, så kan man gøre langt mere skade end gavn ved at synes, det er ens job på så minimalt et grundlag at blande sig.

  • Katharina

    Jeg boede engang over en familie hvor der meget ofte blev råbt og børnene meget ofte græd. Jeg ville gerne skrive at de altid skete, men det var jo ikke hele tiden. Bare meget. Jeg gik længe og tænkte på at give kommunen et kald, men lod være fordi jeg aldrig var sikker i min sag. Det har siden naget mig, at jeg ikke gjorde noget. Især efter jeg talte med en lærer som sagde at jeg godt kunne have ringet og kommunen netop er trænet i at se hvor de skal gribe ind, og hvor det blot er børn som har let til tårer…
    Jeg var nok for “tolerant”, de som har underrettet kommunen om lortelove var nok for påpasselige. Men måske var det ikke kvinder der ønskede at være ondskabsfulde, blot overpåpasselige som havde svært ved at se det hele billede?

    • MiriamsBlok

      Jeg synes, den store forskel her er, at du har været direkte involveret i en situation. Du havde direkte indblik til børnene. Folk i dette tilfælde har jo bare antaget på baggrund af Trines indlæg om sig selv. Og som en anden skriver, så bliver det jo virkelig svært at være forælder, hvis man ikke kan have det hårdt, uden nogen blander kommunen ind i det. Så jo, det ville klart være at foretrække, hvis det var tilfældet, for så kom det jo af kærlighed. Men det er desværre min forståelse, at det ikke er tilfældet.

  • Erika

    Jeg har selv tænkt det samme som dig. Hvorfor er det okay at komme med negativet kommentarer, bare fordi personen er Blogger? Hvor blev konstruktiv kritik af, hvis det endelig skal være?

    Jeg forstår simpelthen ikke at folk kan få sig selv til at tro at man ser hele virkeligheden via bloggen og på det grundlag anmelder nogen. Det går langt over min fordtåelsesevne. Og hold op hvor havde jeg ondt af Trine. Fanme ikke fair.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, det er lidt det samme som i Facebook-debatter. Folk gemmer sig bag deres skærm, og så er det lettere at være hård, fordi man ikke skal forholde sig til et virkeligt menneske foran sig. Fordi selvfølgelig må man være uenig, men det er vigtigt, at respekten forbliver i samtalen.

  • Peter

    Store fede røvhuller vil altid være Store fede røvhuller. Og er man et sårbart menneske med retfærdighedssans og noget på hjerte, så kan Store fede røvhuller såre en, så det gør usigeligt ondt. Man kan ikke bare ignorere dem – for de er store fede røvhuller og det er ikke ok.

    Det er den pris du (og mange andre) må betale for at berige andre menneskers liv. For det gør du. Jeg håber du får det at vide tit nok til at det kan kompensere for det uforandetlige faktum at store fede røvhuller altid har været og vil forblive store fede røvhuller.

    • MiriamsBlok

      Haha, som du dog kan sige det, Peter! Men du har helt ret. Jeg skal bare arbejde på ikke at lade mig påvirke så meget. Og folk er SÅ gode til at rose og komplimentere. Men for at citere Pretty Woman(!!): “The bad stuff is easier to believe.”

  • Marie

    Jeg undrer mig oftere og oftere over hvordan folk kan tro at det er den fulde sandhed de ser på de sociale medier. Hvorfor forsvinder den kritiske sans? Har den aldrig været der, eller mister folk den bare når de åbner op for blogs, instagram osv.?

    Senest hos Lortemor, men for et stykke tid siden var der også hos Emiliblog et indlæg med udgangspunkt i at en mor blev provokeret af at det virkede som om Emilies søn altid er så perfekt. Herregud altså, det ER tilladt at tænke sig lidt om når man læser blogs.

    Tak for indlægget, Miriam. Og så må jeg sgu sige at du er skide modig (og alle andre der viser deres liv frem på den her måde), Jeg ved at jeg ikke ville kunne klare al den negativitet der ofte er i kommentarfeltet osv.

    • MiriamsBlok

      Jeg synes, folk er blevet bedre til at forstå det der med, at det perfekte ikke altid er hele sandheden. Men det skal jo også gå den anden vej. Altså, at man godt kan være velfungerende, fordi man har behov for at komme af med nogle grimme tanker.

  • Julie

    Jeg forstår godt, du bliver træt. Jeg tror dog (desværre), der er flere modtagergrupper her. Dem, der har anmeldt Lortemor til myndighederne, de er – undskyld udtrykket – tabt. Jeg kender ikke bloggeren indgående, men hvis økonomisk usikkerhed og ærlighed om livet gør en uegnet som forælder, så står det sgu slemt til for en stor del af verdensbefolkningen. Dem, der er bevidst onde, er der nok heller ikke stort håb for. Så er der alle os andre, der til enhver tid skal tænke over og huske, at kommunikation i alle livets forhold er en svær ting, og at ‘uskyldige kommentarer’ ikke er uskyldige, hvis de bliver opfattet anderledes. Her har vi nok alle sammen prøvet, at noget blev opfattet anderledes, end det var tiltænkt (‘grimme bukser’ er selvfølgeligt rimeligt ligetil). Det her er jo ikke kun svært på blogs, men er nok særligt væsentligt her, fordi vi ikke kan afkode reaktionen på forhånd eller undervejs.

  • M

    Jeg kommer til at tænke på noget, som Rachel (mener jeg at det var) sagde i et afsnit af ‘Voksen ABC’, og som alle de småbitre smagsdommere burde reflektere lidt over – “Ærlighed uden omsorg (eller noget tilsvarene) = ondskab”

  • Chris

    Jeg bliver også træt – træt af af bloglæsere tror de kan vurdere, ud fra blogs af ‘øjebliksbilleder’ hvorom Trine er en god mor eller ej, lad nu fagfolket afgøre om det Trine har brug for er støtte eller et klap på skulderen. Heldigvis er det langtfra alle underetninger der fører til anbringelser, tro mig, jeg sidder og vurdere nogle af dem hver dag, alt fra nutellamad i madpakken til vold og incest og vi kan faktisk godt skelne.
    Jeg trættes også over bloggere der tror de kan lufte deres vasketøj i offentligheden uden så meget som et kvæk. I vælger jo selv hvad I deler og jeg vil til hver et tid håber på at bloggere og læsere bruger den fornuftige del af hjernen, når dette ikke er tilfældet er erace knappen altså også her anvendelig.

    • MiriamsBlok

      Det skønne er netop, at alle underretninger ikke har negative konsekvenser på den måde. Men jeg synes stadig, det er forrykt, at folk tror, de kan have nogen form for idé om, hvordan et barn trives ud fra korte indblik i en mors sindstilstand. Og det hjælper i hvert fald slet ikke på den stigma, der i forvejen er knyttet til at have det psykisk hårdt. Hvis det er konsekvensen ved at åbne op, så tror da pokker, folk ikke tør gøre det.
      Hvis man vælger at dele, så må man selvfølgelig forvente reaktioner. Men uhyggeligt mange mennesker kan ikke finde ud af at udtrykke uenighed på en konstruktiv måde, og det hjælper ingen. Hvis man selv er et nogenlunde fornuftigt menneske, så tror jeg, det er svært at begribe, hvordan nogle mennesker vælger at tale til andre – i dette tilfælde bloggere. Man kan måske have en idé om det, hvis man ind imellem har dristet sig ind i en Faceook-debat. Vælger man som blogger at slette grove kommentarer, bliver man straks anklaget for at censurere, så det er svært at vinde.

      • Chris

        Men at lufte frustrationer mv. på en blog løser jo intet, andet en få sek. Udblæs.
        Hvad nu hvis vi i stedet for at pege fingre kærede os om vores medmennesker og tog dem i hånden når de havde det svært og måske vil det for Trine være nyttigt at tale med professionelle om hendes selvmordstanker (omend det blot er tanker) i stedet for at blæse dem ud i dem virtuelle verden, hvor folk frit fra leveren kan hagle hende ned. Hun er sårbar pt. Og er måske ikke helt der hvor hun kan skærme sig selv fra hård kritisk – det er der nogen der skal hjælpe hende med!
        Jeg er ikke enig i måden det er gjort på, men jeg har en tiltro til at fagfolket ved hvad for en størrelse de har med at gøre

        • MiriamsBlok

          Trine går hos en terapeut – det har hun skrevet om flere gange på bloggen. Så hun får professionel hjælp. Og vi er masser, der tager hende i hånden og er der for hende. Igen, bloggen er jo bare endnu en ventil, hun har og bruger. Den er en af mange værktøjer, og den viser ikke alt det udenomliggende. Og nu ved jeg ikke, hvad Trine får at vide hos sin terapeut, men min gamle psykolog opfordrede mig meget til at skrive, når jeg havde det svært. Jeg er meget uenig i, at det intet løser. Tværtimod bearbejder jeg mange af mine tanker ved at skrive, ligesom jeg ved, at jeg hjælper en masse mennesker ved at italesætte nogle problemer, som mange går med, men ikke tør tale om, fordi det er tabu. Så får vi i fællesskab løsnet op for noget. Man skal ikke undervurdere et virtuelt fællesskab, det er sin helt egen, lille støttegruppe! 🙂 Men efter Trines medfart, tror du så andre mødre vil turde åbne op uden frygt for konsekvenser af samme skuffe? Det er der, jeg synes, det største problem ligger. At man kæmper med at holde sig selv oven vande, betyder ikke, at man kæmper med at være en god mor. Og det bør der være plads til at tale om, for jeg tvivler gevaldigt på, at Trines situtation er enkeltstående. Derudover hjælper det godt nok ikke på psyken at skulle bekymre sig om at få kommunen på nakken. Igen, jeg er slet ikke i tvivl om, at der ikke er noget at komme efter, men jeg synes, det er voldsomt grænseoverskridende, at nogen har syntes, de har kunnet antage det mindste om Afreds velbefindende ud fra Trines blog. Jeg har også al titro til de fagfolk, og jeg synes, de gør et fremragende arbejde, men det er ikke læsernes opgave at bringe dem ind i billedet, for læserne har ikke den rette viden. Det er simpelthen at overskride en grænse.
          PS: Hvis al uenighed kunne foregå i et toneleje som dette, så ville jeg være aldeles lykkelig! 😀

  • anette

    Forstår ikke baggrunden for at indberette hende, selv ikke med skærpet indberetningspligt brillerne på kan jeg finde grund nok, kendskab nok, til at gøre dette. (Men hvis jeg kunne se der manglede et netværk sende en mail og tilbyde hjælp… kunne være muligt, men Trine har et godt netværk)
    en blog er et udsnit, og Alfred er omgivet af flere mennesker som HAR skærpet indberetningspligt. .. og vil gøre dette tror jeg på (for jeg har selv kæmpet for svigtede børn) oven i det har Trine hjælp, og det vil også hjælpe Alfred.
    I bedste fald er disse indberetninger spil af alles tid og resurse, i værste fald skader de Trine og Alfred… og i yderste konsekvens vil den holdning at man ikke kan sige noget er psykisk svært gøre at endnu færre søger hjælp når de har det skidt, af frygt for at blive stemplet eller indberettet – intet af dette kan vi som Samfund være bekendt.

  • Betina

    Jeg bliver oprigtig bekymret, når hele blogDanmark, går i anti-underretningsmode.
    Jeg er bekymret for at der så ikke bliver sendt de underretninger der skal til.

    Jeg forholder mig ikke til Trines underretninger. Jeg ved ikke, hvorfor der er underrettet, jeg ved ikke om det er velbegrundet.

    Jeg ved bare at der i alt for mange sociale sager, bliver underrettet alt for sent.
    At der er børn, hvor der ikke bliver reageret.

    Jeg kan godt forstå at I bliver kede af, at nogen tænker at jeres veninde ikke slår til som mor, og at hun bliver såret og det er synd. Men når mennesker med indflydelse, skriver om underretninger at det er forkert, så bliver jeg altså lidt bange.

    Alle mennesker har underretningspligt. Man SKAL underrette, hvis man ser noget man bliver bekymret over. Om det er en mor, som er lidt hårdhændet i netto. Det skal man altså!

    Jeg ved som sagt ikke, hvorfor der er underrettet i Trines tilfælde.

    Men jeg vil altså hellere have 1000 underretninger for meget, end en enkelt for lidt.

    • MiriamsBlok

      Jeg er på ingen måde anti-underretninger. Jeg synes faktisk, det danske system er fantastisk indrettet lige på den front. Jeg kritiserer baggrunden for disse underretninger. At nogen mener, de på baggrund af nogle blogindlæg (som slet ikke inkluderer barnet) kan mene, de har et indblik i barnets trivsel. Hvis man ser en mor være hårdhændet i Netto, så har man med egne øjne oplevet, at et barn potentielt kan være udsat. Men INGEN har set Trine med sit barn. At man har det svært psykisk, betyder ikke, at det kommer til udtryk hver dag, hele dagen. Jeg synes, det er enormt problematisk for den stigma, der i forvejen er omkring psykiske problemer, at dette er reaktionen. Fordi man antager på baggrund af fordomme.

      • Betina

        Men det ændre jo ikke ved at NOGEN har været bekymrede, og derfor har handlet, som man SKAL når man er bekymret.

        • MiriamsBlok

          Det er der, jeg synes, man skal bruge sin sunde fornuft og indse, at man skal have mere viden, før man har en begrundelse for sin bekymring. Ellers kan man essentielt finde en grund til at anmelde alle forældre i landet. Det er en uholdbar glidebane, hvis vi opfordrer til at anmelde på baggrund af fordomme og antagelser i stedet for evidensbaseret bekymring.

          • Betina

            Og hvis der skal være håndfaste beviser, kan ingen nogensinde sende en underretning, før der er fysiske skader på barnet?
            For pokker da..

          • MiriamsBlok

            Nu lægger du ord i munden på mig. Jeg skriver intet om fysisk skade. Man kan sagtens være vidne til, at et barn ikke trives, uden der er skyggen af vold involveret. Jeg skriver, at man skal have en eller anden form for viden om situtionen, før en underretning er på sin plads, og det frustrerer mig, at ingen vil erkende, at de har INGEN viden om Alfreds liv. Og i stedet for at sætte sig ind i situationen, så mener man, det næste skridt er at underrette kommunen? I mine øjne er det falsk omsorg. Man er nødt til at basere sin bekymring på barnets trivsel, ikke moderens. Og det kan bloglæsere ikke til ud fra indlæg, der omhandler en mors sindstilstand. Det er det, jeg mener med evidensbaseret bekymring.

          • Betina

            …og jeg vil, som socialrådgiver i en børneafdeling, hundrede procent hellere, at der bliver lavet indberetninger på vage mistanker, end at der slet ikke bliver lavet indberetninger.

          • MiriamsBlok

            Jeg synes, det er at bagatelisere konsekvensen ved en indberetning. Ikke den konkrete, men den personlige. Og enormt meget spild af ressourcer. Men det ser ud til, at vi må konkludere, at vi er uenige.

    • Skalotteløg

      Betina, jeg er nysgerrig… Hvordan ville du anmelde moren i Netto? Ville du gå hen og bede om hendes fulde navn og adresse, så du kunne gå til myndighederne og sige, at hun var hård ved sin unge i Netto?
      Tænk, jeg synes, det smarte ville være at blande sig direkte – gå hen til moderen og sige, at det der bare ikke er i orden.
      Jeg er bestemt ikke anti-underretning, men jeg kan faktisk ikke forstå, hvorfor myndighederne skal blandes ind i alting. Hvorfor vi som borgere ikke skrider ind og blander os i andres liv i stedet for at angive hinanden og håbe på, at det offentlige tager sig af det.

      Hvis disse mennesker gjorde det ud fra et ønske om at hjælpe – så kunne de spørge Trine direkte, hvad hun havde brug for. Hvis det så ikke hjalp, og man stadig gik og var bekymret – EFTER at have sat sig ind i hendes situation – så kunne man gå skridtet videre.

      Det kunne jo også være, at moderen i Netto generelt lever iFavnsk, samsover, langtidsammer og alt det andet, som åbenbart gør en god mor – men at hun bare lige dén dag mistede besindelsen i et kort øjeblik. Det kan børn helt sikkert godt klare psykisk, når det bare er et øjebliksbillede.

  • Louisa

    Åh, Miriam. Jeg forstår virkelig godt din frustration over, at Lortemor.dk er blevet anmeldt til kommunen. Jeg ville selv have det på samme måde, hvis det skete for en, jeg kender.
    Jeg tvivler ikke på, at lortemor har et skønt barn og at du ser en god mor og et barn i trivsel. Men du ved, ligesom os andre, heller ikke hvad der sker bag husets fire vægge, når de er alene. Derfor synes jeg, at man burde se underretningerne som et tegn på omsorg, i stedet for ondskab.
    Jeg kender ikke hendes blog og har kun lige læst de seneste blogindlæg, men ud fra dem, virker hun ikke til at være det bedste sted i sit liv og derfor forstår jeg faktisk godt folks bekymring. Og dét synes jeg faktisk, siger rigtig meget!
    Jeg kan også læse, at du skriver i kommentarerne her, at nogen har besluttet, der ikke skal mere til, før et barn er i “fare”. Men Miriam, nogle gange, så skal der ufattelig lidt til, før et barn er i fare! Jeg arbejder med psykisk syge børn og unge, og jeg ser hver dag konsekvenserne af forældres egen sygdom, manglende overskud, afmagt osv. Det er helt almindelige familier, med helt almindelige problemer, som nogle gange får helt små børn til at komme i mistrivsel som kan føre det psykiske lidelser. Og derfor så synes jeg, at folk der er bekymret i allerhøjeste grad skal reagere! Og derfor provokerer nogle af dine udmeldinger mig faktisk også så meget, at jeg bliver nødt til selv at kommentere dit blogindlæg.

    Jeg kan helt ærlig ikke se problemet i de underretninger. Der er 3(!!) forskellige som har underrettet hende. Så det er altså ikke bare én sur kælling med en dårlig dag, der har skrevet til kommunen. Jeg selv tænker, når jeg læser hendes seneste indlæg, at hun ikke har det godt. Så er det da klart, at det ikke er alle, som hylder hendes skriverier og klapper i hænderne over, at hun har det værre end en selv (for lad os nu bare slå det fast, folk elsker andres elendighed). Jeg synes ærlig talt det er fedt at se, der er nogen som rent faktisk GØR NOGET, når de oplever, at noget måske ikke helt er som det skal være. Og hvor ville jeg ønske, at man i stedet kunne hylde dét i stedet for at hetze på folk, som bare gerne vil hjælpe. Det ender med, at ingen tør gøre noget, i bare frygt for at blive jordet over en god gerning.

    • MiriamsBlok

      Nu er der mere til historien end som så, og alt tyder på, at underretningerne netop ikke kommer af omsorg, men af ondskab. Jeg tror måske, det er svært at forstå, hvis man ikke selv har prøvet at være blogger og oplevet, at der findes utroligt mange mennesker, der gør deres allerbedste for at gøre livet så surt for en som menneskeligt muligt. Man vil helst tro på det bedste i folk, men realiteten er bare en anden.

      Jeg er med på bekymringen for Trine. Den er jeg faktisk glad for. Det er betryggende at se. Men jeg vedholder, at man absolut intet kan sige om Alfreds trivsel ud fra Trines indlæg. De handler om hendes inderste tanker, ikke om hendes hverdag. Du siger, at jeg ikke ved, hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge, men jeg er væsentligt tættere på situationen, end man som læser er. Jeg kan udtale mig med mere sikkerhed, fordi jeg har mere info og flere synsvinkler. Desuden er Alfred jo omgivet af mennesker med skærpet indberetningspligt, som ikke har et personligt forhold til Trine, ligesom han har en far, der må antages at sætte sin søns velbefindende over alt andet.

      Jeg er meget uenig med dig i, at der er tale om gode gerninger. Selv hvis vi antager, det kommer fra et godt sted, så er der tale om en bjørnetjeneste. En grænseoverskridelse. I min optik svarer det til at anmelde en mor, fordi hun råber af sit barn i Fakta en dag i ulvetimen, hvor hun har fået nok. Man er simpelthen nødt til at have mere information. At anmelde på baggrund af en blog som Lortemors, hvor hun bruger sine skriverier som en ventil, det er at være snæversynet. Hvor du er bange for, at konsekvensen er, at ingen tør anmelde, så er jeg bange for, at konsekvensen er, at ingen forældre vil turde åbne op om små som store problemer, fordi konsekvensen er, at nogen pudser kommunen på dem. Skalotte har skrevet et glimrende indlæg om samme: http://www.skalotte.dk/stikkersvin/

      • Louisa

        Åh, det er sgu svært, for jeg synes på den ene side godt, at man kan sige noget om barnets trivsel, ud fra hvordan moderen beskriver hun har det. Børn opfanger utrolig meget, og hvis hun har det rigtig svært, så kan drengen altså godt blive påvirket af det, selvom han ikke nødvendigvis giver udtryk for det lige nu.
        Når det så er sagt, kan jeg godt følge dig ift bjørnetjenesten. For den måde jeg mener, er den rigtige måde at leve på, er ikke nødvendigvis den måde min nabo lever på. Og jeg skal jo ikke kunne sige, om han har et godt liv eller ej. Så ja, nogle gange skal folk bare passe sig selv – enig!

        Men ja, jeg tror altså det bedste om mennesker – formentlig fordi jeg ikke er blogger og ikke jævnligt får svinere fra cyber-bullies. Men når jeg selv får indtrykket af en kvinde som ikke har det godt på blot et par blogindlæg, så kan jeg ikke andet end at tro, at folk har underrettet af bekymring til hende og hendes situation og ikke fordi de synes, hun er træls – det håber jeg da ikke. At hun har det svært, betyder selvfølgelig ikke, at hun er en dårlig mor og ikke kan tage sig af sit barn, men måske bare, at hun har brug for noget hjælp.

        Jeg har lige læst det blogindlæg, du linkede til og jeg forstår godt, som jeg også har skrevet til dig, skalotte først og fremmest bliver chokeret og frustreret, men samtidig bliver jeg også lidt målløs, når hun så skriver, at hun heller vil skrive om alt det svære – om de mørke tanker og endda selvmordstanker. Jeg forstår godt, at en blog er en slags ventil, men det forbavser mig bare ikke, at folk kommer op ad stolene, hvis de læser sådan noget, og der i samme blogindlæg bliver nævnt et barn. Selvfølgelig skal der være plads til lidt af det hele og læseren må også lige holde næsen tilstrækkeligt for sig selv, men jeg tror, man som blogger skal passe rigtig meget på med, hvad man skriver – netop fordi det er et så lille indblik man giver andre i sit liv og man ikke får nuancerne med.

        • MiriamsBlok

          Det er sandt, at børn opfatter virkelig meget, men forældre er jo heller ikke perfekte mennesker, og nogle gange har de det svært. Som Skalotte skriver, så tager man jo ikke deres børn fra dem af den grund, for så ville virkelig mange børn skulle fjernes på et tidspunkt i deres liv. Realiteten er bare, at virkelig mange voksne mennesker får det psykisk skidt på et tidspunkt i deres liv. Og håndterer det. Og når Trine får professionel hjælp, så bliver der jo gjort noget?
          Der er mere til historien med de underretninger, men alt tyder på, de i hvert fald ikke alle tre kommer af omsorg. Men det er som tidligere nævnt ikke min historie at fortællle. Jeg ved bare, at jeg tidligere har oplevet folk gøre ting i den dur alene for at gøre livet surt for mig. Ting, der var afsindigt grænseoverskridende. Kontakte mennesker i mit liv, hovere når jeg har hjertesorger, true mig med alt mellem himmel og jord. De fleste folk er gode mennesker, det tror jeg også på. Desværre råber de andre ofte højere.
          Jeg synes, dit sidste afsnit er rigtig sigende for den pointe, jeg så gerne vil have igennem. Psykisk sygdom/ustabilitet rammer rigtig, rigtig mange mennesker, og folk tackler det på forskellige måder. Det hjælper også mig at skrive de allermørkeste tanker ud, men derfor er jeg jo stadig alt muligt andet. Og har et nogenlunde velfungerende liv. 😉 På samme måde som man godt kan manøvrere sit liv – omend med lidt besvær – hvis man fx har brækket et ben, så kan man også gøre det, hvis man kæmper lidt psykisk. Du skriver, at bloggere skal passe på med, hvad de skriver, fordi folk ikke får nuancerne med og kan komme til at drage nogle forkerte konklusioner. Jeg ser det den anden vej rundt: At det er godt og sundt at italesætte tabuer om psykiske problemer. Fordi folk nemlig stadig bliver utroligt chokerede, når der bliver skrevet deltaljeret om angst og depression og den slags. For det lyder så voldsomt, hvis man ikke har oplevet det på egen krop. Men for mange mennesker er det jo bare hverdag. Og livet er mere end bare den del. Og der synes jeg, vi som læsere skal huske os selv på, at vi aldrig får det fulde billede. Noget er skrevet i affekt, noget er skrevet i et lavt øjeblik. Nogle har en blog bare for at komme af med den slags og skriver ikke om alt det gode også. Der er altid mere til historien. Jeg synes, det er rigtig dejligt at se, at folk er bekymrede for Trine – og Alfred – men jeg ville ønske, man havde kommunikeret sin bekymring direkte til Trine, så hun havde haft en chance for at fortælle, hvordan landet virkelig ligger.

          • Julie

            Mit ærinde med denne kommentar er ikke at gå ind i diskussionen om,hvorvidt det er i orden at underrette på baggrund af blogindlæg, men jeg bider mærke i,at du sætter lighedstegn mellem underretning og anbringelse af børn,og det giver mig lyst til at nuancere billedet. En underretning fører i meget få tilfælde til anbringelse af børn udenfor hjemmet,da man ønsker at varetage barnets tarv, og i langt de fleste tilfælde er det at foretrække, at barnet er hos sine forældre. En underretning vil til gengæld føre til en videre undersøgelse, hvor fagpersoner vil vurdere,om der er tiltag, som kunne være hjælpsomme for denne familie – feks behandling til enkelte familiemedlemmer eller hele familien. En underretning er tænkt som en hjælp til et barn, man af den ene eller den anden grund er bekymret for. Den definition er uhyre vigtig at gå ud fra,for mange af os vil formentlig møde børn,vi bliver bekymret for og som giver os lyst til at “gøre noget”,og der er en underretning altså en mulighed – også selv om man ikke tænker,at barnet bør tvangsfjernes. Jeg håber, det giver mening. Det var ikke for at vælge side i den konkrete sag – blot for lige at nuancere billedet af,hvad en underretning fører til.

          • MiriamsBlok

            Julie, det er på ingen måde min mening at sætte lighedstegn mellem underretning og tvangsfjernelse. Men det er den yderste konsekvens og den forældre frygter. Min pointe er, at en underretning – selv når forældrene bliver pure “frifundet” – har negative konsekvenser for forældrene. Det er ikke fedt at få at vide, at nogle er bekymrede for, om man kan varetage sin opgave som forælder. Man bliver bange, paranoid, ked af det og tvivler på sig selv. Og derfor bør man i min optik gøre i det mindste et forsøg på at sætte sig ind i en families situation, før man willy-nilly underretter, fordi en familie er anderledes end ens egen.

        • Skalotteløg

          Hej Louisa, åååh, jeg ville sådan ønske, du havde kommenteret på mit indlæg, så jeg kunne svare dig der 🙂
          Men nu får du så et svar i Miriams indlæg i stedet, for jeg bliver faktisk chokeret over, at det gør dig målløs, når nogen åbner om omkring mørke tanker som selvmord.

          Tanker er toldfrie, som man siger. Og jeg ved first hand, at hvis man IKKE siger noget, så vokser de sig større inde i hovedet. Jeg har oplevet selvmord relativt tæt på, og bagefter stod alle og sagde: “Hvorfor sagde han ikke noget?”

          Hver femte dansker bliver på et tidspunkt i deres liv ramt af angst i en eller anden grad. Mange bliver ikke behandlet, fordi de fleste ikke tør tale om det. (http://kujks.dk/hver-femte-dansker-rammes-af-angst/)

          Men bare fordi, man ikke taler om det, betyder det jo ikke, at det går væk. Mit barn bliver lige påvirket af min angst, hvad enten jeg vælger at tale om det eller ej, for det er en del af mig, en del af mit liv.

          Du mener forhåbentlig ikke, at hver femte burde få tvangsfjernet deres barn?

          Blogindlæg som dem, jeg, Lortemor, Miriam – og mange andre – skriver, er (forhåbentlig!) med til at bryde stilheden og tabu, så flere får hjælp! Ikke ved at blive anmeldt til kommunen, men fordi det går op for dem, at de ikke er alene om tankerne. At man ikke bare behøver leve i smerterne, og at man ikke nødvendigvis bare skal kæmpe sig igennem dem alene. At der ER hjælp at få. Som både Lortemor og jeg i øvrigt får. Af professionelle. Fordi vi selv har opsøgt det. Fordi vi har selvindsigt.

          Jeg stopper ikke med at skrive om mine tanker – mørke eller lyse. Og det kan sgu ikke være rigtigt, at man er nødt til at anonymisere sig selv for at undgå, at anonyme mennesker (som ikke kender ens situation) melder en til kommunen – i bedste fald ud fra et misforstået forsøg på omsorg, i værste fald af ren ondskabsfuldhed.

          Yes, Trine har det svært. Men hun får altså hjælp allerede, og så hjælper det ikke at sparke til hende for at få hende til at rejse sig hurtigere.

          Vi SKAL tale! At det chokerer folk at læse om, viser bare, at det behov er kæmpe stort.

          • anette

            Hvis de tunge ting skulle ties væk bliver det som andre siger bare være både inden i os selv, men også den måde vi mødes på når vi har det skidt.
            Der er utrolig mange blogs om den del af livet, med det som hoved fokus.
            Det ganske normalt at behandler siger skriv dig ud af det, og logisk at det gøres i blog form for nogle mennesker. Og gudskelov, for så ser andre de ikke er alene om at have det skidt, hvilket kan få dem til at søge hjælp.
            Så jeg fortsætter med at skrive om min kamp… også det mørke.

  • jm

    Kære Miriam
    Du må ikke stoppe, men med hensyn til at unfolow, så err jeg uenig, jeg tænker på Lise Nørgård, der i de sendte en dame, fortæller,nat hun gav sin gar et abonoment på politikken, fordi det er vigtigt, at læse noget man ikke er enig i, derfor følger jeg bloggere jeg bliver irriteret over, det er ikke dig, for ike at blive for selvfed.

    • MiriamsBlok

      Der er stor forskel på at læse noget, man er uenig i, og på at følge en blogger alene for at blive foraget og ikke bryde sig om vedkommende på et personligt plan. Det ene er for at udvide sin horisont og vokse som menneske, det andet er… Ja, det er et godt spørgsmål. Man kan sagtens være uenig på en konstruktiv måde. Det er slet ikke det, vi er ude i her. Faktisk det stik modsatte. Det er det, jeg ikke bryder mig om. 🙂

Der er lukket for kommentarer.