Tænk, hvis man var sådan en optimistisk type…

Skrevet d. . Uploaded i blogland,mig.

img_2176Min nye sofa kom i dag. Til det formål havde jeg lokket Nana til at komme forbi og hjælpe mig med at slæbe den op og samtidig slæbe den gamle sofa ned. I mit hoved var det et relativt let projekt, men nej. Den nye var egentlig ikke så slem, men den gamle havde tilsyneladende store planer om at blive boende og gjorde derfor massivt modstand, da vi forsøgte at bakse den ned fra anden sal og ud til storskrald. Det er ret heldigt, sofaen bare skulle kasseres og ikke videre til en ny ejer, for før vi overhovedet fik den ud af min hoveddør, lykkedes det mig at sprætte min hånd op og hele vejen ned ad trapperne fik jeg sofaen smurt ind i stadigt mere blod. Jackson Pollock-sofa.

Jeg var halvdød af udmattelse, da vi endelig var færdige, for monstrummet vejede et halvt ton, og jeg er åbenbart slet ikke så stærk, som jeg ellers går og bilder mig ind. Det var vanvittigt meget mere besværligt, end jeg troede. Begyndte faktisk at få lidt dårlig samvittighed over at have kringlet Nana til at hjælpe mig bare sådan fordi og overvejede, om den traditionelle pizza ville være betaling nok, eller om vi var ude i noget med at forære hende min førstefødte.

Men Nana, hun er sådan en god en. Hun smilede bare og virkede, som om det var en mindre bagatel, at hun et par gange havde været ved at lide død ved sofa. For sådan er Nana. Da jeg en anelse forlegen viste hende mine tomatplanter, der igen i år er bundet op med gavebånd, fordi jeg er den meget tjekkede type, sagde hun: “Men i det mindst har du tomatplanter!” Og da jeg i min gæsteblog hos Sneglcille brokkede mig over, at min mavefornemmelse er Inger Støjberg i forklædning, skrev hun: “Og alligevel tænker jeg, at uden din til tider håbløse mavefornemmelse, var du ikke DIG. Og jeg er sgu glad for at du er DIG. Og måske var vi aldrig stødt ind i hinanden hvis du ikke havde lyttet til Inger.”

Jeg er en udpræget pessimistisk type. Enten får man ret eller også bliver man positivt overrasket, og det passer nok meget godt til, hvem jeg er. Men engang imellem dukker der alligevel en person som Nana op, der får mig til at se tingene fra en vinkel, jeg måske slet ikke havde overvejet. En mere optimistisk vinkel. Og det er faktisk ret fint. Og nok også sundt. Så kære med-pessimister, hvis I ikke allerede har en Nana, så kan jeg altså virkelig anbefale at anskaffe jer en.

Related Posts:

Kommentarer (8)

  • Rose

    Miriam. Jeg vil sige dig tusind tak! Tak for alle de tanker, du har sat i gang i mit hoved. Det hoved, der er fyldt med pink hår, fordi min Nana og jeg er så skøre, når vi er sammen, at pink hpr bare er noget, man beslutter sig for fra det ene øjeblik til det andet. Og min Nana hun er skøn. Ligesom din Nana. Og det huskede du mig på, at jeg lige skal sige til hende. Tak for det. Og tak for alle Nana’erne. (Min Nana hedder faktisk også Nana. Det er ikke bare et dprligt play på en analogi. Nanalogi?)

    • MiriamsBlok

      Årh, din Nana lyder også fantastisk! Giv hende en krammer og et klap på skulderen for mig. Sådan nogle er gode at have!

  • Josephine

    Åh, hvor lyder I da til at have haft en dejlig dag. Kommer til at tænke på Venner-afsnittet med Ross’ nye sofa. “Pivot…pivot….pivot!” Og sofaen, der til sidst på kong Salomonsk vis blev fræset midt over. Tillykke med din nye fine sofa. Véd ikke helt, om verden opdeles i pessimister og optimister, men følgende af Harold Kushner hjælper mig i de lidt brogede situationer, hvor det ikke går, som jeg havde håbet: “Hvis du koncentrerer dig om at finde det gode i enhver situation, vil du opdage, at dit liv bliver fyldt med taknemmelighed, en følelse, der nærer sjælen.”

    • MiriamsBlok

      Haha, det er sjovt, du siger det, for vi fik også talt om lige netop den scene under flytningen. Dne er episk! Vi talte også om at hugge sofaen midt over, men jeg ejer desværre ikke en økse… 😀

Der er lukket for kommentarer.