Hele historien, del 7

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt.

swan-1908289_960_720Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6.

De dårlige ting betød ikke noget. Redaktøren elskede mig, og jeg elskede ham, og det var det eneste vigtige. Alle har jo problemer i deres forhold, ikke? Men engang imellem var der alligevel tydelige tegn på, at noget var rivende galt. Jeg husker især en bestemt episode uendeligt tydeligt, fordi den sad i mig flere måneder efter.

Redaktørens bedste ven holdt fødselsdag. Det var med fastelavnstema, så forberedelserne til festen havde stået på længe. Forfængelig som jeg er, havde jeg valgt et af de klassiske pigekostumer, der gør, at man får lov til at skeje ud med sit udseende, men forbliver pæn. Jeg skulle være engel. På nettet havde jeg købt et sæt vinger, der var lavet med ægte fjer og fyldte det meste af min ryg. Jeg havde hvid kjole, hvide sko og rigelige mængder sølvglimmer om øjnene. Om eftermiddagen brugte jeg timer for at få mine krøller til at arte sig, så de så så engleagtige ud som muligt, og jeg rundede naturligvis outfittet af med en glorie, der svævede over mit hoved med lidt hjælp fra nogle små metalstænger. Jeg følte mig lidt som Drew Barrymore under balscenen i Ever After. Jeg følte mig smuk.

Selve festen forløb nogenlunde, som fester gør. En af Redaktørens venner havde medbragt en veninde, som kom langvejs fra og ikke kendte et øje, og jeg tilbragte det meste af aftenen i hendes selskab, fordi jeg selv afskyr at være til fest og ikke havde nogen at tale med. Hun var noget så sød, og hun fortalte mig om sit job, sin søn, sit liv. Imens drak Redaktøren sig mere og mere fuld. Vi var altid gode til at være fulde sammen, så det var ikke noget, jeg så som et problem, andet end at han selvfølgelig lidt mistede takten med virkeligheden, som man jo gerne gør. Fx tog han en tur som bartender, hvor han konsekvent spildte mere, end han fyldte i glassene, når han skulle hælde shots op.

Hen på natten bemærkede jeg godt, at han virkede lidt anspændt, men jeg tænkte ikke over det, før jeg gik ud for at finde ham, og ens af hans venner gik mig i møde med min jakke i hånden og et meget forvirret blik i ansigtet. Redaktøren var gået, sagde han, og syntes tydeligvis, det var lige så underligt, som jeg gjorde. Jeg tog imod min jakke og satte i løb efter min kæreste for at finde ud af, hvad i alverden, der var sket. Havde han fået det dårligt? Det var meget atypisk ham bare sådan at gå uden at sige noget.

Jeg snublede over et trin på vej ned ad trappen og slog hul på både nylonstrømper og knæ, så jeg måtte humpeløbe ud i natten, hvor jeg heldigvis fik øje på Redaktøren, der var på vej ud til en større vej – sandsynligvis for at praje en taxa. Jeg råbte efter ham, og han stoppede og vendte sig om.

Jeg var lige dele forvirret og mopset, da jeg nåede op til ham. Jeg kendte ikke hans venner voldsomt godt, og jeg kendte slet ikke København, så det der med at forlade mig til en fest et sted i Lyngby, det, syntes jeg egentlig, var ret råddent gjort. Det tog mig kun et øjeblik at konstatere, at Redaktøren var rasende. Her er det vigtigt lige at indskyde, at jeg har det virkelig stramt med machomænd. Store muskler og ditto temperamenter og et behov for at råbe eller måske endda bruge vold i stedet for ord, det er alt sammen noget, jeg finder decideret utiltrækkende. Så sådan var Redaktøren selvfølgelig ikke. Selv når vi skændtes, gjorde vi det på en ordentlig måde. Bare ikke denne aften. Jeg prøvede at få ud af ham, hvad der var sket, hvorfor han havde efterladt mig, men han råbte bare vredt noget, jeg ikke forstod, og så blev jeg sur og råbte tilbage til ham.

Så stod vi der og råbte af hinanden, og jeg kan huske, jeg tænkte, at det var enormt åndssvagt, og vi bare burde tage hjem og gå i seng. Men jeg havde undervurderet den vrede, der havde kogt over i Redaktøren, og realiteten af situationen gik først op for mig, da han trådte et skridt frem, så han stod alt, alt for tæt på mig. Selvom der ikke er et menneske i verden, der ville kalde Redaktøren for muskuløs, så var han alligevel godt 30 cm højere end mig, og hans øjne var blottede for kærlighed, da han bøjede sig ned, helt tæt til mit ansigt og hvæsende råbte: “Hvis du ikke holder din kæft lige nu, så kan du finde et andet sted at sove i nat!”

Jeg blev så forskrækket. Og så blev jeg bange. Det er den værste følelse i verden at stå og kigge på den mand, man elsker mere end noget andet, og være skrækslagen for ham.

Jeg burde selvfølgelig have vendt mig om og gået. Trukket en grænse lige der. Men det var midt om natten, jeg kendte ingen i København, jeg kunne søge ly hos, og jeg var klædt ud som en engel. Så jeg gjorde, som han befalede. Holdt min kæft. Og sad akavet i taxaen hele vejen hjem med kæmpestore vinger på ryggen og glimmer om øjnene. Ingen af os sagde et ord. Heller ikke fra taxaen og ind i lejligheden, hvor Redaktøren straks begyndte at rede en seng op i stuen, fordi han ikke kunne holde ud at være i nærheden af mig.

Jeg forstod stadig ikke, hvad der var sket, og jeg havde en altoverskyggende følelse af utryghed i kroppen, som jeg var desperat efter at komme af med. Jeg ville af med den vrede mand i stuen og have Redaktøren tilbage. Min Redaktør.

Så jeg undskyldte. Jeg troede, det ville være svært, i og med at jeg jo ikke anede, hvad jeg havde gjort forkert, men lige så snart ordet havde forladt min mund, løsnedes spændingerne i Redaktørens krop, og vreden forduftede. Han udbrød: “Åh skat!” og kom mig straks i møde. Det ville måske have været et smukt øjeblik, hvis ikke det gibbede i min krop, da han omfavnede mig, fordi han pludselig føltes fremmed og uforudsigelig.

Og så fandt jeg endelig ud af, hvad jeg havde gjort galt. Som festen skred frem, viste Redaktøren flere gange sin hengivenhed over for mig. Sagt på godt dansk, så ville han gerne snave mig i gulvet. Uheldigvis var han iført noget relativt mørkt ansigtsmaling, som selvfølgelig smittede ret meget af på mig, når der gik teenager i den. Og så måtte jeg ud på toilettet og prøve at vaske det af og genoprette englemakeuppen. Det var selvsagt lidt besværligt at skulle gøre det igen og igen, så jeg forsøgte at holde vores kys en anelse mindre omstændige. I Redaktørens øjne betød det imidlertid, at jeg afviste ham foran alle hans venner, og det var det, han var blevet så vred over.

Lige inden vi lagde os til at sove, hvor alt på overfladen syntes godt igen, hviskede Redaktøren til mig, at det nogle gange godt kunne være nødvendigt at opretholde et billede af, at alting var godt, selvom det ikke var det. Og jeg lå med ryggen til ham med stille tårer trillende ned ad kinderne og tænkte, at jeg ikke havde været klar over, at alt ikke var godt.

Men det var jeg nu.

Related Posts:

Kommentarer (18)

  • Julie mitzie

    Ej hvor bliver jeg trist af at høre hvordan du er blevet behandlet! Alt respekt for at du deler din historie, du er mega modig og pisse sej. Du skriver og formulerer dig på en helt unik og fantastisk måde, der gør det spændende og dejligt at læse ligemeget hvad du skriver. Men især denne ”serie” er jeg vild med. Forstå mig ret, jeg er ikke vild med handlingen, men jeg er vild med den måde du fortæller historien på, den måde du sætter ord på dine følelser. Man kan virkelig mærke hvordan det var at være dig i det øjeblik, det er som at være der selv, når man læser. Endnu engang vil jeg gerne sige hvor trist jeg syntes det er at du er blevet behandlet på den måde, jeg tror der er mange kvinder (og sikker også mænd) der bliver forblændet af kærligheden og dermed ikke kan se hvordan den person de elsker ivirkeligheden er. Stor respekt for at du står frem med din historie, jeg er sikker på din historie kan hjælpe mange andre der står i den samme situation, til at indse at de fortjener bedre. Og så håber jeg inderligt at du møder en mand der behandler dig som fortjent, for du virker som en kvinde der har rigtigt meget at byde på! Du er en stor inspiration for mig!

    • Lika

      Helt enig! Det er nærmest som at være der selv og føle den fuldstændige ydmygende og nedladende tone. Og kæmpe forvirring og undren. Jeg er bare ked af, at det faktisk har været virkeligheden for dig, Miriam.

  • Line

    Hej Miriam! Ja det lyder da som en helt forfærdelig oplevelse- det er da ikke lige et bekendtskab som man håber på! Dejligt at du, trods alt, har kunne være her på bloggen og give os nogle dejlige indlæg. Er det lige sket?
    Knus fra en (ny men allerede trofast) læser 🙂

    • Mette

      Det er vidst ti år siden. Men Miriam, jeg kender alt for godt at man holder fast i sådan noget, når der ikke rigtigt har været noget nyt på mandefronten. Knus 🙂

    • MiriamsBlok

      Hej Line, velkommen til! Nej, det er ved at være noget tid siden – det kan du læse om i det første indlæg i føljetonen. 🙂
      Mette: Det stikker væsentligt dybere end som så. Når man er involveret med en psykopat, er det nemt at få dybe ar, som er meget svære at komme ud over. Uanset hvor mange mænd, der dukker op. Det bliver forklaret, som historien skrider frem. 🙂

  • Skildpadden

    Fuck det gør ondt at læse. Mest af alt fordi det er genkendeligt. De gange hvor man har givet alt for meget af sig selv og er blevet behandlet som skidt. Hvor man går over egne grænser, mens en lille stemme indeni hvisker hvorfor.

    Det gør mig så ondt at du har skulle igennem det. Hvor er det unfair.
    Gid jeg kunne give dig et kæmpe kram!

  • Josephine

    Åh. Du beskriver det uhyggelige optrin så detaljeret, at jeg kan mærke forskrækkelsen.
    Har ikke oplevet noget så krænkende selv, men jeg bryder mig personligt ikke om at blive råbt af, og da en ekskæreste engang i frustration over et selvforskyldt uheld, der involverede en skjorte, råbte lidt irriteret af tav jeg først. Med en følelse af at blive behandlet som et barn. Han var i dårligt humør, kunne godt have båret over med ham, hvis jeg var i det rummelige hjørne.

    Besluttede mig i stedet for at sikre mig, at den adfærd ikke gentog sig.

    Han blev verbalt trynet på en måde, som han aldrig glemte, bl.a. fik han oplyst, at hvis han nogensinde gentog den adfærd, var vi “history”, og at han kunne kontakte mig pr. telefon i morgen, når jeg havde sendt ham en sms og givet ham grønt lys til at kontakte mig

    Så skred jeg fra hans lejlighed.

    Jeg sendte ikke en sms dagen efter.

    Han tog mod til sig, ringede, kom med blomster, græd, mens han lå på knæ foran mig.

    Tilgav ham.

    Og han gentog aldrig den opførsel.

    Morale: Nogle mænd skal have det ind med skeer, have et “slap on the wrist”, man skal vise dem sine grænser ret tydeligt. Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke kunne lade det passere.

    PS. Forholdet blev da også afsluttet af undertegnede. Dog af andre årsager.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, det er vigtigt at sige fra, når ens grænser bliver overtrådt, men din fortælling giver mig heller ikke en helt god mavefornemmelse. I min optik er din reaktion faktisk mere grænseoverskridende end hans. I en sådan situation havde jeg selv foretrukket en rationel forklaring af, hvorfor jeg ikke brød mig om at blive råbt ad i stedet for at råbe igen – måske ikke med volumen, men med ord. 🙂

      • Josephine

        Det vidste jeg faktisk godt, at du ville sige. Overvejede faktisk, om jeg ville fortælle det. Af samme årsag. Med til historien hører der jo så nogle andre detaljer, en baggrund, som jeg ikke har fortalt. Han var også en gakker. Havde en kæreste, da jeg lærte ham at kende. Efter fire måneder fandt jeg ud af det ved et tilfælde. Han fik en chance for at forklare sig. Han nægtede blot (as they always do). Så ringede jeg til hans kæreste. Vi fik da en lang snak. Nå, men det korte af det lange er, at han så var lidt frem og tilbage, og til sidste “valgte han så mig”. Hvorefter jeg fandt ud af, at han kun var charmerende og sød og opmærksom, når han søgte at nedlægge et bytte. Ellers havde han en lidt brysk tone over for mig til tider, var ukærlig, ikke særligt øm eller følsom, og alligevel var han heller ikke lækker nok til at overhovedet at kunne “pull it off” – altså den dér bad boy-stil. Så min reaktion netop den dag var også at trække en streg i sandet, så der lå andre ting bag min meget kontante reaktion. Han havde ikke mange point tilbage på kontoen på det tidspunkt. Jeg håber, at det giver mere mening, for jeg havde faktisk heller ikke selv en helt god følelse i maven over den reaktion – hvis jeg skal være ærlig. Men jeg var yngre. Meget yngre end i dag. Så jeg tilgiver mig selv.

  • Nanna

    Hvor er det fantastisk, at du vil dele dine oplevelser med os. Især noget, som er så grænseoverskridene. Jeg krummer helt tæer over, hvor stor en idiot ham Redaktøren har været, men kan desværre genkende det med, at være alt for overbærende og tilgivende, i situationer hvor man for længst skulle være gået sin vej. Tak for dig, og din fantastiske blog!

  • Malene

    Kære Miriam
    Det er længe(!) siden jeg sidst har læst blogs, og så hapsede jeg lige Hele historien fra 1-7 i en lang rap! Uhyggelig, og helt fantastisk skræmmende beretning! Og tak fordi du deler!
    Jeg læste i din intro at der nu var revet op i dine ar, at tillid i dit liv er et essue. Du brugte udtrykket psykopat! Ved ikke om det blot var et udtryk, men, det er jo det han er! En psykopat manipulere sine omgivelser. Midlet helliger målet. Han kender ikke til empati og når han alligevel giver udtryk for at besidde empatiske træk, skal du vide at de er tillært! Han ved hvordan man opføre sig når man har de og de følelser, men han er ikke i stand til at mærke dem! Derfor kan han skifte fra ham han ved du vil have, til manden med det fuldstændige iskolde blik som viser hans sande, egocentrerede natur. De er farlige og kan få det mest selvsikre menneske til at tvivle på sig selv, sine følelser, selv sine øjne og øre!
    Jeg venter i spænding på næste afsnit og håber at du har familie og venner omkring dig, der tager dine følgesymptomer (tvivl på dine følelser og fornemmelser og måske manglende evne til at opbygge tillid), alvorligt!!
    Kærlige tanker
    Malene

    • MiriamsBlok

      Hej Malene. Jeg er glad for, at du har fundet tilbage til blogsfæren! Eller herind, om ikke andet. 😉 Ja, Redaktøren er psykopat. Jeg har haft et langt psykologforløb efterfølgende, hvor jeg har prøvet at finde hoved og hale i det hele, men alt det kommer senere i historien. 🙂

Der er lukket for kommentarer.