Hele historien, del 4

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt.

hkjoiLæs også del 1, del 2 og del 3.

På trods af angst for ikke at kunne leve op til Redaktørens overordnede fantastiskhed ser jeg tilbage på den tid som værende noget nær perfekt. Måske den bedste i mit liv. Når jeg gik i panik, hev han mig ned på jorden igen. Vi udviklede det der særlige kærestesprog, hvor man kun lige behøver at kaste et blik på hinanden for at vide, hvad den anden tænker. Jeg ville tage et billede af en sjov reklame og sende det til ham, kun for at opdage at han havde gjort præcis det samme. Vi havde interne jokes, som vi rask væk brugte ude i den virkelige verden til stor undring for alle andre. Vi mødte hinandens forældre, og han købte en halskæde til mig, så jeg også have en lille del af ham, når vi ikke var sammen. Jeg tog den aldrig af.

Alt var godt.

Og så en dag, flere måneder efter, skulle vi til en fest. Han ville komme senere, fordi han skulle arbejde først, men jeg kendte det meste af selskabet, så det var ingen hindring. Men da han kom, opførte han sig underligt. Han grinede og pjattede med resten af gæsterne, men var kold og afvisende over for mig. Jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik. Han nægtede, at der var noget i vejen, og det var ikke ligefrem det gode tidspunkt at forsøge sig med en privat samtale, så jeg ventede, til vi kom hjem.

Jeg husker det ikke, som om nogen af os var synderligt fulde. Vi lå i sengen, og han havde været hurtig til at slukke lyset og vende ryggen til mig. Jeg var slet ikke i tvivl om, at noget var dundrende galt, så jeg prøvede igen.

Han satte sig op i sengen med et stort suk og tændte lyset. Så kiggede han på mig med et blik så blottet for følelser, at det skræmte livet af mig, og sagde: “Miriam. Vi to, vi skal ikke være kærester.”

Det kom ud af ingenting. Dagen forinden havde han været ved at gå ud af sit gode skind af ren kærlighed, fordi jeg havde sendt ham et kort med posten – bare fordi. Chokket var en syngende lussing. Jeg prøvede at få en forklaring, men han kunne ikke give mig en, og kort efter gik han ind til sin roomie for at snakke. Jeg kunne ikke være i min egen krop for smerte. Det, jeg hele tiden havde frygtet ville ske, var sket, og jeg kunne slet, slet ikke håndtere det. Redaktøren så mig på en måde, som ingen nogensinde før havde gjort, og tanken om igen at skulle være usynlig var uudholdelig.

Og så blev jeg momentant sindssyg. Der er ingen anden måde at forklare det på. På hans skrivebord lå en saks, og jeg samlede den op og begyndte at lave ridser i min venstre underarm. Jeg var ikke ude på at gøre alvorlig skade, men jeg havde et ubærligt behov for at blive distraheret fra den smerte, det var, at mit hjerte var ved at gå i tusinde stykker. Jeg tænker, det er samme logik, som når man giver fødende kvinder bistik.

Jeg kom til mig selv igen relativt hurtigt og ringede til min bedste veninde, som heldigvis godt kunne lure, at der var noget grueligt galt, når jeg ringede klokken halv fem om morgenen. Hun fik mig talt så meget ned, som nu var muligt, og jeg fik pakket mine ting og forladt Redaktørens lejlighed.

Jeg ved ikke, hvad folk, der så mig lige der, må have tænkt. Jeg var heldigvis ligeglad. Alt gjorde ondt. I timevis stirrede jeg ud ad vinduet i toget på vej mod Jylland og forsøgte at finde ud af, hvad jeg havde gjort galt. Intet sprang mig i øjnene. Da jeg var næsten hjemme, fik jeg en sms fra en af pigerne, der havde været med til at arrangere festen aftenen forinden. Den syntes pludselig så langt væk. Hun ville vide, om jeg kunne komme og hjælpe med oprydningen. Jeg har aldrig følt mig så ydmyget, som da jeg var nødt til at svare hende, at Redaktøren havde slået op med mig, og jeg var på vej hjem. Hun spurgte, hvad der var sket? Jeg svarede, at jeg absolut ingen anelse havde.

Men det ville jeg snart få.

Related Posts:

Kommentarer (25)

  • Mette

    Åh Miriam! Fuck altså! Du er så sej og modig at skrive historien. Selvom jeg ved at det er ved at være længe siden nu, får jeg lyst til at sende dig så mange tanker og krammere ❤️

  • S

    Du er nødt til at blive forfatter. Selvom det her på ingen måde er fiktion, skriver du for godt til at kunne lade være.

  • Amanda

    Puha, det gjorde ondt at læse. Det er virkelig godt skrevet og spændende at følge med, og vilde cliffhangers forresten!
    Sender kærlighed din vej og til fortids-Miriam.

  • Michelle

    Av, Sikke en hjertesmerte. Jeg har slet ikke samme fortælling men har også oplevet at få trukket tæppet væk under mig ud af det blå. Det er forfærdeligt. Det er smerteligt. Næsten ubærligt. Stort kram til fortids Miriam og nutids for at skrive den og fordi jeg tænker det nok stadig gør lidt ondt at rive op i det hele og fortælle igen.

  • Somjeger

    Av, Miriam. At miste uden forklaring overhovedet. Det er så umuligt at forholde sig til, være i, udholde. Søde lille dig, og stærke, søde, store dig, der nu fortæller og deler. Det er pissestærkt!

  • Nanna

    Miriam, først og fremmest; glem ALT hvad jeg skrev i en af mine tidligere kommentarer om din mangel på detaljer og tilbageholdenhed!
    Jeg må ærligt sige, at det er længe siden, hvis overhovedet nogensinde, jeg har følt mig så tryllebundet af et indlæg. Jeg har delt samtlige følelser med dig fra del 1 og til nu. Den ubeskrivelige, kvalmende nyforelskelse til den inderlige, ligeså ubeskrivelige smerte.

    Den eneste minimale trøst er, at ovenstående er fortid og at du er på benene igen (eller i hvert fald virker til at være det)!

    Kæmpe klap på skulderen over et fantastisk skriv. Jeg tog mig selv i at læse meget langsomt og fokuseret, for ikke at gå glip af en eneste detaljer.

    En masse krammere din vej, sødeste Miriam.

    • MiriamsBlok

      Tak, Nanna. Som jeg også skrev sidst, så kommer detaljer og tilbageholdenhed også lidt an på de andre mennesker og mine egne følelser. Hvis man stadig sidder midt i det, kan det simpelthen være for smertefuldt at dykke for meget ned i det. I denne situation er det stadig svært at skrive om, men det ligger også mange år tilbage i tiden,så det er lettere at sætte ord på. 🙂

  • Caroline O

    Årh hvor kan jeg huske, og mærke det. Det kvæler kroppen og alt gør ondt ind til det inderste. Jeg skreg bare. Sådan helt ustyrligt.

    Tak for dig Miriam <3

Der er lukket for kommentarer.