At være kæreste med en mytoman
Jeg tror kun, jeg konfronterede ham rigtigt med det én gang. Det var flere år efter, vi slog op, og vi havde på det tidspunkt et vidunderligt usundt forhold, der primært bestod af voldsomme skænderier og efterfølgende inderlige forsoningssamtaler, hvor vi blev enige om, at vi hellere ville have hinanden i vores liv end være fri. Efter at være blevet brændt af for Gud ved hvilken gang med endnu en urealistisk undskyldning, sagde jeg resigneret til ham: “Du har et problem med at fortælle sandheden.” Han så mig i øjnene og svarede: “Ja.”
Jeg var faktisk klar over hans tendens til at lyve, før vi blev kærester. Jeg kendte ikke til omfanget, men jeg havde taget ham i et par hvide løgne, fordi det er utroligt svært at holde styr på, hvad man har sagt til hvem, når man er glad for at pynte på sandheden. Det vil måske komme bag på nogen, men det første lange stykke tid gjorde det mig intet. Hans løgne var ikke skadelige, og de havde ingen effekt på min tillid til ham. Det var altid harmløse fortællinger, der fik ham til at se lidt bedre ud i andres øjne. Jeg var smaskforelsket, og jeg syntes, han var den mest perfekte mand, jeg i mit liv var rendt ind i, så jeg havde intet behov for at få sandheden forbedret. Jeg var dødligeglad med, om han rent faktisk havde dimitteret med landets højeste snit, om han havde knaldet en it-pige engang i 00’erne, og om hans familie ejede dele af en vingård i Italien. Jeg havde rigeligt i den person, han reelt var. Det er muligt, jeg omskriver fortiden, men jeg husker det oprigtigt ikke, som om det gik mig på.
I min intense forelskede var det nemt at ignorere de små løgne. De var langt fra daglige, og de havde ikke indflydelse på vores forhold, som i lang tid var meget velfungerende. Det fyldte ikke i min bevidsthed. Indtil Den Store Løgn. Utroskaben. Hvordan det helt præcis spændte af er en lang og kompliceret historie, men han krøb ikke til korset af egen fri vilje, og da jeg endelig blev bekendt med sandheden, bristede tilliden noget så eftertrykkeligt.
Vi gik fra hinanden i verdens korteste periode, men fandt sammen igen, fordi alt kan tilgives, når man er forelsket nok. Og jeg tilgav også. Men som en vaskeægte kliché kunne jeg ikke glemme. De små løgne fik pludselig stor betydning. Hvis han løj om sine byture, sine fodboldskader og prisen på sit ur, hvad løj han så ellers om? Fremadrettet gik jeg altid med en mere eller mindre latent frygt for den næste store løgn.
Det var ikke, fordi vi aldrig var glade igen efter det store brag. Det var vi bestemt. Men vi var også i et langdistanceforhold, der tærede ekstra på den nye, skrøbelige tillid, vi forsøgte at opbygge. Jeg blev paranoid, og han blev træt af min paranoia, og frustration blev det nye hovedtema i vores forhold. Der var selvfølgelig også andre faktorer, der spillede ind, men tillid er uundgåeligt en hjørnesten i et sundt forhold, og tilliden til hinanden og vores forhold var efterhånden ikke længere stærk nok. Til sidst måtte vi lade falde, hvad ikke kunne stå, og han hoppede videre til sit næste forhold, mens jeg hoppede ned i et stort, sort hul.
Ironisk nok har jeg altid været ret hys med tillid. Det er vigtigt for mig at vide, at jeg kan regne med de mennesker, jeg lukker ind, for det er ikke mange. At være kæreste med en mytoman har ikke ligefrem formindsket den trang. Såeh altså, krav til kommende drømmemænd: Klog, sjov, glad for Frank, eddergod til at sige sandheden.
Anne
Hvor er du smuk på billederne 🙂 Tak for din fortælling.
miriamsblok
Tak og selv tak, Anne. 🙂
Simone Larsen
Pudsigt… Jeg har været udsat for præcis det samme. Hvor kan man dog være naiv! Oh well, det må betyde vi har store hjerter.
Forresten Miriam. Jeg har fulgt dig længe på Bloglovin sammen med en masse af de andre populære bloggere (Twinpeaks, sneglcille, rock paper dresses) og deres blogge er også helt vildt gode, ingenting der, men når der dukker nyt op fra dig; så glæder jeg mig hver gang til at åbne indlægget. Du er så god! Knus en blog-fan (y)
miriamsblok
Jeg kan bare helt vildt godt lide, at du sætter mig i kategori med de tre damer der. Så populær er jeg vist ikke, men jeg er glad for, at du er tilfreds med min blogging! 😀
Mie
Det her lyder præcis som det 5 år lange forhold, jeg var i med min eks. Da jeg havde taget ham i at lyve flere gange, fik han tilbøjelighed til at lyve om ALT – også de små ting, som han ikke behøvede at lyve om, men alligevel gjorde det, fordi “det er nemmere end at sige sandheden og risikere at du bliver sur”. Jeg blev et paranoid vrag med konstant angstfølelse, som vendte enhver information, han havde givet mig. Passede det mon? Mon han lyver lige nu? Er han hvor han siger, at han er? Der gik for mig sport i at nedbryde endnu en af hans løgne. At stille kritiske spørgsmål og høre hans vage svar, bekræftede mig endnu engang i at han løj.
Og hvorfor blev jeg? Fordi jeg holdt så meget af ham, og tydeligvis ikke nok af mig selv. Vi brød lige efter vores 5 års dag, og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg håber at han er glad med sin nuværende kæreste, for jeg er SÅ glad for at være undsluppet mit personlige Helvede på jord.
I dag har jeg en sjov, sød og laber kæreste, og i vores nu over 2,5 år lange forhold, har vi endnu ikke råbt hovederne af hinanden, som min ekskæreste og jeg endte med at gøre på daglig basis (undskyld, eks-naboer!).
miriamsblok
Det lyder ikke særlig rart. 🙁 Men jeg kan nu ikke nikke så genkendende til din oplevelse. Som sagt konfronterede jeg ikke rigtigt min daværende kæreste med hans løgne, og jeg stillede sjældent kritiske spørgsmål. Jeg vidste godt, at han ikke løj, fordi han havde lyst, men fordi han ikke kunne lade være. Hans løgne var ikke begrænset til mig, men gjaldt hele hans omgangskreds. Jeg var bare mest ramt, fordi jeg var tættest på ham.
Louise
Puha, tungt indlæg på sådan en mandag aften. Men hvis det kan hjælpe dig, så forstår jeg dig. Jeg har aldrig selv været kærester med en mytoman (som jeg faktisk ikke vidste at lystløgner hed), men jeg har tilgivet mange dumheder og set igennem fingre med mange ting, ud af ren og skær forelskelse. Som Shakespear sagde: Klog og forelsket er ingen 🙂
miriamsblok
Jeg tror, de fleste har tilgivet ting, de fortryder i en forelskesesrus. 🙂
Nadja
Virkelig velskrevet 🙂 Jeg har selv været i et forhold med en mytoman og det giver desværre en del knubs
miriamsblok
Det gør det. 🙂
Vinni
Tak for din historie. Nu ved jeg at min lillesøster er gift med en “Mytoman”. Han lyver om alt, simpelthen alt. Det er ikke til at holde ud og jeg har derfor ingen kontakt med min søster mere. Min søster har fået en hjerneskad efter en ulykke, så hun genfortæller hans løgnhistorier. Samtidig er det nok hendes hjerneskade der gør at hun kan holde ud og leve med ham. Så fred med det.
Hilsen Vinni
miriamsblok
Av, det lyder godt nok heller ikke som en god situation. 🙁
E
Tak for et virkeligt godt indlæg!
Hilsen en der stolede blindt på en mand alt for længe.
miriamsblok
Tak. 🙂
Jannie
Hej Miriam.
Jeg er helt ny læser af din blog, og morer mig faktisk temmelig meget over indlægget om løgnhalsen. Især fordi du i din beskrivelse af dig selv, fortæller at du omgås sandheden lemfældigt! Ha ha, hvordan hænger det sammen?
miriamsblok
Åh, du misforstår. 🙂 Når jeg skriver, at jeg er glad for lemfældig omgang med sandheden er det ikke en beskrivelse af min person, men en beskrivelse af bloggen. Det betyder, at jeg er glad for at være sarkastisk, sætte ting på spidsen og kaste om mig med overdrivelser, fordi det så er lettere og sjovere at hive nogle pointer og konklusioner frem, at pege fingre og lege med fordomme. Det er satire. Men det hører alt sammen til herinde, og det gælder selvfølgelig kun de humoristiske indlæg og ikke de seriøse indlæg som dette. Mine personlige indlæg er altid ærlige, og de er tunge og svære at skrive, fordi det betyder at blotte sig selv. De er aldrig skrevet som underholdning eller morskab. At jeg ynder at være satirisk, betyder ikke, at jeg ikke har andre sider, eller at jeg i mit privatliv har problemer med at være sandfærdig. Tværtimod går jeg, som indlægget forklarer, meget op i ærlighed og tillid, når det kommer til min personlige forhold. Min ekskæreste havde en personlighedsforstyrrelse, der gjorde, at han simpelthen ikke kunne lade være med at lyve, også selvom han ønskede det, og det var hårdt for alle involverede parter, ham selv inklusiv. Man træffer lige så lidt et valg om at blive mytoman, som man træffer et valg om at blive anorektiker.
Jannie
Godt ord igen, Miriam.
Ved godt hvad du mener! Det var bare liiige fordi, jeg faldt over din tekst i beskrivelsen. God blog du har!
miriamsblok
Tak. 🙂