Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Om skæbnens lune og egen stupiditet

18976757

Da jeg var yngre (sådan, teenage-yngre), havde jeg det altid bedst, hvis jeg gik og crushede lidt på en fyr. Det var ikke nødvendigvis en, jeg kendte godt. Faktisk skulle det helst være en, jeg nærmest intet vidste om og helst heller aldrig talte med, så jeg kunne projicere alle mine drømmemandsegenskaber over på ham, uden han ødelagde det ved at åbne munden og udtale, at Pamela Anderson havde herregode jader, eller at det var stupidt at læse bøger, når computerspil var opfundet.

Det er sådan, jeg har det lige nu med mit fitness-crush. Jeg ved absolut intet om ham, udover at han har meget pæne lægge og blå træningssko. Jeg bruger ham jo faktisk bare. Ikke på den dirty måde, men mere i den forstand, at det er meget praktisk for mig at forestille mig, at min drømmemand sidder der på cyklen foran mig, fordi det leder til hyppigere fitness-visitter, hvilket altid er godt, når man har en utopisk drøm om en dag at slippe af med sin topmave.

Nu er problemet så bare, at jeg i lørdags i et kækt øjeblik besluttede mig for at tage spritnye sko på i byen, og da jeg kom hjem ved syv-tiden den følgende dag, havde jeg fået fem store, flotte vabler. Med en ganske imponerende promille var det begrænset, hvor meget de på daværende tidspunkt generede mig, men nu er det altså blevet onsdag, og i et forsøg på at lægge så lidt vægt som muligt på mine fødder (og de dertilhørende ømme, ømme vabler), går jeg stadig, som om jeg har tisset noget så eftertrykkeligt i bukserne. Helt hjulbenet og listende og gerne mens jeg støtter mig lidt til væggen.

Når man har svært ved bare at gå, er det selvsagt urealistisk at lægge en bare nogenlunde acceptabel træningssession ind, og mit fitness-crush og jeg er derfor grundet skæbnens lune (og min fantastiske stupiditet) midlertidigt adskilt. Og det er hårdt. Åh, uendeligt hårdt! Så mange dagdrømme og ikke en mand at hæfte dem fast på… (Indsæt selv overdramatisk suk.)

Såeh, det, jeg prøver at sige, er nok… Måske er tiden endelig kommet til at geninstallere Tinder? 😀

Kommentarer (21)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.