Død over spoilere!
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg bliver aldrig hende, der siger om træning, at “man bliver helt afhængig af det efter noget tid.” Never gonna happen. Der er så mange andre ting, jeg hellere ville lave. Men nu gik jeg jo hen og blev lidt tyk igen, og det er jævnt træls ikke at kunne passe halvdelen af sit tøj, så derfor tilbringer jeg en rum tid i Fitness World i disse dage. I dag var jeg der i 3½ time, og jeg hadede hvert minut. Nej. Det er løgn. Den ene time var mit Fitness-crush der nemlig og satte sig sågar på cyklen lige foran min, så jeg på vaskeægte folkeskolemaner kunne kigge beundrende på hans nakke.
Men det var hårdt. Den sidste halve time på crosstraineren kunne jeg høre mig selv hvæse henover musikken i mine ører, som ellers var skruet virkelig højt op, fordi Fitness Worlds musik er åndssvagt ringe og med vold og magt skal overdøves. Mit højre knæ truede et øjeblik med at give efter, da jeg trådte ned fra maskinen, hvilket ville have været fem forskellige slags pinligt, men jeg klarede det. Jeg klarede også udstrækningen, cykelturen hjem og trapperne op til min lejlighed. (Det sidste lige med nød og næppe.) Og jeg klarede alle disse ting, fordi det er mandag, og der er kommet ny afsnit af Game of Thrones, og jeg havde lovet mig selv at se det i badekarret med et halvt kilo vandmelon som belønning, når jeg var kommet igennem dagens træning.
Og jeg kom hjem og satte computeren i mit skød for at blogge, før jeg kunne claime min belønning, men før jeg kom så langt, ville jeg lige tjekke Facebook. Og der var den. Verdens største, mest nederen spoiler for det nye afsnit, jeg endnu ikke har set. Så la’ da vær’! Hvorfooooooor er det så fedt at ødelægge andres oplevelse på den måde? Hvis man vil snakke om det nye afsnit med sine venner, så gør det for pokker et privat sted, der ikke dukker op i helt uskyldige menneskers feed. Hvis Dante havde skrevet Den guddommelige komedie i dag, så var folk, der spoiler, blevet placeret i helvedes niende ring sammen med de andre forrædere. Og de ville have fortjent det!
PS: Det siger sig selv at potentielle spoilere i kommentarfeltet bliver mødt med vrede, sletning og en pakke miltbrand i posten. 😉
Mette Karup Frederiksen
Ja, ja – selvfølgelig var det hans nakke du kiggede på
miriamsblok
Af en eller anden grund er internettet også særligt slem med GOT.
Anne
Hej Miriam,
Kunne du lokkes til at skrive om dine madvaner? Behøver ikke være detaljeret men lidt omkring din holdning til hvad virker og hvad ikke virker. Du udstråler så meget ‘balance’ og overskud ift. det med mad og træning, så ville vildt gerne høre dine ord. Kh
miriamsblok
Yikes, det er måske ikke så meget balance som det er totalt kaos! 😀 Men jeg kan godt lige gå i tænkeboks, om jeg kunne få et indlæg ud af det.
Stine
Spolere er ukollegialt og da særlig så tæt på “udgivelsen”. En af mine fb- venner har læst bøgerne og er stor fan. Han har et par gange skrevet om hvad han tror vil ske eller kommenteret der nye afsnit. MEN han gør der ALTID med en spoiler alert og sådan ar man skal trykke “læs mere” for ar få det afsløret . Det synes jeg er ret sympatisk.
miriamsblok
Ja, men skal ALTID skrive spoiler alert med store, fede bogstaver, så folk har en chance for at undgå det.
Camilla
…Men kan vi snart snakke lidt om det? (Alternativt bare høre din mening). Hold nu kæft, et afsnit.
miriamsblok
Der er nogen, der mener, at tirsdag er fair game. Personligt mener jeg, at hele den nyeste sæson er fy-fy at tale om. Men det var et vildt afsnit!
Trine
3 1/2 timer i fitness? HOLD OP HVOR ER DU SEJ! !!!
miriamsblok
Haha, tak! 😀
Carina
Når nu vi snakker om spoilers og hvor længe man bør vente før man snakker om nye afsnit af ting – hvornår bør man så tro at folk har set den nye sæson af OITNB? Det er jo virkelig umuligt at vurdere når alle afsnit bliver udgivet på én gang som en slags serie-bombe. En ren test i selvdiciplin og i hvor meget indhold man har i sit liv. Jeg er færdig med sæsonen der blev udgivet i fredags, så det viser lidt om hvordan jeg klarede den test
Carina
Øh binge-watching
Jasmin
Bench watching er meget bedre, så lyder det mere som bench press end som binge eating, og så lyder det pludselig ikke nær så usundt og “hej, jeg har ikke noget liv”-agtigt.
miriamsblok
Det er nemlig svært i disse Netflix-tider. Jeg vil sige i hvert fald et par måneder. 🙂
Bookworm
Hvor ærgerligt med spoiler! Men FANTASTISK afsnit!
PS: 3.5 timers træning er godt nok imponerende! Tror ikke jeg ville overleve …
miriamsblok
Virkelig godt afsnit!
Nathalie
Jeg var lige ved at græde af raseri, da jeg – efter at have ignoreret facebook og andre sociale medier hele dagen – kiggede på LinkedIn, hvor Time Magazine spoilede med både billede og tekst i overskriften! Seriøst LinkedIn?!
miriamsblok
Så dårlig stil!
Jeanette | Villa Villekulla
Jeg er så enig! Spoilers er en dødssynd. Derfor tjekker jeg slet ikke mit Facebook-feed hele mandag. Jeg følger både HBO, Emilia Clarke og andre fra serien, så tør slet ikke tjekke. Tør heller ikke åbne snapchats fra visse personer.
Mandag aften kl. 21 går det løs for manden og jeg. Den er hellig og intet må stå i vejen for mit GOT-rush den aften 🙂
Så no-go til sociale medier mandag 🙂
miriamsblok
Det er eddermame også en stabil slagplan!