Øjeblikke, jeg ville lave om #1

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt.

ghjklæ

Jeg får altid en lille smule ticks, når folk siger, at de ikke ville ændre en eneste ting i deres fortid, fordi det har gjort dem til den, de er. Ikke fordi jeg ikke tror på dem, men fordi jeg ikke deler den indstilling. Der er mange ting, jeg ville lave om. Lærestrege, jeg kunne have fået på blidere måder eller konfrontationer, der kunne være tacklet mere elegant. Det er lidt en terapi for mig at skrive, så i dag starter jeg en ny føljeton op med situationer i mit liv, jeg ville ønske, jeg kunne gøre om.

Jeg havde en relativt mobningsfri barndom. Det er jeg glad for. Men det betød også, at jeg var helt naiv og grøn, da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og startede på HF. Lige pludselig var der folk, der ikke kunne lide mig og gerne gav udtryk for det åbent. Det gjorde naller. I dag tror jeg, det kom sig af, at jeg for det første var ret vild med at gå i skole og for det andet klarede mig godt. Jeg deltog aktivt i timerne, og det skete mere end én gang, at vores dansklærer viste mit essay frem som “den gode opgave”. De fleste af mine klassekammerater var på andet, tredje eller fjerde forsøg, når det gjaldt en gymnasial uddannelse, og de var der udelukkende for at få det overstået, så de kunne komme videre i systemet. De var skoletrætte og forstod ikke, at jeg havde det anderledes.

Det var ikke, fordi jeg ikke havde venner. Det havde jeg. Adskillige. Faktisk gik jeg i klasse med en af mine allerbedste veninder. Men det var svært at slippe uden om den hårde kerne, der fandt glæde i kække bemærkninger og generel småmobning. Der var især en gut, der udviste klassisk alfahanopførsel. Han var midt i tyverne og var glad for sin maskulinitet. Jeg kunne egentlig mægtig godt lide ham, men jeg var samtidig konstant skrækslagen for, hvad han ville sige til mig. Det var som regel “jokes”, der gik på mit tøj, mine bryster, mit hår. Min krop. Hvis jeg var cyklet i skole og havde svedoverskæg. At jeg var mærkelig, fordi jeg godt kunne lide tysk. Lidt for enhver smag.

Mest ramt blev jeg selvfølgelig, når der blev joket om min vægt. Jeg var omkring en størrelse 40/42 på det tidspunkt og ubarmhjertigt klar over, at det ikke var at være tynd. Jeg var ikke tryg eller komfortabel i min krop. Jeg skammede mig over den. På min 20 års fødselsdag cyklede jeg glad i skole. Alfahannen stod ude foran skolen og røg sammen med sit slæng. Jeg joinede dem.

Ham: “Nåh, så du har fødselsdag i dag?”

Mig: “Ja! Jeg fylder rundt og det hele!”

Ham: “Du har da altid været rund!”

Og så lagde de allesammen hovedet tilbage og lo og lo. Jeg vrængede lidt og forsøgte at lade, som om jeg ikke lige havde en følelsesmæssig mavepumper. Men hans ord sad fast, og de endte med at vælte læsset.

Dagen efter holdt jeg op med at spise. Ikke helt, selvfølgelig, det kan man jo ikke. Hver dag udvalgte jeg en blomme i kantinen og tog den med hjem. Jeg spiste den foran fjernsynet med en urtekniv. Skrællede papirstynde lag af og gumlede grundigt på dem. Det kunne tage op mod en time. Efterfølgende suttede jeg på stenen en time mere for at dulme den resterende sult. Man bliver ikke mæt af en blomme om dagen.

Efter et par måneder hvor jeg nærmest slavisk havde fulgt blommediæten, var jeg nede i en størrelse 38. Mit tøj var begyndt at hænge på mig, men der var ingen, der bemærkede det. Jeg blev svimmel, når jeg rejste mig op. Jeg blev forpustet af at gå op på første sal til min lejlighed. Jeg beundrede mine hofteben i spejlet og klappede mig selv på skulderen. Jeg havde det ikke godt.

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad der fik mig overbevist om, at det ikke var det værd, men jeg begyndte at spise igen. Min desperate krop hamstrede næring, og der gik ikke længe, før jeg var tilbage til min tidligere størrelse. Jeg var stadig ikke glad for den, men jeg var heldigvis klar over, at en aktiv størrelse 42 er sundere end en udsultet størrelse 38.

Hvis jeg havde mulighed for det, ville jeg gå tilbage til det øjeblik på min 20 års fødselsdag. Jeg ville ikke have grinet halvhjertet med på joken lavet på min bekostning. Jeg ville have kigget på den såkaldte alfahan med øjnene fulde af tårer og fortalt ham, at han måske nok vandt klikens beundring med sin bemærkning, men at han tog noget fra mig i processen. At han udstyrede mig med et fødselsdagsminde, der ikke indholdt sang og flag, men en følelse af latterliggørelse og værdiløshed. At hans ord påvirkede mig til at tro, at skønhed var lig med sult.

I dag er jeg stadig rund, og jeg kæmper stadig lidt med kropsaccept, men jeg ved til gengæld udmærket godt, at det ikke er okay at gøre nar af andre menneskers udseende. At det kan gøre væsentlig mere ondt, end man har den fjerneste idé om. Og hvis jeg fik chancen, så ville jeg tage tilbage til den dag og forklare alfahannen netop det.

Related Posts:

Kommentarer (45)

  • Betina

    Hvor er jeg glad for at du indså at det ikke var sundt!
    Jeg har selv fået en del kommentarer, men mest fra fremmede.
    Jeg bliver så ked af at tænke på at mennesker synes at det er i orden at sige sådan!

  • Maria

    Åbent og ærligt. Du er en stærk kvinde Miriam.
    Jeg har det på præcis samme måde: der er mange ting i mit 28-årige liv jeg gerne så anderledes, handlinger der burde have indtruffet tidligere og ord jeg skulle have sagt.
    Jeg har dog opdaget, som du, at det hjælper at sige dem højt og flere gange, selv efter så lang tid. Knus og klap på skulderen herfra. M

  • Nanna

    Kæreste Miriam.
    Først og fremmest: tak for det indlæg. Det er virkelig dejligt at komme helt ind under huden på dig. Det er grænseoverskridende, men det gør dig til et menneske – og det er det menneske, som jeg (og alle dine læsere) elsker dig for.
    Jeg vil gerne have lov til at anbefale en af mine yndlingsbøger, der hedder “Hungry”, der er skrevet af topmodellen Crystal Renn.
    Jeg har også altid været godt rund, men da jeg som 16-årig læste hendes biografi blev jeg glad. Jeg forstod, at min krop ikke var bygget til at være en størrelse 36. Min krop var – og er – bygget til at være en sund, aktiv og glad str 42. Det er der, hvor jeg har det bedst – og det er der, hvor min krop har det bedst.
    Den bog har gjort det ultimative for min accept af min krop og mit udseende.
    Omend man altid ville ønske, at man liiiiige smed de sidste 5 kg, så er hendes ord og hendes liv virkelig inspirerende. Det er girlpower af allerhøjeste kvalitet.
    Jeg sender så meget kærlighed din vej – og PS. Jeg misunder både din krop, dit ansigt og dit flotte hår.

  • Skalotteløg

    Kæreste Miriam,

    Tak fordi, du deler. Vi to har før snakket om, at du ikke er alene om sådan nogle oplevelser, og dengang hjalp det mig en lille smule at høre, at et menneske, som jeg beundrer, har været ude for noget grimt, ligesom jeg har.

    Jeg håber, dit skriv her hjælper andre, der er blevet mobbet på den måde. Og – ikke mindst – at det hjælper dig!

    De der alfahanner er nogle idioter. Her et årti senere, kan vi vel blive enige om, at det var hans måde at skjule sit eget mindreværd, ikke? Gid man havde vidst det dengang 🙂

  • Elisabeth

    Du får mig altid til at grine og smile. I dag fik du mig til at græde. Du er et af de sejeste mennesker, som jeg ikke rigtig kender. Håber at det, trods alt, gav en fed fornemmelse at få det ‘sagt til ham’ nu.

  • Merete

    Shit manner, et godt indlæg! Jeg har helt tårer i øjnene! Og jeg genkender i øvrigt også en hel masse af de følelser, du beskriver fra din HF-tid, så selvom jeg ikke kender dig og du ikke kender mig, får du sgu lige en ordentlig cyberkrammer herfra! ❤️

  • Christina

    Hold nu kæft hvor er det et vildt indlæg. Det kunne være en historie fra mit liv. Av. Kan mærke det helt ned i maven.

    Jeg glæder mig til de kommende indlæg!

    Og Frank!

  • Kristina

    Hvad fik ham til at tro han kunne sige sådan noget. Røvhul!

    Jeg har set dig på billederne, og du er smuk. Det gælder også alle andre piger uanset størrelsen 🙂

  • Lisbeth

    Wauw, mennesker kan være ondskabsfulde. Tit og ofte helt uden at vide det… Utroligt, at du kom helskindet igennem blomme-diæten og ikke nåede længere ud end at du selv kunne redde dig i land igen. Det er sgu stærkt klaret!

    Som teenager troede jeg, at man fik en kæreste, hvis man var sexet, og sexet var naturligvis = bryster til folket. Så jeg stjal min storesøsters aflagte, meget nedringede bluser, og havde dem på i skole i 8. klasse. Det resulterede i kommentaren “Vi gider sgu da ikke glo på dine klamme, rynkede patter, Lisbeth!” råbt hele vejen ned af gangen af årgangens sejeste fyr. Av… Jeg fik råbt en kæk bemærkning tilbage, men den sved stadig. Jeg er ikke lige så storsindet et menneske som dig, så i dag fryder jeg mig lystigt over, at fyren nu har vigende hårgrænse som en 70-årig, mens jeg er stolt og tilfreds over min krop. Karma, dude. Karma!

    // http://www.moonlitmadness.dk

  • Stine

    Uha! Dit indlæg sendte også mig nogle år tilbage. Jeg har egentlig altid været en smule rund, og jeg har flere gange i både barn- og ungdommen lagt øre til mere eller mindre velmenende kommentarer om min vægt, og jeg husker dem ALLE soleklart den dag i dag. Utroligt som nogle kommentarer borer sig så dybt ind i vores erindring.

    Jeg synes du er så smuk og lækker en kvinde, det skal du vide! 🙂

  • Kir

    Fantastisk skrevet, virkelig. Du er så klog og smuk, at man har svært ved at tro, at du overhovedet kan huske sådanne episoder.

  • Anna Warrington

    Hold kæft en røv. Intet mindre. Jeg slugte det her indlæg og tager hatten af for din evne til at formidle dine meget fine refleksioner. Hvor må det bare have gjort ondt i hjertet at tænke tilbage. Jeg håber dit nutidsjeg har givet dit fortidsjeg en kæmpe krammer og fortalt hende, at hendes velvære og helbred altid kommer før tallet på vægten <3

  • b

    Sådanne kommentarer på udseende gør ikke mindre ondt af, at de bliver ytret af en man egentlig betragtede som en ven.
    Jeg var ret tynd i folkeskolen, spiste en del (og gerne usundt) men dyrkede også en del sport, og var bare ret slank. Vejede ikke meget over 50 kg (175 cm højde) da jeg forlod folkeskolen (det har ændret sig siden ).
    Jeg var en “late bloomer” også på krops-området, og selvfølgelig er det noget man er meget bevidst om i den alder. Jeg var ikke flad som et strygebræt, men der var ikke meget bryst.
    En af mine “venner” valgte i et frikvarter, foran hele klassen, og også andre klasser højlydt at spørge: “Hvis du ikke havde nogle fødder, ville du så bruge sko?” Et åbenlyst nej. Og han fortsatte så: ” Hvorfor går du så med bh ..?”
    Det gjorde jeg så heller ikke, men det var ligesom ret ligegyldigt.
    Jeg sagde ikke noget.
    Men selvom det efterhånden er 15-16 år siden, så gør det faktisk stadig mere ondt end jeg havde regnet med. Ordene er på en eller anden måde altid med mig.

  • K

    Du skriver så godt – så klogt og rammende. Alt respekt herfra <3 Lige for tiden gennemgår jeg en livskrise, og en del af processen med at få det bedre, har været at ruske op i fortiden. Dårlige minder, som ligeså godt kunne have været denne fortælling. Jeg ved, at det gør ondt at genopleve dårlige episoder, men jeg ved også, at det gør godt, når man har fået følelserne ud. Tak fordi du deler svære tider. Det er så sejt.

  • Helle

    Virkelig godt indlæg! Tusind tak for dig, Miriam!
    Selvom at hoveddelen handler om vægt, synes jeg at det åbner op for mere. Det der med at man i det hele taget skal opføre sig ordentlig overfor andre mennesker.

    Jeg selv har altid haft en pæn krop hele mit liv (Gode gener spiller ind her og det er virkelig uretfærdigt, det ved jeg) og der har ikke været så meget at mobbe over her, men jeg lover dig for at, hvis en person er usikker så skal man nok finde noget andet at kommentere på.
    I min folkeskole var pigerne altid utroligt hårde overfor hinanden og i 9. klasse var det så min tur. Mine ellers bedste veninder holdte fra den ene dag til den anden op med at snakke med mig. I en så bemærkelsværdigt grad at både lærer, andre elever og mine forældre snakkede om det. Grunden var primært at jeg udviklede mig på en anden/hurtigere måde end dem og det var derfor åbenbart nemmere at droppe mig end at acceptere forskellen på os. Jeg tog det med oprejst pande og tænkte at så måtte jeg i stedet lære nogle nye mennesker at kende. I retrospekt har det sat sig dybere i mig, end jeg troede. Jeg har aldrig knyttet mig helt til piger siden og har egentlig haft svært ved at have en tæt veninde i længere tid siden.
    Det blev lidt en lang kommentar, men det var egentlig bare for at sige at du ikke er alene og at der desværre altid vil være en grund til at mobbe hvis det er det man vil .

  • T

    Jeg blev også mobbet. Både i skolen, og desværre også i perioder derhjemme, af velmenende men uvidende forældre. Det gør ondt, og sætter meget dybe ar. Jeg ville også ønske at jeg kunne gå tilbage i tiden, og fortælle hvordan det fik mig til at føle. Jeg har stadigvæk stress i perioder, fordi jeg er så bange for at skuffe mine omgivelser, en frygt der stammer derfra. Jeg har også angst, især for mørke. Det er ikke sjovt, at være genstand for andres nedladenheder, og jeg ville sådan ønske at alle kunne se, hvor dybt sådan noget egentlig skærer.

    Jeg synes at du er smuk, og jeg ved nu, at jeg er god nok 🙂 Heldigvis bliver de fleste af os klogere som vi bliver ældre, men nogle erfaringer kunne vi måske godt være foruden.

    Tak for dit indlæg!

  • Louise

    Virkelig stærkt indlæg. Der må være et særligt sted i helvede, for de mennesker, som har så travlt med at gøre sig sjove på andres bekostning.
    Jeg er ked af at du fik ødelagt din 20 års fødselsdag, så lov mig at du gør din næste runde fødselsdag, lige om lidt, til en dag med masser af gode minder, selvom du nok har et speciale, som presser dig lidt. <3

  • Mette

    Du er så sej! Og militærgutten er et kvaj.

    Hvis du ikke allerede følger @kobranhuggertill på Instagram, så anbefaler jeg dig at gøre det. Hun er genial og kommer med de vildeste selvværdsboosts. Jeg er seriøst blevet meget gladere for min krop, efter jeg er begyndt at følge hende.

  • Kristina

    Bum! Den ramte. Ikke at jeg har oplevet noget lignende, eller har stået på den anden side og ‘mobbet’….
    Men det her indlæg er så vigtigt. En fantastisk reminder om, at alt hvad vi siger til og om et andet menneske, berører det menneske! Og at vi skal tale pænt og positivt om hinanden. Joke eller ej! Words hurt!!!!!

  • Amanda

    Miriam, jeg kommenterer aldrig! Nu bliver jeg nødt til det, for det er et fantastisk indlæg. Du er så sej!

  • Line

    Puha, det indlæg ramte lige i maven på mig. Jeg gik nok i 7. klasse, da jeg første gang blev rigtig opmærksom på min vægt. Jeg var ikke decideret fed, men havde en god portion hvalpefedt (som jeg senere tabte, tog på, tabte, tog på, o.s.v.) Jeg blev kaldt “bamse” af en dreng fra en større klasse, som jeg ikke kendte. Men han var en af de populære, så hans mening betød jo noget (åh, den ungdom!). Fra den dag af lagde jeg pludselig mærke til, at jeg var større end de fleste andre piger, at mine lår var rundere og min tøjstørrelse større. Havde aldrig skænket det en tanke før. Idag er han en kendt fodboldspiller, og HVER GANG jeg hører hans navn i nyhederne tænker på jeg på dengang for 16-17 år siden hvor han kaldte mig bamse. Skørt, for han har 100% sikkert ikke tænkt på det én eneste gang efter.

  • Ida

    <3
    Sådan var min folkeskoleklasse også. Og jeg spiste rigtigt meget af ensomhed som barn. Nu er keg endelig på ret køl med yoga og kropsbevidsted. Og jeg prøver at give slip på agendaen om, at jeg skal komme til at slappe helt af og kunne lide min krop hele tiden.

  • Louise

    Fesen oplevelse der… Men rigtig fed læsning for os der følger din blog. Alt sker af en årsag, det sure og det søde. Er sikker på at oplevelsen her har gjort dig noget godt også. Tænker du om ikke andet har udviklet stor empatisk evne <3

    • miriamsblok

      Hej Louise. Jeg har slettet din kommentar, da den ikke var relevant for indlæggets budskab. 🙂

  • S

    Jeg tror, jeg falder et sted i midten. Overordnet er det da tilstræbelsesværdigt at have den tilgang, men der er da en ting eller tyve, jeg ville ønske aldrig var sket og hvor det, jeg fik ud af det ikke var det helvede værd. Jeg har da også gjort cringeworthy ting, eller oplevet en ordenligt mavepuster der sidder under huden stadigvæk.

    Jeg kan huse engang, jeg var måske 9-10 år gammel og i fritteren, da en eller anden lille rod sagde, at hvis jeg ville lære at snakke ordenligt dansk skulle jeg bare drikke mere mælk til min cornflakes. Jeg lægger ikke selv mærke til at jeg har været ganespaltet, og folk jeg møder nu gør det heller ikke. Bevares, min stemme er en smule anderledes, men hverken nasal eller noget. Jeg snakker tydeligt, jeg mumler ikke, og folk kan sagtens forstå mig. Jeg kan dog alligevel en halv livstid senere stadigæk huske hvor umanerligt ked af det, jeg blev over den besked, langt mere end al den anden mobning, fordi den kom så uventet. Og den var jo ikke engang ond, når man tænker over det, den var bare… ja. Den føltes ond, dengang.

  • Pernille

    Wauw… Sikke et fantastisk indlæg!
    Selvom jeg aldrig har været overvægtig (i andres øjne!) eller blevet mobbet, så kender jeg virkelig til kampen mod sin egen krop. Det er et helvede, så kan slet ikke forestille mig, hvor ondt den kommentar må have gjort.
    Du er sej, Miriam!

  • Anna

    Indlægget efterlod mig med gåsehud ned af armene! Det er forfærdeligt at folks egen usikkerhed, skal ødelægge så meget for andre. Røvhul!

    Og så er du pis-hamrende lækker med kurver, der sidder som de skal.. Færdig slut!

  • Ida

    Virkelig et fantastisk indlaeg. Jeg kan husker selv en del af den slags kommentarer fra min skoletid – hvis bare man havde vidst, dengang, at det ikke var jordens undergang og at det var ham/hende der havde problemet, og ikke en selv.

  • miriamsblok

    TUSINDE, TUSINDE TAK! I tager simpelthen altid så godt imod de skrøbelige indlæg. Jeg er så glad for, at der er frihed og åbenhed og forståelse at komme efter. Jeg ved, at indlægger her har hjulpet mig, og jeg kan se, at det også har hjulpet andre at dele. Så bliver det næsten ikke bedre. 🙂

  • Kolibri

    Wow… Jeg følger din blog og har efterhånden gjort det i et par år. Jeg elsker den. Jeg elsker din skrivestil, din lethed og din humor og selvironi. Men jeg elsker også indlæg som disse. Det rør mig virkelig at læse.
    Selv har jeg hele min barndom været ‘hende den tynde’. Ja,jeg har faktisk haft svært ved at tage på og altid lægget i bunden af det anbefalede. Det har affødt en del spydige bemærkninger. Både fra klassekammerater men også fra lærere – og det synes jeg faktisk næsten er det værste. At ikke engang læren kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
    Hvor vil jeg hen med det? Jeg vil vel egentlig bare sige, at jeg så udmærket kan følge dig, når du siger, at du har ting, du gerne ville lave om. Det har jeg også. Jeg ville sætte foden ned og forsøge at gøre opmærksom på,at det altså ikke er okay at træde på andre mennesker på den måde. At det faktisk kan ramme hårdt.
    Tak for dit indlæg.

  • Louise R

    Dit indlæg har gjort et kæmpe indtryk!

    Hilsen en str 40, som stadig prøver at acceptere, at det er en fin størrelse!

Der er lukket for kommentarer.