Uelskelig?

Skrevet d. . Uploaded i mænd,mig,personligt.

hjk

“Sandheden er, at jeg ikke er sådan en, man elsker.” Sådan lød slutningen på en af hemmelighederne i sidste indlæg. Den ramte mig ret hårdt. Den ramte også andre, der i kommentarfeltet gav udtryk for at have samme oplevelse af dem selv. Jeg er 29 år gammel og har kun haft én eneste rigtig, seriøs kæreste i mit liv. Inden jeg fandt ham, var jeg ret overbevist om, at jeg skulle være alene hele mit liv. Hvem kan fx seriøst ikke opstøve bare en enkelt lille gengældt forelskelse i den hormonstorm, der er teenageårene? Der måtte jo være noget galt med mig, ikke?

Da jeg så fandt førnævnte kæreste, var jeg længe overbevist om, at han måtte være min eneste ene. Helt Hollywood-agtigt med lykkeligt til vores dages ende og hele svineriet. Han var den eneste, der så mig og stadig elskede mig. Jeg holdt fast i den overbevisning længe efter, han gik. Da han besluttede sig for ikke at elske mig mere. Jeg blev ved med at elske ham, for jeg kunne ikke finde ud af andet. Og jeg kunne ikke finde ud af det der med, at det er kutyme, at man går fra at være hinandens et og alt til at skulle forestille at være fremmede. Vi havde et klassisk post-breakup-skænderi en dag efter bruddet, og han skrev noget i stil med, at han ikke behøvede at lytte til den slags fra en ekskæreste. Jeg svarede helt naivt og uforstående, at jeg jo ikke var “en ekskæreste”. Jeg var mig. Jeg var hans. Jeg kunne slet ikke acceptere at være blevet degraderet så voldsomt så hurtigt.

Han fik officielt en ny kæreste efter to uger. Uofficielt fik han hende sikkert, mens vi stadig var sammen. Han blev glad igen. Jeg græd hver dag i over et år. Det var der, jeg blev bloglæser. Der var andre bloggere med hjertesmerte, og jeg kunne relatere til deres ord. De forsikrede mig i, at jeg ikke var alene. De trøstede mig. Men de kom altid videre efter halve eller hele år. Det gjorde jeg ikke.

En dag fortalte min psykolog mig, at det var normalt at sørge i op til 10 år efter et hårdt brud. Det var en enorm lettelse at få at vide, at det ikke kun var mig, der var langsom og på ynkelig vis holdt fast i fortiden. Men jeg blev også lidt panisk. Jeg var omkring tre år inde, og jeg kunne ikke klare syv år mere. Det behøvede jeg heldigvis heller ikke, for et års tid efter var jeg færdig med at være ked af det. Derefter kom så det der med at blive en hel person igen og efterfølgende at skulle vænne sig til tanken om atter at kunne elske et andet menneske. Det tog et par år mere. Sidste år kom tilgivelsen, og i dag er jeg helt ovenpå. Åben for fremtiden. Og lidt spændt.

Jeg tror, folk elsker forskelligt. I forskellige dybder og forskellige tempi. Jeg tror ikke, der findes folk, der er uelskelige, men jeg tror, der findes folk, der har meget sværere ved at finde kærlighed end andre. Og ja, det kan godt være jævnt sucky. Men så må vi bare lede lidt grundigere.

Related Posts:

Kommentarer (58)

  • Gitte

    Puha altså, hvor lyder det fælt hårdt! Godt du er kommet videre!
    Vi er bare nogen, som er mere sensitive og ikke kommer videre som at knipse med fingrene. Jeg har tit undret mig over folk, som har været kærester i mange år og så lynhurtigt bare går videre til en ny kæreste! Forstår det simpelthen ikke!
    Du er bestemt meget elskelig! Har tit undret mig over, at mændene ikke kaster sig over dig;-) Sikke et catch!

    • miriamsblok

      Det var psykohårdt! Jeg forstår heller ikke kærestehopperi, men ind imellem misunder jeg den egenskab.

  • Kristina

    Der er ingen der er uelskelige.

    Jeg ved godt, det handler om kærester, men hvis man virkelig ser sig omkring, så er man ikke uelskelig. Man har sin familie og sine venner.

    • miriamsblok

      Det er lidt farligt, for det er jo ikke alle, der har familie og venner omkring sig. Men jeg er helt enig i, at ingen er uelskelig.

      • Anonym

        Jeg var en af dem, der kommenterede på hemmeligheden fordi jeg følte den ramte mig. Og det handler netop ikke kun om kærester. Det handler i høj grad også om familie, venner og generelt folk omkring en – om at føle sig uønsket af dem. Om at have behov for at trække sig ind i sig selv fra tid til anden, fx fordi man er sensitiv, introvert osv., men ikke blive set.
        Jeg oplevede i en alder af 28, for snart et halvt år siden, at nogen for første gang i mit liv kiggede på mig og sagde: “Hey, hvad er du for en, har du det okay, jeg kan se du fungerer lidt anderledes en mange andre – er der en grund til det, og er der noget jeg kan gøre for dig, for det vil jeg nemlig gerne?”. Jeg gik hjem og græd snot bagefter. Jeg fægtede med arme og ben, og forsøgte at få vedkommende til at lade mig være i fred, hvilket lykkedes til sidst. Men inderst inde ramte det bare så hårdt, lige dér hvor det gør allermest ondt. For jeg ville så gerne tage imod den omsorg vedkommende tilbød mig. Men når man ikke har prøvet det før, så ved man ikke hvordan man tager imod. Jeg er stadig ikke kommet mig over det, og tumler stadig rundt i overvejelser omkring hvorvidt jeg skal kontakte vedkommende eller ej.
        At være uelskelig handler om så meget mere end kærester, men også dem. Det handler generelt om kærlighed, herunder omsorg.

        • miriamsblok

          Kontakt vedkommende. Sig at du gerne vil, men at det er svært. Hvis du har mulighed for det, så stik også af sted til en psykolog. Det er virkelig gavnligt for at lære sig selv og sine følelser at kende.

  • Anne-Li | GOWNSANDROSES

    Den kommentar ramte også mig!
    Ikke fordi jeg er en del af singleklubben (når jeg tæller sammen, har jeg vist været single i 14 måneder, siden jeg var 17), men fordi jeg kender flere fantastiske kvinder, der var kæresteløse i mange år og langsomt blev mere og mere usikre på, om de mon nogensinde ville finde nogen. Og bang. Så en dag trådte deres perfekte match ind i deres liv, og så gav det lige pludselig rigtig god mening, at de ikke havde brugt tiden på andre.

    Kæreste eller ej – det er IKKE et spørgsmål om at være elskelig eller uelskelig. Det er et spørgsmål om timing, held og uheld, og for nogen går det bare lidt lettere end for andre. Jeg er et exceptionelt besværligt menneske, men min kæreste er heldigvis ligeså tålmodig, som jeg kan være umulig, så jeg har en stærk tro på, at det “bare” handler om at dumpe ind i lige netop en af dem, hvis minus passer til ens plus. Og omvendt 🙂

    • miriamsblok

      Jeg tror også, held har enormt meget med det at gøre! Jeg har også mødt min del af mænd, som jeg har klikket fint med, men som så har været i forhold.

  • Louise

    Lækkert billede !!!
    Hvad er det for en psykolog – 10 års sorg – det er jo nærmest et helt liv… Fedt fremtidsperspektiv at få -godt du klarede den hurtigere end det 🙂

    • miriamsblok

      Åh, nej, du misforstår. Hun sagde det ikke, fordi hun mente, jeg kunne se frem til endnu syv år med kærestesorger. Hun sagde det, fordi jeg sad hos hende og følte, jeg var en fiasko, fordi jeg ikke kunne komme over min ekskæreste. Det var faktisk rigtig beroligende at få at vide, at jeg ikke var(/er) alene om at være lang tid om at komme mig over et brud. Hun var en helt exceptionelt fantastisk psykolog.

    • miriamsblok

      Tak! Timing er helt sikkert også vigtigt. Man ser ikke muligheder, hvis man ikke er åben over for dem.

  • Luna

    Tak for at sætte ord på det! Virkelig. Jeg håber sådan, at du udgiver en bog en dag, for du kan altså noget med sproget (og det ville være så sejt!).
    Jeg kan så godt relatere til det. Jeg er aldrig blevet knust på den måde, har aldrig været stormende forelsket eller haft en kæreste. Men fire af mine næreste veninder fik kærester med ca. en måneds mellemrum sidste år, og andre hopper fra den ene kæreste til den næste, som om det ikke betyder noget som helst. Så nu er jeg også begyndt at tænke, at der må være noget galt med mig. Jeg forsøger at være cool, men inderst inde er jeg vildt misundelig og meget træt af at vente! Og sådan vil jeg ikke være, for jeg klarer mig glimrende på egen hånd. Ih!
    Det giver mig alligevel lidt ro, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved den slags. Hvor er det befriende, at du er så åben og ærlig.

    • miriamsblok

      Sådan har jeg det også. Jeg er egentlig glad nok for bare at være mig, men omvendt savner man også noget. Og så bliver man virkelig frustreret, når andre bare hopper fra det ene forhold til det andet!

  • Simone

    Jeg har altid set det som en positiv ting, at jeg tør give så meget efter for kærligheden, at jeg bliver ramt dobbelt så hårdt som alle andre omkring mig, når den slutter (selvom det selvfølgelig ikke er sjovt).
    Jeg har haft en stor forelskelse i mit liv. Det er i dag lidt over tre år siden, vi stoppede. Men det er først for nylig at noget inde i mig har ændret sig. Jeg vågnede første januar (en anelse kliché-agtigt) og kunne for første gang se ham, os og ikke mindst mig selv udefra. Og pludselig faldt alle stykker på plads inde i mig på ny. Jeg var videre. Ægte videre. Færdig. Fuldstændig færdig.
    Alle kan elskes. Der er bare nogle af os, som man virkelig skal gøre sig fortjent til at få lov at elske. Men hvis man til gengæld er den særligt udvalgte, så får man os mere end 100%.
    Sådan ser jeg på det <3

    • miriamsblok

      Jeg misunder altid lidt mennesker som dig, der ser det positive i den type egenskaber. Jeg synes mest bare, det er pisseirriterende og ville hellere hoppe rundt oppe i overfladen, hvor alt er lettere. 😉

  • Mia

    Tak for et fantastisk indlæg Miriam! For man føler sig alene, når virkeligheden rammer.
    Sidder i den situation nu. Er stadig overbevist om, at han er min eneste ene. Vi var sammen i 8 år, siden vi var 17 – han kommer en dag og siger, at nu føler han ikke noget, flytter med det samme, dater helt desperat og knalder med vildt fremmede, som om der er noget, han skal nå. Han siger jeg skal tage mig sammen og komme videre…der er gået et halvt år..
    Og det burde jeg, for han er et helt andet menneske nu. Jeg kan bare ikke give slip!

    • miriamsblok

      Hvis du ikke har cuttet al kontakt, så gør det nu. Han er ikke den samme mere, og han er ikke længere din. Det er det sværeste i verden at prøve at forstå, men du holder kun dig selv fast i din hjertesorg og i dit håb, når du holder kontakten. Jeg forlængede min egen hjertesorg med flere år(!) på den konto. Det er hårdt at afskære kontakt, men det er IKKE det værd at bibeholde den. Hvis der er ét råd, jeg kan give, så er det det.

  • Lisbeth

    Teenageforelskelser er alligevel ikke alt hvad de bliver skruet op til. Som regel også bare hjertesmerte (i mit tilfælde 3-4 års elendighed frem og tilbage med den samme fyr – dååååmt). Timing, held, og det der “når man mindst venter det”. Av hvor det holder stik! Kærlig er det mest uforudsigelige i verden 🙂

    // http://www.moonlitmadness.dk
    P.S. du blev lige endnu mere elskelig af ordet “tempi”

  • Johanne

    Tak for et indlæg der virkelig ramte plet!
    Især det med pludselig at blive degraderet til ekskæreste. Det var præcis sådan jeg havde det, da min ekskæreste og jeg slog op (for 2,5 år siden, jeg er stadig i gang med en proces) .. Han fik også sagt noget med “jeg skal ikke rette mig efter, hvad en ekskæreste siger” og jeg gik helt i stå.. Jeg kunne jo ikke bare være en ekskæreste? Han havde haft andre “rigtige” kærester før, det havde jeg ikke. Og nu var jeg pludselig bare én i rækken. Efter vi havde været OS i fire år. Efter fire år var jeg bare endnu en ekskæreste… Det tog mig virkelig noget til at blive okay med.

    • miriamsblok

      Præcis sådan jeg havde det. Han var noget specielt. Man gik ud fra, at man var det samme, og så var man pludselig bare en i mængden. Av for fanden.

  • Maria F

    Hej Miriam,
    I går da jeg læste indlægget fuckede bloglovin, så kunne ikke komme ind og kommentere og lovede mig mig selv at få det gjort senere, så du vidste hvor fint et indlæg det var! Det er de nu tit! (Flere kom mig Big time i forkøbet). Dejligt med din reflekterende optimisme. Miriam for pres! P.S. Er det sex and the city’s skyld at min tlf staver Big med stort B?!

  • Louise

    Tak for et indlæg, der både gjorde hamrende ondt at læse, men som også på en måde var rart at læse. Man finder meget ro i at vide, at man ikke er den eneste.

  • Mille

    Havde også en stormende teenagekærlighed… Han skred efter 3 år, og det tog mig helt enormt lang tid (flere år) at stoppe med at græde, blive hel igen og komme videre. Men jeg levede, oplevede og erfarede i de efterfølgende 11 år som single. Og ja, 11 år er fandeme lang tid, men når jeg ser tilbage har de 11 år været summen af al den erfaring og alle de oplevelser jeg skulle have inden, manden i mit liv kom væltende indover mig (bogstaveligt talt). I dag er jeg gift, har børn og lever det vilde remouladeliv. Men jeg er egentlig meget godt tilfreds 🙂

    • miriamsblok

      Min var så ikke en teenagekærlighed, men ikke desto mindre er det vel din historie, jeg satser på at gentage. (Minus børn, og jeg kan heller ikke lide remoulade. Ketchup ftw! :D)

  • b

    Jeg kan godt lide at tænke, at selvfølgelig er alle elskelige, selv jeg. Men jeg tror ikke rigtig på det. Inderst inde ved jeg, at jeg bare ikke er sådan en man elsker. Inderst inde ved jeg det, men lidt længere ude kæmper jeg stadig med at acceptere det.

    • miriamsblok

      Okay, det her kommer måske til at lyde lidt hårdt, men det er skrevet med kærlighed: Bullshit. Du VED ikke, du ikke er sådan en, man elsker, du FRYGTER det. Du er bange for aldrig at blive elsket, fordi sådan er mennesker indrettet. Vi higer efter kærlighed og omsorg. Men at bilde sig selv ind, at man er uelskelig er den lette udvej. Så har man en forklaring på sine erfaringer og en undskyldning for at holde op med at prøve. Man slipper for at skulle bakse med flere afvisninger, svigt, knuste hjerter og at blive forladt igen og igen. Man kan lukke ned og ignorere. Det er meget lettere. Men det er også et fattigere liv.
      Find en psykolog, du er tryg ved, og lad hende prikke lidt til dine tanker om uelskelighed. Jeg lover, det vil ændre dit liv og dit syn på dig selv.

  • Line S

    Av av av.. Så kan jeg ikke bruge den undskyldning mere, for ikke at være elsket. Hvad skal jeg så finde på? Det bliver sikkert at jeg er for presset mellem skole, job, venner og familie. Den rigtige grund er jo fordi jeg er en pivskid, der skubber dem væk inden de overhovedet får gravet det mindste i overfladen.

    • miriamsblok

      Haha, det kender jeg godt! Heldigvis kan man næsten altid grave en ny, dårlig undskyldning frem. 😉

  • Nadia

    Jeg fandt lige dette indlæg qua et andet indlæg, og jeg må da lige sige, at den ramte mig i hjertekulen.
    Jeg er 38 år, har haft 2 kærester i mit liv. Vi elskede ikke hinanden, vi nåede aldrig til det stadie hvor vi sagde de 3 magiske ord… Begge forhold varede i 3 mdr. og begge “forhold” fandt sted, da jeg var mell. 19 og 21 år. Siden da har jeg ikke haft een eneste kæreste. Ved ikke hvad der går galt. Trods mange dates.
    Nu er jeg 38 år, ingen børn og kærligheden…den har jeg opgivet.

    Snak lige om at føle sig uelskelig. Man dør indeni og man bliver alt andet end lykkelig. Uelskelig, jeg ved at jeg er elsket af familien, ven/inderne, MEN vi har alle brug for dén slags kærlighed, som vi får fra dén vi er smask hammerende forelsket i.

    • miriamsblok

      Jeg ved ikke, om jeg er enig med dig i, at vi alle har brug for den slags kærlighed. Jeg kender flere, der foretrækker en singletilværelse, hvor de har rigeligt i sig selv og deres venner og familie, fordi de simpelthen føler sig bedre tilpas der end i et forhold. Sådan har jeg det fx selv pt.
      Hvis du virkelig mener, at du har opgivet at finde kærligheden, selvom det er noget, du inderligt ønsker, så synes jeg, du skal finde en god psykolog og tage en snak med hende eller ham. De kan udøve mirakler, når det kommer til selvindsigt.

  • Mette

    Har først for nyligt fundet din blog, og du har ramt mig så godt og grundigt et par gange allerede. Dette indlæg, samt det med at føle sig forkert for stadig at være jomfru, er så evigt relevante. Har selv tumlet med begge følelser da jeg var yngre, og det ville ha´været fantastisk, hvis jeg dengang havde haft muligheden for at følge en modig, og indsigtsfuld (og sjov) blogger som dig. Du gør et virkelig godt og ærligt stykke arbejde, glæder mig til at følge dig fremover!

Der er lukket for kommentarer.