Mandeudhængning og ny dating-app

Videoen er lidt plat. Don’t judge.

 

Jeg plejer egentlig at være ret god til at swipe de “forkerte” (læs: søger ikke noget seriøst) mænd ud af mit liv, når det kommer til datingapps. Man kan næsten altid se det på profilteksten. De, der leder efter oprigtige forhold, har som regel nogle ord med omkring, hvem de er, og hvad de søger. Måske skriver de endda, at de leder efter noget seriøst. Man kan også ofte se det på deres billeder. De seriøse har billeder, der reflekterer, hvem de er. Tydelige ansigtsbilleder og begrænsede levn fra DKBN.

 

På det sidste er min evne på området dog begyndt at blive lidt svækket. Jeg har modtaget lidt for mange af de der “knalde?”-beskeder, som jeg prøver at undgå. I går fik jeg endnu en, og da jeg svarede nej tak, skrev han reelt “hvorfor?”. Jeg svarede ham ærligt (og let irriteret over at skulle forklare/forsvare mit nej), at jeg ikke er på Tinder efter sex, og at jeg ikke er til de der direkte sexbeskeder under alle omstændigheder. Som svar fik jeg: “Så er det godt, der er så mange andre tykke piger at vælge imellem.” Det er lang tid siden, jeg sidst har oplevet omvendt slutshaming, så jeg delte min oplevelse på bloggens Facebook. De fleste af jer har prøvet noget lignende. Det ved jeg fra sidste kommentarfelt, dette kommentarfelt og emails i pæne mængder. Der var en enkelt, der mente, at jeg udstillede manden/mænd, fordi jeg var uenig i hans scoreteknik/det han var på jagt efter, hvilket førte til en interessant diskussion. Udstiller jeg mænd? Oh yes! I den grad! Og kvinder ligeså. Men lige den der post var nu mere for igen at italesætte et problem i datinglivet, som jeg er virkelig træt af, og som virkelig sjældent bliver talt om, selvom jeg ikke kender nogen, der ikke har oplevet det. Hvorfor skal man nedgøres, fordi man ikke er til sex ved første blik?

 

Løsningen på mit problem lå imidlertid i min indbakke. Måske. I hvert fald lå der et tip om en ny datingapp. Den hedder Candidate, og den tvinger folk til at lære hinanden i hvert fald en lille smule bedre at kende. Samtidig fjerner den også det der in-your-face overfladiske element, fordi man til at starte med slet ikke ser hinandens ansigter. Det funker sådan her: Man laver selv eller får app’en til at generere en lille quiz med fem forskellige spørgsmål. Den vælger 3 “kandidater” inde for ens målgruppe så at svare på ud fra ens navn, alder og de få ord, man har i beskrivelsen. Efter de tre første spørgsmål rangerer man svarene fra 1-3, og app’en udelukker automatisk en deltager. De resterende to får de sidste to spørgsmål, og man beslutter derefter, hvem der har “vundet”, hvorefter man får hinandens ansigter at se.

 

Jeg er ret vild med quizelementet. Man kan lure meget om folk ud fra deres spørgsmål eller svar. Jeg har først lige downloadet app’en i dag, men skal helt sikkert kigge nærmere på den. Førstehåndsindtryksulemperne (lækkert ord!) er som følger: 1) Man risikerer, at ens match skrider i sekundet, han ser ens ansigt. Det skete med min allerførste. Kæmpe egoboost, der! 😉 2) App’en er stadig helt ny, så udvalget af deltagere er ikke så overvældende endnu. Til gengæld kan man nemt sortere sex-folket fra, fordi deres quizzer selvsagt omhandler sex. 3) Man kan ikke fjerne quizzer fra sin oversigt, som man ikke er interesseret i at deltage i. Så vidt jeg kan se. Det er ret irriterende.

 

Men testes skal den i hvert fald. Hvis I kender andre dating-apps, jeg skal teste den kommende måneds tid (udover Tinder og Happn), så råb op. Det kan være, jeg alligevel fortsætter den store datingtest lidt on the down-low. 😉

Kommentarer (4)

  • Det lyder som så spændende et koncept at jeg er vildt fristet til at afprøve det selv… for sjov og hyggens skyld altså, eftersom jeg A) allerede er i et super forhold og derfor B) ikke er på jagt efter noget. Såh… det ville vel være lidt nederen bare at “fylde” derinde, ikke? 🙂

    • Jeg kan godt forstå, man er nysgerrig, men jo, det er lidt nederen at bruge datingapps, hvis man ikke er ledig. Der er nemlig en del, der gør det, og selvom det selvfølgelig er godt, at de er åbne omkring, at de bare stiller deres nysgerrighed, så er det lidt træls at skulle igennem profiler med folk, der faktisk ikke leder aktivt…

Der er lukket for kommentarer.