De kommer nok ad flere omgange, de her indlæg, eftersom der heldigvis var en del folk, der gerne ville lege med. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en video i dag, men jeg er for doven til at tage makeup på og for forfængelig til at filme mig selv makeupløs, så den første omgang svar kommer altså på skrift! 😉
Hvis du kun kunne nyde én ting (for exempel én slags is, pastaret, serie, sanger, tøjmærke, andre ideer?) resten af dit liv, hvad skulle det så være?
Vent, så ikke bare kan jeg kun nyde én ting, det er også en underkategori af den ting? Feje hold! Det skulle i hvert fald ikke være noget med mad. Prøv at tænke på, hvor praktisk det ville være, hvis man ikke nød chokolade! Æhm… Grey’s Anatomy. Det er min ultimative guilty pleasure og en fantastisk afstresser.
Hvilken instagramprofil holder du mest af?
Jeg tror næsten, det må være @fyrstenogfruen.
Elisabeth er sådan et virkelig livsglad menneske, og alle hendes billeder stråler af hygge og kærlighed og en følelse af virkelig at sætte pris på de små ting. Jeg ville ønske, jeg kunne nakke noget af hendes tilgang til livet i stedet for altid at være hende brokrøven.
Hvilken facebookvens opdateringer og lignende holder du mest af?
Ikke rigtigt nogen, hvis jeg må være så kedelig. Jeg synes, Facebook har taget sådan en ærgerlig drejning. (Eller også er mine venner bare topnederen.) Jeg kan bedst lide sjove statusopdateringer og billeder fra folks liv, men det meste er efterhånden “Hvad betyder mit navn?”-tests og virkelig malplacerede politiske diskussioner. Så la’ da vær’.
Hvad kan du godt lide ved din uddannelse, og er du kommet mere på sporet af, hvad du godt kunne tænke dig at lave efter uni?
Jeg elsker, at kandidatdelen er så ufatteligt åben. Uanset hvad du interesserer dig for, er der et valgfag, der er relevant for dig. Og modsat andre (eller måske selvfølgelig fordi jeg læser litteratur) er jeg rigtig glad for, at der er så meget selvstudium, fordi vi er nået et punkt i uddannelsen, hvor den primære analyse af teksten sker helt automatisk simultant med, at den læses, og derfor kan de få timers undervisning, vi har om ugen, få lov til at blive rigtigt nørdede.
Jeg har stadig ingen anelse om, hvad jeg vil efter uni. Det ville være ideelt fx at lave boganmeldelser, oversættelser eller deslige, men derfra og så til at finde drømmejobbet, er der langt.
Hvad er din hofret?
Yikes, den var svær! Det kommer helt an på årstiden og hvem der kokkererer. Befinder vi os i vintertiden, braiserer jeg personligt gerne svinekæber med rødløg og balsamico. Befinder vi os i sommertiden, vil jeg gerne bede om grillede nakkekoteletter og mors kartoffelsalat. Befinder vi os på restaurant, hapser jeg hvad som helst fransk. Og efterfølgende hvad som helst dessert. Man skal ikke stole på folk, der ikke kan spise dessert.
Er Jensen Ackles virkelig din drømmemænd – eller hvem så?
Langt hen ad vejen (hjulpet på vej af sine velvalgte roller), så ja. Han er på enormt mange måder min drømmemand. Jeg må dog erkende, at Tom Hiddleston i al sin britiskhed og med sin vindende personlighed langsomt er ved at indhente Jensen, som i øvrigt er blevet gift og har fået barn og den slags, og så skal man jo til at overveje det der med stedbørn…
Hvilken stylingprodukter bruger du i dit hår?
Den grønne fugtighedscreme fra Vaseline. That’s it. Evt lidt hårspray, hvis håret er oppe. Det har taget mig årtier at lære mine krøller at kende, for alle krøller er forskellige, så der er ingen garanti for, at andres geniale krølleprodukt virker for dig. Jeg har brugt formuer på fancy stylingsprodukter, indtil en frisør en dag foreslog mig at bruge Niveas fede fugtighedscreme. I ved, den i den blå bøtte. Den funkede ikke rigtigt – den var for fed til mit hår og ville ikke trænge ind – men derefter forsøgte jeg med min sædvanlige bodylotion, og den har jeg brugt lige siden. Jeg krammer den ind i håndklædetørt hår, og det samler mine krøller og afhjælper krus. Og så er det væsentligt billigere end at skulle skrive Bumble & Bumble eller KMS på indkøbssedlen en gang om måneden.
Hvilket parti stemmer du på?
Traditionelt ville jeg skrive Konservative, men det er ærlig talt gået støt ned ad bakke et godt stykke tid nu, og efter hele nazi-islam-isme-miseren kan jeg temmelig meget garantere, at det bliver det sidste sted, jeg sætter mit kryds den her gang.
Milla
Jeg var nødt til at google Jensen Ackles, hold da op en dejlig google-søgning.
Mht. facebook er jeg SÅ enig. Spille-anmodninger, nedern opdateringer og folk, der har et parforhold henover facebook. Så stop dog. ISÆR når de skriver “skatte” – please sig det ikke er et rigtigt ord!?
Fyrstenogfruen
For fa'en, Miriam – du gør mig så glad!! Og nu går vi all in med træningen, så Ane lærer at sige Miriam;)
Lotte
Som ret meget konservativ selv, gør de sidste par linjer mig ked af det, så håber du har tænkt over et par ting:
– Nej, det er ikke ment som et had mod muslimer
– Nej, vi sammenligner ikke muslimer med Nazister
-Jo vi anerkender at der desværre er islamister der har fællestræk med nazister
-Ja vi vil stoppLinjerne har jeg tyvhugget fra en veninde i gamet, og jeg synes de opklarer ret godt. Jeg er selv træt af den dumme nazi-tilføjelsen, men bliver ikke mindre konservativ af det 🙂 Tak for en dejlig blok. //Lottee disse mennesker
Miriam
Jensen Ackles er en dejlig og meget undervurderet mand! 😀
Miriam
Jeg vil have det på video! 😀
Miriam
Problemet er, at hvordan det menes, ikke nødvendigvis hænger sammen med, hvordan det opfattes. Jeg synes, det er at oversimplificere et virkelig kompleks problem, og i mine øjne er plakater som den ganske enkelt politisk propaganda. Det vil jeg simpelthen ikke være med til at støtte.
Anonym
Bliver bare nødt til at sige tak til dig, Miriam, for den kommentar! Du slog lige hovedet på sømmet i hele den sag, efter min mening.
Anonym
Som ret meget ikke-konservativ, gør det mig glad at høre 🙂