Da jeg var barn, troede jeg…
– At den her bygning i Århus så sådan ud, fordi der var et lyn slået ned i den.
– At Peugeot (rigtig udtale) og Pegøjt (børnelogisk udtale) var to forskellige bilmærker.
– At man var voksen, når man gik i 9. klasse.
– At Lily-kjoler var det eneste acceptable at blive konfirmeret i.
– At t-shirt stavedes tisjøt.
– At man automatisk kunne spille klaver, hvis man bare bevægede fingrene lidt tilfældigt henover tangenterne. Jeg mener, sådan så det jo ud, når folk spillede! Det var en fæl skuffelse, første gang jeg forsøgte.
– At Buffalo-sko ville gøre mit liv bedre.
– At drømmejobbet måtte være en titel som børnehavepædagog. Jeg mener, man lavede jo ikke andet end at lege hele dagen?
– At jeg skulle giftes med Krumme.
– At gamacher til enhver anledning var the shizzle.
– At man automatisk fik smukke, slanke fingre, når man blev voksen… Gid det var så vel!
– At Jimi Hendrix arbejdede på min mors skole. I virkeligheden var det en mand, der til efternavn hed Bendix. Næsten det samme.
Bidrager I monstro med et par af jeres egne barnlige misforståelser?
Anna Warrington
Ha ha ha! 😀 Jeg følger lige op her…
– at man var voksen når man var i “de stores skolegård” (vi snakker 7-9 klasse)
– at orange gamacher passede med en orange bluse (og det samme gælder lyseblå)
– at hårmascara var fucking flot!
– det samme gælder meget hvid øjenskygge (uden mascara til, havde kun øjenskyggen…)
– at Aqua var det eneste musik der fandtes!
Anonym
– at udlandet var et stort land, der havde det græske flag.
– at jeg ville blive tynd, når jeg blev stor – yeah that didn't happen
– at kvinder, der gik med makeup, alle var pæne damer. Min mor og søster brugte (bruger) ikke makeup, det betød mange, virkeligt mange, begynderfejl for mig.
– at når jeg blev voksen, ville jeg kunne stå op og tisse, ligesom min far (anatomi var ikke min stærke side)
Heidi B.
At hver by havde sit eget sprog. Jeg husker tydeligt at være skræmt fra vid og sans da vi skulle på kort visit i nabobyen – jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne forstå en skid.
Anonym
– At alting ville blive meget bedre, når man blev voksen
– At man helt automatisk fandt sin one and only (fuck Tinder osv.)
– At man vidste det hele
– At det ville være en leg at tage en uddannelse
Louise Brix
Åååh, hårmascara hahahahahahaha. Dem havde jeg glemt alt om 😀
Laura
At når man hørte en CD, så stod musikerne et eller andet sted og spillede live, og så blev lyden sendt hen til CD-afspilleren. Derfor syntes jeg, det var vildt uhøfligt, når de voksne ikke hørte efter – hallo, der stod ligesom nogle musikere og gjorde sig umage med at spille!
Penny Three
Årh, jeg troede også jeg skulle giftes med Krumme. Sådan skulle det ikke gå. Jeg var også fast overbevist om, at man blev betalt i arbejdsskiver (arbejdsgiver, forstås) når man blev voksen. Jeg var også overbevist om, at jo flere sommerfugleklemmer man kunne sætte i håret, jo flottere blev man.
Penny Three
HÅRMASCARA, holy shit. En trend der døde en nødvendig død for vores alles skyld.
Anonym
Min mor bildte mig ind at jeg skulle ammes hele tiden som baby, og at hun derfor gik rundt med mig under sit overtøj mens jeg bare hang der o.O
Anonym
Jeg troede også alting blev bedre og nemmere når man blev voksen … og man bare gjorde ligesom man ville.. hmm…
Louise Hede
Jeg var lidt en dør til at udtale ord, så det er mest det min liste består af:
– Jeg troede at Peugeot blev udtalt som det staves – altså Pe-u-ge-ot.
– At bandet Nephew skulle udtales Nep-Hew. Med tryk på P og H.
– Ligesom jeg troede at shampoo kun kunne udtales på engelsk, så jeg gik konsekvent rundt og udtalte det Shjampuuuuuuuu, indtil mine klassekammerater hørte det og drillede mig sindssygt med det. Jeg blev sur, fordi de ikke forstod at jeg havde ret….
anebager
Jeg troede, det hed “pe-u-gjot” – og ditto på den med Krumme, gamacher og slanke fingre (suk!). Og klassikeren hos jydebørn – at Kbh. og Sjælland er det samme.
Anonym
Bliver nysgerrig… Min “min” skole var der også en Bendix… Var hun lærer i Spentrup?
Anna
Jeg troede, at der i Papirsklip blev sunget “Sally er den der ta'r bilerne bort” i stedet for “Salig er den der tør give det bort”…
Line
– Jeg skulle også giftes med Krumme!
– At fjernsyn altid var live – fik seriøst stress over at se skuespillerne på en scene i Holstebro Musikteater. Stykket var jo færdig kl. 19:45, hvordan kunne de så nå ind i fjernsynet?
– At Sjælland var København
– At alle der hed det samme til efternavn var i familie – med den logik var jeg i familie med Brian Nielsen, og det kunne jeg slet ikke få armene ned over
Rutsje
Hahaha den er go' ! – det vil jeg til at synge nu 🙂
Sara
– at alle frisører hed Yrsa.
– at jeg skulle være kassedame når jeg blev stor. Det er jeg ikke blevet… endnu.
Anonym
Hvis I vidste, hvor mange voksne, der stadig ikke kan udtale det bilmærke rigtigt (ruller med øjnene)
Jeg troede, at biblioteket hed Vi-bliver-tæket (altså “vi bliver tigget på drævende vestjysk), og at det var fordi, folk hele tiden kom og tiggede om at få bøger med hjem…
Emma
Jeg troede at der kun fandtes én ad gangen med samme fulde navn. Blev oprigtigt bekymret for at vi blev byttet rundt, da jeg fandt ud af, at andre i verden kunne hedde det helt samme som mig! Og så troede jeg, at når man blev fyret, så var det fra en kanon. Jeg var HELT sikker på, at der på taget af min fars arbejde stod en ægte gammeldags kanon, som man blev fyret afsted i, hvis man blev fyret.
Nana Bech
Den sang var også vildt tricky! Jeg hørte (i skræmmende mange år) “håber vi får i morgen med” som “håber du får din morgenmad” 😛 ..
Lene
– At hvide tennissokker i sandaler var et hit
– At man kunne gå på skyerne (de gør det da i tegnefilm!)
– At før der kom farver på tv og billeder da var hele verden i sort/hvid
Laughing
Den der mur inde ved Tivoli, som ser virkelig gammel ud… Jeg var sikker på den var en del af Berlinmuren. Det var jo noget med at Europa var del i øst og vest, og så noget med en lang mur.. Det mest skræmmende er at jeg først fandt ud af sandheden i 7-8 klasse…
Albassen
At isbilen kun ringede når den var tom
sabrina
At Adidas sæt med plateausko var the shit
At crazy colors i håret var vejen frem
At dagbog blev stavet davbog
At den intime time (på en kanel jeg ikke kan huske) var så frækt at jeg gik hjem fra fester for at se det
At farvede elastikker på bøjlen gjorde den meget pænere
anna
Jeg troede at pedeller på alle skoler blev kaldt Arne.. For det hed han jo på min første og anden skole!! Der gik pinligt mange år før det gik op for mig det rent faktisk bare var et tilfælde de begge hed Arne…….
Julie Louring
Jeg læste Harry Potter da jeg gik i 1. klasse, og derfor havde jeg ikke engelsk endnu. Det betød at jeg stædigt udtalte samtlige navne med dansk udtale, så jeg fik et chok da min tante en dag nævnte dem ved deres rigtige navn!
/Julie – denmiserable.blogspot.dk
Cindi
Jeg troede at det hed 'servietunionen'.. Og jeg troede at Kaj og Boeje var aegte og blev ret ked af at de ikke sad paa faergen i virkeligheden. Jeg har ogsaa engang brillieret med udtalelsen at jeg da godt vidste at Anna & Lotte var dukker med dvaege indeni ;D
Julie Hansen
– jeg var sikker på, at værterne i fx TV-Avisen kunne se mig, så jeg kunne ikke lide at se det, hvis jeg fx kun havde undertøj på.
– jeg troede, at man kunne røre ved skyerne, og at de var bløde som vat
Gitte
At hvis man spiste en hindbærtærte frossen, så kunne den springe i luften (det var noget min farmor bildte mig ind, en dag jeg var ekstra ivrig efter at sætte tænderne i kagen, der ikke var helt optøet endnu – det hang også fast i pinligt lang tid….)
At hvis man pillede næse og så kløede sig i øjnene, så ville man blive syg og få influenza og dermed fri fra skole – afprøvede det ofte uden det dog virkede….
Jeanette | Villa Villakulla
Hahahaha, fuck nogle sjove kommentarer 🙂
– at bilmærket Fiat udtaltes Flat. Jeg væddede endda med min veninde og tabte en pakke flødeboller til hende.
– at man bare kunne skrive en check ved kassen, så slap man for at bruge de rigtige penge. Forstod aldrig når min mor betalte kontant – det var da meget nemmere bare at skrive på det der papir …
– at man aldrig var bange for noget som voksen.
Anonym
– Når min mor var på slankekur, troede jeg, det var noget hun gik til
– At Afrika var et land (det pinlige er, at det først var i 10. klasse, jeg blev klogere på det område)
– At der fandtes “Den store forældrebog”, hvor der stod mine sengetider i og andre trælse ting, jeg skulle (min mor må være konfliktsky)
Anonym
FYI – Tiger har hårmascara.. med tilhørende farvede nylon hårlokker!
Anonym
– Min rektor hed Eigil, jeg troede at Eigil var ordet for rektor, og at alle rektorer dermed var en Eigil
– At Afrika var et land
– At Hjemmeis var en gammel, lusket mand, der kørte rundt med en lille, knirkende isvogn, sådan en rigtig børnelokkertype. Så da mine forældre en dag bad mig løbe hen og hente is hos ismanden, var jeg skræmt fra vid og sans
– At Razz fra MGP sang: “Det er så svært med Per, forstår han hvad vi si'r?” i stedet for “Det er så svært med piger”
Anonym
At man i julesangen “Merry christmas everyone” sang: We're gonna have apartheid tonight…
Flover mig virkelig den dag i dag, haha…
Anonym
Det er jo selvfølgelig: *a party, ikke apartheid 😉 hehe
Anonym
Når jeg blev fortalt om SKAT, sagde min far fx altid 'og så tager skattefar nogle af pengene', så jeg troede at skattefar var en bestemt mand med et meget ondt job….. Læser nu økonomi.
Anonym
Gjorde jeg også!
Bolette Bjærre
Jeg troede at folk fra Grækenland blev kaldt græskere..
Anonym
Haha! Jeg var også en af dem der troede, man blev fyret af fra en kanon, hvis man blev fyret fra sit job.
Og så var jeg overbevist om, at pesto var lavet af frøer.
Anonym
– Jeg troede at jyder og jøder var det samme. Det lød jo helt ens når de voksne sagde det.
-At højtaljede trompetbukser i lilla var flot!
Anonym
– Var overbevist om at der var mange sværd i Sverige (Sværd-rige)
– Troede jeg var the shit da jeg kunne stave til USA og skrev det overalt på mine tegninger
Stine C
jeg troede at Lotte fra Anna og Lotte var en dreng, ud fra det faktum at hun ikke var særlig feminin og mindede mig om min bedste ven Lisa som jeg heller ikke betragtede som en pige. Navnet Lotte (og for den sags skyld Lisa) indikerede, for mig, imidlertid ikke at det var en pige. Først da jeg var 15 år (hvis ikke ældre??!) gik det op for mig at Lotte var af hunkøn…
Anne
På min skole hed skolesekretæren Rita. Så jeg var overbevist om, at man kaldte en skoleinspektør Rektor og en skolesekretær Rita.
Når de i radioen sagde, at der var sket et harmonikasammenstød, troede jeg, at det var en lastbil med harmonikaer, som var væltet. Da jeg blev lidt ældre, tænkte jeg dog over, at det sgu da var mærkeligt, at der var så mange lastbiler i Danmark, der kørte med harmonikaer, og hvorfor var det altid dem, der væltede?
Camilla
– Jeg troede også at Afrika var et land!
– Jeg troede også USA/Amerika og England/Storbritanien var det samme land og at det bare blev kaldt mange forskellige navne. Først i en pinlig sen alder gik det op for mig, at der var noget jeg havde misforstået.
– Jeg troede at kineserne gik med hovedet nedad, fordi de jo var på den anden side af kloden. I mange år bildte min far mig også ind, at man kunne grave ned til kineserne, hvilket jeg brugte utallige forsøg på at gøre – dog uden held!
– På min skole var der tradition for at synge morgensang i gymnastiksalen hver morgen, og sangene blev naturligvis lyst op på væggen med en overhead-projekter, så alle i salen kunne synge med. Det første stykke tid, havde jeg dog ikke lige luret at det var den tingest som gjorde det, og jeg tænkte rigtig meget over, hvordan det kunne lade sig gøre, at få sangen op på væggen. Troede derfor, at der var et hemmeligt teknikrum bag væggen, hvor elever fra de store klasser sad og projicerede sangen ud igennem væggen.
Anonym
Hahahah! Jeg troede også at tv-værterne kunne se mig, så jeg forsøgte altid at opføre mig pænt 😀 Og så tænkte jeg at det måtte være det fedeste job, fordi så kunne de se ind i alles stuer – især Zac Hansons (som var mit livs kærlighed – troede jeg!)
Miriam
Bahahaha! TAK for alle jeres bidrag! Den her tråd er for sindssyg! 😀 😀
KarenØA
Jeg græder helt oprigtigt af grin over den med arbejdsskiverne…