En vinder og en Frank-update
Der har været lidt bekymring omkring Frankens helbred, efter jeg spurgte efter dyrlægeanbefalinger på Facebook, så hermed en lille update på situationen. Frank har døjet med noget øresnask on/off i noget tid nu, så det var desværre (for min pengepung og kattens humør) nødvendigt med en konsultation hos dyrlægen.
Frank er heldigvis en meget velopdragen herre og kunne aldrig finde på at hverken hvæse eller kradse – han sidder som regel bare meget stille med ørerne i en meget sigende position og ser bebrejdende på mig. Det var også tilfældet denne gang, mens dyrlægen inspicerede problemområdet og var helt fascineret over for en gangs skyld at kunne få lov til at undersøge en kat ordentligt uden at blive brugt som levende kradsetræ. Det viste sig ganske rigtigt at være noget svamp, han har en tendens til at døje med, men vi blev enige om en anden behandlingsmetode, fordi den hidtidige tydeligvis ikke har virket. I 10 dage skal jeg to gange dagligt fylde hans ører med noget væskeværk og give dem en gang massage, hvilket mildest talt ikke er populært. Når den kur er færdig, skal vi tilbage til Fjenden, som så skal vurdere, hvad der efterfølgende skal ske.
Derudover blev det konstateret, at Frank faktisk er liiige i det tynde. Men kan ikke se det, fordi han har en pokkers masse pels, men han er ganske rigtigt blevet lidt smal henover ryggen på det seneste. Han er jo lidt op i årerne, den kære Flæske, så det er med at være over ham. Opfedning kombineret med ørekur betyder imidlertid, at jeg skiftevis bliver behandlet som gavmild gudinde og som forræder, så der er lidt ambivalent stemning herhjemme i øjeblikket. Jeg glæder mig gevaldigt, til vi kan nøjes med opfedningen – det er trods alt det sjoveste.
Anywho, af denne årsag var det heller ikke muligt at lokke en efterhånden noget mistroisk Frank til at trække en vinder, som han gjorde sidst, så i stedet tyede jeg til gode gamle random.org, som mente at vinderen af de fem valgfrie Foxy Paws lakker skulle være Betina L. J. Så tillykke til dig! Smid mig en mail (miriam1313@hotmail.com) med dine lakvalg og din adresse, så skal jeg fluks få dem videre til Charlotte, inden hun beslutter sig for at spytte et barn ud! 😉
Charlotte Raun Leth Mikkelsen
Stakkels Frank! Øresvamp er ikke særlig sjovt for en lille kat – sikkert heller ikke for mennesker ved nærmere eftertanke. Babyerne hilser til Frank og mjaver at de er glade for det ikke er dem! Anbefaler katte kiks med ost til forkælelse og opfedning 😉
Ditte
Hejsa, Jeg ved ikke, om det er til hjælp, eller for den sags skyld det samme -men, på min hund hjalp det med havvand i ørerne og så nusse dem godt rundt, jeg mener, vi gjorde det en eller to gange, og det kom aldrig igen! Nu kan det nok godt blive lidt problematisk at få Frank en tur i havet, men måske en blanding saltvand kan gøre det?
I hvert fald rigtig god bedring med Frank 🙂
Anonym
Fuldstændig ude af kontekst, men vær sød at gå ind og læs Fie Laursens seneste Canada-serie i 6 indlæg – det er simpelthen det bedste underholdning nogensinde!! (På den der skræmmende 'findes den slags mennesker virkelig???'-måde)
engangkobenhavner
Trist når de små kære redder sig sådan en omgang. Men jeg må lige nævn at du virkelig en dejlig kat, Frank.
http://engangkobnehavner.dk
Miriam
Kattekiks? Er det noget, jeg burde kende?
Miriam
Der må næsten være forskel på svamp, for jeg fik meget bestemt at vide, at jeg skulle holde alt væske (med undtagelse af det vi fik udleveret) fra hans ører…
Miriam
Jeg har læst det. Er egentlig ikke så overrasket over, at hun kunne finde på den slags. Hun er jo ung og naiv, og så tænker man ikke så meget over, at der findes onde mennesker, men jeg er ret chokeret over, at der ikke er nogen med lidt mere livserfaring, der har stoppet hende…
Miriam
Han er skønno!
Kristine
Jeg må indrømme, at den historie virker noget opdigtet. Om den er sand eller ej, er jeg enig med Miriam i, at det mest bekymrende er at ingen stopper hende.