Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Læserhjælp #1

I kan måske huske pigen, der i Shhh… #18 havde lånt sin kæreste en ordentlig røvfuld penge og nu gerne ville ud af forholdet, men var bange for, at hun så aldrig ville få sine penge tilbage? Well, der er faktisk ikke så få hemmeligheder, der i bund og grund er en bøn om råd til en nederen situation, så hermed udvides hemmelighedskonceptet til at hjælpe de folk.

Tænk Mads & Monopolet. Bare uden Mads Steffensen, hvilket jeg personligt er ret begejstret for, eftersom jeg finder ham tænderskærende irriterende. But I digress. Læserhjælp kommer til at fungere på samme måde som hemmelighederne. Jeg har lavet en indsendelsesformular her, hvor man (selvfølgelig anonymt) kan indsende sin problemstilling. I første omgang bliver det med ét problem per indlæg, men jeg udvider måske til flere senere, hvis det kan fungere. Vi kører ren trial and error her.

Jeg tænker, vi nok primært kommer til at dække moralske dilemmaer, men har man som pigen nævnt længere oppe brug for fx juridisk hjælp, så er det smarte jo, at vi er en broget skare, så oddsene for, at der sidder en juraekspert derude, er ret gode.

Jeg kommer i disse indlæg (hvis de vel at mærke bliver en succes, fingers crossed!) til at træde ned fra min høje bloggerhest og fungere på lige fod med jer. Det betyder, at jeg måske kommenterer på problemet i indlægget, måske kommenterer på jeres løsningsforslag, hvis jeg har noget klogt at tilføje, eller måske blander mig helt udenom, hvis jeg ikke føler, jeg har noget fornuftigt at sige. Med andre ord kommer fokus i disse indlæg til at ligge hundrede procent på det indsendte problem og ikke på mig.

Første problem på dagsordenen er et grumt et af slagsen, så jeg håber meget, I er lige så viise, som I plejer at være…

Kommentarer (40)

  • fed ide med dette indlæg!!!
    hvis hverken faderen eller kæresten ved noget, ville jeg nok mene, at læseren her bør holde sin kæft, eller opfordre svigermoderen til at komme i tale.

  • Jeg må personligt sige at jeg slet ikke ville kunne holde så stor en hemmelighed fra min kæreste, da vi fortæller hinanden alting! Jeg ville næsten føle mig “følelsesmæssigt utro”. Så hvis jeg stod i situationen, så ville jeg fortælle det til min kæreste, og så måtte han vurdere om han ønsker at konfrontere sin mor eller ej. Og hvis svigermor så blev vred på mig, så ville det ikke gøre mig helt så meget, da det er hende der har valgt at dele noget personligt med mig som ikke skulle være blevet delt med mig.

  • Wauw.. Du lægger hårdt ud Miriam! Men mega vild idé!

    Jeg har på den relativ korte betænkningstid, formået at skifte mening mindst 12 gange…

    Jeg tror jeg er landet på, at hun (eller han for den sags skyld), skal holde det for sig selv.
    For hvad gavner det ham (eller hende) egentlig?
    Ja, jeg ved godt, at 'farmand' så ikke rigtig har mulighed for at donere en nyre, hvis det skulle komme til det, men hvis IKKE det kommer til det, smadrer man så ikke bare en (potentielt to) familie(r)?
    Det er ikke fordi jeg er tilhænger af at man skal rende og lyve for hinanden, mere at man måske skal overveje, præcis hvad fordelen er ved at det hele kommer frem. Hvad er det præcist det er godt for?

    Men det er virkelig svært. HVIS hun synes at han skal have sandheden at vide (hvilket jeg egentlig også er tilhænger af), så skal det i hvert fald nok ikke komme fra hende selv, men fra hans mor. Så hvis det skal frem, så ville jeg starte med at gå til svigermor og konfrontere hende. Det kunne jo også være at svigermor havde en årsag til at holde det hemmeligt, som måske gav mening. Selvom den kan være en anelse svær at få øje på for os andre..
    Det kunne vel reelt også godt være en mulighed, at han allerede ved det, men har besluttet sig for at ignorere det, og derfor ikke har fortalt det?

    /Liv

  • Hvis jeg var hovedpersonen her, ville jeg fortælle det til kæresten. Det er så stor en ting, og selvom det vil ændre kærestens forhold til faderen forevigt, fortjener et menneske at vide sådan noget!

  • Jeg ville absolut ikke sige noget til kæresten! Det kan da kun ende ud med at ødelægge hans forhold til hans egen familie, og hvad er pointen med det?

  • Jeg kan sket ikke forstå at hun overvejer at sige det til hendes kæreste… Det er, som min mormor ville sige, ikke hendes bord. Hvis kæresten skal have besked, må det være op til hans mor at fortælle det. Det skal ikke tvinges ud af hans mor, med et ultimatum om at hvis du ikke siger det, så gør jeg.

  • Jeg tænker bare … Gad vide om faren heller ikke ved, at det ikke er hans søn?

    I så fald er der flere parter, der skal tages hensyn til.

  • Den er godt nok svær.. Da også vildt frustrerende i første omgang, at svigermor ikke bare holder mund.
    Der kan jo være en årsag til, kæresten ikke har fået noget at vide, så jeg ville i første omgang holde mund. Men jeg tror helt sikkert jeg ville kontakte svigermor og få det hele vendt. Det kan jo også være hun higer efter at få det fortalt, men bare ikke kan?
    Under alle omstændigheder synes jeg ikke man som kæreste skal være den der fortæller det, det må være svigermors opgave.
    Anni

  • Fantastisk ide Miriam!
    Jeg tror, hvis det var mig, så ville jeg tage mig en snak med svigermor hvor hun var 100% ædru og vi var sikre på ikke at blive overhørt eller afbrudt. Jeg syntes nok kæresten skal have det at vide, men ikke af hans kæreste – det skal hans mor (altså svigermoren her) selv fortælle, hvis det er. Der kan være mange grunde til hvorfor det er en hemmelighed pt, men nu har hun sagt A ved at afsløre det overfor pigen her og nu må hun så også sige B og forklare nærmere, så der kommer klarhed over emnet.
    Håber det giver mening og håber det kan hjælpe 🙂

  • Problematikken indeholder, for mig, en naturlig (men ikke nødvendigvis nem) reaktion: hvis det er blevet afsløret i en brandert, bliver hun næsten nødt til at tale med svigermoren om det, når denne er ædru. Ikke konfronterende, men med en oprigtig bekymring og interesse – også for svigermorens følelser. Man kan jo godt gå lidt diplomatisk til værks i første omgang og sige noget i stil med: “Jeg ved godt, at det måske er rigtig svært at tale om, men det bekymrer mig rigtig meget, og selv om jeg ikke vil gå over nogens grænser eller ødelægge noget, så er det meget svært for mig at bære på denne hemmelighed. Er der en grund til at du ikke har fortalt ham det, eller har du overvejet at fortælle ham det nu?”

    … nægter hun at tale om det eller selv fortælle det, kan man jo gå lidt hårdere til værks og sige, at sandheden jo nok bare havde været nemmere at forholde sig til fra moren selv end ad omveje (fra kæresten), hvis kæresten altså beslutter, at han har bedst af at kende sandheden…

  • Konfronter svigermor! Fortæl hende, hvad hun har sagt i sin brandert og sig at det ikke er noget du har det godt med at holde skjult for din kæreste. På den måde får du afklaring på om der er hold i sagen eller om det var fuldesnak inden du risikerer at ødelægge noget i familien, og samtidig giver du hende chancen for at være den der fortæller søn og evt. mand om sagen. Hvis ikke hun vil sige noget må du sige til hende at det er du nødt til.
    Det er fair for alle og giver dig en chance for at komme af med den byrde det må være at have så stor en hemmelighed for din kæreste!

  • Han ER jo far for kæresten. Det synes jeg ikke, man skal ødelægge ved at fortælle kæresten, at hans far ikke er far genetisk. Hvad nytte skulle det gøre kæresten at vide det, udover at det ødelægger hans forhold til moren, komplicerer hans forhold til “far”, gør ham usikker på hvor han stammer fra og potentielt ødelægger svigermor og svigerfars forhold (forudsat at de stadig er gift/samlevende)?

  • Shit den er svær, stakkels person. Jeg går også og skifter mening frem og tilbage, men jeg ender alligevel med at pege på samme løsning som “Anonym 17:43” – nemlig at det ikke kan komme fra hende/ham.

    Jeg er dog ikke vild med de der siger “ikke mit bord”, da det nemt bliver lig med “ikke mit ansvar”. Man er nødt til at forsøge at høre moren om hvorfor, hun nu lige havde brug for at sige det. Og om det er sandt. For med det samme man er følelsesmæssigt involveret i andres liv og har muligheden for at påvirke dem på godt og ondt – ligegyldig intentioner om kun den gode – så bliver min som minimum nødt til at tage stilling. Det andet bliver sgu for relativt og “aldrig mit ansvar”.

  • Har stået i en ligende situation, hvor det var mig der havde en kæmpe brandert på, og fik sagt noget til en veninde, som hun følte var 'nødvendigt' at sige til hende det handlede om, uden at give mig chancen for, selv at sige det.
    Det er på ingen måde dit ansvar, at fortælle din kæreste, og selv hvis han fandt ud af, at du vidste det, så ville han forhåbentlig kunne forstå, hvorfor du ikke blandede dig. Det er en familie sag. Er selv donorbarn, og hvis jeg ikke vidste det, og min kæreste vidste det, ville jeg blive MEGA sur både på ham og min mor.
    Snak med hende, og fortæl hende hvad hun har sagt i den brandert, og opfordre hende til at sige det til din kæreste.
    – Kan hun sige det til dig, så kan /(Skal) hun også sige det til din kæreste.

  • Jeg erklærer mig helt enig med Iben i hendes råd/holdning til det forfærdelige dilemma. Det må den mor/svigermor tage ansvar for, hvilket hun forhåbentlig også gør, hvis hemmeligheds-indsenderen opfordrer hende til det!

  • Først og fremmest – Hvis svigermoderen kan være helt sikker på at det ikke er “farens” men en andens barn, så tænker jeg at faren må have en ide om det (I ved – hovedregning og sådan noget)…
    Måske er han infertil, og det er gjort bevidst for at hun skulle få et barn (ihh, hvor jeg spekulerer her)…

    Men generelt vil jeg sige at jeg er enig i at snakken skal tages med svigermor, før vedkommende på nogen måde går videre til kæresten (og holde sin mund hvis svigermor beder om det – Bliver kæresten alvorligt syg, så er det måske på tide at åbne for Pandoras æske)…

  • Øøøøh.. Miriam, jeg ser umiddelbart kimen til dit næste kontroversielle indlæg; DU KAN IKKE LIDE MADS STEFFENSEN?! But why? Han er jo aldeles fremragende? (Ligeså er din ide, forresten..)

  • Personligt ville jeg blive rigtig skuffet, hvis min kæreste vidste sådan noget, og ikke fortalte mig om det. Jeg tror, at jeg ville se det som et brud på den tillid, vi har mellem hinanden. Absolut og uden tvivl (sådan VIRKELIG uden tvivl!!!) skal der tages kontakt til svigermor først. Er der hold i det, ved “far” det osv. Find ud af, hvordan det står til. Men jeg synes at en så stor hemmelighed er vild at have imellem sig som par.

  • Jeg kan bedre forestille mig at det vil ændre hans forhold til moderen? En far, der altid har været der er lige meget en far, om han er biologisk eller ej. Men en mor, der har levet en lægn på den måde må være svær at genoprette tillid til…det ville jeg ihvertfald synes.

  • Hun skal bede svigermor om selv at fortælle det til kæresten, hvis ikke hun gør det, må kæresten desværre side med lorten, og fortælle sandheden.
    Jeg ville personligt blive rigtig ked af det, hvis hele familien har kendt til en hemmelighed, som omhandlede mig. Hvis så også min kæreste, som den nærmeste af alle, også havde holdt det hemmeligt, ville det bare blive endnu værre.
    Hvis du har brug for flere argumenter, skal du bare se The wedding date. 😉

  • Den er altså virkelig svær.. Jeg tror det er vigtigt, at vi kigger på alle muligheder her.
    Hvis hun siger det til kæresten, hvordan reagerer han så? Personligt ville jeg blive lidt sur. Fordi det egentlig ikke er ens kærestes “job” at fortælle en noget så vigtigt, og jeg ville sgu også have svært ved at tro på det. Men nu står kæresten så med en viden, han ikke skulle have haft fra andre end hans mor. Hvad gør man så? Konfronterer forældrene? Glemmer det? Hvis forældrene konfronteres, bliver der set dårligt til svigerdatteren, og det bringer hele familien ud i en krise-agtig situation. Så nej, hun skal ikke sige det til sin kæreste, da det kun kan betyde dårlige ting.

    Nu er det jo meget forskelligt, hvordan man har det med sine svigerforældre, men hvis forholdet er godt, ville jeg konfrontere moderen med det. Hun kan forklare nærmere, eller fortælle hvorfor hun ikke har fortalt det før, og derefter kan man hjælpe hinanden til at finde ud af, om kæresten skal have det at vide, eller om det skal glemmes.
    Lad være med at snakke med din svigerfar om det. Chancen er, at han ikke engang selv ved, det ikke er hans søn.

  • Min første tanke var, om faren mon ved at han ikke er far??
    Hvis hønnike ved det, og man fortæller sin kæreste det, så ender man måske med at ødelægge kærestens forhold til sin mor MEN måske også et ægteskab.. Har man lyst til det???
    Ligesom de fleste andre, så ville jeg nok også lige tage en snak med min svigermor først. Måske har hun netop snakket over sig. For at få lov til at snakke om det. Det må være enormt hårdt at være rundt på sådan en hemmelighed! Så kan de måske i fælleskab finde ud af hvad der skal gøres, og så evt. gøre det sammen. 🙂

  • Jeg er enig i del to, bortset fra at jeg ville konfrontere svigermoren, uanset hvordan forholdet er. Det er hende, der har sat gang i lavinen.

    Ret uenig i del et, hvor du får smidt en masse skyld over på pigen. Det er jo ikke hendes skyld, at svigermor har talt over sig, så hvorvidt hun ender med at fortælle sandheden eller ej, så er det stadig svigermor, der har fucket op her. Uanset om de så vælger at blive sure på hende over, at hun har sladret eller ej. Personligt ville jeg i øvrigt blive mere sur over, at min kæreste holdt sådan en oplysning hemmeligt fra mig, end jeg ville blive over, at han fortalte mig det.

  • Jeg er bestemt ikke enig med dem, der mener, at det ikke er kærestens bord at få sandheden frem.

    Den skal nok komme frem, og tænk så på, hvor ked af det man vil blive, hvis man opdager, at alle dem, der er tæt på en, har gået og båret på den hemmelighed!

    Moren har sagt det i en brandert, hvilket for mig indikerer, at hun faktisk gerne vil ud med hemmeligheden. Og måske mangler en til at skubbe hende ud over kanten.

    Svigerdatter skal derfor konfrontere moren, når hun er ædru og sige, at hvis ikke moren selv siger det, så vil hun gøre det.

    Hvis ikke hun gør det, kan tilliden og forholdet ryge, når han finder ud af det. Og det gør han, for moren vil gerne afsløres.

  • Helt enig mede Anonym 18.06 her – tror at det første skridt må være at tale med, ikke konfrontere, svigermoderen om det. Hvis han/hun nu forsøger at få svigermor på tomandshånd, og så fremlægger hans/hendes bekymringer, så kan han/hun i hvert fald blive sikker på sagen – det kan jo være, at der ligger mere i historien, og det ville da være trælst at løbe med en halv vind og fortælle kæresten det og så potentielt skabe mere drama end højst nødvendigt.

    – Mette

  • Den er svær.
    Men jeg hælder nok til at kæresten skal tage en snak med svigermoderen. Og som andre også skriver, så behøver det ikke være konfronterende, men et “hey, du har afsløret det her for mig…” Og netop også lægge vægt på at det er en hemmelighed man ikke har lyst til at gå rundt med, men at man jo heller ikke ønsker at ødelægge en familie.

    Jeg tænker også lidt, at når svigermoderen har afsløret det én gang i ikke-ædru tilstand, så kan det vel også ske igen. Og hvem får afsløringen næste gang..? Det skal på ingen måde forstås som om jeg tror svigermoderen ofte er fuld!, tænker bare at der trods alt er en eller anden (måske meget meget lille) risiko for det at hemmeligheden fortælles igen…

    Tilslutter mig desuden dem der mener det er en fremragende ide med den her type indlæg!

    /B

  • Hov, det var bestemt ikke meningen jeg ville smide skyld på pigen.. Det var egentlig også dårligt formuleret af mig.
    Hvis jeg tænker over det, er det i mine øjne en 50/50 situation. Enten bliver svigermor sur over konfrontationen, eller også tager hun det til sig og lytter. Der skal bare passes på, for det kan sagtens udvikle sig til noget skidt.

  • Det kan snildt udvikle sig skidt, hvis svigermor ikke vil tage snakken til sig! Jeg ville nok personligt bare fokusere på, at min loyalitet lå hos min kæreste, og så gøre, hvad jeg mente var bedst for ham – uanset hvordan svigermor havde det med det.

  • Det kan jo også være, at kæresten allerede ved det, men ikke synes det er vigtigt, da han jo altid har haft en far og stadig har det. Min mand er adopteret af sin far, da den biologiske ligesom mistede interessen efter moderen og ham blev skilt. Min mand er ligesom nået frem til, at hvis man kan frasige sig et barn på tre år, så er man nok ikke værd at samle på. Desuden har han jo hele tiden haft en familie med mennesker der elsker ham. Da vi først mødtes og fik børn kunne jeg slet ikke forstå, at han ikke gerne ville vide noget mere om sin biologiske far, eventuelle søskende mv. Efterhånden må jeg bare sande, at han har en far og ikke er interesseret i at beskæftige sig med den biologiske del.
    Min pointe er, at det kan være kæresten allerede ved det og at det ikke er så vigtigt for ham. Overvej for hvis skyld du skulle sige det og lad være med at filosofere så meget over hvordan andre (kvinder) personligt ville føle og hold dog til hvordan du tror din kæreste ville reagere. Er han til drama og store følelser, eller er han rolig og praktisk anlagt.
    Og så synes jeg altid man skal huske den generelle læresætning, at man skal overveje for hvis skyld man siger sandheden – sin egen eller den man elskers!

  • Den er svær! Jeg ville nok gøre det, som jeg inderst inde ville have det bedst med selv, og det vil i denne situation være at fortælle det til kæresten. Ja, det kan godt være, at det ender med en kæmpe familiekrise, men det er på ingen måde hendes skyld. Hvis de bliver sure, må de blive sure på moren, da det er hende, der er ansvarlig, idet hun har begået en kæmpe fejl til at starte med. Don't shoot the messenger, som man siger…

    Omvendt kan man argumentere med, at det man ikke ved, har man ikke ondt af. Men min mor har også haft store hemmeligheder for mig, og da jeg fandt ud af det, følte jeg mig simpelthen så svigtet og uforstående over for, hvorfor jeg ikke måtte kende sandheden til et forhold, som havde rigtig stor betydning for mig og mit liv. Og det har taget rigtig hårdt på mig. Derfor synes jeg også, at kæresten skal have sandheden at vide – jo længere tid der går, jo værre bliver det. Hun kan selvfølgelig også konfrontere svigermoren først, men hvis svigermoren bekræfter det og siger, at kæresten under ingen omstændigheder må få noget at vide, står hun vel i en endnu værre situation.. Samtidig vil pigen nok også tage størst hensyn til sin kæreste end til sin svigermor..

    Alt i alt er det en rigtig ærgerlig situation, og der er højst sandsynligt nogle, der bliver såret! Jeg ønsker i hvert fald pigen al held og lykke med håndteringen af situationen 🙂 og virkelig fedt koncept Miriam!

  • Det er en følelse hun skal leve med så længe de er kærester. Men hvis hun siger det, er det en følelse han skal leve med hele sit liv. Tæl frugterne!

  • Altså.. Nu er min farfar ikke min biologiske farfar. Det er ikke noget vi snakker om, men både min far og jeg ved det. Min biologiske farfar smuttede allerede inden min far blev født, så han har altid figureret som far og farfar.
    Egentlig synes jeg det er “unfair” af moderen. Men måske har hun haft brug for at få det af hjertet. Hvis kæresten ikke selv mener hun burde breake det – få en snak med moderen. 🙂

  • Det er da bare en rigtig god ide med læserhjælp! Jeg tror det bliver en succes. Men jeg er lidt chokeret over, at du ikke kan lide Mads Steffensen! 😀

    Hvis jeg stod i den situation, så ville jeg tage en snak med svigermor. Også selvom jeg ville hade det helt ind til benet. Men jeg tror bare ikke sådan noget kan holdes hemmeligt, men synes svigermor skal have chancen for selv at fortælle det. Det vil være så underlig og ubehageligt for kæresten, at vide at han (eller hun?) har gået uden at vide noget i så lang tid, når hans nærmeste har vidst det. Jeg synes også det er en alt for stor hemmelighed at bære på sine skuldre. Og ikke mindst tænker jeg også, at svigermoren har behov for at få det ud i det åbne – ellers ville hun vel ikke have fortalt det i sin brandert.
    Men øv, det er ikke fair når folk lægger sådan nogle kæmpe hemmeligheder over på andre!

  • I forhold til om personen skal holde det hemmeligt for kæresten eller ej,foreslår min mand at han/hun fortæller kæresten om Miriams indlæg og tager en snak ud fra dette oplæg om, hvordan parterne hver især ville ønske at den anden håndterede det ud fra et hypotetisk synspunkt. Så får personen mulighed for at sige 'jeg ville (ikke) vide det, hvis det var mig' og han /hun har et udgangspunkt i sin videre færd, hvor det så må vurderes, hvorvidt der snakkes med svigermor om det. 🙂

    Det er råddent af svigermor at sende aben videre på den måde. Personligt ville jeg have svært ved, at skulle holde det hemmeligt, men på den anden side, tror jeg ikke, at jeg selv ville vide det – i hvertfald ikke hvis det handler om en sæddonor og ikke en affære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.