To tat or not to tat… Pt 2.

Da jeg skrev det originale tatoveringsindlæg, var der lidt nysgerrighed omkring, hvad jeg monstro gik og pønsede på at få lavet. Og det ville jeg da mægtig gerne dele, men jeg fik det aldrig gjort, fordi, I ved, det er mig. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til at sætte 1.000 kroner fra en check ind på min konto.

Som udgangspunkt er jeg ikke hende, der bare får tatoveret noget tilfældigt. Nok i særdeleshed fordi jeg indtil for et par år siden slet ikke var hende, der fik tatoveret noget som helst. Ergo vil jeg gerne have noget, der har betydning. Og som holder i længden. Min ekskæreste har en fodboldtatovering. Med grammatikfejl. Den slog mig næsten ihjel…

Jeg har to styks planlagt. Nummer et er min gudfars navn på svangen af min fod. Han var lidt en outsider i samfundet, og jeg havde ikke kontakt med ham de sidste år inden hans død, men han spillede en afgørende rolle i de første år af mit liv og dermed i dannelsen af mig som menneske. Jeg holdt enormt meget af ham. Tatoveringen vil jeg havde som symbol på, at han havde betydning; han var vigtig, og at jeg har en del af ham med mig overalt, hvor jeg går.

Nummer to ligger også meget tæt på min hjerte. Da jeg var lille, havde jeg en pude, jeg altid sov på. Den fulgte mig gennem tykt og tyndt helt op til for nogle år siden, hvor den var for slidt til at leve mere. Efterfølgende gik jeg igennem en meget hård periode i mit liv, og engang min mor var i Tyskland, købte hun en erstatningspude til mig som trøst. En Depri-Kissen. (Til de ikke tyskkyndige være det sig altså en depri-pude. Jeg skal i øvrigt beklage det sørgelige billede, men mit eget eksemplar ligger på Østerbro, så jeg måtte ty til Google.) De sidste tre ord, alles wird gut, er blevet et slags mantra for mig, og det er dem, jeg vil have skrevet på underarmen. Betydningen er lidt den samme som det efterhånden ret slidte this too shall pass (måske med lidt mere positive konnotationer) og symboliserer samtidig min kærlighed til tysk (jeg er en freak, jeg ved det godt) og sprog generelt og så selvfølgelig mit forhold til min mor, som er min klippe i livet.

Jeg foreslog faktisk mamachen, at vi blev tatoveret, mens jeg var herovre, fordi hun fik et gavekort til en tusch til sin 60-års fødselsdag, men det var desværre ikke sådan lige at få i stand. Ævs.