Kattedamebekymring

Skrevet d. . Uploaded i Frank,fuck,mig.

I dag fik vi besøg af nogle amerikanere. Eller, teknisk set er den ene dansker og den anden afrikaner, men de blev gift og bor nu i USA. Mine forældre var med til brylluppet i Afrika, og det var ret sejt. Eftersom konen er en rigtig stammekvinde måtte manden, (som er en af de hvideste mænd, jeg nogensinde har mødt,) betale en ged eller sådan noget for at få lov til at gifte sig med hende, og efterfølgende var der en ceremoni, hvor han blev officielt indlemmet i stammen. Nu har de verdens fineste lille mulatpige med blonde proptrækkerkrøller, og de skal være her hele weekenden.

Det var naturligvis ikke noget, der gjorde Franken glad. Han er altid sød til at hilse på gæster og vil gerne snakke, men hører han så meget som lyden af en barnestemme, så er han pist væk. Da jeg var barn, syntes jeg altid, det var skideirriterende, at katte er sådan nogle reserverede dyr. I dag er jeg helt indforstået med, at det var mig, der var en nederen møgunge…

Da den lille familie tog et smut ned i byen, gik jeg ud i haven og kaldte på Frank, der kom mig løbende i møde inde fra buskadset, mens han miavede ynkeligt for ligesom at gøre opmærksom på, hvor forfærdeligt han havde haft det: Der. Var. Et. Barn. Jeg var derfor efterfølgende lidt øm over for hans velbefindende, og da han ved midnatstid gjorde opmærksom på, at han gerne ville ud igen, brød jeg min regel om ikke at lade ham gå frit efter mørkets frembrud.

Big mistake.

Nu er klokken næsten to, og Frank er stadig ikke kommet tilbage. Normalt er han ellers flink til at komme, når jeg kalder, men der var ingen Frank denne gang, og jeg kan ikke rigtigt lide det. Jeg ved godt, at han er en kat og nok bare er på jagt efter en mus for at udtrykke sin udødelige kærlighed til mig, men jeg ville foretrække, at han lå ved siden af mig og sov, som han plejer.

Suk. Det er ikke altid nemt at være kattedame…

Related Posts:

Kommentarer (12)

Der er lukket for kommentarer.