Bedsteforældre

Før jeg forlod Jylland tidligere på måneden, var jeg i audiens hos mine bedsteforældre. Min mormor har fødselsdag den 29. december, men på grund af sygdom (bemærk venligst, at jeg pt ikke har været syg i næsten en måned!) gik jeg glip af den årlige familietamtam. I stedet indtog jeg det denne eftermiddag i koncentreret form.

Det foregik nogenlunde sådan her:

Morfar: “Næh, du har da vidst gået og slanket dig lidt…” (Om det er senilitet eller bare ren løgn, er jeg ligeglad med. I’ll take it!)

Mormor: “Sæt jer ned, sæt jer ned!”

Morfar: “Miriam, du skal have noget kringle!”

Mormor: “Så er der te!” *Hælder op i vores kopper* “Æsh, nu er den næsten tom. Hvorfor laver man en thekande, hvor der overhovedet ikke kan være noget i? Jeg koger noget mere vand!”

Morfar: “Miriam, du skal have noget wienerbrød!”

Mormor: “Ja, vi var jo ikke så mange til min fødselsdag i år.” *Systematisk opremsning af alle mine fætre og kusiners grunde til ikke at kunne komme*

Morfar: “Miriam, du skal have noget æblekage!”

Mormor: “Ja, det er jo jeres æbler fra haven. Dem har jeg masser af i fryseren.”

Morfar: “Miram, du skal have noget mere æblekage!”

Mormor: “Jeg fandt jo en masse strømpegarn på tilbud, så nu strikker jeg bare sokker. Der er altid nogen, der mangler sokker. Mangler du sokker, Miriam?”

Morfar: “Miriam, du skal have nogle småkager!”

Mig: *Fortvivlede lyde og forsøg på ikke at drukne i vanillekranserester og solbærthe*

Efter et tilpas stykke tid blev jeg sluppet fri med bagværk-overload, hjemmestrikkede sokker og en lykkelig vished om, at essensen af mine bedsteforældre ikke har ændret sig en dyt de seneste 20 år og næppe kommer til at gøre det, så længe de er i live. Det er dejligt.

Kommentarer (4)

Der er lukket for kommentarer.