Jeg er jo Bridget Jones #421

1. Købte ved et tilfælde Irmas vindruer, fordi jeg havde en craving, og der var udsolgt i Netto. Det viser sig, at Irmas vindruer er eksponentielt mere sprøde end alle andre, men de koster også en halv arm, og nu er jeg bitter over, at jeg ved, de findes, men jeg samtidig er for nærig til at betale for dem.

2. I morges vågnede jeg klokken alt for tidligt, fordi Herbert legit var ved at sætte sig på min ansigt. Da jeg brokkede mig, blev han forskrækket og hoppede ned, men ikke uden at sætte fra og i processen formå at kradse mig på indersiden af min underlæbe. Jeg er nærmest helt imponeret.

3. Såeh, metroen er åbenbart åbnet i Nordhavn. Stationen ligger måske 100 meter væk fra mig. Det opdagede jeg ved et rent tilfælde.

4. Jeg er let bekymret for i hvor høj grad, jeg få slidt mit hyggetøj op i det her tempo. Og som ren kismet var der en, der sendte mig et link til den her den anden dag (det er den med Andersine, jeg lurer på), og nu tænker jeg, det vel kun er fornuftigt at lave en investering til den pris?? (reklamelink)

5. Da jeg var i Netto den anden dag oplevede jeg en gut blive smidt ud for at stjæle. Det er det vildeste, jeg har oplevet hele ugen (måske måneden?), og det siger ikke så lidt om mit liv pt.

6. Da jeg var ved at gøre rent i tirsdags, opdagede jeg, at jeg har ikke færre end fem forskellige flasker brun sæbe. Det er åbenbart lidt ligesom, når man køber løg med hjem, fordi man bliver i tvivl om, hvorvidt man har flere, og når man kommer hjem, så har man seriøst syv kilo liggende.

7. Jarh, jeg købte også løg med hjem til samlingen.

8. Jeg skvattede på vej op af badekarret den anden dag, og et øjeblik troede jeg, jeg skulle dø. Alligevel var irritationen over den knækkede negl, redningsforsøget resulterede i, enorm. Prioriteter.

9. Har I set (noget af) den der otte timer lange video, Lady Gaga har stablet på benene i forbindelse med COVID-19? Jeg kan ikke lade være med at have sygt meget optur over, hvor mange internationale superstjerner, der virker relativt utjekkede. Charlie Puth spiller fx reelt et million dollar hit i et soveværelse foran en seng med alt muligt crap på. Jeg elsker det.

10. Det er min fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig væsentligt mere til kage end til gaver.

Kommentarer (17)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.