Sådan har jeg det stadig nogle gange. Og det er okay.

Annonce for Ellos

Forleden så jeg en meget indflydelsesrig influencer, der skal forblive navnløs, lange ud efter bodypositive instagrammere, fordi de (angiveligt) talker talken, men ikke altid selv efterlever deres principper. Til det vil jeg sige: Ja. Jeg falder selv 100% i den kategori. Det er hverken noget, jeg er flov over eller forsøger at skjule. At være kropspositiv er målet for mig. Det er målet at udviske traditionelle syn på skønhed og få diversiteten øget og holde op med at løfte noget op og træde noget andet ned og at se skønhed i alle kroppe. Men det betyder på ingen måde, at jeg er der nu. Sådan på magisk vis, fordi jeg har truffet en beslutning om det. Jeg kæmper for det, og jeg øver mig hver eneste dag, men når man fx nærmest har fået ind med modermælken at tynd=smuk og tyk=grim, så sidder det ret godt fast. Og det gør det ikke lettere, at vi stadig får det budskab ind. Hele tiden og fra alle mulige sider.

Man kan godt hylde noget uden selv at være perfekt på området. Man bliver ikke blind for en ideel situation, fordi man ikke selv er i stand til at nå derhen. Jeg synes også, venlighed er vejen frem, men nogle dage er jeg i volddårligt humør og kommer til at vrisse af nogen, der ikke fortjener det. Negerer det, at venlighed er nice (pun intented)? Det er ikke perfektion eller ingenting. It’s the cliiiiiiimb, for at citere Miley Cyrus.

Julen kan godt være udfordrende ret kropskærlighedsmæssigt, fordi der går sport i at tale om, hvor mange kalorier, man er omringet af, hvor mange kalorier, man har spist, hvor meget, man har taget på, og hvor meget, man skal tabe sig, når julen engang er slut, og den kollektive januarslankekur starter. Jeg kan blive sindssygt usikker på min krop i julen, og det betyder, at det er sværere at hvile i den, og det kommer sig især til udtryk i mit tøj. Jeg ender i kæmpe oversize sweatre eller kjoler, der gør deres bedste for at skubbe mig så tæt på idealet som muligt. Miriam-kjolerne. I dag går jeg mest i Miriam-kjoler, fordi de fremhæver min former, og dem er jeg nået til at være ret glad for. Men i “gamle dage” var jeg især glad for de kjoler, fordi de hjalp til at skjule min mave og mine lår bedst muligt. Og sådan har jeg det stadig nogle gange. Og det er okay.

Det er okay at gå i kjoler, man føler sig tryg og glad og smuk i, selvom det så er smuk efter et skønhedssyn, man måske godt kunne tænke sig, blev udvidet lidt. Det er okay at vælge en kjole, der skjuler ens mave med al den dejlige julemad, for selvom man kan være nået dertil, hvor man synes, alle andres maver er smukke, så er man der måske ikke helt endnu med sin egen. Gå i det, der gør dig glad lige nu. Og hvis målet er at være glad i andre ting også, så bevæg dig i den retning, når mindsettet er til det. Små skridt er stadig fremad.

Og med det in mente er her en hel bunke smukke kjoler fra Ellos til din jul og/eller dit nytår – de fleste findes også i andre farver, end den viste. (Noter jer, at kjole nummer seks rent faktisk hedder Miriam!) Der er Black Week hos Ellos frem til d 2/12, og I ved, de altid giver den gas med gode tilbud. Har man stadig brug for lidt ekstra, giver koden 405451 yderligere 5% rabat på alle deals.

Nummer 1, nummer 2, nummer 3, nummer 4, nummer 5, nummer 6, nummer 7, nummer 8, nummer 9.

Kommentarer (20)

    • Tak! Det er så spøjst, for jeg var lige ved ikke at bestille den, fordi den kun har én anmeldelse på Ellos, og den er, at kjolen har en elendig pasform. Og så er det på mig bare den bedste pasform ever! 😀

  • I Alt for Damerne i denne uge er der tre stolte unge kvinder med Downs syndrom, som viser mode. De er glade og stolte af deres udseende, det har de også grund til. Og det har vi også, selv om det nogle gange er lidt op ad bakke.

  • Kære Miriam

    Du skulle næsten hilse på damerne over på https://www.sizewise.nu/
    De er lidt ældre end dig, men fokuserer på retten til at tyk og smuk… eller på bare at få at lov at være den man nu engang er. Tyk eller tynd, stor, lille etc.
    Måske du kan blive inspireret 😊

    /Louise

    • Tak for tip! Jeg er desværre ikke podcast-lytter, men det er dejligt, der er flere og flere med fokus på de slags. Også fx Katrine Gisigers og Store Piger podcast. 🙂

  • <3 <3 <3

    Tak til dig.
    Og så synes jeg for at være lidt pedantisk, at det er meget vigtigt at skelne mellem kropspositivisme og kropskærlighed eller "Elsk dig selv"-mentalitet. Kropspositivisme er en aktivistisk bevægelse, der opstod i USA, hvor tykke, sorte kvinder kæmpede for deres ret. Det er en bevægelse for ikke at blive diskrimineret på baggrund af ens krop og udseende. Og for repræsentation. Principielt har det intet at gøre med, hvorvidt man elsker sin krop eller ej. Selvfølgelig hænger det i høj grad sammen. Men det er også et privilegium kun at se det som et spørgsmål om selv at være tilfreds. For eksempelvis er det jo ikke nok at synes man selv er hamrende hot, hvis man på baggrund af sit BMI eller fysisk handikappet bliver diskrimineret i sundhedsvæsenet, på arbejds- og boligmarkedet etc.

    Så for søren, hvor synes jeg dog, det er vigtigt ikke at lægge det åg på kropspositivister, at de altid skal elske deres kroppe og aldrig må rammes af det pres og idealer, der er allestedsnærværende fra samfundet.

    • Jeg er ikke enig i, at kropspositivisme udelukkende handler om eksterne faktorer. Måske som udgangspunkt, men body positivity har udviklet sig meget og er blevet en ret flydende term. Det handler nu – for mange i hvert fald – også om kampen for (retten til) et positivt kropsbillede – eller hvad jeg kalder kropskærlighed. (Det betyder for mig ikke nødvendigvis grænseløs kærlighed, snarere et fravær af ubetinget had). Et positivt kropsbillede er en del af definitionen, hvis man slår bevægelsen op. Jeg er enig i, at de to ting er meget forskellige ting, der ofte bliver smidt sammen, fordi samfundet netop bidrager til negative kropsbilleder hos dem, der falder uden for idealet. Jeg vil også sige, at fordi det er så ny en bevægelse er der generelt meget delte meninger om, hvad der hører til hvor, og hvem der har ret til at bestemme, hvad der hører til hvor. Det, tænker jeg, er ret naturligt. Sammenlign evt med #metoo-bevægelsen, hvor nogle mener, det handler om kvinders behandling i professionelle situationer, og andre mener, det er en generelt behandling af kvinder i samfundet. 🙂

      Til din nederste kommentar, så er det i min optik et meget misforstået billede af, hvad kropskærlighed vil sige. Som jeg skriver i indlægget er det håbet og målet, men det betyder ingenlunde, at man derfor er succesfuld eller fritaget for utilfredshed med sin krop eller presset fra samfundet. Eller forventes at være det. Det er netop noget, man forsøger at fremelske organisk i stedet for at være endnu end forventning, man skal leve op til.

      • Den sidste del af kommentaren var bestemt ikke min definition af kropskærlighed, men blot som svar på dit indlæg. At jeg godt nok er ked af, at folk som dig bliver set som hykleriske for netop fortsat blive påvirket af samfundets normer og pres.

      • Derudover kan jeg godt se, at jeg fik skåret det lige vel skarpt ift., at kropspositivisme intet har med det eksterne at gøre. Retten til kropskærlighed, accept eller -neutralitet kan bestemt være en del af det. Jeg tror, dér hvor det for mig går galt er, når hvide, slanke, cismennesker i velfungerende kroppe smider et billede op af en mavedelle, der opstår, hvis de virkelig krøller sig sammen og kalder det for kropspositivisme. Men dér står jeg nok også meget ved bevægelsens aktivistiske start. For du har jo helt ret i, at bevægelser og begreber forandrer og udvikler sig.

        Min pointe var i hvert fald virkelig bare at give plads til både at kæmpe for plads til flere kroppe, accept af flere kroppe og mere kropskærlighed og så naturligvis stadig kunne blive ramt af bare gerne at ville have den krop, idealet nu engang kræver. Og at det sidste man har brug for er at være skyldig over at have det sådan eller så føle, at man ikke må prædike kropspositivisme.

        • Vi er vist enige det meste af vejen, kan jeg se. 🙂 Egentlig synes jeg, de mennesker, der lever op til skønhedsidealet, selvfølgelig også skal have “ret til” at kæmpe med negativt kropsbillede, og at det derfor også for dem kan være udfordrende at vise deres krop frem. Men du har helt ret i, at der er noget problematisk i dem, der sidestiller deres kamp med de marginaliserede kroppes. For den interne kamp er måske den samme, men den eksterne er meget anderledes. Og det ER hårdt, når man fx viser et bikinibillede og får råbt skældsord og skudt i skoene alle de måder, man er forkert på. Så ja. Enig i den forstand. Og helt enig i din overordnede pointe. 🙂

  • Off topic:
    Miriam, for helved! Jeg har i 4 dage(!) haft den Miley Cyrus sang i hovedet. Min kæreste har været ved at slå mig ihjel, fordi jeg har råbt/skreget/sunget den sætning uafbrudt.
    Så glemte jeg den endelig……i går! Og nu har du fået sat den i hovedet på mig igen.
    ‘It’s the cliiiiiiimb!’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.