Det bedste ved at være voksen er at sige fra.

Jeg har besluttet, at jeg er voksen nu. Ikke på alle områder og ikke nødvendigvis udpræget succesfuldt på de områder, jeg er, men jeg vil godt owne det nu. Jeg tror, jeg synes, man bliver rigtigt voksen omkring de 30. Eller også er det bare, fordi det var der, jeg blev færdig på uni, og det er svært at føle sig voksen, når man er på SU.

Min suveræne yndlingsting ved at være voksen er, at jeg er blevet meget bedre til at sige fra. Jeg tror måske, man mister fucks at give i takt med alderen, så jeg går ikke længere så meget op i, hvad jeg burde gøre, og hvad folk tænker om mig, hvis jeg ikke gør det. Jeg er bedre til at mærke efter, hvad der er bedst for mig.

Det er sådan noget, der lyder nemt. At sige fra, når man ikke har lyst til noget. Men det er ikke altid sort/hvidt. Nogle gange er det en balancegang. I weekenden er jeg fx inviteret til noget musikværk. Det er noget med høje lyde og mange mennesker og højst sandsynligt ret store mængder alkohol. Og i princippet vil jeg vildt gerne med. Og har gået og glædet mig. Men. Den slags udhuler mit energiniveau, og jeg har haft fuldt weekendprogram de to sidste weekender og har det også de to weekender efter den kommende. Min krop råber lidt af mig, at jeg har for meget om ørerne, og voksenlivet har også lært mig, at kroppens ord er lov. Så jeg skal ingen steder i weekenden. Jeg skal sidde i min sofa og spise ærter og muligvis gå i gang med en af de usandsynligt mange boganbefalinger, der kom på det her indlæg (TAK). For det er bedst for mig.

Der er mange forskellige ting, jeg har lært (og stadig skal lære) at sige fra over for for at gøre det bedste for mig. Den sværeste er mennesker. Og her mener jeg ikke at sige fra over for ting, mennesker siger eller gør, men mere at sige fra over for nogle menneskers tilstedeværelse i mit liv. Det er eddernemt at unfollowe sin semiracistiske holdkammerat på Facebook, men ofte er det langt mere kompliceret end som så. Succesfulde forhold har balance. Både de romantiske og alle de andre. Og hvis man enten synes, man giver for meget, eller at der bliver krævet mere, end man er villig til at give, så ryger der uundgåeligt for meget vægt til den ene side. For mig startede det for nogle år siden, da jeg måtte træffe en beslutning om at sige farvel til en veninde, jeg ellers holdt virkelig meget af. Men hun var ikke en god veninde over for mig. Der var mange dråber undervejs, men den sidste dråbe var enorm. Ikke bare var det et svigt så stort, at det stadig svier lidt i dag, men hun virkede også fuldstændig uforstående over for, hvorfor jeg var så såret. Faktisk virkede hun mest af alt lidt irriteret over, at jeg skulle gøre det til sådan en stor ting. Der var jeg nødt til at trække en streg i sandet. For min egen skyld.

Det var ikke nemt, og jeg savner hende stadig. Men jeg kan også mærke, at det er markant bedre for mig at have venskaber i mit liv, der er ligeværdige. Det hviler jeg meget bedre i. Det bliver jeg beriget af. Men det kan godt være svært. Nogle gange er det mig, der bliver forventet noget af, som jeg ikke kan eller vil leve op til. Ikke i de gode venskaber – der har jeg lært min lektie – men fx bekendtskaber, kollegiale eller familiære forhold. Det er også vigtigt at sige fra, når nogen vil have mere, end jeg kan give. Hvis jeg skal give noget af mig selv, skal det være, fordi jeg har lyst. Fordi det gør noget positivt for mig. Fordi det giver mig noget igen. Ellers ender jeg med at give bidder væk, jeg egentligt hellere ville have beholdt. Af forpligtelse eller misforstået venlighed eller dårlig samvittighed. Og det er både at gøre sig selv og den anden part en bjørnetjeneste.

Nogle gange føles det, som om Jante og Burde sniger sig ind på mig hånd i hånd for at slå mig i hovedet over at sætte mig selv først. Det kan man da ikke! Men ærligt, det er så forfærdeligt befriende. Jeg taler ikke om at give sig selv carte blanche til at brænde hele verden af for at se Netflix, men jeg har erfaret, at det er vigtigt for mig, at min mavefornemmelse har det godt. At jeg føler, jeg er ægte i de ting, jeg gør. Eller i hvert fald stræber efter at være det. Jeg siger jo heller ikke ja til en date med en mand, hvis jeg har en formodning om, at jeg er nødt til at bælle en halv liter hvidvin for at holde hans selskab ud, så det ville være fjollet at udleve lignende scenarier i resten af mit liv.

Selvudvikling, bitches! Det er sådan noget, der kommer med alderen. Noget af det er mere nederen end andet (case in point: Alle, der nogensinde har været med i Luksusfælden), men lige den her med at sige fra, den er jeg i det store hele jævnt glad for.

Kommentarer (12)

  • Jeg synes altid det er spændende at snakke om det der “burde”. Jeg kommer fra en familie, hvor alle nok er egoister og ingen har været vant til at stå skoleret for ting, begivenheder eller fødselsdage, man “burde” være med til. Helt omvendt er min svigerfamilie – og hold da op, det er hårdt for sådan en “egoist” som mig…. Til gengæld har jeg lært min kæreste at man faktisk gerne må tænke på sig selv og sige nej engang i mellem.

    • En lykkelig mellemgrund er nok det gode sted. Jeg tænker fx heller ikke, jeg vil holde op med at komme til børnefødselsdage, for selvom de måske ikke lige er min kop te, så er ungerne jo lykkelige, når Moster kommer. Og det vil jeg gerne være med til. Men der er helt sikkert mange steder, jeg har gjort gennem tiden, jeg skulle have sagt meganej til!

    • Jeg tænkte præcis det samme..
      Det er svært at sige “hell no” til svigerfamilie arrangementer – men det er dem jeg allermindst har lyst til!

  • Genkender alt du skriver og er som 31-årig endelig ved at lære at lytte til maven og sige nej, frem for kun at bruge hovedet. Det er svært, men jeg bliver bedre og bedre til det. Hurra for det. (Også selvom jeg faktisk lige er vågnet op fra en drøm, hvor en gammel kollega overtalte mig til at freelance på et projekt. Skrig!)

  • Jeg kæmper også virkelig med det der nej. Især ift til studiegrupper og projekter hvor flere mennesker er involveret. Jeg er så konfliktsky, at jeg fuldstændig mister mig selv og mine egne holdninger.
    Det er som om hele min krop skriger, at jeg skal sørge for altid at bevare den gode stemning og det gør man bare lettest ved være enig med alle andre – til gengæld ender man også med at spille en temmelig intetsigende rolle.

  • Jeg synes det det er så irriterende, at folk ikke bare godtager et nej, men der skal altid være en plausibel grund, som DE kan sætte sig ind i. Jeg må sjældent svare nej tak, BARE FORDI jeg har haft en travl uge..
    Og der har også været sure miner over, at jeg ikke dukker op til alle events i familien, men de dukker aldrig op til mine, og vi har da lige langt mellem os. ?(300 km)

  • Det er så vigtigt at kunne sige fra og vælge fra – noget som jeg også synes, at jeg er blevet til med alderen. Jeg gider ikke negative forbindelser, som jeg kan mærke får mig til at føle mig utilstrækkelig og forkert. Ind med de gode, og ud med de dumme.

  • Spændende og relevant indlæg, jeg venter desværre stadig på at blive voksen i denne henseende. Men jeg er også strengt opdraget til at være en pleaser af rang, og det tager faktisk en helt seriøs indsats at pille det af og erstatte med respekt for ens egne behov.

  • Jeg er ganske enig med dig i, at de fleste af os nok bliver bedre til at sige fra med alderen og passe på sig selv. Det har jeg også oplevet på egen krop. Og ja, det sværeste er nok at sige fra overfor andre mennesker; specielt dem der er tæt på os.
    I min bog er det vigtigste, at vi gør det (si’r fra) på en ordenlig måde, så vi kan se os se i øjnene bagefter. Og jeg tror det er en livslang proces fortsat at holde fokus på at passe på sig selv. Det er det i hvert fald for mig. Men heldigvis bli’r det lettere og lettere for hver gang.
    Tak for et indlæg med stof til eftertanke!
    Bedste hilsner fra
    Louise

  • Det er virkelig også en af de ting jeg synes er bomben ved at blive ældre! Alt falder lidt mere i hak og jo mere jeg lærer om mig selv jo mere kan jeg også tilvælge ting der er gode for mig – og fravælge resten. Så befriende!

Skriv et svar til Nina Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.