Mønsterbrud

For nogle uger brød jeg med en mand, jeg har setes lidt med siden efteråret. Ikke fordi han ikke var sød, for det var han. Virkelig meget endda. Men han havde i bund og grund ikke rigtigt tid til mig, og da jeg holdt op med at være ny og spændende, blev det faktum meget tydeligt. Problemet var bare, at jeg på det tidspunkt havde konkluderet det der med, at han var meget sød. Så jeg havde faktisk ikke lyst til at holde op med at se ham. Og han havde heller ikke lyst til at holde op med at se mig.

Det er en situation, jeg har været i lidt for mange gange før. Jeg vælger hypertravle mænd, der slet ikke har tid til at ses, det er en del af mit mønster. Og indtil denne gang er den altid sluttet på samme måde: Jeg har gjort mit bedste for at opføre mig helt cool med at være bagerst i køen, fordi lidt tid er bedre end ingen tid, ikke? Men det er det bare ikke, hvis man sidder tilbage med følelsen af at blive valgt sidst til rundbold. Jeg har faktisk ikke et stort behov for at være voldsomt ofte sammen med mænd, jeg ses med, men jeg har et behov for at vide, at mit selskab er værdsat, selvom vi ikke er sammen 24/7. Traditionelt sker der det, at jeg skjuler min frustration over ikke at blive valgt til, indtil den hober sig op og til sidst eksploderer i hovedet på både mig selv og manden, hvilket får ham til at flygte i skræk, fordi jeg pludselig viste mig at være en sindssyg kælling.

Men denne gang kom jeg det i forkøbet. Denne gang ændrede jeg mit mønster. Da jeg kunne mærke irritationen begynde at bygge sig op, tog jeg konsekvensen og skrev til ham, at jeg virkelig nød hans selskab, men selvom vi var enige om ikke at have planer om at lege kærester, så var der alligevel skruet lidt for lavt ned for blusset til min smag. Og så trak jeg mig, og jeg har ikke talt med ham siden.

Det var en underligt befriende følelse. At tage kontrollen. Normalt er jeg så panisk for alle former for konfrontationer, at jeg bare går og venter på, at nogen tager den for mig. Og jeg er helt indforstået med, at det kan virke som en meget lille ting at bryde med en mand, som ud fra det her indlæg nok kommer til at fremstå lidt som en nar, hvilket han slet ikke er. For vi klikkede fremragende. Vi var bare ikke enige om, hvad vi ville have ud af den anden part. Og der skulle mere til, før jeg følte mig godt behandlet. Lige der bliver det en stor ting for mig at sige fra i stedet for bare at gå og håbe på, at vi på magisk vis skulle komme på bølgelængde.

Så hold nu kæft, hvor har jeg været fucking stolt af mig selv. Og jeg har ikke set mig tilbage siden.

Indtil jeg forleden nat drømte om ham. Og da jeg vågnede, blev jeg oversvømmet af flashbacks om, hvordan han holdt døren for mig og aede mig på ryggen og hvor decideret fabelagtigt hans morgenhår var. Så nu savner jeg ham. Selvfølgelig.

Min underbevidsthed er et røvhul.

Kommentarer (25)

  • Damn, sikke en beslutning! Du er bare ved at forsvare dit image som den jernkvinde vi alle synes at du er 😉
    Super godt klaret, og hæng i; den næste kunne blive den sidste.

  • Jeg er i præcis sådan et forhold. Jeg har ikke prøvet det før, så jeg kan nok ikke kalde det et mønster, men jeg reagerer præcis som du beskriver det, det er sindssygt frustrerende.

  • Jeg kan relatere 1:1, Miriam! Jeg har det samme mønster med mænd, men for et år siden tog jeg ligesom dig sagen i egen hånd (det var så efter knap halvandet år, hvor det aldrig rigtig blev til det, jeg gerne ville), og det føltes nemlig lettende. Ligeledes er jeg nu begyndt at drømme om ham og savne alle de helt fantastiske ting ved ham, men jeg ved, at det forsvinder, når jeg møder en ny. Det sker desværre ikke særligt tit, for jeg er også hende, som ikke bare forelsker sig. Jeg håber, det sker snart, så jeg kan komme fri af den følelse.
    Ja, det var egentlig bare for at sige, at jeg nyder at læse de her indlæg om dig, fordi jeg kan spejle mig meget i dine oplevelser ?

  • Det er så sejt at kunne bryde sit mønster. Samtidig med at det kan være sindssygt grænseoverskridende. Man skal bestemt ikke undervurdere det uanset hvilket mønster, der er tale om.

  • Det er latterligt hårdt at bryde sit mønster. Arbejder selv på mit. Gik til psykolog i efteråret og blev klogere. Ængstelig-ambivalent tilknytningsmønster. Tiltrækkes af utilgængelige mænd, og frygter samtidig afvisning, så tilpasser mig til alt. Nu øver jeg mig på at gå efter søde fyre, der vil mig, og det er overraskende svært for mig.

    Men det vigtigste er vel, man ikke giver op.

  • Du handlede kontraintuitivt, og det er det sværeste af alt. Et spændende emne – følelser for personen i sig selv vs. omstændigheder, adfærd. Det er virkelig ikke nemt. Hvor meget skal man “acceptere”….for at få lidt af en mand, man godt kan li’. Uden at eksplodere i et festfyrværkeri af raseri..

  • Hvor er du sej!❤️ Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme? men modet er der ikke helt lige nu… måske fordi han på et tidspunkt rent faktisk var min kæreste, og der stadig er følelser i klemme mellem os.. men jeg burde nok gøre som dig?!?

  • Hvor er du bare sej! ?
    Det er så svært at bryde mønstre, og egentlig i det hele taget at være opmærksom på at man har et mønster til at starte med. Og så skulle det jo gerne blive nemmere for hver gang ?

  • Det er virkelig godt gået! Jeg kender det alt for godt, så jeg synes virkelig at du er sej for at bryde dit mønster. ?

  • Jeg er mega stolt på dine vegne også. Synes det er kæmpe stort og enormt omsorgsfuldt overfor dig selv. Det er så vigtigt at tage hånd om sine følelser og handle, selvom det kan virke skræmmende og ubehageligt.
    Selve helingsprocessen bliver også mere håndterbar, når det er dig der har valgt for sig og ikke en anden. Du er fantastisk?

  • Kære Miriam, du er så mega sej! Syntes det er så fantastisk at du tog tyren ved hornene og fortalte ham hvordan du havde det! I en verden med ghosting og uafklarede følelser, gjorde du jer begge en stor tjeneste ved at være så sindssygt stærk!
    Jeg har selv været i situationen og var ligesom dig nødt til at vaske tavlen ren! Tanken om at trække det i langdrag, både for ham og mig, føltes lidt som at føre os begge bag lyset. Du er fantastisk! ♥️

  • Jeg har aldrig været på datingmarkedet. Jeg synes dog, som udenforstående, at kunne se nogle tendenser.

    For det første er alle hyperaktive. Og ingen vil skrue ned på aktiviteterne eller friheden til at gøre, hvad de har lyst til, når de har lyst til det. Og i arbejdslivet bliver alle kørt og hårdt og er lidt på arbejde hele tiden.

    Et forhold sætter en dæmper på både aktiviteter og arbejde. Du skal forpligte dig bare lidt forholdet, hvis det skal fungere.

    En anden ting, er, at det passer mænd godt at have “travlt” og derfor kun have løse bekendtskabet. I mangel af et bedre ord bollevenner. Og gerne et par stykker. Kvinder er mere interesseret i et forhold. Eller i hvert fald i at blive valgt noget mere til end de fleste mænd føler for eller mener er nødvendigt. Dette er meget groft forsimplet.

    Det er lidt af et dilemma. Problemet er synes ekstra stort i de konstalltioner, hvor man er enige om ikke at være kærester, men hvad er man så? Hvor meget/lidt skal man ses og kan man forvente af hinanden?

    Det er ikke nemt.

    Stor ros til at du kunne se et mønster og bryde det. Det er virkelig svært.

  • Lige så meget til dig som til mig selv: “Han har ikke travlt. Han vil dig ikke nok”. Det gør p ondt… og er svært at erkende. Så godt for dig at du har meldt ud. Der er en derude, der kan give dig det, du har brug for og som vil gøre det med glæde. Fra en der kun kender det for godt og som har en tendens til at blive hængende alt for længe … og spilde tiden. Søg hen imod dem, der ikke har for travlt – venner, familie osv og så glæd dig til næste søde fyr, du møder. Kh

    • Det er farligt at komme med sådan en udmelding uden at kende mere til situationen. Nej, han prioriterede mig ikke, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke er voldsomt travl, for det er han.

  • Giver personligt Lisbeth ret. Min erfaring er, at ingen har for travlt til et andet menneske, hvis de ønsker et forhold til dette menneske. Har selv arbejdet i konsulentbureauet McKinsey og her starter mange deres arbejdsdag kl 6:30 for at gå kl 01. Men selv de travleste har kærester eller dater, hvis de ønsker det. De ved jo at penge og prestige ikke er det vigtigste i livet, det er kærligheden. Derfor får de kvindelige partnere stadig børn men vælger ikke at holde barsel, for at lade børnene blive passet på arbejdspladsen, så karrieren ikke bliver nedprioteret. Gordon Gekko er en uddøende race – heldigvis.

    • Det er også rigtigt, hvis der altså er tale om kærlighed. Men det er der ikke her, som jeg også skriver i indlægget. At begynde at analysere på, om manden reelt har travlt eller ej, det synes jeg ikke er rimeligt over for ham, når han ikke har mulighed for at tale for sig selv. Det føles heller ikke rart for mig at skulle begynde at forklare eller retfærdiggøre, hvordan vores relation hang sammen. Pointen med indlægget er langt mere, at jeg brød ud af mit mønster, og det var stort for mig. 🙂

  • Dette er ikke som sådan en kommentar til indlægget, men til relationer generelt. Sommetider er vi mennesker bare ikke særligt bevidste om egne behov vs. nogle predefinerede ideer om den ramme, et forhold skal udfoldes i, og måske præges vi mere af omgivelsernes fordømmelse, end vi vil erkende. Vi forsøger partout at presse den samme skabelon ned over alle forhold. Som var mænd en klump dej, der skulle udstikkes til småkager. Én skriver – måske lidt sort/hvidt – at mænd ofte gerne vil have lidt af det løse, mens kvinderne målbevidst og sammenbidt arbejder sig igennem datingmarkedet for at nå frem til det ultimative. Kærester. Flytte sammen. Hund. Børn. Bryllup. Hus.

    Måske kunne nogle kvinder faktisk “nøjes” med meget mindre og noget mere casualt afventende. Og måske kunne mænd lade være med at have så små og sammenkrøllde cojones, at de ikke tør indgå i en relation, medmindre den er skarpt defineret, fordi de ikke kan finde ud af at afslutte forhold på en god måde. Måske er vi alle – eller de fleste – stadig håbløst forelskede i en drøm om den endelige forløsning i en kernefamilie. Det er der i og for sig heller ikke noget galt i. Men hvis dét er den skabelon, man går på Tinder, i byen og rundt i livet med, bliver det så ikke lidt forkrampet og meget lidt sjovt? Stor kærlighed behøver ikke kun at udfolde sig i det langvarige parforhold. Tid er ikke lig med mængden af kærlighed eller potentiale. Hvis man ser på skilsmisseprocenten, så kunne man godt få den tanke, at nogle er blevet så desperate efter at have vendt hver sten, at de måske har overset, at dejklumpen ikke egnede sig til småkager.

  • Sejt at du bryder dit mønster, men uden at kende dig (bortset fra bloggen) og din situation, så er det knap så sejt, men nemmere, at give den slags bestekeder på skrift og ikke face to face.

    • Det kommer helt an på forholdet, vil jeg sige. Og når manden nu har for travlt til at ses, så synes jeg egentlig, det er ganske passende at give ham besked på skrift. 😀

Skriv et svar til Lisbeth Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.