Hellere for meget end for lidt

img_0600Sidder lige og chiller op ad et træ på Harvards campus.

Med jævne mellemrum hører jeg nogen sige, at danskere ikke bliver opfattet som et særlig åbent og imødekommende folkefærd. Jeg har altid syntes, det var noget fis. Vi er da så rigeligt rare ved hinanden. Veksler gerne to ord om vejret, når vi står i køen i Netto. Griner lidt akavet sammen, når en fuld mand går rundt og råber på Sankt Hans Torv. Siger hej, når nogens hund gerne vil hilse. Men så var det, jeg kom til USA igen og på to dage har konkluderet, at hvis man sammenligner med amerikanerne, så tror da pokker, vi har ry for at være nogle sure skandinaver.

Da jeg skulle af flyet, stod der som altid noget flypersonale og sagde farvel, og jeg trådte derfor ud på amerikansk jord til lyden af: “Byyye! Love you!” Ja, det sagde manden. “Love you.” Til os, passagererne, som han aldrig har mødt før og sikkert aldrig vil møde igen. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis konduktøren sagde “elsker dig!”, som jeg stod af toget i Randers. Og jeg ved godt, at amerikanerne overordnet set er lidt large med L-ordet i venlige sammenhænge, but still.

Men det, jeg har konkluderet, er, at det er en generel tendens. Hellere gøre lidt for meget end lidt for lidt. Når man træder ind i en butik, bliver man konsekvent mødt med “How are you (today)?”, hvortil det forventes, at man svarer: “Good, how are you?” Også selvom butikken, man træder ind i, er en Primark, og det er tydeligt for enhver at medarbejderne har mistet troen på det gode i mennesker, hvad der ofte sker, når man har arbejdet i butik længe nok. Men smilet sidder der stadig. Altid smile, altid være høflig, altid være venlig.

Der er gået sport i det for mig nu. I at bemærke amerikanernes hjertelige ageren over for fremmede. Jeg tilbragte i dag et par timer i min lokale TJ Maxx og lagde fx mærke til, at man skal huske at sige “excuse me” med et undskyldende smil, når man går bagom nogen med sin vogn. Men det gør vi da også derhjemme, tænker du måske, og ja, det gør vi, når pladsen kniber, og personen måske lige er nødt til at trække maven ind, så begge parter kan være der. Men herovre siger man også “excuse me”, selvom der er en god halv meter mellem personen, man skal forbi, og vognen, man skal forbi med. Det er faktisk slet ikke nødvendigt at gøre opmærksom på, at man vil til at passere. Men igen – hellere et undskyld for meget end for lidt!

Jeg er sikker på, det er en opførsel så inkorporeret i dem, at de slet ikke tænker over, at det er høflighed, men fordi vi har nogle helt andre kutymer i Danmark, bemærker jeg det hver eneste gang. Og jeg elsker det lidt. For når man nu er så langt væk hjemmefra og ikke kender nogen, så hjælper det mig faktisk til at føle mig lidt mere tryg og glad og velkommen, når jeg sådan går rundt på egen hånd. Så kære amerikanere: Tak for den varme velkomst! I love you, too!

PS: Der er 20% på nærmest hele Boozt til og med søndag med koden ALL20. (Reklamelink) Skal man alligevel shoppe, må man meget gerne bruge mit link, fordi, well, det er pissedyrt at tage to uger til USA! 😀

Kommentarer (35)

  • Haha, jeg tænker præcis det samme. Jeg har boet her i snart et år og har lavet en liste over ting, man oplever i Amerika. Har bl.a. den med, at de altid har et “excuse me” på læben, at kassedamen kalder sig “sweety”, at servicemedarbejderen i telebutikken sender dig videre på din færd med er “Have a lovey day, buttercup” (buttercup!? Er aldrig i mit liv blevet kaldt smørblomst før!). Så er der så også den med, at de har skåret halvdelen af toiletdøren væk på offentlige toiletter/campus/arbejdspladser, og at man skal huske at medbringe flyverdragten i håndtasken, hvis det er sommer+++ udenfor, for så kan du være sikker på, at der er isvinter indenfor (men sidstnævnte oplever man nok også andre steder i verden, hvor man har et her forhold til aircon). Jeg er vild med USA for netop deres venlighed 😍

    • Ja, hvad er det med de der halve toiletdøre/huller imellem dør og væg, så man bogstaveligt talt kan få øjenkontakt med andre i spejlet, imens man sidder på toilettet! Har arbejdet på tre forskellige kontorer derovre, og det er altid det samme. But why..?? Også enig i det med air con/kummefrysertendensen. Brrrrr…

    • Så vidt jeg ved er toiletdørene til at opmuntre en til IKKE at bruge toiletterne – så skal der mindre rengøring til!

  • Jeg prøver også, halvdesperat, at lære min kæreste at bruge “please” når vi er i udlandet. For selvom det forekommer os danskere så unødvendigt, så opfattes vi bare som enormt uhøflige, når vi ikke bruger det. Og man glemmer det bare så nemt, det der lille fjollede høflighedsord…

  • Jeg kender det godt. Jeg har selv boet i Skotland i de seneste tre år, og der er de også virkelig venlige. Ligeså rart det kan være, ligeså opkast-provokerende kan det være efter en længere periode. De holder fx døren for dig, når du er ca. 500 m. væk. Det betyder altså, at du skal småløbe derhen for ikke at virke utaknemlig, og hvis du kommer til at gå ind i en skotte, siger han/hun undskyld. Dumt, hvis du spørger mig.
    Det er slet ikke en dum kultur at vise hensyn til andre, men som du også selv påpeger, bliver det hurtigt overfladisk. Jeg er helt ærlig mere til, at man bare kalder en spade for en spade og ikke skal undskylde for sin egen eksistens hele tiden, så jeg nyder at være iblandt “sure” danskere på fjerde måned nu 😉

  • Det er så sandt! Jeg boede et halvt år i USA for to år siden, og jeg elskede det! Det var præcis samme oplevelse som dig – først at opdage hvor åbne og imødekommende vi IKKE er, da jeg oplevede hvordan interageren med andre mennesker kan være. Pludselig ser man sig selv småsnakke med alle og enhver som det sig hør og bør, og sige tak, når man står af bussen 😉

  • Er vild med at følge med i din tur ovre på insta! Og så vil jeg bare lige sige, at det er et KANON godt billede af dig!!!

  • True that! Altså jeg har aldrig været i USA, men det samme gør sig gældende i Australien. Folk er smilende, høflige og small talker gerne med dig i bussen eller på gaden. Jeg bliver nærmest pinlig nogen gange, når vi har australske gæster og vi støder på en mut tjener eller ekspedient, som har glemt smil og gode manér. Så “thank you my dear” for at minde mig om, hvad høflighed gør af godt mellem mennesker 😊 og så ELSKER jeg at følge med i din US tur! Take care 😘

  • På en mellemlanding i USA, talte jeg engang med en (amerikansk) kvinde, som havde rejst rundt i Europa. Hun sagde, at danskerne var det mest åbne og dejlige folk hun havde mødt på sine rejser. Vi snakkede længe og jeg følte mig egentlig ret åben. Hun toppede dog lige min åbenhed ved at tilbyde mig, at vi udvekslede mails, så vi bare kunne bo hos hende næste gang vi kom til USA. Jeg skulle have takket ja…

  • Jeg elsker billedet af togkonduktøren i Randers, der hænger ud af døren for at råbe “Jeg elsker jer!” efter passagerne😂

  • Ja – jeg lærte det samme i Afrika, da jeg boede der. Alle jeg mødte spurgte: How are you? Der gik et stykke tid inden jeg forstod det og i dag spørger jeg stadig alle jeg møder hvordan de har det – selvom jeg er i Danmark! Det giver mange sjove reaktioner, kan jeg godt fortælle dig:-)

  • Så sandt! Jeg har boet i USA i et år og da jeg kom hjem havde jeg overtaget “excuse me”-kulturen og blev mødt af undrende blikke og tavshed, når jeg venligt sagde “undskyld”, når jeg passerede folk. Så det holdt jeg hurtigt op med igen!

  • Åh det er virkelig også noget af det jeg sætter aller mest pris på ved amerikanere. Deres venlighed. Jeg bliver så glad for et smil fra en fremmed og en venlig hilsen – og det kan amerikanerne altså! God tur 🇺🇸

  • Jeg er gift med en amerikaner og han sagde konstant ‘ excuse me’ når han gik forbi nogen på gangen, rakte ud efter saltet, fyldte sit vandglas, jeg vænnede mig hurtigt til det – det gjorde min mir ikke ‘hvorfor undskylder han hele tiden ? Det driver mig til vanvid’ var hendes reaktion! De har nu fundet et kompromis 😀

  • Jeg tror, at den overvældende høflighed (især på restauranter, hoteller, i alle service relaterede fag) til dels skyldes, at de generelt ikke har så høje lønninger, og derfor tjener en god del af deres penge på drikkepenge. Amerikanere er meget høflige af natur og hvis de liige kan tjene en ekstra skilling, så giver det ekstra god mening for dem 🙂

    • Det tror jeg ikke, for det er noget, man møder i alle fag og også uden for arbejdsrelaterede rammer. Jeg tror bare, det er sådan, de er. 🙂

  • Jeg synes at amerikanere er “too much” på alle måder. Deres venlighed virker kunstig. Synes ærlig talt at det er ret skummelt. Har selv sydeuropæiske og slaviske rødder, men tror at slaveren i mig ville føle sig utilpas, tendenserende til paranoid, hvis en fremmed udviste den slags intim venskabelig opførsel over for mig. Det er upassende og nok bare ikke mig. Er glad for at jeg er vokset op i Skandinavien 😅😉

    • Jeg tror, du ville have haft det anderledes, hvis du var vokset op i USA. Så havde det jo været naturligt for dig med den opførsel. 🙂

  • Jeg elsker amerikanerskers åbenhed, og prøver at finde min indre amerikaner, når jeg er ude, begynde at snakke med personen ved siden af, etc.

Der er lukket for kommentarer.