Hele historien, del 4

hkjoiLæs også del 1, del 2 og del 3.

På trods af angst for ikke at kunne leve op til Redaktørens overordnede fantastiskhed ser jeg tilbage på den tid som værende noget nær perfekt. Måske den bedste i mit liv. Når jeg gik i panik, hev han mig ned på jorden igen. Vi udviklede det der særlige kærestesprog, hvor man kun lige behøver at kaste et blik på hinanden for at vide, hvad den anden tænker. Jeg ville tage et billede af en sjov reklame og sende det til ham, kun for at opdage at han havde gjort præcis det samme. Vi havde interne jokes, som vi rask væk brugte ude i den virkelige verden til stor undring for alle andre. Vi mødte hinandens forældre, og han købte en halskæde til mig, så jeg også have en lille del af ham, når vi ikke var sammen. Jeg tog den aldrig af.

Alt var godt.

Og så en dag, flere måneder efter, skulle vi til en fest. Han ville komme senere, fordi han skulle arbejde først, men jeg kendte det meste af selskabet, så det var ingen hindring. Men da han kom, opførte han sig underligt. Han grinede og pjattede med resten af gæsterne, men var kold og afvisende over for mig. Jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik. Han nægtede, at der var noget i vejen, og det var ikke ligefrem det gode tidspunkt at forsøge sig med en privat samtale, så jeg ventede, til vi kom hjem.

Jeg husker det ikke, som om nogen af os var synderligt fulde. Vi lå i sengen, og han havde været hurtig til at slukke lyset og vende ryggen til mig. Jeg var slet ikke i tvivl om, at noget var dundrende galt, så jeg prøvede igen.

Han satte sig op i sengen med et stort suk og tændte lyset. Så kiggede han på mig med et blik så blottet for følelser, at det skræmte livet af mig, og sagde: “Miriam. Vi to, vi skal ikke være kærester.”

Det kom ud af ingenting. Dagen forinden havde han været ved at gå ud af sit gode skind af ren kærlighed, fordi jeg havde sendt ham et kort med posten – bare fordi. Chokket var en syngende lussing. Jeg prøvede at få en forklaring, men han kunne ikke give mig en, og kort efter gik han ind til sin roomie for at snakke. Jeg kunne ikke være i min egen krop for smerte. Det, jeg hele tiden havde frygtet ville ske, var sket, og jeg kunne slet, slet ikke håndtere det. Redaktøren  mig på en måde, som ingen nogensinde før havde gjort, og tanken om igen at skulle være usynlig var uudholdelig.

Og så blev jeg momentant sindssyg. Der er ingen anden måde at forklare det på. På hans skrivebord lå en saks, og jeg samlede den op og begyndte at lave ridser i min venstre underarm. Jeg var ikke ude på at gøre alvorlig skade, men jeg havde et ubærligt behov for at blive distraheret fra den smerte, det var, at mit hjerte var ved at gå i tusinde stykker. Jeg tænker, det er samme logik, som når man giver fødende kvinder bistik.

Jeg kom til mig selv igen relativt hurtigt og ringede til min bedste veninde, som heldigvis godt kunne lure, at der var noget grueligt galt, når jeg ringede klokken halv fem om morgenen. Hun fik mig talt så meget ned, som nu var muligt, og jeg fik pakket mine ting og forladt Redaktørens lejlighed.

Jeg ved ikke, hvad folk, der så mig lige der, må have tænkt. Jeg var heldigvis ligeglad. Alt gjorde ondt. I timevis stirrede jeg ud ad vinduet i toget på vej mod Jylland og forsøgte at finde ud af, hvad jeg havde gjort galt. Intet sprang mig i øjnene. Da jeg var næsten hjemme, fik jeg en sms fra en af pigerne, der havde været med til at arrangere festen aftenen forinden. Den syntes pludselig så langt væk. Hun ville vide, om jeg kunne komme og hjælpe med oprydningen. Jeg har aldrig følt mig så ydmyget, som da jeg var nødt til at svare hende, at Redaktøren havde slået op med mig, og jeg var på vej hjem. Hun spurgte, hvad der var sket? Jeg svarede, at jeg absolut ingen anelse havde.

Men det ville jeg snart få.

Kommentarer (25)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.