Spørgerundesvar, del 2

hjkl

Jeg planlægger at besvare alle spørgsmål – med undtagelse af dem, der går igen eller ligner andre til forveksling. Først indlæg med besvarelser kan findes her.

Sara spørger: Hvad blev der af det der hårprojekt? Skulle du ikke noget nyt og modigt?

Det er ikke dødt endnu! Der skete bare det, at jeg jo i mellemtiden gik selvstændig og dermed blev røvfattig, og frisøren er ikke et klogt sted at spare. Så det er bare sat lidt på pause. Til gengæld har jeg i mellemtiden lagt mig fast på, hvad jeg rigtig gerne vil have lavet, så på den måder er det måske meget fint, at jeg ikke lige traf en spontan beslutning om at få lilla hår.

Hvor høj er du?

169 cm. Dog som regel + 10 cm i sko. 😉

Må vi ikke se din lejlighed?!

Jeg går ikke synderligt meget op i indretning, og det indrømmer jeg gerne. Jeg vil hellere bo hyggeligt end pænt, og jeg eeeelsker alting mormor. Engang skrev jeg et indlæg om det og udgav det sammen med nogle billeder, og så fik jeg en kommentar af en læser, der blandt andet mente, at der “ingen undskyldning” var for at bo, som jeg gør, og at hun troede “minimalistisk, stilren, skandinavisk indretning lå i alle danskeres DNA.” Jeg har lige genlæst kommentaren for at kunne citere korrekt, og selvom den er et år gammel, så kunne jeg ikke lade være med at blive virkelig såret igen – også selvom læseren senere uddybede, at hun ikke havde skrevet den med sårende intentioner. Men jeg elsker jo selv mit lille hjem, selvom jeg godt ved, det ikke helt lever op til den interiør-craze, der kører lige nu. Og siden dengang har jeg altså ikke haft lyst til at dele min lejlighed med jer. Kritik af min smag i mode, mænd eller mad kan jeg sagtens leve med, men kritik af mit hjem (i hvert fald i så voldsomme vendinger) bliver for personligt for mig.

Ditte K. spørger: Er A England dit yndlings-neglelakmærke?

Ja. Selvom jeg godt kunne ønske mig flere cremer og lineære holoer!

Merete spørger: Hvilken type blogindlæg holder du mest af at skrive?

Der er en helt specielt slags, som aldrig rigtigt handler om noget vigtigt, men som regel leder op til en eller anden form for punchline. Som fx da Tinder-manden troede, jeg var escortpige eller da Svend reddede dagen. Små hverdagsanekdoter, der alligevel ender med en pointe. De er så hyggelige.

Hvornår har du sidst været rigtig vred?

Jeg læste en artikel om de der fucking mentum-grupper på Facebook. Hold kæft, de gør mig rasende!

Hvad er fedest at svare på; spørgsmål om dit bloggervirke eller mere personlige spørgsmål?

Puh, det er svært. Det afhænger meget af det individuelle spørgsmål, hvis jeg må svare så kedeligt. 😀

Julie spørger: Hvad vil du helst: Ha’ pillede rejer som tænder, eller røde pølser som fingre?

Røde pølser som fingre, helt sikkert. Jeg har alligevel pølsefingre i forvejen, og de bliver gerne lidt røde i det, når det bliver koldt, så det ville ikke være den store forskel. 😉

Lika spørger: Hvad tænkte du om blog-verdenen inden du kunne leve af din blog? Og hvad tænker du nu om den og de andre bloggere? Og vær nu ærlig. 😉

Jeg syntes, at fuldtidsbloggerne skulle æde sig en tudekiks eller 15. De laver jo ikke en skid. Og så skulle de prøve at være lidt originale. Hvor svært kan det være? Turns out, meget svært. Hver gang man finder på noget nyt og genialt, så er der allerede en anden, der har gjort det. Og der er fuckermeget backstagearbejde ved at være blogger. Jeg havde ikke skidemeget en drøm om at lave momsregnskab og sætte mig ind i alverdens skatteregler, eller at svare på 500 emails om ugen eller forsøge at netværke i én uendelighed, fordi halvdelen af det fede arbejde kommer sig af, hvem man kender. Og så havde jeg faktisk ikke troet, at skiftet fra fritidsblogger til fuldtidsblogger ville medføre så meget mere arbejde. Jeg lægger væsentligt mere end 38 timer i bloggen. Men man skal stadigvæk tage sig en tudekiks, hvis man synes, det er hårdt, for selvom noget af det selvfølgelig er røvsygt, så er det mest bare enormt givende. Selvom det er tidskrævende.

Hvilke blogs læser du selv mest – har du en top 3?

Jeg er stadig lige så meget bloglæser, som jeg er blogger, så jeg læser en del blogs. En overordnet top tre ville være ganske umulig – det skiftet i forhold til humør. Lige nu dyrker jeg mest Sneglen, Den søde kløe og Hvid kaffe.

Kirsten spørger: Har du af og til dine egne hemmeligheder med i “Shhh” indlæggene? Jeg tænker tit: “Dét er Miriams egen hemmlighed”

Ja, det har jeg. Ikke alt for tit, for jeg tager jo en anden hemmeligheds plads, men ind imellem. Fx ovenstående er min egen.

Kristina spørger: Hvad består din ‘almindelige’ dagsmake-up af? Både typer og mærker.

Jeg tror næsten, den må have sit eget indlæg, den her. Noget med billeder og så’n. Det er hermed på listen over kommende indlæg. 😀

Kommentarer (33)

  • Den der kommentar do refererer til om din indretning – det sgu for groft 😫. Og æv at det har fået de konsekvenser, selvom jeg godt forstår dig 👍🏼. Men indretningsbilleder runder nu så godt ens billede af omkring en blogger (og nysgerrighed ikk at forglemme 😂)

    • Njaeh, altså, indretning er som sagt ikke noget, jeg går op i, og derfor siger min indretning heller ikke så meget om mig. 🙂

  • Ej jeg bliver helt ked af den kommentar om din indretning og lampe (var lige forbi det gamle indlæg). “Desuden koster det virkelig ikke alverdens at bo fedt”…gys! Nu er det jo heldigvis en subjekt vurdering, hvornår man bor “fedt”! Jeg får personligt lyst til at voldtage et hjem med farver (og lidt opkast), når jeg ser billeder af de der minimalistiske sort/hvide hjem med Royal Copenhagen, Kähler vaser og andet overhypet gear på instagram… men det skriver jeg jo ikke på de fantasiforladte menneskers profil… det skriver jeg på din blog, for at give min ubetingede støtte til din indretning og fuck fingeren til det såkaldte stilrene 😱

    • Jeg synes egentlig, det er meget pænt, det minimalistiske look. Det er bare ikke så meget mig. Og som du selv skriver, så siger man jo ikke det til folk, der stolt fremviser et hjem, de er glad for. Det handler om situationsfornemmelse. 🙂

  • Jeg forstår godt at personlige kommentar er ubehagelige, men du kommer jo også selv med en sviner: “hvis man ikke svømmer i Ferm og marmor og kobber og det der virkelig grimme Pinnochio-kugle-tæppe”! Mit grimme kugletæppe har da i hvert fald lav selvtillid nu 🙂

    • Det gør jeg helt bestemt, men jeg kunne aldrig finde på at sige direkte til en person, at det, hun lige har sagt, hun elsker, er hæsligt – sådan ganske uopfordret. Eller for den sags skyld at det er uacceptabelt, at hun har købt det – og det er jo det, jeg får serveret. En kommentar specialsyet til lige præcis mig. Var der nu blevet sagt på en pæn måde, at man mente min lampe eller mormorlooket var grimt – hvad jeg flere gange har hørt, inklusiv her på bloggen – så havde jeg været helt cool med det. Det ville bare være et udtryk om uenighed, og folk har jo forskellig smag. Jeg synes, det her er grimt, det gør du ikke. Derfor kan vi jo godt være venner alligevel. Men der bliver ikke givet udtryk for egen mening, der bliver direkte dikteret, hvad der er acceptabelt og god stil, og alt andet er så “ikke godt nok”. Og det bliver sagt på en virkelig grov måde, hvilket får filmen til at knække for mig. Det handler om situationsfornemmelse. Der er forskel på at udtale sig om sin egen smag sådan helt generelt og på at pege på én specifik ting over for én specifik person. Uanset om man synes, noget er grimt, så skal man da altid give plads til, at andre synes, det er pænt. 🙂

      • Ja, det var så min kommentar (om din indretning)og jeg synes det er brandærgeligt at du har taget sådan på vej. Det er i hvert fald svært som læser at regne ud præcis hvor din grænse går mht hvad der må gøres grin med: rigtige mennesker, tjek – mormorlamper, ellers tak.

        Jeg synes du lægger en masse i den kommentar, noget som jeg NETOP skrev IKKE var hensigten og det synes jeg på ingen måde er fair. Men ja, din blog, dine regler.

        • Jeg synes, din kommentar var meget grov, hvilket jeg også sagde til dig dengang. Selv skrevet i sjov. Havde du bare skrevet, du ikke delte smag med mig, havde det været fint, men du skrev direkte, at det ikke var “godt nok” at bo, som jeg gør, og du var meget voldsom i din formulering. Det er over min grænse. I særdeleshed når jeg efterfølgende skrev til dig, at jeg blev ked af din kommentar, og du skrev, at du ikke “købte”, at det var tilfældet. Så er det altså frustrerende at forsøge sig med en dialog. Hvis man ikke ved, hvor min grænse går, så kan man altid spørge – alternativt er det en rigtig god idé at gøre det tydeligt, når man skriver noget i sjov. Ellers ender man her. Skriftsprog er let at misforstå.

          • Milla:
            Som en der ikke har aktier i sagen, må jeg altså også sige at den kommentar var ualmindeligt uheldigt formuleret. Især hvis du ikke mente det sådan, som du siger. Og jeg er enig at der er STOR forskel på at kritisere en tendens (som flertallet følger, og som det er lidt svært at føle sig ensom i), og så direkte aflevere sådan en omgang ‘det er ikke godt nok’-sludder personligt. Jeg er vanvittig uenig i din underliggende antydning om at man bør bo ‘flot’, som flertallet af danskerne(wtf?). Det er for det første subjektivt, hvad der er flot, og der er derfor mange som ikke ØNSKER at bo på en måde, som du ellers ville klassificere som flot.
            Og for det næste er det noget normativt pis at fyre af.

            Nåh, det var så mit sure opstød.
            God weekend, allesammen!

        • Smag er subjektivt men i mine øjne, er det vigtigt at der er personlighed i indretningen, mormorsmag eller ej.
          jeg bliver så træt, når jeg ser endnu et bloggerstyle hjem med de rigtige sukkulenter, de rigtige art prints i den rigtige minimalistiske stil, det rigtige bolig tilbehør i marmor og kobber og den rigtige totalt identitetsløse men korrekte støvede farve på væggen.
          Jeg kunne dog ikke drømme om, at bede folk om at stramme op og finde deres egen smag i stedet for, hovedløst at kopiere andre.

    • Milla, det kan godt være du ikke mente det sådan. Men det er faktisk 100 % dig som afsender der har fejlet fuldstændigt set ud fra et kommunikativt synspunkt, når der faktisk ikke er nogle af modtagerne der kan læse andet end ukonstruktiv og personlig kritik ud af din kommentar. Miriam er, som du kan se, absolut ikke den eneste der synes den kommentar og de efterfølgende var langt over stregen, og så er det altså dig der ikke har formået at formulere dig hensigtsmæssigt, hvis du virkelig bare mente det i sjov og ikke bare trækker “det var bare for sjov”-kortet da det viste sig at det ikke blev vel modtaget. Jeg synes i øvrigt også at det var en rigtigt grim kommentar, og jeg forstår virkelig godt at Miriam blev ked af det. Det var jeg fandme også blevet, hvis der var en der havde langet sådan ud efter mig personligt og det jeg lige har sagt at jeg elsker. Går du også hen til fremmede mennesker og siger “Ej, dit hår er virkeligt grimt, det er simpelthen for dårligt at du ikke følger lige præcis den mode jeg synes er pæn”? For det er essentielt det du gjorde med din kommentar til Miriam.

  • Av. Det er godt nok også en virkelig grim kommentar. Jeg kan godt forstå den sårede dig. Man kunne da udtrykke man var uenig i smag på så mange både “pæne” og/eller sjove måder men det der.. ej det er sgu ikke okay. :/

    • Som du kan se nedenfor, så er kommentaren tilsyneladende skrevet i sjov, men det havde (og har) jeg svært ved at se. Brandærgerligt at man på den måde kan skyde forbi hinanden kommunikativt.

  • Jeg vil bare lige sige, at du ikke er alene om at elske alting mormor. Jeg bliver grund-ked af sort, hvid og grå. Derfor er min indretningsstil alt andet end nordisk minimalisme. Den er farve med farve på. Og ved du hvad? Vi rocker stilen mormor-chic!

  • Hvad er det dog for en sørgelig kommentar at kommer med vedr. din indretningsstil. HURRA FOR FORSKELLIGHED. Personligt synes jeg oftest hvid og minimalistisk stil er ret kedelig, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor vi allesammen skal indrette vores hjem på den samme måde.

    • Jeg forstår hellere ikke den kommentar.

      Og hellere ikke at der kun er en måde at indrette et hjem der dur på.

      Kan bestemt hellere ikke påstås at bo minimalistisk, hvor bøger, nips, Ikea og arvestykker/snedkervarer bor sammen i et (dis)harmonisk kattevenligt mix.

  • Men hvad er der der tager så lang tid? Jeg forstår det ikke? Er det at skrive indlæggene? Eller alle mulige ting som ikke-bloggere ikke kender til?

    • Puh, Tilde, det er et stort spørgsmål, for det er meget et blækspruttearbejde. Selve bloggingen tager næsten mindst tid af ens arbejdsopgaver, men selv der ligger der mere tid i det, end de fleste tror. Selvfølgelig kan man smække et indlæg ud på en time, men der er mange indlæg, der tager meget længere tid end det. Affiliateindlæg tager fx snarere fire, fordi man både skal finde passende ting til temaet, skrive selve indlægget, lave en collage og sørge for at linke de rigtige ting det rigtige sted. Bridget går jeg og skriver på hele ugen, inden jeg lægger mig fast på de endelige punkter om søndagen. Hemmelighederne skal jeg også selv lave rent teknisk. Debatindlæg tager mig som regel flere uger, fordi jeg vil have den rigtige formulering, så jeg skriver og omskriver i én uendelighed. Listeindlæg er nogle gange undervejs i flere måneder, fordi jeg vil have de helt rigtige punkter. Man går konstant og brainstormer nye indlægsidéer og skriver videre på kladder, som nogle gange ender med aldrig at blive udgivet.
      Men indlæggene er det mindste. Det, der tager mest tid for mig, er det kommunikative. Når jeg fx udgiver et debatindlæg, skal jeg sidder klar som moderator de næste mange timer, læse og godkende kommentarer, nogle gange redigere og give reprimander, så debatten ikke går over gevind. Mine læsere kontakter mig derudover dagligt gennem Snapchat (personlige snaps og chatbeskeder), instagram (kommentarer på egne billeder, tagging i andres billeder, direct messaging), Facebook (kommentarer på indlæg, på min væg, i både bloggens og min private inbox), og så kommenterer de selvfølgelig også på bloggen. Sammenlagt bruger jeg mange, mange timer om ugen på at besvare folks beskeder. Derudover er der min mail, hvor jeg også får læsermails. Alt fra hjælp til Louboutins størrelser til hjælp med hjertesorger eller andre personlige kriser. I min mailbox får jeg også mails fra folk, der er ved at skrive alt fra en folkeskoleopgave til speciale på uni om blogs og derfor vil have mig til at svare på nogle få eller enormt mange spørgsmål. Det samme gælder avis- og magasinartikler. Ofte kræver det fysiske møder med interviews. Jeg ELSKER alt det kommunikative, men det er stadig vanvittigt tidskrævende.
      Derudover får jeg mails fra PR-bureauer og potentielle kunder, som altid skal besvares og nogle gange ender ud i møder, hvor man skal udforme et form for samarbejde, som der derefter skal følges op på. Det er en lang proces med konstant kommunikation undervejs, og man har som regel altid gang i et par stykker.
      Derudover har jeg selvfølgelig kommunikation med Bloggers Delight om kommende samarbejder gennem dem og rent tekniske ting.
      Så er der ting som fx pressedage, hvilket betyder, at man tager rundt til alle Københavns (VIRKELIG mange) PR-bureauer og dyrker relationer og bliver inspireret af kommende produkter og trends, man potentielt kan skrive om. Det er også her, man skal bruge kontakter, hvis man fx gerne vil køre en konkurrence. Det er nogle meget lange dage – gerne op til 10 timer, og så skal man hjem og blogge bagefter.
      Billeder er for mange andre bloggere en større opgave, end det er for mig, men modebloggere skal jo også finde locations og den slags og afholde små, private photoshoots. Jeg tager relativt sjældent fancy billeder, men det er meget tidskrævende at opstille, fotogradere, redigere, osv.
      Rent analytisk skal man også være i gang. Det handler om at nærstudere sin Google Analytics, så man ved, hvem ens læsere er, hvornår de helst læser blogs, og hvad de helst vil læse om. Det skal man bruge både til potentielle kunder, men også til at blive en bedre blogger selv. Det kræver ugentlige, hvis ikke daglige undersøgelser af egne tal. Her holder man fx også øje med, hvilke affiliateprodukter sælger bedst, så man ikke spammer folk ned med ting, de er fuldstændig uinteresserede i.
      Rent økonomisk skal man holde en forretning kørende. Hver eneste gang man køber noget, skal man tænke i blog vs privat og skat og moms, og der skal skrives ned og udregnes procenter og opgives til SKAT. Det er RØVSYGT og enormt omstændigt.
      …Og det er bare nogle af de ting, man laver udenom bloggen. Så ja, der foregår rigtigt meget bag kulisserne, som læserne ikke ser, og derfor kan det godt ind imellem virke, som om bloggere kun arbejder en time om dagen. Det er bestemt ikke tilfældet. 🙂

    • Det varierer meget alt efter, hvor gammel jeg var da de kom ud, men de fleste har jeg genlært på engelsk også efterfølgende. Løvernes Konge kan jeg sågar også på tysk! 😀

  • Hvor meget tid bruger du egentlig på at drive bloggen? Og hvad mener du om hele “blogging-er-ikke-et-rigtigt-arbejde”-diskussionen? 😀

    • Jeg bruger vel omkring 50 timer ugentligt, tænker jeg. Og jeg synes sagtens blogging kan være et job, hvis man er dedikeret nok – men det er et meget frit og “let” job.

  • Ej det har slet ikke noget med indlægget af gøre, men kan ligeså godt sige det mens jeg husker det haha! Jeg drømte i nat at du var med i en ny dansk tv-serie, hvor du havde hovedrollen. En lidt Bridget Jones-agtig rolle, hvor du var lidt skør og klodset haha. Ville elske at se den serie!! Er det noget du nogensinde ville sige ja til, hvis du blev spurgt? 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.