Påskeshoppinghelvede

dfghjk

Visse fejl opdager man faretruende hurtigt. Som når man har givet sig selv lørdag fri til at shoppe efter bifdateoutfit og påskeæg til søsters børn, og man helt frisk og glad cykler ind til Købmagergade, og det viser sig, at man ikke kan se fortovet for bare menneskemylder. I specialelivet er der ikke noget, der hedder weekend og ferie og sådan, der er alle dage ens. Men verden kører jo kraftstejlme videre uden for min eksamensboble (hvor vover den?), og i dag er det tilfældigvis den eneste ikke-helligdag i påskeferien, hvilket betyder, at hele familien Danmark (og det halve af Nordeuropa?!) lige som undertegnede havde sat næsen op efter at svinge Visakortet lidt.

Jeg har ikke helt tålmodigheden til det. Jeg får lyst til at træde hælene af de der mennesker, der på én og samme tid går uendeligt langsomt og fylder hele gaden. Jeg skal passe på ikke at komme til at tackle piger, der står i fem minutter og kigger på lige netop den kjole, jeg gerne vil have fingrene i. Jeg sender dræberblik i store mængder til folk, der vader igennem køen i stedet for at gå udenom. Der er en grund til, at jeg er meget bedre til internetshopping. Man bør ikke på den måde lukke mig ud blandt uskyldige mennesker, der forsøger at nyde deres påskeferie, for det er der ikke tid til, når jeg skal have shit done, vel?

Påskeæggene var ret hurtigt overstået. Jeg købte nogle papæg hos Søstrene Grene og en masse snask at fylde i dem. Det sværeste var ikke at købe alle mine egne favoritter, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at der så ville ryge væsentligt flere stykker ind i min mund end ned i æggene. Sværere var det at finde en kjole. Det var sikkert al min bitchyness, der gav mig dårlig shoppekarma, men jeg kunne ved grød intet finde. For at trøste mig selv over min fiasko, gik jeg i MAC. Og derefter i Sephora. Og da jeg havde brugt hele mit kjolebudget på alt andet end kjoler, fandt jeg i Magasin en virkelig pæn kimono fra Second Female, som jeg slet ikke havde råd til og derfor naturligvis købte.

Nu er der bare tilbage at håbe på, at der går penge ind, før min bankmand opdager de røde tal, jeg uundgåeligt har forårsaget i dag. Hvis ikke, kan jeg altid med meget alvorlig mine fortælle ham, at det meste faktisk var en forretningsinvestering… I bakker mig lige op, ikke? 😀

Kommentarer (16)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.