Hans Tinder-regler

Syv år.

Det er syv år siden, jeg fik, hvad i lægmandstermer ville kaldes et nervesammenbrud. Syv år, Niels. Man lærer et og andet. Syv år var også, hvad det endte med at tage mig at acceptere, at man ikke bare sådan lige kan kravle op ad sådan et hul igen, og at jeg måske aldrig kommer til at kunne gøre tingene, som jeg gjorde dem før. Mit motto har altid været: “Jeg arbejder bedst under pres.” For sådan har det altid været. Indtil det ikke var sådan længere. Nu råber og skriger min krop af mig, når jeg forsøger at skrive eksamenopgaver på halvandet døgn. Den går ikke længere. Dette semester var første gang, jeg bukkede under og accepterede mine limitationer. Jeg gik for muligvis første gang i mit liv i gang med et projekt i god tid. Det var stadig hårdt, men det var ladesiggørbart. Jeg afleverede opgaven et halv døgn før tid, hvilket er virkelig ukarateristisk for mig, og hvad værre var: Det var rent faktisk en velbearbejdet opgave, som jeg var stolt af.

I går faldt dommen så, og jeg erhvervede mig et 12-tal. Det er ikke mit første 12-tal på universitetet, men det er klart det, jeg er mest glad for. For det føles velfortjent. Jeg har ikke fået det, fordi jeg trak lige det emne, jeg var stærkest i, eller fordi jeg er eminent til at hælde vand ud ad ørerne, når det er nødvendigt, men fordi jeg rent faktisk har kæmpet for det. Det er en helt ny og meget tilfredsstillende følelse.

Det fik mig også til at tænke på, hvorfor det har taget mig så længe at acceptere, at min hjerne altså ikke fungerer, som den gjorde engang. Det er lang tid siden, jeg har talt sygdom herinde. Og det er, fordi jeg er så pisseheldig, at tingene rent faktisk er stabile for en gangs skyld. Stabilt er lettere, men stabilt er ikke rask. Det betyder langt hen ad vejen bare, at man har vænnet sig til at være syg og dermed lært at håndtere det. Og sådan noget snakker man ikke om. Især ikke, når man som jeg ikke kun er syg i kroppen, men også i hjernen. For det er jo ikke at være “rigtigt” syg.

Der var engang, jeg skrev et kontroversielt indlæg og fik som kommentar, at det vist var godt, jeg (på daværende tidspunkt) var i behandling på psyk, fordi jeg i den grad trængte til noget bedre at lave end at ligge i min seng hele dagen. Og det var jo i og for sig sandt (omend det ikke ville have ændret på min holdning i det omtalte indlæg). Men jeg lå jo så heller ikke i min seng frivilligt. Jeg lå der, fordi det var det eneste, jeg kunne. Ville jeg have fået en sådan kommentar, hvis jeg havde været sengeliggende grundet kræft? Jeg tvivler.

I går læste jeg en virkelig fantastisk artikel. In the End, There Is Only Room for Love, hedder den. Det er et brev fra en kvinde til hendes mand, der begik selvmord for en måned siden, og beskriver meget rørende, hvordan psykiske sygdomme er helt legitime og kan tage livet af folk på samme måde, som de fysiske. Det er også et opråb til, hvordan vi desperat har brug for at åbne op for en dialog og ændre vores samfunds syn på psykiske lidelser. Det er utroligt smukt og formidabelt skrevet, og jeg vil anbefale alle at læse det.

   

20 kommentarer

  • Jeg har også ønsket, at jeg fik kræft i stedet. Eller måske bare oveni. Det er virkelig forfærdeligt at tænke sådan, men det vidner bare også om, hvor frustrerende det er at være syg på en måde, som stadig ikke er respekteret af så mange.

    Jeg ønsker dig held og lykke med din uddannelse. Nu aner jeg intet om, hvor eller hvad du laver, men jeg fejlede nonstop i mit forsøg på at komme igennem, indtil jeg begyndte at læse på halv tid i stedet. Så begyndte det sgu at lykkes! Aner ikke, om det kunne være relevant for dig, men hellere give et overflødigt tip end ikke at give et, der kunne have hjulpet. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Ja!! Endelig én der kan sætte ord på præcis hvordan det er “For det er jo ikke at være “rigtigt” syg” er lige det jeg også møder. Fik selv min diagnose for 7 år og 28 dage siden, på det tidspunkt virkede Bipolar som en dødsdom (det gør det stadig nogengange) og til tider ville jeg ønske det var kræft istedet (det ved jeg godt man ikke må sige, men så ville andre mennesker i det mindste forstå det og tage hensyn). Jeg er endnu ikke nået til det punkt hvor jeg kan håndtere mine eksaminer, men hvad end du fejler så er jeg lykkelig for at høre du er, måske er der håb forude 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har forsøgt det der med at knokle igennem en del gange. Det ender altid galt. Så nu gør jeg lige præcis et ihærdigt forsøg på at acceptere, at jeg altså ikke kan så meget længere, som jeg kunne engang. Jeg er stadig rigtig træt af det, men det bliver bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min datter er fysisk syg. Hun har kroniske smerter – fordi smerter ikke er noget, man tager alvorligt. Man opfatter det lægeligt alene som et symptom på noget andet. Dermed fik hun med ubærlige smerter fra hun var 7 – til hun var så heldig at komme i behandling – ikke for de sygdomme, der initialiserede smerterne, for de blev tidligt behandlet korrekt, men for smerterne.

    Idag er hun også “stabil”. Det største problem med “stabil” er, at stabil føles om om man så kan tage mere ind. For alting går jo bedre end det gjorde! Og drømmene om, hvad man kan, bliver størrer – efter så uendelig længe slet ikke at kunne noget. Forventningerne til, hvad man kan bliver størrer – selvom man inderst inde godt kender begrænsningerne.

    Jeg læser i ovenstående, at det er der du er. Og jeg læser, at du i stedet for at gøre det, man kan gøre: Nemlig at knokle igennem fordi “det kan jeg lige nu” – så har du taget hensyn til dig selv, for at sikre, at “stabil” bliver ved med at være netop det. Du har respekteret dig selv – og arbejdet for og med din krop. Og du kom i mål. Og du sejrede.

    Det er langt størrer, end “bare et 12 tal”. Hjerteligt tillykke! Jeg håber, du og “stabil” bliver rigtig gode venner. Og at I sammen finder den helt rigtige vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Spændende og vigtigt emne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • DO IT!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lige præcis. Jeg er virkelig også træt af folk, der vil have mig til at gøre en masse, jeg ikke kan, fordi de kan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak! Jeg er også vældig glad!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nogle gange er tingene noget hø. Det er okay, selvom det er frustrerende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sådan er det vist desværre med mange psykiske sygdomme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fattige ord har også værdig. Selv tak. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt at du deler dette! Jeg har netop skrevet bachelorprojekt omkring det at være psykisk sårbar, og den manglende anerkendelse der eksisterer ved sygdomme, man ikke kan “tage og føle” på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    hvor er du sej! Stort tillykke med din kamp, dine fremskridt og at det lige pt lysner 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, Miriam. Først og fremmest kæmpe tillykke! Du er så pisse stærk, når du altså ikke lige ikke er det. Og så er du det egentlig alligevel. Du har før sagt til mig, at jeg også burde dele… Og ved du hvad, nu gør jeg det! Jeg sætter mig og skriver med det samme (selvom det nok ikke bliver udgivet lige med det samme), for du har ret – vi er jo nødt til at tale om det. Det er den eneste måde, vi kan komme igennem det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Tak. Tak tak tak! Det er bare så svært at forklare andre, hvordan det egentlig er at være syg uden at være fysisk syg. Og hvorfor man ikke bare lige har et studiejob i stedet for et studielån. Forklaringen “fordi jeg ikke kan overskue det, fordi jeg ikke kan holde til det” er ligesom ikke legitim. Så tak – og tak for en dejlig blog, som jeg dagligt får mig til at smile 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Tak for link, og må jeg ønske STORT TILLYKKE med 12-tallet – det lyder fuldt fortjent, og så er det jo så meget federe at få.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg har gået rundt hele dagen med en klump i maven, og gråd lige bag øjnene. Jeg ved ikke helt hvad der er galt. Jeg ved bare at jeg er bange for alt. Sådan fuldstændig irrationelt bange , og set alt som et tegn på at nu sker det værste.
    Også skriver du sådan et indlæg. Det er jo slet ikke det samme som det jeg oplever lige nu. Men det er lidt. Det minder mig i hvert fald om at jeg skal passe på mig selv, og have det okay med at alting er… svært.
    Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg føler med dig – stress er en dræber, når man først er blevet overfølsom over for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Du ramte mig lige. Tak er et fattigt ord, men jeg har sgu lige brug for at takke dig af hrle mit hjerte med en lille tåre i øjenkrogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hans Tinder-regler