Jeg talte for nylig med en veninde om det der med virkelig hardcore trends, der forsvinder og så ligger i dvale i noget, der minder om et par årtier, hvorefter de kommer bragende tilbage igen. Nogle af dem er ret ligetil. Scrunchies, for eksempel. Da 80’erne gik på hæld, blev scrunchies det ultimative tegn på kiksethed. Og det holdt ved godt og længe. Af alle katastrofale ting ved
Så, det var jo sådan, at jeg satte mig et mål om at udgive nogle flere af de der indlæg, jeg har skrevet og derefter været for stor en kylling til at udgive. Og det betyder selvsagt, at jeg er nødt til at gennemgå alle de mere og mindre interessante kladder, jeg har liggende, mange af
Det er vel omkring 10 år siden, min musiksmag begyndte at gå i stå. Jeg lytter ikke til radio, og jeg har ikke noget fjernsyn, og jeg ved faktisk ikke helt, hvor det er meningen, man skal høre nyt musik henne. Og hvad værre er: Min musiksmag lader til at have truffet en beslutning om, at det ville være bedst, hvis vi holder os til det, vi kender og elsker. Don’t mess with perfection.
Jeg har kun haft computeren åben én gang, siden jeg ankom. (Og så nu, bevares). Jeg skulle sende tre mails, og så nappede jeg lige et afsnit af Gilmore Girls. Ellers har den været lukket. Og her er det vigtigt at notere sig, at min computer ellers aldrig er lukket.
For lige at komme med en update på hele sommerferiesnakken, så var det, at jeg kom i tanke om, at min mor havde fødselsdag i juni, og jeg faktisk havde foræret hende en lille tur med mig til udlandet. Sidste år. Som hun ligesom aldrig fik. Moder og jeg er jo sådan set
“Staaaaahp!” skriger jeg grådkvalt til min indbakke, hver gang der tikker en ny mail ind. Jeg har tilbragt den sidste alt for lange tid røvtravl og/eller syg, og fordi jeg havde travlt, havde jeg ikke tid til at være syg, så jeg pressede på, og det vil min krop ikke finde sig i, hvorfor den som regel gør mig mere syg. Nu er vi dog tilsyneladende ved at være nede på en uinteressant
Det er en meget artsy overskrift, jeg ved det godt. Nogle af jer kan sikkert genkende den fra Simon & Garfunkels “America”, hvor Paul Simon sidder i en bus sammen med Kathy og finder på baggrundshistorier til de andre passagerer. Jeg kom til at tænke på det for nylig, da jeg sad på en tilfældig maskine (uden at lave noget) og forsøgte at få vejret efter en lidt for intens
Annonce for Aarstiderne
På top fem over mest frustrerende ting ved at bo alene (sammen med blandt andet at man selv skal betale alle regninger og vaske alt tøj) er madlavning. Jeg hører ellers til den gruppe, der virkelig godt kan lide at udforske og eksperimentere med mad, men det er så drønfrustrerende, at stort set alle madvarer købes i “familiestørrelser”. Hvis jeg fx
Jeg har trisset lidt rundt om det her emne i lang tid, for jeg vil gerne skrive om det, men jeg er bange for, at jeg simpelthen ikke evner at formulere mig, så det, jeg gerne vil sige, kommer tydeligt igennem. Jeg ved allerede, at dele at mit publikum har svært ved at forestille sig, at det, jeg vil sige, er rigtigt. Det ved jeg, fordi jeg engang var en af dem. En af dem, der syntes, at bloggere
Man skulle synes, jeg svømmede i blogidéer efter sygdom og et par dages blogstilhed. Men det gør jeg ikke. Blogland kan ikke se sig fri for agurketid, og vi sidder hardcore i den. Det er kedeligt. Jeg keder mig.
Jeg har lyst til at skrive, men jeg kan ikke rigtigt finde noget, jeg har lyst til at skrive om. Hvis man er på ferie, kan man skrive om det, men jeg er ikke på ferie, og andre