Pres

I går smed Elisabeth et billede af læserhemmelighederne på sin instagram, taggede mig i det og skrev, at folk da lige skulle kigge forbi bloggen, hvis de ikke kendte den i forvejen. Elisabeth har omkring tre gange så mange følgere på instagram som mig, og pludselig fossede det ind med nye følgere både her og der og alle vegne.

Den slags sker generelt, når man bliver anbefalet af en blogger med en pæn følgeskare, og ens første reaktion er altid vild jubel. Jeg blev især begejstret, fordi jeg selv samme dag havde mistet to følgere på Bloglovin’ og naturligvis var begyndt at bilde mig selv ind, at ingen kunne lide mig mere. Det var jo ligesom en kvart procent af mine følgere! Jaja, bloggere er oversensitive og paranoide. Det er det, vi kan.

Hvilket bringer mig til reaktion nummer to. Midt i al jubelen går det nemlig pludselig op for én, at man nu har et nyt publikum. Et publikum, der ikke kender én. Den første uge er derfor afgørende for, om de nu bliver hængende eller ej. Og ih, man vil så gerne imponere dem! Det er lidt ligesom at tage med sin veninde til en fest med en masse af hendes venner, man ikke kender, og selvom hun naturligvis på forhånd har sagt, at man er a-okay, så er resten op til én selv. Og det er så der, jeg normalt fucker op…

På blogfronten prøver jeg imidlertid altid at fuske lidt med resultatet. Jeg mener, de nyankomne er naturligvis fan af bloggeren, der sendte dem herover, så hvis jeg nu blogger lidt som hende i starten, så kan de nok også godt lide mig… Problemet er bare, at Elisabeths blog er sådan en med børn og kreativitet, og det er nok de to områder i verden, hvorpå jeg har mindst talent. Derfor har jeg nu i stedet skrevet dette vildt forvirrende indlæg, der får mig til at lyde som en usikker teenager. Wuhu!

Såeh, hej, nye folk og velkommen til! Jeg håber, I vil kunne lide det her, selvom jeg poster mere kat end baby og flere kiksetheder end kreativiteter…

Kommentarer (16)

Der er lukket for kommentarer.