Jeg er jo Bridget Jones #418

1. Jeg har talt i telefon mere den sidste halvanden uge, end jeg gjorde i hele 2019. Kom lige til at tænke på, at det er ret heldigt, vi ikke betaler per minut mere, så havde jeg været ruineret.

2. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har hamstret. Måske lige med undtagelse af at sørge for at have ekstra cigaretter på lager, for selvom jeg ikke normalt er en klassisk hverdagsryger, så er jeg er en stressryger uden lige, og jeg har ikke smugrøget så voldsomt her, siden der var en uge tilbage til min specialefrist.

3. Har brugt ugen på at eksperimentere lidt i køkkenet. Det gør jeg med jævne mellemrum. Resultatet er som regel nogenlunde habilt, for jeg har om ikke andet styr på de helt basale madteknikker. Bortset fra i mandags, hvor jeg lavede en gryderet på slump, der endte med at have en konsistens, der allerbedst kan beskrives som papmaché-klister.

4. Meanwhile sendte min søster mig i dag et billede af en portion “sticky cinnamon buns”, hun havde lavet, og jeg synes, der burde være regler mod den slags.

5. Som en uventet og vel nærmest omvendt bonus, er jeg takket været en bestemt kommentar på onsdagens indlæg blevet mindet om, at jeg aldrig har set The Bridges of Madison County, og fuck, det kunne vel nærmest ikke være bedre timing!

6. …Men apropos gårsdagens indlæg, så har jeg allerede tudet tre gange i dag, og klokken er kun 17, så en tåreperser er måske rent følelsesmæssigt ikke den bedste idé.

7. …Kan godt ske, jeg bare skal gå med endnu et afsnit af The Nanny. Eller ti. Jeg besluttede at investere i en måned af Amazons streamingtjeneste, fordi, duh, og jeg kan slet ikke få armene ned over, at den ligger derinde.

8. Jeg har ikke bøvlet med løst hår i over en uge, og det er så fucking praktisk ikke at have hår i ansigtet hele tiden, at jeg ville overveje at klippe mig helt kort, hvis jeg ikke stadig havde fæle traumer fra min barndom, da mine forældre gjorde netop det.

9. Hvis vi er helt ærlige, bærer jeg stadig nag over for salgsassistenten i en skoforretning i Veri Centeret, der spurgte, om “den lille dreng” ville have en slikkepind.

10. Den største ulempe ved at være indendørs, når solen skinner udenfor? Jeg bliver meget, meget opmærksom på, hvor hårdt mine vinduer trænger til at blive vasket.

Kommentarer (30)

  • Nr 4 SÅ enig ?, det da nærmest kriminelt det der ?, nr 9 næh veri centeret ?, der kom jeg også som barn og nr 10 oh tell me about it ???

  • Men har du LÆST The bridges of Madison County? OMG jeg var nødt til at gemme mig på badeværelset for mine børn og læse de sidste måske 20 sider… ugly cry, y’know? ? Og filmen er også virkelig vellykket.

    • Nej, den er før min tid, så jeg har slet ikke et forhold til den. Aner ikke engang, hvad den handler om, bare at det er en klassiker!

    • Jeg bliver nødt til at få fingre i bogen, efter din kommentar. Tak! Jeg er VILD med filmen (de spiller simpelthen SÅ godt) og var bange for at bogen ikke kunne leve op til den.

  • Der er Stolthed og Fordom (BBC-miniserien, ikke den rædselsfulde film!) på DR TV, hvis du bliver træt af the nanny.

    • Colin Firth som Mr. Darcy er topmålet af niceness! Jeg har skrevet den bag øret, jeg venter bare på en dag, hvor jeg er helt ved at falde fra hinanden og har brug for opmuntring! 😀

  • Hvor kan man se bridges of Madison country. Skulle have været til Fredericia næste forår for at se den sat op dér, men så gik de jo konkurs, så filmen må være det næstbedste.

  • Jeg blev træt nok af mine beskidte vinduer den anden dag, så de er vaskede! Og jeg fortæller det til alle jeg møder! ?

  • Håber du kunne finde på at give ‘The bridges of Madison County’ som bog et skud og give din kritik! Har ikke turdet give mig i kast med den, selvom jeg knuselsker filmen! Læste engang en anmeldelse, hvor den af anmelderen og mange i kommentarfeltet blev kaldt for kedelig husmorporno ? Gør helt ondt når at læse, når man selv synes den er noget af det smukkeste! God fornøjelse ?

    • Jeg skal ærligt erkende, at jeg aldrig har været syndeligt opsat på at læse den af præcis samme årsag. Men de passionerede folk elsker den virkelig! 😀

  • Suk, jeg er blevet kaldt en dreng sååååå mange gange i min barndom pga kort hår. Engang var jeg væltet på min cykel på vej til skole og blev hjulpet af et ældre ægtepar, for som konen sagde: “Jeg tror, den lille dreng har slået sig”.
    De fulgte mig helt hen til skolen, og jeg nænnede ikke at fortælle, at jeg var en pige.
    Eller dengang jeg kom ud fra pigernes omklædningsrum og blev mødt af en olm pedel, der ville vide, hvad jeg lavede derinde ?

    • Det er simpelthen så ømt i de der år, hvor drenge har drengelus, og man bare allerhelst vil ligne alle de andre!

  • Mine vinduer er også forfærdelige! Min far kan dog ikke komme forbi og vaske dem fordi de har været i Italien så den står på karantæne?

      • Jeg bor også på anden sal og jeg åbner mine vinduer ind i lejligheden, når de skal pudses. Altså så jeg kan pudse/vaske ydersiden inde fra lejligheden 🙂

  • Filmen er seriøst så god, og de spiller så hjernedødt godt. Man TROR virkelig på, at Meryl Streep er en italiensk husmor!
    Har aldrig læst bogen, men det kunne være, det var tid nu.

  • Min yngste (datter) fik langt hår som 2-3-årig, fordi hendes far var træt af, at alle troede, hun var en dreng. Udstationeret i Kina, hvor pæne folk helst ikke lader deres døtre lege for vildt (klatre til toppen af klatrestativet og lignende “ekstremer” på legepladsen). Fik så en dag en kommentar fra en sød dame om, at det var sjovt med mit barn, for “i Kina er det ikke så almindeligt at drenge har langt hår”… 🙂

  • Jeg er lige flyttet ind i en lejlighed her for snart 2 måneder siden.
    De var aldrig blevet vasket af den forrige lejer, så jeg fik dem vasket af en proffesionel.
    Aber… de trænger allerede til at blive vasket – igen.

    Suk!

Der er lukket for kommentarer.