“If You’re Going to San Francisco…”

Reklame ‐ fortællinger fra en pressetur, som jeg jo altså er blevet inviteret på kvit og frit.

Først og fremmest er det vigtigt at notere sig, at USA er et motherfucking stort land, og der derfor er temmelig langt fra østkysten til vestkysten. Tre timer ekstra i et fly er lang tid. Be prepared. Vi fløj imidlertid med Icelandair, som havde Løvernes Konge med i filmudvalget, og selvom Matilde morede sig kosteligt over, at jeg havde valgt samme underholdning som den 5‐årige dreng på sædet foran mig, så var det altså den bedste beslutning nogensinde. Hakuna Matata, bitches!

Det er en helt særlig fornemmelse, jeg får i maven, når jeg lander i USA. Sådan en “knib mig i armen”‐følelse. Som om jeg befinder mig i en slags drømmeverden, der er blevet virkelighed. Jeg har ikke været på vestkysten, siden jeg var otte år gammel, og før den her tur havde jeg aldrig været i San Francisco, så jeg glædede mig på den der uforståeligt entusiastiske måde, som det måske kun er med‐amerikanofiler, der forstår.

Vi startede turen med et brag. Det var halvsent om aftenen, da vi ankom, men vi var både lidt sultne og ville gerne lige ned i gear, før vi gik i seng, så vi satte kursen mod den lokale Wahlgreens. Og mens vi stod der med vores bedste udvalg af amerikanersnacks, var der en dame, der blev busted i at stjæle. Vi fandt aldrig ud af, hvad hun havde taget, for hun stejlede fuldstændig og begyndte at vifte med sin bilnøgle, mens hun råbte efter butiksbestyreren (de var til n‐ords‐info begge sorte): “Ni**a, I’mma cut you! I’mma cut off your balls!” Han tog truslen med ophøjet ro, nærmest bare lidt irriteret, og fortalte damen, at politiet var på vej, hvortil hun lavede nogle flere bevælgelser med sin nøgle (som ingen troede, var en kniv) og hvæsede: “I’mma cut them too! I’m a crazy ass bitch!” Og så spænede hun ud af butikken og efterlod Matilde og mig noget måbende, men resten af butikken ret chill. Storbylife? Det forvandlede sig ret hurtigt til vores yndlingshistorie, og resten af turen (og stadig efter vi er kommet hjem, i øvrigt) citerer vi ivrigt den vrede dames ord. “I’mma cut you! I’m a crazy ass bitch!”

Den temmelig blaserte reaktion på optrinnet hænger højst sandsynligt sammen med vores lokation. Vi boede meget centralt på det efterhånden legendariske hotel, Westin St. Francis, der ligger midt på Union Square, som på mange måder svarer til New Yorks Times Square. Hotellet er utroligt smukt og historierigt, og det ligger tæt på alt, men næste gang tror jeg, jeg vil gå efter at bo ude i et af kvartererne i stedet. Dels fordi så intens storbyfølelse kan være meget overvældende for en sindig jyde, men også fordi det (lidt ligesom herhjemme) mest er forretningsfolk, turister og hjemløse, der opholder sig så centralt. Der er rigtig mange hjemløse i San Francisco grundet det milde klima, og før man ved af det, er man løbet tør for småpenge. Desuden er jeg vild med, hvordan de forskellige kvarterer ligesom har personligheder, og det er noget, der virkelig er fint ved byen.

Det er i virkeligheden utroligt imponerende, hvad man kan nå i San Francisco på knap tre døgn, og for at det ikke skal ende i verdens længste opremsningsindlæg, hiver jeg et par af mine favoritting ud, som ikke inkluderer de klassiske turistekskursioner som en tur til Alcatraz og et photoshoot foran Golden Gate Bridge. Jeg mener, det skal man selfølgelig også, men det ved I nok godt, uden jeg behøver fortælle jer det.  Shopping er et kapitel for sig, og jeg har lovet at lave et indlæg med rovet og relevante butikker en af dagene. Spoiler alert: Det blev ganske TJ Maxx‐løst!

1) Som turist i San Francisco bliver min anbefaling nummer et at tage på en Love Tour. En gammel hippie kommer kørende i et klassisk VW‐folkevognsrugbrød malet i smadder på den mest fantastiske måde, og så kører I ellers rundt i byen og får den perfekte introduktion dertil, både med tanke på fortid og nutid. Af samme årsag vil jeg anbefale at tage en love tour som noget af det første, for den inspirerer og giver blod på tanden til yderlige udforskning de forskellige steder. Vores chauffør hed Bob og kørte sikkert, men fuldstændig vanvittigt, og vi frygtede flere gange for vores liv, for San Francisco er den mest bakkede by, du nogensinde vil besøge, og hvor længe lever sådan en minibus’ bremser?? Men Bob elskede San Francisco af hele sit hjerte, og hans kærlighed smittede, mens vi kørte igennem latinokvarteret, punkerkvarteret, hippiekvarteret. Nogle af bydelene er meget distinktivt opdelt, og i LGBT‐kvarteret kan man således både se huse og zebrastriber i regnbuefarver. Love touren er den perfekte blanding af historie og underholdning, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg efter denne tur havde en bedre forståelse af San Francisco som by. Helt uden at kede mig. Kæmpe, kæmpe tommel op!

2) Vi sluttede vores første hele dag af med en baseball‐kamp. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var en snert skeptisk ved at se det på programmet, for jeg har kun et meget nødtørftigt begreb om reglerne, og sådan en kamp kan nemt komme til at vare timevis. Men åh, det viste sig at være alt det, jeg elsker ved USA! Utallige mennesker gejlet ud i sort og orange fangear (på trods af at der var football‐kamp samme aften, og stadion derfor var halvtomt). Enorme mængder stadigt mere amerikansk mad, mestendels friturestegt og tilsat ost. Maskotten med t‐shirt‐kanonen. De små orgel‐melodier, der slutter med et klap eller to, som publikum kendte til uigenkendelighed. Selve spillet fandt vi aldrig 100% ud af, og et par gange fik vi lidt side eye, fordi vi kom til at heppe på modstanderens hold (hallo, grå uniformer og hvide uniformer ligner hinanden virkelig meget på afstand!), men så købte Anders (vores leder og trofaste guide) en omgang gin & tonics, og så kørte det igen. Det var en fuldstændig fascinerende, fabelagtigt og anbefalelsesværdig oplevelse, som jeg hjertens gerne ville gentage. Måske også med football eller basketball eller ishockey. Fuck, det var fedt!

3) På vores næstesidste dag var vi på en food tour i Mission, som er det latinamerikanske kvarter i byen. Det var på mange måde i stil med vores love tour, bortset fra at vi holdt os til Mission‐kvarteret og i stedet for at få en overordnet introduktion, havde vi mulighed for at dykke lidt mere ned under overfladen. Vores guide hed Mar og er oprindeligt fra Mexico, og fordi touren var inklusiv mad, havde hun nøje udvalgt forskellige steder, vi skulle smage autentisk, sydamerikansk mad og drikke. Kaneldrikken på risvand var ikke en bragende succes, men til gengæld var jeg helt hooked på tacos‐delen. Mellem spisesteder besøgte vi også små, lokale butikker, blandt andet en butik proppet med håndlavede varer fra Mexico, hvor jeg købte et smukt korsvedhæng og en lille figur af en skeletkat. Det lyder enormt morbidt, men det er det ikke, når man kender til Día de Muertos, som Mar netop var blevet færdig med at fortælle os om, hvilket selvfølgelig fik mig til at tænke på Frank, og så måtte jeg have den. Día de Muertos er i øvrigt et virkelig fint eksempel på at leve med og i sorg på en kærlig måde og ikke kun gøre det til noget farligt og forbudt. Der kunne vi lære meget. Mission‐kvarteret er også meget kendt for sine vægmalerier, mange af hvilke har sociale og/eller politiske budskaber, og de bidrager både til kultur og udseende i kvarteret. Men i det hele taget vægmalerier meget populære i hele byen, og jeg er fan! Så meget pænere end garden variety graffiti.

Det korte af det lange er, at tre dage i San Francisco er lige i underkanten. Ikke mindst fordi det er en utroligt alsidig by, der er meget nem at forelske sig i. Det er måske også derfor, det er det dyreste sted at bo i hele USA. Ja, selv dyrere end downtown Manhattan. Men det er også et utroligt fascinerende sted, der med sine 800.000 indbyggere formår at give både storybyfølelse og mere small town community. Én ting kan jeg sige med sikkerhed: Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg har været der!