Miriam 101
Der kommer en del nye mennesker til, når medierne pludselig beslutter sig for, at man skal have 24 timers berømmelse, og selvom det (gudskelov!) er stilnet af igen for mit vedkommende, så kunne det jo være, der var nogle af de nye, der havde lyst til at blive hængende. Og i den forbindelse tænkte jeg, at det ville være fint lige at introducere mig selv. Ordentligt. Havde jeg været sådan lidt en corporate type, havde jeg nok lavet en power point-præsentation, men nu er jeg jo blogger, så jeg laver selvklart et blogindlæg. I punktform, for så behøver man ikke bekymre sig så meget om en rød tråd. Så her er jeg (og delvist bloggen) kort opsummeret:
- Jeg hedder Miriam, jeg er 32 år, jeg bor på Østerbro, og jeg har blogget i seks år. Jeg har ikke nogen kæreste, for jeg fik mit hjerte knust noget så eftertrykkeligt for over 10 år siden, og siden da har det bare aldrig rigtigt fungeret, som det burde. Jeg har til gengæld en kat. Han er gammel og sur, men håbløst bedårende, og jeg elsker ham højt. Nogle kalder mig crazy cat lady, og det owner jeg gerne, men i realiteten er jeg nok mest bare crazy Frank lady.
- Engang var jeg afsindigt godt til limborock, men mine bryster er ligesom bare aldrig holdt op med at vokse, og nu bumper de ind i alting. Det er træls. Nogle gange giver de gratis shots. Det er okay.
- Jeg kan helt vildt godt lide ord. At skrive dem, læse dem, lytte til dem, ytre dem. Nogle gange synger jeg dem også. Løgn, jeg synger tit. Men mest hjemme i min stue, med mindre jeg er fuld, så er ingen sikre. Nathalie Imbruglias “Torn” er i øvrigt min go-to-karaokesang.
- Nogle mennesker synes, jeg er for sarkastisk. De har sikkert ret. Ind imellen skriver jeg noget oprigtigt venligtsindet, og så bliver folk sure, fordi de tror, jeg er sarkastisk. Helt ærligt mister jeg nogle gange selv overblikket over, hvornår jeg er det. Sarkasme er et gateway drug.
- Jeg vil hellere spise Kinder-chokolade end Valrhona. Og jeg synes ikke, noget er sat rigtigt ned, med mindre vi er på den gode side af 50%. Til gengæld har alle mine solbriller et fancy designernavn på siden af stellet, så på den måde er jeg lidt selvmodsigende.
- I hvert fald en tredjedel af skoene i min samling har aldrig været på. Fordi jeg ikke bliver inviteret til nok galla-relaterede arrangementer. Det vil jeg gerne have lov til at klage over. Til gengæld har jeg hørt, at ham, der står til at arve slottet, der er Hogwarts i Harry Potter-filmene, er single, så måske ændrer det sig inden længe.
- Jeg kan helt vildt godt lide at blogge. Det giver mig lidt samme fællesskabsfølelse, som da man var barn og gik til noget. Det er vores lille, hemmelige klub, komplet med interne jokes og deltagelseskontingent (det er reklamerne). Og hvis man tvivler på, at vi er hemmelige, så gå hen til enhver mand i det ganske land og bed ham nævne navnet på en blogger. Nope. 😀
Anywho, hvis du er ny, så velkommen til! Hvis du ikke er ny, så tak, fordi du hænger på endnu! 🙂
Lise
Mangler der ikke et ‘er’ i det punkt med Harry Potter slottet? 😉
MiriamsBlok
Jo. 😀
S
Jeg ærgrer mig lidt over, at skrifttypen ikke er comic sans, når nu PowerPoint var udelukket 🙁
MiriamsBlok
Haha! 😀
Emilie
Startede som hemmelighedslæser.
Nu trofast læser, for du er for skøn 🙂
And on an other note – hvor kan du opleve live med karaoke? ?
MiriamsBlok
Hahaha, det tror jeg ikke, du vil vide! 😀
Rikke
Nu må du ikke undervurdere mændene. En del af dem har kærester, kærester der læser blogs. Jeg læser f.eks. hemmeligheder og wtf tråde op for kæresten til stor morskab. Han var især flad af grin, da du havde nærig tema, ha ha.
Så mindst en mand ved hvem du er, og der er sikkert mere end en mand med en irriterende bloglæsende kæreste/kone 🙂
Kir
Min mand ved også godt, hvem du er 😉
.. forleden så jeg faktisk en video med en grå kat, og da spurgte han “er det Frank?”
Trine
Det samme skete herhjemme forleden, da jeg viste MM’S VM service til min kæreste, en grå hankat tonede frem, og min kæreste som det mest naturlige i verden sagde: “Det er jo Frank”?
MiriamsBlok
Nu har jeg jo rent faktisk mødt din mand, så jeg er ikke heeeeelt sikker på, at det tæller! 😀
Nikoline
Hvad arbejder du egentligt med? Udover at blogge ?
Btw. Synes din blog er for cool ligesom din Instagram. Jeg elsker at følge med i dine indlæg, bl.a. pga. din måde at formulere dig på. Og så er jeg helt vildt med dine wtf indlæg ??
MiriamsBlok
Bloggen er mit fuldtidsarbejde, så jeg arbejder ikke med andet. Og tak! 🙂
Emma
Min kæreste ved også godt hvem du er – men nok mest på grund af Frank, da jeg altid stikker telefonen i snotten på ham (altså kæresten ?) når der er storys med Frank. Det er næsten sådan nu, at han kan “genkende” Franks lyde og din stemme selv når han ikke kan se billedet ? Men altså hvis vi skal være fair, så spørger han altid “er det hende med Frank?” Så større bekendtskab har han nok ikke ?
Amanda
Altså min venindes mand, der er fyldt 40 og afd. chef i et stort firma, læser alle hemmelighederne. Af samme grund følger han bloggen på FB, og så sent som i går udbrød han efter en middag jeg var til: uhh, der er nye hemmeligheder. Hvorefter han skraldgriner imens han læste dem højt ???♀️
Marianne
Sarkasme er så meget et gateway drug. Når jeg skriver noget venligt til folk, bliver jeg ofte nødt til at sende en besked efterfølgende, hvor der står “jeg mener det altså”.. Oh the struggle.