Altanen

Skrevet d. . Uploaded i personligt.

img_2478

Jeg sov sjældent, og når jeg gjorde, var det alt for let, og jeg var plaget af mareridt. Voldsomme, pinefulde drømme, som ironisk nok blev gjort mere livagtige takket være en bivirkning af den medicin, der skulle gøre mit liv udholdeligt. Min krop skreg efter søvn, men min hjerne ville ikke give sig. Søvnen var farlig. At være vågen var smertefuldt, men dog kontrollerbart territorium.

Jeg blev ved med at gå i seng, når det var sengetid, for selvom min døgnrytme var så forskruet som menneskeligt muligt, så forekom det mig alligevel sært at lade være. Så lå jeg der i mørket og tvang mine øjenlåg i, mens jeg forsøgte mig med alle de øvelser, der angiveligt skulle gøre mig træt, men i realiteten bare gjorde mig frustreret. Sov, sov, sov. Jeg var udmærket klar over, at søvnmangel gør enhver uholdbar sindstilstand endnu værre, men der var ikke noget at gøre. Man kan ikke tale depression til fornuft.

I sommermånederne opgav jeg som regel min kamp, når fuglene begyndte at synge. Så stod jeg op, fandt mine cigaretter frem og gik ud på altanen, som solen så småt gjorde mine til at bryde mørket. Der var aldrig en sjæl i sigte. Det var fredfyld; hvis ikke inde i mig så i hvert fald omkring mig. Jeg ville tænde en cigaret, inhalere dybt og kravle op på altanmuren. Sætte mig overtværs på den med et ben på hver side. Det ene få centimeter fra sikker grund, det anden dinglende ud over afgrunden. Så ville jeg sidde der, med min cigaret i hånden, velvidende at et ekstra stærkt vindstød kunne blæse mig den ene eller den anden vej. Håbe på, at vinden ville træffe den beslutning, jeg ikke med god samvittighed kunne få mig selv til. Men vinden vidste bedre.

…

En dag besluttede bestyrelsen i min andelsforening sig for, at vi skulle have nye altaner. Der var langt fra beslutning til virkelighed – flere år – men for et par uger siden fik jeg endelig glæden af at tage min nye altan i brug. Den er meget større, væsentligt pænere og mere praktisk. Og den har ingen mur, man kan sidde på, ingen steder at dingle sine ben. Men det har jeg heldigvis heller ikke brug for mere.

Related Posts:

Kommentarer (36)

Der er lukket for kommentarer.