Langsomt, langsomt

Jeg var overbevist om, at jeg havde givet mig selv nok “komme ovenpå igen”-tid, efter jeg kom hjem. Man trænger til en ferie efter en ferie, det ved alle. Men ja. Not so much. Og så hjalp det selvfølgelig heller ikke, at min krop lige kastede håndklædet i ringen et par dage. Jeg er så småt kommet op til overfladen igen, men heller ikke mere end det. Jeg har ikke besvaret kommentarer i nok nærmest tre uger. Jeg har ikke lavet mad i lige så lang tid. (Hvis man ser bort fra at varme ting op. Der er jeg stærk). Jeg har endnu ikke pakket ud. Altså med undtagelse af de allervigtigste ting. Såsom de Cap’n Crunch, der var i min kuffert, og ét ud af tre par kattestrømper, som kostede en dollar i Walmart. Priorities, people!

Jeg har stadig ikke indhentet den manglende søvn, men der er en reel sandsynlighed for, at det først kommer til at ske engang i 2018, så det tager jeg ikke så tungt. Man kan altid bare tage lidt mere concealer på. Og concealer skal der til i aften, hvor jeg skal til middag med stort set hele Bloggers Delight. Det bliver drønhyggeligt. Også selvom jeg ikke når at barbere ben (et kontinuerligt tema herinde?!) eller tage neglelak på. Eller at vaske hår. Faktisk kommer der nok til at skulle lokkes en del med nogle instagramfiltre, hvis jeg skal se bare mellemlækker ud, men hvad gør det, når der både er velkomstdrinks og farvelkomstdrinks?

Så kan jeg altid pakke ud i morgen.

Måske.

(Editor’s note: Jeg glemte selvfølgelig at udgive det her indlæg, inden jeg tog af sted. Det var en god aften. Der var bobler. Og cheesecake).