Den dansk-amerikanske alliance

Skrevet d. . Uploaded i familie,mig.

collageTiden var forsvundet for mig. Jeg havde løbet fra Herodes til Pilatus for at skaffe kage og slik og var nu så sent på den, at jeg begik en fatal fejl. Man skal huske at låse sin cykel op, før man sætter sig op på den og begynder at træde i pedalerne. Det gjorde jeg ikke, og selvom jeg ikke denne gang cyklede låsen i stykker, hvilket ellers tidligere er lykkedes mig, så hoppede kæden af med en temmelig faretruende lyd. Normalt ville jeg bare sætte den på igen, men den havde sat sig fast, og efter fem minutter intens baksning måtte jeg give op. Heldigvis ligger der en cykelbiks på hvert gadehjørne i København, og jeg brasede ind af døren hos den nærmeste og klagede min nød. Manden virkede ikke imponeret og fortalte mig, at det ville tage en halv time at sætte min kæde på igen, men så ville han også smøre og stramme den. Jo tak, men jeg har ikke en halv time, kan du ikke bare sætte kæden på? Jeg skal nok betale! Men det ville manden ikke, og så blev jeg stædig og mumlede, at det var meget hurtigere, hvis jeg selv satte den på så.

Det var det ikke. Med andre ord: Det kunne jeg ikke. Hvad jeg kunne, var imidlertid at fedte mine fingre noget så eftertrykkeligt ind i olie, før jeg gav op. Og jeg var helt sikkert for stolt til at gå tilbage ind til cykelmanden. Jeg havde nu 10 minutter til at nå til Papirøen, hvilket var temmelig urealistisk, så jeg skrev en desperat besked om, at jeg ville være forsinket, låste min uduelige cykel og satte kursen mod en vandpyt for at få rene fingre. Arh, men det kan man ikke, jo. For olie og vand er ikke en god kombi, og jeg fik bare skubbet olien lidt rundt i stedet.

Rejseplanen fortalte mig, at det ville tage jævnt lang tid at ankomme til mødestedet med offentlig transport. Jeg mener, det meste er jo hurtigere på cykel i København, men Papirøen ligger usædvanligt skidt, hvis man skal derud med det offentlige fra Østerbro. Så jeg bed i det sure æble og ringede efter en taxa, og mens jeg ventede på den, stak jeg snuden ind i 7Eleven og lånte verdens største stak servietter til mine olierede fingre.

En fremragende start på dagen! Så snart jeg havde slugte ærgrelsen over at skulle smide penge efter en taxa, var humøret imidlertid igen ganske højt. Dele af mine amerikanske familie er nemlig på besøg i landet, og det var dem, jeg i går havde planer med.

I virkeligheden er vi i familie lidt halvlangt ude. Min farfars bror hørte til mængden af mennesker, der emigrerede fra Danmark til USA. Han fik sammen med sin kone tre børn, men da de var meget insisterende på nu at være amerikanere, lærte børnene aldrig dansk. Sidenhen blev børnene voksne og fik deres egne børn, som fik deres egne børn og i dag er hele familien naturligvis ret nysgerrige omkring deres danske arv. Heldigvis sidder vi i den danske ende af familietræet og synes, det er topfedt, så vi har et virkelig fint forhold til dem. Selvom det i virkeligheden er noget med gran-alt-muligt, så er vi bare “cousins”.

Jeg er jo overordnet set begejstret for alting amerikansk, og det gælder også min egen familie. Nogle amerikanere er ganske rigtigt temmelig anderledes fra, hvad vi kender herhjemme, men de fleste er søde og dejlige. Min fætter Scott er arkitekt, giver kæmpe, knugende krammere og faldt næsten ned af stolen af grin, da jeg per automatik lavede en det-sagde-hun-også-i-går-joke. Hans far er et ordentligt brød, noget som amerikanske og danske landmænd øjensynligt har til fælles, og han viste stolt sine danskkundskaber frem, der inkluderede “tak” og “kartofler”, selvom han nu godt nok troede, sidstnævnte betød “gaffel”.

De elsker allesammen Danmark og er ivrige efter at suge kulturen til sig, mens de er her. Og derfor aftalte vi i går at mødes på Papirøen til frokost. Maden er måske ikke superdansk, men stemningen er, og jeg havde til dessert medbragt bland-selv-slik og det bedste fra bageren. Jordbærtærte, gåsebryst, kajkage, wienerbrød, romkugler, citronmåne og hindbærsnitte. De sidste to samlede jeg op ved et hundedyrt pitstop hos Brødflov på Christianshavn, fordi jeg havde glemt dem i første omgang. Og som jeg sagde til taxachaufføren, da han påpegede, at de næppe ville opdage manglen, så ville jeg jo vide det! Det viste sig at være den rette beslutning, for hindbærsnitten var en af favoritterne. Vi rundede af med noget ordentlig chokolade (jeg er virkelig ikke fan af deres Hershey’s!) og en solid omgang lakrids af varieret salthed, som mændene havde fået gennem hele deres barndom og slugte begejstret, mens Scotts kone bukkede under allerede ved en saltbombe.

Kæft, hvor jeg synes, det er drønhyggeligt at kunne få lov til at dyrke det danske og amerikanske i én stor pærevælling. Og da jeg fortalte om min lille mavedrøm om at tage på roadtrip i Staterne, meldte de begejstret ud, at de ville møde mig hvor som helst i landet, så vi kunne hænge ud og roadtrippe sammen. Jeg er også blevet inviteret til Thanksgiving. Sgu. Det er en af de ting, der er på min bucketlist. En ægte, amerikansk Thanksgiving. Det gad jeg altså virkelig godt! Så måske skulle man begynde at spare op. Bare lige en sjat hist og her… Flybilletterne kan vel heller ikke være alt for dyre i november?

Related Posts:

Kommentarer (24)

  • Benedikte

    Det er lige før, du ville have til flybilletten, hvis du havde lagt de penge til side, du brugte på mad, slik og kager i dag 😀

  • A

    Jeg var i USA, primært Californien, et par uger i efteråret sidste år. Der fik jeg flybilletten til under 2800 for tur-retur. Så det kan helt sikkert lade sig 🙂

  • Caroline

    Selvfølgelig skal du til thanksgiving! Hvor er de fra i USA? Jeg elsker dit indlæg – min familie har “cousins” i Maryland, og mine bedste barndomsminder er fra hver anden sommerferie, hvor vi på skift besøgte dem og de kom til Danmark. Det var fantastisk at lære børnene alfabetet på dansk, spise sloppy joes og jello, se dem spise lakrids og alt andet dansk/amerikansk sjov.
    Nu er jeg kærester med en new yorker, og jeg har selvfølgelig også lakrids med til hans familie, når vi besøger. De er dog immervæk mere fans af Danish butter cookies 😉

    • MiriamsBlok

      De er fra henholdsvis Missouri og Illinois. Dejlige landmandsstater! 😀 Amerikanerne har noget med de butter cookies der… De spiser væsentligt flere af dem, end vi gør, tror jeg! 😀

  • JanniChristiane

    Det lyder som det mest hyggelige! En kende misundelig er jeg vel, men så er det godt, at få lidt anekdoter fra dig.
    Det står helt sikkert også højt på min liste, at få lov at opleve en ægte amerikansk thanksgiving, så spar du endelig op, så du kan tage os andre med 😀

  • Camilla

    Vi var til Thanksgiving sidste år i New York, og fløj med Norwegian og gav 2400 retur, så det kan sagtens lade sig gøre, særligt når man kan være lidt fleksibel i at flyve på hverdage som dig 😊
    Det var min største drøm som barn at have den slags amerikansk familie, men desværre.. Er dog kommet efter det som voksen med masser af gode venner 😊

    • MiriamsBlok

      Ja, billetterne kan gøres temmelig billig, har jeg også erfaret! Det er værre med opholdet…

  • lillelyngs blog

    Jeg ville så uendeligt gerne til USA! Og så lige helt ude af kontekst, så er jeg ovenud begejstret for din blog. Min all time favorite, uden tvivl!! Hvis man kunne få dig på tube, ville jeg købe det (okay det var måske lidt for meget..😐)
    nouw.com/lillelyng

  • M

    Hvor sjovt et tilfælde. I morgen skal jeg for første gang mødes med min morfars (amerikanske) fætters barnebarn og dennes kone! De er ivrige efter alt dansk. Smørrebrød er på planen, men havde helt glemt saltlakrids – tak for reminderen.

    • MiriamsBlok

      Selv tak! Det er altid underholdende at se uvante amerikanere forsøge sig med saltlakrids! 😀

Der er lukket for kommentarer.