“Og jeg har hørt, at ca. 85% altid vender næsen hjem igen…”

omar-yassen-78795

“..Gad vide, om jeg er en af dem?” Sådan synger (siger? rapper?) Nik i ‘Novembervej’. Jeg bliver spurgt om det ind imellem. Om jeg kunne finde på at flytte tilbage til Jylland. Og som det ser ud lige nu, bliver det et klart nej. Jeg elsker Århus. Det er byen, hvor jeg voksede op. Den er fyldt med oplevelser og minder, og med undtagelse af de forpulede brosten på Lille Torv har jeg kun positive ting at sige om min barndomsby. Men Århus føles ikke længere som hjem. Den plads har København overtaget.

Jeg har boet på Østerbro i snart syv år. Jeg elsker mit nærområde. Min Aldi sælger nougatcroissanter til seks kroner og er altid fyldt med skibsarbejdere fra hele verden, fordi den ligger lige ved havnen. Kirkeklokkerne fra Hans Egedes kirke ringer altid kl. 17.54. Mit lokale pizzeria laver den perfekte tømmermandsburger, men bringer ikke ud, hvilket jeg forbander efter hver eneste bytur. Også selvom der kun er tre minutters gang derhen. For enden af min vej ligger verdens måske dyreste blomsterhandler, som jeg aldrig har besøgt, men altid har undret mig over bliver ved med at overleve. Halvtreds meter til højre for den ligger der en dyrlægeklinik. Det er ikke Franks og min, for de sender blodprøver ud af huset, hvilket betyder noget nær dobbelt pris, og Frank skal altid have taget blodprøver. Alligevel var de uendeligt hjælpsomme, da jeg for et par år siden brasede ind ad døren med panik i øjnene, fordi katten ikke havde spist i tre dage, og min egen dyrlæge sagde, jeg skulle prøve noget andet foder. I stedet for at sælge mig en hundedyr pose Hill’s, hvilket jeg i desperation totalt var gået med til, gik den rare dame i kælderen og rodede i 10 minutter, indtil hun kom tilbage med nogle små poser foderprøver, som jeg kunne tage med mig kvit og frit. Jeg overvejede næsten at skifte dyrlæge den dag, men Frank er i forvejen ikke billig i drift.

Når jeg har brug for luft, går jeg en tur på Langelinie. Om sommeren er der altid proppet med feriegæster, der vil have selfies med vores lille, grønlige havfrue, og jeg bliver hver gang benovet over, at jeg bor i en by, der for andre er et turistmål. De smiler i solskinnet, mens de kigger ud over vandet, og jeg bliver en lille smule lykkelig over, at det er her, jeg har hjemme. Ofte går jeg den lange vej hjem, gennem Churchillparken, der ved det mindste tegn på sol forvandler sig til et picnicområde. Der er børnefamilier, der kæmper hårdnakket for, at det yngste ikke stikker af, kærestepar, der nyder iskold hvidvin, og nydelige mænd, der spiller frisbee i bar overkrop. Forrige lørdag var der et par, der blev gift i den engelske kirke, hvorefter en mand med en sækkepibe akkompagnerede hele selskabet igennem parken på vej mod festen. Jeg gik på stien parellelt med dem og følte lidt, jeg havde mit eget soundtrack. Godt nok skotsk, but still.

Der er så mange små ting, jeg elsker ved København. At man kan overhale bilerne, når man cykler på Store Kongensgade, fordi de konstant sidder i kø. At man altid kan finde en åben kebabbiks uanset tidspunkt på døgnet. At der ligger en cykelmand på hvert gadehjørne. At der altid er byggearbejde ved Marmorkirken. At bagerne er latterligt dyre. At det er helt normalt at være 30+ og have en roomie. Og at slæbe sin cykel med op i stuen hver eneste dag, hvis man har sådan en, tyvene går efter.

Københavnerne siger, at jeg taler jysk, og jyderne siger, at jeg taler københavnsk. I virkeligheden er det nok en mellemting. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver rigtigt københavner. Det er vist ligesom med at forsøge sig at blive præsident i USA – man skal være indfødt for at ansøge. Jeg ved heller ikke, om jeg ville, hvis jeg kunne, for jeg kan godt lide at beholde lidt af mit jyske. Så jeg vil nok altid udtale Maria med blødt “ri” og synes, en tebolle ikke burde koster 10+ kroner, men derfor er København stadig min by. Og det elsker jeg.

Kommentarer (61)

  • Ej hvor sjovt Miriam! Jeg er også 31 (født i 86, det går jeg også ud fra at du er) kommer oprindeligt fra Jylland (dog længere oppe end dig.. helt oppe ved æ, vesterhaw), har boet i Kbh i 7 år (er endt for good på Østerbro👌🏼) og føler stadig at jeg er jyde i Kbh😅👌🏼 Min dialekt er også en mellemting, og jeg elsker Kbh for alt det den er og ikke er. Fisk er latterligt billige der hvor jeg kommer fra, og latterligt dyre i Kbh. Derhjemme kan man plukke sine egne brombær og havtorn, men koster 40+ kr pr. pose i Meny. Men jeg kunne seriøst ikke forestille mig at bo andre steder lige nu end i Kbh😍

    • Havtorn og brombær kan plukkes masser af steder i København 😉 hilsen en Københavnsk jyde

        • Sydhavnstippen. Der kan man finde begge dele. Bare ud til den døgnåbne Stark ved Sydhavn havn og så ind på det gamle lossepladsområde. Det er et fedt sted. Hilsen en anden københavnerjyde

          • Et stykke ude ved Nordhavn kan man købe fisk, friskfangede, billigt.
            Sommetider, et eller andet sted ser man, at der holder en varevogn, og der står mennesker omkring, nej det er ikke nødvendigvis stoffer, men enten billige friske fisk eller ditto grøntsager. Enghave Plads/Ny Carlsbergvej..
            Ja jeg er født i byen, har kun en gang boet udenfor i Greve, ellers Nørrebro,Vesterbro og rigtig længe på Østerbro..
            Jeg er så meget københavner, at FCK ikke er/ kan ikke blive et københavnerhold. Det er fra Frederiksberg og Hellerup.

          • Nå! Jeg har ellers boet ved (i?) Sydhavnen, og jeg opdagede aldrig det sted😵 Tak for tip!

  • Du skriver simpelthen bare vidunderligt, og på en måde så man selv kan mærke solen og tonerne af den skotske musik, imens man går i Churchillparken. Og det er selvom jeg aldrig har hørt om parken før.Jeg blev helt nostalgisk, og det er selvom jeg aldrig har boet i hverken Århus eller KBH. Tak for et fantastisk indlæg!

  • Havde det præcis som dig da jeg boede i Århus, der talte jeg københavnsk og var jeg hjemme på visit på sjælland, så var det jydsk der kom ud, mente mine venner. Jeg synes dengang det var vildt provinsielt (altså Århus) og det gør jeg formentlig stadig hvis jeg kommer forbi. Flygtede også derfra ved den første mulighed jeg fik nærmest, men det blev dog til lidt over 2 år derovre 😀 Til gengæld synes jeg slet ik du lyder jysk 😉

    • Jeg grinede af den sidste linje 😂 Hvor forskellig man kan være (og det er dejligt!). Født og opvokset i København og jeg synes ikke man kan lyde mere jysk end Miriam! 😂 Hvert ord bliver i mine ører næsten sunget ud..
      (Sagt med kærlighed).

    • S, du har slet ikke set noget endnu. Du skulle høre mig tale, når jeg taler med min mor. Så går der jyde i den! 😀

  • En smuk ode til ‘min’ by. Er også tilflytter, godt nok til Nørrebro, hvor jeg har boet i over otte år, men hver gang jeg har været ude af byen i mere end et par dage, så får jeg følelsen af at vende hjem. Og lige som dig, stærkt benovet over, at bo i en så smuk og skøn by, at andre besøger den som turist. Er endda lige blevet gift oppe under uret i rådhustårnet, hvor alle vores gæster (som ikke forstå hvorfor vi dog ikke for længst er flyttet tilbage til provinsen) fik lov til at nyde udsigten over den by, som vi kalder vores. København er min 3. kærlighed, intet mindre ❤

  • Tak for en så god blog – du er skøn at læse fra 😄🙏🏽
    PS – har du set BT online idag

  • Selv en ærkeårhusianer som undertegnede, der godt nok lige har forladt den trygge hule og er flyttet farlige 40 km. væk til Silkeborg, kan komme til at synes om KBH ved det skriv. Morede mig i øvrigt over Maria-udtalen. Min fætter, som er københavner, fik for mange år siden en datter, der kom til at hedde Maria. Som barn undrede jeg mig altid over, hvorfor de allesammen sagde det på sådan en hård måde – MaRIa. Det var vel før, jeg vidste, det var dialekternes forskel..

    • Det er også sjovt lige med navne – så hedder man pludselig nærmest noget helt andet, fordi man er i en anden del af landet. Dumt! 😀

  • For mig er det helt omvendt. Jeg er fra København, og er nu flyttet over til det mørke jylland. Jeg er færdig med min uddannelse om 2 år, og så snart jeg står med min autorisation i hånden – er jeg smuttet! 😀

  • Jeg er en af de 85 % lige om lidt. Jeg hiver min skotske mand og vores søn med til mit barndoms Østerbro. Efter at have læst det her indlæg glæder jeg mig endnu mere!

    • Uuuuh, spændende! I øvrigt drønmisundelig på, at du har nappet dig en skotte. Verdens mest sexede accent, jo! …Har han ikke en single ven? 😉

  • Jeg kan høre på din beskrivelse af lokalområdet, at vi er næsten-naboer, og jeg er også helt tosset med Østerbro (jeg er oprindeligt fra Nordsjælland, men jeg har også været en tur forbi dejlige Århus og bo), hvis jeg er så heldig at løbe ind i dig en dag, så får du et helt sikker et “Hej!” med på vejen 😊

  • Det bliver også nej tak til at vende tilbage til det jyske for mig. For jeg ELSKER København! Mit hood er Frederiksberg og Valby, herfra min verden går. Jeg kan se, at mange af mine venner rykker til provinsen, mest nord for København, når de får børn. Jeg har nu rundet 40 og fået de børn jeg skal have, og jeg bliver i min lejlighed til de slæber mig ud.

  • Vi bor næsten i samme hood kan jeg høre, bare mit postnummer er K i stedet for Ø. Jeg er selv tilflytter fra Vestjylland, og hvis jeg havde fået en 5’er, for hver gang én sagde: “men du flytter vel hjem igen”, så var jeg millionær nu. I kid you not.
    Da jeg flyttede herover var jeg SIKKER på, at jeg aldrig ville flytte hjem. Efter snart 3 år er mit svar, at det kunne jeg ikke – som det ser ud nu.

    Jeg elsker at jeg kan købe en mælk til min kaffe på alle tider af døgnet. Jeg elsker at jeg ikke skal tænde en bil og køre for at handle (… og købe kaffe til mælken, igen). Jeg elsker at jeg kan cykle til alt. Jeg elsker at stå tidligt op i weekenderne og have byen helt for mig selv. Jeg elsker også min pizzamand/burgermand. Jeg elsker mit nye netværk og mine nye venner, som jeg aldrig havde fået, hvis jeg havde taget “det sikre valg” og var flyttet til Aarhus sammen med hele min gamle omgangskreds. Jeg elsker at gå en aftentur i kanten af Kongens Have og kigge på søde hunde, blomster og glade unge mennesker. Jeg elsker at løbe ned til Kastellet og trække vejret. Jeg elsker at på trods af de mange turister, så lærer man hvor man skal opholde sig, hvis man vil være alene. Jeg elsker at jeg kun skal gå 400 m. for at komme til min dyrlæge (4 minutters panik-gang, hvis det skal gå rigtig hurtigt)
    Det eneste jeg mangler og savner er min familie. Og en billig frisør (som ikke kun kan Nørrebro-klip). SERIØST frisører er dyre herovre når man har meget hår.

    • Jeg har det også sådan, at man aldrig skal sige aldrig. Jeg bliver i hvert fald dødmisundelig, når jeg besøger folk, der har hus og have… Meeen lige nu er Kbh alligevel bedre!

  • Maria er også bare SÅ meget pænere på jysk!! Kh fra Maria, der permanent er flyttet fra djævleøen til Aarhus (hven gider at flytte tilbage og blive MaRIa?)

    • Enig! Jeg kan bedre lide den jyske version af ‘Maria’😆
      I får mig aldrig til at sige ‘MaRia’, eller “paaaaaaakke”, eller ‘jaaaaaaakke’ (der er næsten et ‘r’ i begge ord)😂

  • Født i Aalborg, boet og studeret i Aarhus, boet i København i 11 år. Frederiksberg. Frederiksberg C, vel at mærke. Skal aldrig tilbage til Jylland. Ikke, at man behøver at sammenligne, men København er grønnere end Aarhus, der er simpelthen mange flere muligheder jobmæssigt, jeg elsker de forskelligartede kvarterer, jeg elsker, at man man traske mange kilometer uden at forlade byen, mælk til kaffen kan man ganske vist få i 7-11 i enhver by, men vi har det største udvalg af shawarmaer, og der er liv i gaderne selv efter kl. 22.00 en hverdagsaften. Personligt var jeg i studieårene glad for Aarhus, men har virkelig ikke fortrudt at være rykket hertil. This is home. Snarere har jeg fortrudt, at jeg ikke gjorde det noget før. Der er simpelthen også et element af arkitektonisk storhed over København, som ikke findes i de jyske handelsbyer. Så alene dette at bevæge sig rundt er en æstetisk glæde. Hver dag.

  • I København siger man BAR-sel med kraftigt tryk på første stavelsen. Fælledparken er kæmpe stor, og når man går midt inde i den, føles det lidt ligesom at være i Central Park i New York. Man kan få mega billigt slik på ydre Nørrebro, og her kan det ikke betale sig at være sippet ift. en dårlig smiley-rapport. Cykelstierne er som det vilde vesten, og københavnerne holder sig ikke tilbage med at råbe op, hvis der er en, som bryder færdselsreglerne. Heldigvis er her ingen bakker af betydning. Når noget skal fejres, har man croissanter med på arbejde og ikke rundstykker. Det er helt almindeligt, at man ikke har et kørekort. Men bedst af alt: København er så smuk i solskin, og det er forståeligt, at folk rejser hertil fra hele verden for at se vores hovedstad.

    • Åhhh den ned barsel har jeg moret mig iver meget! Min tidligere projektmakker på studiet udtaler det nemlig sådan, og så fandt jeg ud af at min bedste veninde også gør det, og konstaterede at det var den sjællandske udtale xD

    • Jeg blev så skuffet over fælledparken, da jeg første gang var i den. Det er jo mest bare én stor græsplæne?! 😀 Men shit ja, cykelstierne! Det var et kulturchok! 😀

      Malle: Der er forskel på stød. Sammenlign med bønder og bønner. Sjællændere siger barsel som bønder og jyder siger det som bønner. 🙂

  • Jeg har i mange år sagt, at jeg ALDRIG skulle tilbage til min fødeby.. Jeg elsker København! Elsker jeg kan cykle til alt, det billige slik på nørrebro, en pizzamand der altid har åben osv.. Men så er det som om, at det jeg havde som barn, det vil jeg gerne give videre til mine børn.. så jeg ender med at flytte hjem igen tror jeg 😀
    Jeg glæder mig.. men er stadig ikke helt færdig med den sene grillmad og billige bland-selv slik 😉

    • Jeg tror lige præcis, det er det, der sker for mange mennesker. Jeg ville heller ikke bryde mig om at have et barn her, tror jeg… Men nu skal jeg jo ikke have børn, og så er der ikke så meget at rafle om! 😀

  • Ååårh, jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste dit indlæg. Jeg skal nemlig læse min kandidat i Århus(Aarhus??) til efteråret. Og når man har boet i København hele sit liv, så er det noget af et spring. Men alle, jeg kender, siger heldigvis, at Århus er fantastisk dejlig, så det krydser jeg fingre for 🙂 Måske du skulle skrive et lignende indlæg om Århus, – nu du også er glad for den, wuhu 🙂

    • Århus ER en virkelig dejlig by. Latinerkvarteret og parken bag rådhuset og kolde øl ved åen. Jo jo, det skal du nok blive glad for!

  • Ha hvor sjovt det bryllup var jeg med til og hvor festligt er det lige at blive ført fra kirke til fest af en sækkepibespiller med er glas champagne i den ene hånd og en cykel i den anden.
    Er glad for København men er absolut ikke københavner – jeg bor her bare 😉

  • Åh altså, hvor er jeg bare skidemisundelig på jer, der er så heldige at bo i den smukke by – og misundelsen lægger sig ikke efter dit skriv! København er virkelig flot – og selv efter at have været på en mindre jordomrejse, forstår jeg stadig godt, at KBHs charme tiltrækker – både turister og tilflyttere. Og iiiih, hvor jeg glæder mig til, at jeg (forhåbentlig snart, pleaseeee!) kan kalde den for min by også! 🙂

  • Sådan har jeg det med Aarhus, Jeg har tit fået at vide at jeg flytter tilbage. Det skal så siges at jeg kommer fra Sønderjylland og jeg gerne vil arbejde med mode. Hvad fanden skulle jeg lave i sønderjylland 😀

    • Hahah, det er op ad bakke! Så skal man vist være i en lidt større by, og Århus er jo fantastisk!

  • Jeg boede 12 på Østerbro (kort opstart på Amager) – læste på uni (altså – ikke i ALLE år). Mødte min mand på Props. Så fik vi et barn. Og ét mere. Og så fik jeg den vanvittige idé at vi skulle flytte til Nordsjælland – til villa og have. Det gjorde vi for knap seks år siden. Endnu et barn er kommet til. Og der går ikke en eneste dag uden, at jeg savner mit Østerbro. Uden at jeg fortryder. Dengang havde vi et økonomisk åbent vindue ift at komme ind på det københavnske boligmarked med mere end en tre-v’er. Så på 5 v’ere på Østerbro og Frederiksberg til under 2.5 mio! Men den mulighed er godt og grundig smækket i nu. Så hvad gør man – med tre små børn? Ja, hvad gør man..?

    • Jeg tænker, dine børn bliver glad for villa og have. Det er altså en anden slags frihed. Så kan I jo altid rykke retur, når de er blevet store. 🙂

  • Det er også både havtorn og brombær og meget andet på Amager Fælled. Indgangen på Islands Brygge er to km fra Rådhuspladsen!

  • København er skøn. Jeg bor selv lidt uden for København (på vestegnen), men er tit inde i byen og elsker desuden den obligatoriske tur min kæreste og jeg altid tager i vores sommerferie. Vi kalder det turist i egen by selvom det ikke helt passer når nu vi i virkeligheden ikke bør der. Vi skal af sted igen i år, men mangler lidt input til nye ting at se. Input er meget velkomne 😁❤

    • Årh, jeg er edderdårlig til at være kulturel… Jeg ender altid med en kanalrundfart eller andet kliché. Men det er dælme også hyggeligt!

  • Jylland er helt fantastisk, det er her jeg er vokset op – København er lige så fantastisk og overvejede selv længe at flytte der til. Nu har jeg boet i London de sidste 5 år, så jeg kan helt sikkert nikke genkendende til at have et sted hvor man føler er “mit hjemme”, selvom det ikke er der man er vokset op.
    Bliv ved med at skrive så fantastisk Miriam, jeg elsker at følge med xxx

    • Det er sjovt, for når man vokser op et sted, har man ofte fornemmelsen af, at ingen andre steder nogensinde kan blive “hjem”. Men det kan de tydeligvis godt! 🙂

Der er lukket for kommentarer.