Bridget Jones: Verdens dårligste generationsheltinde?

bridget-jones

Jeg havde egentlig skrevet en laaaang smøre på Facebook sammen med en deling af artiklen, men endte med, at det næsten hellere måtte blive et indlæg… Fordi. Ditte Giese hader Bridget Jones. (Jeg beklager, hvis I ikke kan læse artiklen!) With a vengeance. Og det er ikke, fordi jeg er for fin til det der med at analysere en protagonist ud fra samtidens normer, (faktisk gav de mig en kandidatgrad for at gøre netop det) men jeg sidder unægteligt tilbage med en følelse af, at Ditte Giese og jeg har læst to vidt forskellige romaner.

“I modsætning til tidligere kvindegenerationer var det nemlig ikke smart at være klog, succesfuld, god til noget, selvstændig og fremadstormende, da jeg var ung. Næh, i Bridget Jones-tidsalderen gjaldt det om at være kikset og uperfekt.” Det gælder ikke om at være uperfekt, det handler om, at det er okay at være det. For det er vi. Vi stræber ikke efter det uperfekte, vi omfavner bare erkendelsen af, at det ofte er der, vi ender. Og selvfølgelig er Bridget uperfekt på en karikeret måde, men det er da ikke at tale kvinder ned at anerkende, at vi har tanker om usikkerhed og frygt for ikke at være gode nok. Bevares, vi kunne ignorere de tanker, men det går de helt bestemt ikke væk af. De går væk af at blive talt om og grinet af og aftabuiseret.

De fede ved Bridget Jones er jo netop, at hun er en antihelt. Hun er helt almindelig og fucked up og ikke alt det, man burde være, eller alt det, man ønskede, man var. Hun er ikke skabt til at være Jane Eyre eller Hester Prynne, og hvis man ser hende som et stort, feministisk forbillede, så er det ris til egen røv. “Det værste er, at hun på en eller anden måde kom til at præge min generation af kvinder ganske meget og spredte sig fra fiktionens verden til den virkelige i massevis af kloner.” Nej. Jeg var sådan i forvejen. Jeg var i forvejen alle de ting, Ditte Giese hader ved Bridget Jones. Selvoptaget, selvskadende og barnlig. Men jeg er også andre ting. Jeg er også ambitiøs, selvstændig og beslutsom. Jeg besidder også den styrke, hun efterstræber hos kvinder. Det er sgu da ikke enten/eller. Men det er meget lettere for mig at dyrke de stærke sider, når jeg har sluttet fred med alle de sider, Ditte Giese tilsyneladende stadig vil have, vi skal gemme væk. Og det gider jeg altså ikke. Gemme dem væk. Det er udmattende. Og det er vel i princippet også lidt ironisk, at Ditte Giese vil have os til at tale kvinder op, og derefter bruger en helvedes masse spalteplads på at tale kvinder, der identificerer sig med Bridget Jones, ned.

Og når alt det så er sagt, så slap da af, for helvede. Det er en komedie. Det er fiktion. Det er satire. Det skal ikke være realistisk eller forbilledligt. Det er ikke meningen, man skal se Bridget som kvinden over alle kvinder. Det er meningen, at man skal grine, græde og gå hjem igen. Adskille sin virkelighed fra det, man ser på det store lærred. Jeg bitcher jo heller ikke over, at Harry Potter ikke har hjelm på, når han spiller Quidditch…

Kommentarer (53)

Der er lukket for kommentarer.