Vi er jo Bridget Jones #233 (Familie-edition)

6359284797439839571403019773_200-1

I dag satte jeg lettere modvilligt kursen tilbage mod København og livet uden opvaskemaskine og kæmpe have. I den forbindelse tænkte jeg, en afskedssalut i form af Bridget featuring mine forældre var på sin plads! 😀

1. Min far gik i en længere periode og var dybt forarget over de flabede tyve, der havde sneget sig ind i haven kun for at hugge hans stige… Indtil han opdagede, at han selv havde lagt den oven på skuret.

2. Jeg skar i forgårs igennem min tommelfingernegl, helt ind til kødet,  i et forsøg på at åbne – hvad? –  en flaske olivenolie. Arhmen, hvor svært kan det være?!

3. Forleden kom min mor ind ad hoveddøren med en cykelhjelm på hovedet, og den skræmte livet så ihærdigt af Frank, der sad i min favn, at han forsøgte at flygte over skulderen på mig – med sine kløer som hjælpemiddel. Jeg har kradsemærker som bevis!

4. Min mor har købt nye salt- og peberkværne. Den ene er sort, den anden hvid. Fordi, duh. Min far løftede den hvide, skruede på den og konstaterede overrasket: “Nåh, den er der salt i!” Surprise, surprise.

5. Yoyo-vægtproblemer: Man har aldrig et opdateret billede af sig selv i fuld figur til Tinder.

6. Singleproblemer: Ja, jeg skal til at på Tinder igen. #wishmeluck

7. Sidder og ser den sidste Harry Potter-film med min far, der faktisk entusiastisk har hørt alle syv bøger på lydbog. Er underligt stolt, indtil han peger på Ron, og siger: “Hvem er ham der?” Nooooooo.

8. I ved godt, hvordan man ind imellem leder panisk efter sine nøgler kun for at konstatere, at man har dem i hånden, ikke? I onsdags var min mor på vej tilbage ind i en butik for at lede efter sine forsvundne briller… Som hun havde taget på for at lede efter sine forsvundne briller.

9. Alt er ikke godt i Jylland. Fx har jeg i skrivende stund ni myggestik, som lynhurtigt forvandler sig til myggesår, fordi jeg pinedød ikke kan lade være med at kradse i dem. Nogen skal faktisk være sød at gaffatape nogle grydelapper fast på mine hænder, som man gør med børn, der har skoldkopper.

10. Mig for tre dage siden: “Nej, jeg har ikke bestilt billet hjem endnu. Der er masser af tid!”
Mig for to dage siden: “Stadig masser af tid!”
Mig i går: “Udsolgt? Hvad mener du med, at der er udsolgt?!”

11. Hvis jeg ikke har proklameret det højt nok, så har jeg spist fem bøtter Ben & Jerry’s på min Randers-ferie. FEM. Er en lille smule skamfuld, men er endnu mere Joey i den viste gif.

Kommentarer (10)

Der er lukket for kommentarer.