Den store datingtest #4

collage.candidate.2.

I dag er det en måned siden, jeg installerede den nye datingapp, Candidate, så det er på tide med en lidt grundigere anmeldelse. Normalt kører jeg jo to datingplatforme ad gangen, men det er ret tidskrævende (#firstworldproblems), så som med resten af mit liv må projektet lige køre på halvt blus, mens jeg skriver speciale.

Sådan fungerer app’en

Man kan kun se navn, alder, afstand og en kort, selvskrevet beskrivelse af de andre brugere som udgangspunkt. Man kan frit vælge, om man vil besvare spørgsmål eller stille spørgsmål på ethvert givent tidspunkt. I begge tilfælde er der to runder. I første runde er der tre spørgsmål, hvor man rangerer de modtagne svar i prioriterede rækkefølge. Herefter skærer app’en automatisk feltet ned til to deltagere. De to får yderligere to spørgsmål, og der bliver valgt én person. Den valgte person og spørgsmålsstilleren kan nu se hinandens billeder og skrive sammen.

Fordele

– Det er en skidesjov app, fordi den samtidig er et spil af en art. På den front slår den alle andre datingapps med flere længder. Fremragende underholdning!

– Det er virkelig rart i modsætning til fx Tinder, at man er tvunget til at lære lidt om en person, før man tager stilling til, om man vil skrive med dem. Især for de af os, hvor tiltrækning handler lige så meget om det indre som om det ydre.

– Man kan stille alle de vigtige eller sigende spørgsmål fra starten, så man lynhurtigt kan pejle sig ind på, om man har noget til fælles, uden ens første samtale ender ud i en nærmest jobsamtalelignende snak.

collage.candidate.1.

Ulemper

– Idéen er, at man rammer et bare en smule dybere niveau end på lignende apps. Alligevel kan de sexhungrende mænd ikke holde sig væk, og det er virkelig irriterende. Mest af alt fordi man ikke kan fjerne brugere og quizzer, man ikke er interesseret i, og det derfor bliver et enormt stort irritationsmoment i ens brug af app’en. I må gerne kalde mig frigid, men jeg er simpelthen færdig med at diskutere detaljerne af mit sexliv med vildt fremmede. Frank, du er en skændsel for dit navn, og ja, Søren, jeg er ret meget fordomme overfor dig.

– Man kan enten selv finde på sine spørgsmål, eller man kan vælge at lade app’en generere en quiz. Problemet er, at sidstnævnte spørgsmål altid er på engelsk, og når man først er i gang med quizzen, kan man kun se brugerens navn, ikke hans profil. Har man gang i fem quizzer samtidig, kan man ret hurtigt glemme, om en bruger taler dansk eller engelsk, og så er det svært at hitte ud af, hvilket sprog det nu lige var, man skulle tale.

– App’en har stadig ikke i nærheden af lige så mange brugere som fx Tinder eller Happn, og man ender derfor med at se mange af de samme brugere i sin oversigt, hvilket er irriterende jævnfør den førstnævnte ulempe. Der er især én bestemt gut, som totalt har misforstået konceptet og voldspammer min oversigt, og jeg har lyst til at vappe ham én gennem skærmen!

– Når man matcher med en person, risikerer man, at en af parterne synes, den anden er vildt utiltrækkende og straks sletter matchet. Det kan godt gør lidt naller på selvtilliden. Wuhu, min personlighed er fabelagtig, men jeg er ikke lækker nok… Man ender dog højst sandsynligt med at prøve både at slette og blive slettet, så det går lige op i sidste ende.

Endelig vurdering

Er app’en noget ved? Det synes jeg bestemt! Om ikke andet fordi den gennemtvinger noget kommunikation, hvor jeg fx ikke har vekslet et ord med de sidste ti af mine Tinder-matches. Man skal dog finde sig i de sædvanlige kun-ude-efter-et-hurtigt-knald-brugere, som synes, app’en er en glimrende mulighed for sexting. Det er den måske i virkeligheden også, det er bare drønirriterende for os andre, så det skal man lige være forberedt på. Den største ulempe er stadig den noget begrænsede brugerbase, men er man alligevel på datingmarkedet, synes jeg bestemt, man skal give den et forsøg. Om ikke andet er man sikret en måneds tids solid underholdning.

Personligt fandt jeg et par gode matches, hvoraf ét var virkelig lovende, indtil han skred i sekundet, han hørte, jeg var blogger…! 😀

 

Du kan læse om datingtestkonceptet her og læse de to første anmeldelser her og her.

Kommentarer (7)

  • Kan man indstille søgekriterier? Så der fx ikke dukker fyre op udelukkende på 21 år. Haha.

      • Han er konstant som den første… Og tror jeg lige er kommet til at vælge ham som kandidat 😮 How is this possible?!

        • Jeg kom også til at vælge ham som kandidat. Har aldrig slettet et match så hurtigt. Mærkeligt at han overhovedet svarer på helt almindelige quizzer, når resten af hans profil er så sexfikseret.

Der er lukket for kommentarer.