Hug en hæl, kap en tå…

Jeg havde verdens bedste lur i går eftermiddag. Helt tung og lækker og proppet med en Game of Thrones-agtig drøm, hvor jeg slog en masse grimme mennesker ihjel og til sidst fik foræret en hest. Wuhu! Jeg var imidlertid så opslugt af min drømmeverden, at jeg slog mit vækkeur fra i søvne og først vågnede et par timer senere.

Som følge deraf er klokken nu 6.10, og jeg har endnu ikke sovet. Jeg har til gengæld set gamle genudsendelser af Venner og gennemtrawlet internetudsalget. Og der var det, jeg faldt over verdens fineste dalmatiner-booties. De minder mig om nogle fra Acne, jeg næsten købte for et par år siden og har savnet i samlingen lige siden. Og så burde den jo ligge lige til højrebenet… Bortset fra, at de selvfølgelig kun er tilbage i størrelse 7, og den passer mig teknisk set ikke helt. Så fandt jeg dem på Kurt Geigers hjemmeside (eftersom det er ham, der står bag) endnu mere sat ned, men der var det helt noget hø størrelsesmæssigt. Kun ét sted fik jeg lokaliseret dem i min størrelse, men der var de for det første ikke sat ned, og for det andet skulle de afhentes personligt, hvilket ville være en anelse problematisk, da butikken er placeret i Heathrow Airport…

Så nu overvejer jeg, om jeg synes, de er værd at efterligne stedsøstrene i Askepots ofringer for. (I originaludgaven altså. Ikke det der Disney-pjat med syngende mus og shit. Blod! Blod og afskårne legemsdele! (Jesus, den drøm har virkelig gjort indtryk på mig.)) Jeg er jo trods alt svært glad for pony hair…