Jeg er jo Bridget Jones #543

1. Drømte i nat, at jeg havde lus, og da jeg vågnede, kløede min hovedbund helt vanvittigt i flere timer efterfølgende. Endte med at sidde med hovedet i et spejl i et kvarters tid. Der er altså ingen lus. Gudskelov. Og undskyld, fordi jeg helt sikkert får smittet nogle af jer med paranoia nu.

2. Apropos paranoia, så er jeg i fuld sving med at gense hele Supernatural, og det er jo ikke, fordi den sådan er ægte scary, men det afholder mig ikke fra at høre spøgelser i væggene, hver gang det bliver mørkt.

3. Har en rigtig træls vane med kun at tage køle- og frysevarer ud af mit indkøbsnet, når jeg har handlet, og så vente med at pakke resten ud. Man skulle tro, jeg havde lært lektion de første fem-ti gange, jeg overså en kølevare i posen, men nej. I forgårs var det en liter mælk, der fik lov til at chille på køkkengulvet i fem-seks timer.

4. Der står en papkasse på mit sofabord. Det har der gjort en uges tid nu. Og det er ikke, fordi jeg er for doven til at smide den ud. Det er fordi, Herbert har forelsket sig i den, og jeg er blødsøden. Så nu er den bare en del af indretningen. I hvert fald midlertidigt.

5. Det er flere måneder siden, jeg investerede i et par nye sneakers, fordi mine gamle er slidt op. Jeg har bare ikke taget dem i brug endnu. Fordi. De er hvide. Og det er vinter(ish) og vådt og smattet. Og jeg nænner det ikke. Burde nok bare have købt dem i sort i stedet.

6. Når Snapchat sender en en mail om, at man har fået en ny ven. Hej nye ven. Du kommer nok til at blive skuffet over mit engagement. Jeg har ikke haft Snapchat på min telefon i adskillige år.

7. Vi ved stadig ikke noget om, hvornår Aldi-butikkerne lukker, men jeg er begyndt at hamstre deres toiletpapir. Hvilket helt ærligt ikke er det klogeste i verden, for det fylder latterligt meget, og jeg har ingen steder at gøre af det. Pt er det bare stavlet i et hjørne af mit køkken.

8. I sidste uge knækkede mit brusehoved af i bruseholderen, så begge var ubrugelige. Har nu investeret i en ny af hver. Og altså, det er ikke, fordi de ikke passer sammen, men når brusehovedet er skruet ordentligt på, vender det i en vinkel, der sprøjter vand ind på bruseforhænget i stedet for ned på mig. Og andre vinkler er ikke mulige. Så det er fedt.

9. Den anden dag fik jeg pludselig et nostalgisk behov for at spille Snake. Kan oplyse op, at det slet ikke er samme oplevelse, når man ikke sidder på en Nokia 3310. Og jeg er i øvrigt også blevet virkelig dårlig til det.

10. I onsdags postede jeg et klip på Instagram med sangen “Pornstar” af Cargo. En skrækkelig sang med verdens mest upassende tekst. Har naturligvis haft den på hjernen lige siden.

Kommentarer (8)

Der er lukket for kommentarer.