Jeg er jo Bridget Jones #516

1. Jeg farvede mit hår i denne uge og syntes egentlig, jeg var okay forberedt på, hvad det ville indebære. Indtil jeg så mit badekar efterfølgende, der lidt lignede en mordscene fra en film.

2. Så på Instagram, at Dronningen var på besøg i landsholdets træningslejr, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg 100% ville komme til at sige “du” til hende, hvis jeg nogensinde skulle ende i en situation, hvor vi havde en samtale.

3. Da jeg skulle til Jylland i fredags, glemte jeg min genanvendelige vandflaske og måtte irriteret og med en snert dårlig miljøsamvittighed købe en engangs i 7-Eleven.

4. …Da jeg havde købt den, fandt jeg min egen i bunden af min taske.

5. DSB har gang i noget med togbusser for tiden, så jeg tænkte, jeg var klog og sparede tid ved at tage en Flixbus i stedet. Følte mig mindre klog, da vi holdt i kø på motorvejen så længe, at chaufføren var nødt til at tage et lovpligtigt hvil på 45 minutter i Vejle.

6. Da vi var på vej ud af bussen for at holde vores ufrivillige pause, erklærede en dame på min mors alder højlydt: “Så har jeg også fortjent en is!” og jeg følte lidt, jeg så mig selv i fremtiden.

7. Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede i morges, var at google, hvor der var en Netto, der holdt åben i pinsen, for i går startede deres tilbud med Mars-is til 22 kroner, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige fik fyldt fryseren til den pris!

8. Jeg kom ca. halvvejs med hovedoprydningen i mit tøjskab, og så tænkte jeg, at det var på sin plads med en pause, og nu er der gået fem dage, og jeg er ligesom ikke kommet i gang igen.

9. Jeg så på et tidspunkt, at der findes inhalatorer med sådan en nedtællingsfunktion, så man kan se, hvor meget der er tilbage, og hvorfor har de ikke allesammen det, så man slipper for at stå der og hive efter vejret kun for at opdage, at ens inhalator er tom?

10. Når man spilder en kæmpe klat solcreme på gulvet og straks må panikfjerne sin kat, der er overbevist om, at det må være et spiseligt mælkeprodukt af en art.

Kommentarer (12)

  • Jeg har nedtællingsfunktion på min nuværende og også det gamle præparat. Vidste slet ikke de fandes uden 🙂
    Er mega anvendeligt hvis man husker at forny den

  • Angående dronningen, så bliver man nøje instrueret. Måske er Hendes Majestæt en af dine følgere.
    Er råt svinekød ikke det eneste, som katte spiser, og som er livsfarligt for dem? Græs og lignende spiser de vel for at komme af med hårboller?

    • Der er flere ting, katte ikke kan tåle – løg er fx heller ikke godt. Men nu er solcreme jo ikke mad, så jeg forestiller mig ikke, det ville være rigtig godt at indtage, selvom det måske ikke er decideret giftigt. 😀

  • Kat og solcreme !!! Kæresten tog det ikke så tungt at katten fik lidt solcreme 😪 katti havde eksplosiv mave i 36 timer ….. fuck !

  • Troede alle inhalator havde den funktion? De har mine ihverfald. Er satme en skam at nogen ikke har. Gudskelov ingen har givet dem til mig for det ville da være en accident waiting to happen

    • Måske kommer det an på, hvor livsvigtig den er. Jeg har bare lidt støvallergi, så det kunne være værre, men det havde været rart, hvis den havde en!

    • Jeg har ikke astma, så jeg ved ikke så meget om den slags. Jeg bruger bare dem, min læge giver mig. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.