En sex-serie-skuffelse og en sex-serie-overraskelse

Meningerne om det nye Sex & the City er helt utroligt delte, men det forekommer mig, at majoriteten sidder tilbage med en gedigen skuffelse. På IMDB ligger serien til en smådeprimerende 5,5, og pt er det endnu uvist, om der kommer en sæson to. Nogle håber inderligt, andre gør ikke. Jeg har personligt ikke brug for mere. Faktisk er jeg ikke engang kommet i mål med alle ti afsnit, der er blevet udgivet, for jeg tog mig selv i at skulle tvinge mig selv til at klikke ‘play’ i håb om, at det næste afsnit måske var det, der vendte skuden for mig, og det skete ligesom aldrig.

Jeg prøver at komme i tanke om en serie, man har genoplivet med succes, men umiddelbart har jeg ikke held med det. Jeg har ellers siddet og heppet noget så eftertrykkeligt, når nogle af mine gamle favoritter som Gilmore Girls og Will & Grace er genopstået fra de døde, men desværre har det aldrig været med samme charme som originalerne, og det samme var i min optik tilfældet med And Just Like That.

Umiddelbart kan jeg næppe skrive noget, der ikke allerede er skrevet. For der er dælme skrevet meget efterhånden. Som jeg ser det, har man prøvet for hårdt at være lige så banebrydende, som serien i sin tid var det, men man er ikke lykkes med det, og resultatet er underligt forceret og unaturligt. Miranda bliver nærmest udsat for karaktermord, og selvom jeg synes, det er på sin plads med noget diversitet på rollelisten, og idéen om at italesætte woke-kultur som udgangspunkt ville passe glimrende ind i universet, så er man desværre bare ikke kommet i mål med det på en god måde. Fragmenteret er måske det udtryk, jeg vil bruge til at beskrive min oplevelse af serien. Det er, som om man har forsøgt at mase lidt for mange brikker ind i et puslespil, så det planlagte billede aldrig kom til syne.

Det blev især tydeligt for mig, da jeg for nylig decideret slugte en anden HBO-serie, The Sex Lives of College Girls, som netop gør et fremragende stykke arbejde med at inkorporere de elementer, And Just Like That fumler rundt med. Både med casting og handling kommer man nydeligt omkring emner som race og seksualitet, og det bliver gjort med en solid portion humor, men ikke så meget, at pointerne drukner i underholdningen.

Måske er det generationskløften, der skiller de to serier ad, og måske er det af samme årsag urimeligt at sammenligne dem. Måske er det også uretfærdigt, fordi And Just Like That havde en kæmpe legacy og nogle enorme forventninger at leve op til, hvor The Sex Lives of Collage Girls starter helt fra scratch. Jeg ved bare, at jeg kun nåede halvvejs ind i afsnit to af sidstnævnte, før jeg med krydsede fingre måtte google, om vi mon fik en sæson mere. Hvilket vi lykkeligvis gør.

Helt kort handler serien om fire meget forskellige piger, der ender på værelse sammen, da de starter på (det fiktive) Essex College i Vermont, og så følger vi deres liv, som de står på egne fødder for første gang. På den måde ikke et voldsomt originalt setup, men det er blandt andet Mindy Kaling, der står bag, og hun er så skarp, som hun altid har været. Uden tvivl den bedste serie, jeg har set længe, og jeg glæder mig som et lille barn til at se mere. Så hvis du var fan af den vibe, det originale Sex & the City havde, men savner den gevaldigt i And Just Like That, så vil jeg altså anbefale at kigge forbi The Sex Lives of College Girls. Omdrejningspunktet er meget anderledes, men efter min mening er charmen på mange måder den samme.

Comments (14)

    • Nej, enig. Eller Stanford! Jeg ved godt, Willie Garson desværre gik bort under optagelserne, men det var sgu ikke en afsked, der var hans karakter værdig!

  • Jeg havde en kollega der mente at AJLT var god, for det var da naturligt, at som man blev ældre og især når man var 55, så var man blevet klogere og derfor ikke havde så meget behov for sex eller for at snakke om det. Aldrig er jeg blevet så fortørnet på 55-åriges vegne.
    Jeg så hele serien, men jeg brød mig ikke om det jeg så. Jeg blev faktisk rigtig trist og irriteret. ÆV!

  • Enig med dig i det hele! Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde haft The Sex Lives of College Girls at se da jeg var, ja en college girl. Eller bare de der 17-18 år jeg var, da jeg så SATC for første gang. Nu er jeg 31 og slugte alle afsnit af Sex Lives, men det ville have været groundbreaking for mig at se som 18-årig.

  • Jeg har set alle afsnit af AJLT og jeg er bare ikke imponeret… Jeg synes der er begået karaktermord på stort set alle de ‘gamle’ fra SATC.

    Så læste jeg dit indlæg for nogle dage siden og tænkte; hmm måske skulle jeg give TSLOCG en chance. Er gået forbi den et par gange, men orkede ikke endnu en serie der floppede med at lege SACT.
    Nu har jeg set de første 7 afsnit og forsøger at spare lidt på de sidste, da jeg ikke magter at skulle undvære den mens jeg venter på sæson 2 🙈 Jeg er vild med den! Så tak for anbefalingen. 😁

  • Berverly Hills var heller ikke det samme efter et par år, og div genoplivninger…
    Jeg tror problemet er, at vi låser karakterene til en bestemt face af vores eget liv, og lige som vi ikke annerkender at vi bliver ældre, så skal vores yndlings serier heller ikke blive det – fordi såer vi også blevet det.

    • Interessant teori, selvom jeg ikke tror, jeg er enig. Jeg tror mere, vi låser serien fast i en fase, og når den så bliver genoplivet, forventer vi, at den er det samme (se fx kritik af kvindernes udseende i serien her), men at den samtidig er aktuel. Og det er en balance, der er utroligt svær at få rigtig.

  • The sex lifes of college girls er fantastisk. Jeg har ikke orket at se And just like that. Jeg var ikke imponeret over filmene og det virker ikke som om serien er nyskabende.

    • Jeg var vild med den første film og hadede den anden. Serien er helt sikkert på niveau med nummer to, hvis ikke endnu lavere…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.