Jeg er jo Bridget Jones #494
1. For nogle dage siden så jeg et program, hvor nogen fik termitter, og siden har jeg været fuldstændig overbevist om, at de er ved at gnave sig igennem mit trægulv.
2. Når man helt barnligt går og småsparker lidt til bladene på jorden og jager sin fod direkte ind i en brandhane.
3. Jeg har et indbygget skab i gangen, der er så fyldt, at jeg forleden simpelthen bare skyndte mig at lukke lågen, velvidende at to jakker og en kattetransportboks vælter ud i hovedet på mig, næste gang jeg åbner det. Men det er fremtids-Miriams problem.
4. Efter valget købte jeg ind til valgflæsk og blev i den forbindelse mindet om, at kogte kartofler helt ærligt er en fantastisk spise. Spiste så mange kartofler i de efterfølgende dage, at mit køkken fik en semi-permanent kartoffel-duft, som dog er gået væk nu.
5. Skulle have taget en kviktest for en sikkerheds skyld, fordi jeg skulle til fødselsdag i dag, og mit nærmeste testcenter er lige nu Rådhuspladsen. Hvor der tilfældigvis var en slags anti-Corona-demonstration, som alle i køen ikke kunne undgå at være publikum til, hvilket føltes ret ironisk.
6. Da jeg vaskede tøj sidste gang, kom mit lagen ud af maskinen med en relativt stor plet på. Den plet var der ikke, da lagnet kom i. Jeg synes ligesom, det plejer at foregå omvendt?
7. Fik også glæden af at se et par af mine trusser hænge på en radiator inde i tørrerummet ned i vaskekælderen. Glemte dem åbenbart sidst, jeg vaskede. Ville helt ærligt ønske, det havde været et lidt pænere par.
8. En af mine ultimative yndlingsserummer til min hud udgår, og jeg har alt for stor krise over det. Overvejer seriøst bare at støvsuge alle restlagre i verden, men eftersom den er hundedyr, ville det koste mig ca. det samme som en lejlighed i København. Eller i hvert fald Brøndby.
9. Jeg elsker, at Netflix er begyndt at pushe deres serier på andre sprog lidt mere. Jeg hader til gengæld, at det betyder, jeg ikke kan se Netflix og multitaske, fordi jeg er nødt til at læse alle undertekster, ellers er jeg lost.
10. Lørdag morgen vågnede jeg, åbnede øjnene og hadede mig selv for at vågne så fucking tidligt. Det var buldermørkt i mit soveværelse, så jeg skød klokken til at være et sted mellem seks og syv. Den var ni. Det blev ligesom bare ikke lyst den dag.
Ditte
Jeg føler så meget nr. 9.
MiriamsBlok
Har taget mig selv i flere gange at overveje at lære koreansk. 😀
Mette
Den der 3’er 🙈🤣 også i mit tøjskab 🙈
MiriamsBlok
Det virker bare letter end rent faktisk at gøre noget ved rodet! 😀
Line
Ej så relatable på den med Netflix!!
MiriamsBlok
Hvorfor kan man forstå så få sprog, det er da ikke holdbart! 😀
Anne
Hader det med udgået hudpleje. Hvad er det for en serum?
MiriamsBlok
Det er en fra Shiseiso. Bio Dynamic-something. Jeg elsker den!
Pernille
Vedr Netflix og film /serier og ikke forståeligt sprog – jeg ændrer på sprogindstillingen, så der enten tales engelsk eller tysk
Original sprog magter jeg ikke at høre på
MiriamsBlok
Virkelig? Jeg kan SLET ikke arbejde med dubbede film og serier, det driver mig til vanvid, at stemmerne tydeligvis ikke tilhører personerne, og mundbevægelserne ikke passer. 😀