Tålmodighed er en dyd: Det er tid til at planlægge min næste amerikanertur!
Til dem, der måske ikke har holdt lige så nøje øje som de amerikanofile iblandt os, kan jeg berette, at USA til november endelig lukker turister ind igen. Traditionelt har jeg meget lagt mine ture derover i slut-oktober/start-november, så det er ikke, fordi det ikke ville være totalt udelukket at nå en tur i år, men af flere årsager har jeg fravalgt det. Dels går jeg altid og hygger mig med at småplanlægge i månedsvis, og dels er der også noget med forventningens glæde, jeg gerne vil mase så meget ud af som muligt. Plus, I ved, penge. Det er fuckerdyrt at rejse solo. Det ville være godt med et par måneder, hvor jeg lige er aktivt obs på at lægge lidt til side. Så 2021 joiner 2020 som et USA-frit år, til gengæld tænker jeg så, at det kunne være ideelt allerede at kigge på februar i 2022, fordi man kan argumentere for, at det til trods for at være årets korteste måned muligvis også er den absolut mest deprimerende og lige der, hvor man godt kunne bruge en timeout fra alt det grå og kolde og træls.
Hvor går turen hen? Ja, altså, det havde jo egentlig længe været på plads. For mest effektivt at komme igennem Projekt Besøg-alle-stater-i-USA, forsøger jeg som regel at nappe i hvert fald tre styks per roadtrip. Denne gang skulle have stået på Texas, Arkansas og Louisiana. Men here’s the thing: USA er et helt enormt stort land med helt enormt store forskelle alt efter, hvor man er. Sydstaterne er special. Især småbyerne ude på landet, erfarede jeg, da jeg i foråret ’19 kiggede forbi både Alabama og Georgia. Man skal være forberedt på lidt af et kulturchok. Og hvis vi skal være helt ærlige? Jeg har faktisk ikke helt mod på at dumpe lige ned midt i en form for republikansk mekka lige nu, og jeg har egentlig slet ikke lyst til at besøge Texas, når de opfører sig, som de gør lige for tiden. Jeg er nødt til at starte lidt blidere op. New England ville jo være oplagt, ikke mindst fordi jeg har været der en del de seneste år og ved, at jeg elsker det, men jeg har også bare tjekket hver eneste stat i den ende af landet af.
Så i stedet hopper jeg over på den modsatte kyst og stræber efter at få gang i the Pacific Northwest, som dækker over Oregon, Washington og Idaho. Faktisk er det jo kun Califonien, jeg har været forbi i det område, så det er måske også på tide at gøre lidt mere ved det. Skabe lidt vægtbalance på kortet, I ved.
Da jeg gik nogle måneder i skole på Hawaii i ’94, gik jeg i klasse med en dreng, der boede med sin mor i Oregon. De var også at besøge os i Danmark nogle år efter. Men det er ca. den tilknytning, jeg har. (Udover at Grey’s Anatomy finder sted i Seattle, self). Måske skulle jeg undersøge, om ham klassekammeraten er på Facebook og kan give mig nogle tips. Ellers må jeg i gang med en solid omgang Google, hvilket helt ærligt er det allerbedste ved planlægningsdelen, så det ville slet intet gøre mig.
Lige nu er jeg selvsagt i den helt, helt spæde proces, hvor intet er sikkert. Jeg har googlet lidt på flybilletter, som er svine-fucking-dyre, men nu sparede jeg jo penge på hverken at tage af sted i ’20 eller ’21, så det burde jo betyde, at jeg havde lidt flere penge i kassen. Med meget tyk streg under burde.
Anywho, jeg skal nok holde jer løbende opdateret, om I vil det eller ej, for jeg har gået og glædet mig til det her fælt længe efterhånden, og den barnlige jubel over, at det endelig ser ud til at kunne lad sig gøre, er mildest talt ret intens.
God bless America. Jeg savner Lucky Charms.
Julie
Det er så skønt at de endelig lukker turister ind!! Jeg har boet lige udenfor Seattle og både Washington og Oregon har så meget ar byde på! Efter min mening totalt undervurderet rejsemål. Glæder mig til at følge med i din planlægning
MiriamsBlok
Jeg tænker, det er noget med nogle ture igennem en masse skov-hejs!
Julie
Altså Washington har jo alt fra ørken til sne indenfor få timers kørsel. Jeg boede i North Bend, lille flække men hey der var både outlet, The double R diner fra Twin peaks og tæt på Snoqualmie Falls 🙂 Og ja der kan være lidt vådt og koldt, men det har også sin charme. Et lille tip er at der ikke er sales tax i Oregon
MiriamsBlok
Stater uden sales tax er for evigt de bedste stater! 😀
Stine
Åh, hvor jeg dog elsker, at man snart kan gå og glæde sig igen! Vi skal til selvsamme stater til sommer. Californien(med giftemål, som i øvrigt er blevet udskudt af flere omgange(!!!!)), Oregon, Washington, Idaho og måske rammer vi også Montana. Jeg glæder mig til at følge med hos dig.
MiriamsBlok
Hvornår skal I mon af sted? Folket lader til at være skeptiske over for mit valg af tidspunkt, kan jeg se på det hele. 😀
Yasmin
Glæder mig allerede til at følge både planlægning og selve turen!
MiriamsBlok
Jeg glæder mig til at gå og nørkle lidt med det!
Stine
Ja tak! Læg lige datoerne for afrejse ud så hurtigt som muligt så jeg kan tage fri fra arbejde for et kunne følge intens med i din rejse 😀😀😀.
Jeg elsker når du rejser og sender tips og oplevelser hjem og efter corona er det dobbelt op på godt at se nogen rejse, så jeg kan rejse lidt igennem jer.
MiriamsBlok
Hahaha, det ville fandme være dedikation at tage ferie, så man kunne følge med i nogle andres ferie! Men jeg har selvfølgelig også en tendens til at lægge en hel del ud, så det kræver noget tid at komme igennem!
Mette
Glæder mig til endnu en miriamsk rejseføljeton.
MiriamsBlok
Så længe vi ender med et eller andet godt, så tager jeg resten på gefühl! 😀
Karina
Åh altså, det område har en helt speciel plads i mit USA-hjerte, da jeg studerede et semester i Tacoma syd for Seattle i 2014 – og der er så meget godt at opleve i PNW. Jeg glæder mig helt vildt til at følge med i din tur 😄🇺🇸
MiriamsBlok
Jeg håber, det bliver godt! Skal helt sikkert lige researche noget mere først!
Heidi
Jeg vil med. jeg vil så gerne med.
MiriamsBlok
Jamen du kan da arrangere din egen tur! Det er overraskende nemt, synes jeg! *den der emoji med hjerteøjne*
Henriette
Ih hvor spændende! Meyermor (eller nok nærmere hendes datter) må da have nogle tips til Oregon! 🤞🏼
Glæder mig til at følge med og håber da du kommer afsted til februar så 😄
MiriamsBlok
Gud, ja, det har du da helt ret i!!
Rikke
Der er voldsomt pænt omkring Oregon og Washington State, men feb er nok tæt på det dårligste tidspunkt at besøge området. Der er koldt og det regner næsten konstant i feb.
Jeg forstår din modvilje mod Texas og syden lige nu, men hvis feb er ret låst fat, så vil jeg stadig pege derned ad, af en grund. Mardi Gras sidst i februar i New Orleans.
Det er rigtig nemt at flyve ind til Dallas eller Houston direkte fra Europa, og så køre ud af staten til feks Arkansas, Mississippi og Louisiana hvor New Orleans ligger. Hvis du vil opleve det gamle syden, uden hillbillies og småbymentaliteten, så besøg Natchez ved Mississippifloden, der er flere af de gamle plantager bevaret, samtidig med en moderne by hvor turister og udefrakommende er velkomne.
MiriamsBlok
Jeg har simpelthen bundærligt ingen lyst til at besøge en sydstat lige nu. Og jeg vil ikke af sted, hvis jeg ikke oprigtigt virkelig vil det, det ville næsten være synd og skam. Men jeg er også ret cool med regnen. Synes faktisk lidt, den hører sig til i de stater. Men nu må vi se. 🙂
Lene
Portland i Oregon er kendt for sine mange gode food trucks, men desværre også for de mange hjemløse. Vi nåede desværre ikke ud til kysten, men der skulle være helt vildt smukt!!! God tur.
MiriamsBlok
Jeg tror, det er svært at slippe uden om store mængde hjemløse i mange af de større byer, men generelt er jeg også større tilhænger af de lidt mindre. Selvom det kunne være sjovt at se, om Portland er så hipster, som folk siger. 😀
Bella
Det lyder altid fantastisk med en tur til USA. Men hvis jeg skulle afsted i februar ville jeg overveje at tage nogle af de sydvestlige ørkenstater for at udnytte at det faktisk er den bedste årstid mht. vejret. Altså Arizona, New Meixco, Nevada osv. Spændt på at følge hvad du finder ud af 🙂
MiriamsBlok
Interessen er der bare ikke rigtigt til de stater lige pt. 😀
Marie
Jaaa! Jeg gad også godt på tur, men det ligger ikke i kortene lige foreløbig, så jeg vil glæde mig til at være “med” på tur med dig 😀
MiriamsBlok
Det er pissehyggeligt at have jer med! Så er jeg aldrig sådan 100% alene af sted.
Tine
Åh, Washington er sådan en flot stat (ikke at jeg kan sammenligne med meget, da jeg kun har kørt gennem Washington state og derudover har besøgt NYC og Seattle i USA). Seattle overraskede mig virkelig positivt, og jeg vil gerne tilbage. Hvis du har brug for lidt inspiration og tips til byen, så har jeg skrevet en længere guide på min blog https://aworldtoexplore.dk/rejseguide-seattle/ – ikke at jeg naturligvis har oplevet alt, hvad Seattle har at byde på, men alligevel 🙂
MiriamsBlok
Fedt, tak! Jeg skal helt sikkert forbi Seattle, tænker jeg, selvom jeg jo ikke normalt er meget til storbyer på mine roadtrips. 😀
Louisa
Har også været i Washington, og ærligt, det er jo en MEGA kedelig by….
MiriamsBlok
Men kommer det ikke lidt an på, hvad man vil have ud af den? Jeg er jo langt mere til small town life, og der skal helst ikke ske for meget, og hvis der oven i købet er flot natur, så lyder det lige som noget for mig! 😀
Tine
Ja, det kommer nok an på, hvad man er til. Jeg er ikke kæmpe fan af storbyer, men syntes at Seattle havde en go kombination af smuk natur i nærheden, ro og bekvemlighederne som storbyerne har. Men er man fx helt vild med NYC eller LA og forventer en lignende stemning, så bliver man nok skuffet 🙂
Sisse
Altså Twilight-byen Forks ligger et meget pænt sted tre timer fra Seattle 🙂
Husk Dutch Bros som nyt ‘snack-sted’!
Hvis du vender tilbage til San Francisco og mangler nogle fif derfra (og evt. en sovesofa) må du sige til.
MiriamsBlok
Det skulle nok kun være, hvis jeg lige kom forbi Forks alligevel. 35-årige Miriam er væsentligt mindre besat af Twilight end 21-årige Miriam var. 😀
Sisse
Jeg ville helt sikkert også have været mere begejstret for 15 år siden 😀 Og ville helt sikkert heller ikke køre efter det, hvis det ikke tilfældigvis ligge lige ved Olympic NP. Men det er nok lidt mere udendørs-hiking vibes end det du søger:)
Sofie
Jeg læste et halvt år i Oregon, og det er en skøn stat! Men, jeg er enig med de andre, det er hundekoldt og vådt og ikke optimalt at besøge de stater der. Washington state kaldes The Emerald State fordi den er SÅ grøn, men alt det går man glip af ved at besøge den om vinteren.
Jeg vil virkelig virkelig virkelig slå et slag for Arizona, Utah, New Mexico og Nevada. Der er uhørt smukt i de stater, og de har nogle af de flotteste nationalparker i hele USA. I Arizona er der byen Sedona, som er såååååå smuk, Grand Canyon og så midt i alle staterne ligger Monument Valley, som er det smukkeste sted, jeg har været, hvor man bor midt i Navajo Nation. Utah har Zion, Arches, Bryce og Canyonlands parker, som er unikke i USA. Og ved at besøge dem om vinteren undgår du de vanvittige turistmængder. I New Mexico skulle der være en helt speciel stemning, de har virkelig deres egen kultur. De her Southwest stater minder slet ikke om sydstaterne, de er ørkenstater, der faktisk er meget demokratiske i disse tider. Vi har rejst rundt i dem og aldrig mødt fx en hel Trump by eller lign. De er gamle hippier i de her stater, som bare nyder ørkenen og al skønheden. Husk at sydstaterne helt stereotypt mest omhandler de østlige sydstater. Som sagt, Nevada, California, New Mexico, Arizona er en helt anden verden 🙂 American Southwest, det er det bedste!!
Februar er bare super tricky, fordi hele den nordlige Østkyst er topnedern i den måned, og bør ærlig talt undgåes. Det samme med Nordcalifornien omkring San Fran… det er for koldt og vådt. Har klaret 5 vintre i Boston og er ved at flyve derfra hver eneste gang om vinteren. Det er koldt, brutalt og bare super kedeligt. VI taler -15 hver dag, så man kan ikke rigtig være udendørs så meget.
Jeg forstår virkelig godt behovet for en USA tur, vi sidder også herovre og venter i spænding på at se vores familier, for første gang siden 2019. Vi har ikke måtte forlade landet, de har ikke kunne komme ind. Det er fantastisk for alle. Men… gem Pacific Northwest indtil du får den bedste tur ud af det. Giv det et par måneder til fx maj eller juni og så er alt bare ændret. Hvad med en østkysttur, bare ned langs Charleston, Florida og Key West? Eller – en tur i The Great Smoky Mountains i Tennesee.
Anyway, du skal jo gøre præcis som passer dig bedst! En USA tur er bare så dyr og stor ting at gøre, at det er så ærgerligt at have 2 ugers konstant regn fordi man valgte en dum måned.
MiriamsBlok
Jeg har bare absolut ingen lyst til at besøge ørkenstaterne, de siger mig simpelthen ikke noget. :-/ Og når det har været så lang tid siden, så vil jeg hellere starte ud med noget, jeg virkelig gerne vil, som du også siger. Regn gør mig ikke rigtigt noget. Jeg skal alligevel ikke vandre, og jeg er i bil. Og jeg synes faktisk, det hører sig lidt til i de stater. Altså, det er en del af charmen. Men det kan være, jeg skal skubbe det en måned eller to, så der er lidt mere balance. Lidt tørvejr hist og her ville heller ikke være dumt.
Men generelt er jeg jo en east coast kinda gal og mere til den vibe, og hvis du synes, Californien er toppen, så har vi måske heller ikke helt samme smag, kunne jeg forestille mig? Jeg tog både Florida og Tennessee i ’19, så de er ret friske i hukommelsen, og selvom det er dejlige steder, så vil jeg jo gerne have krydset noget nyt af! 😀
Ditte
Jeg var udvekslingsstudent på University of Oregon for snart mange år siden. Synes både Oregon og Washington State har meget at byde på – ørken mod øst, bjerge i midten og stillehavskysten mod vest – og fede storbyer, Seattle og Portland. Kan anbefale Crater Lake, Multnomah falls/Columbia River Gorge og en køretur langs Oregon coast – der er en masse små, søvnige kystbyer med flotte fyrtårne og lækker seafood. Idaho har jeg kun kørt igennem. Eneste minde derfra er et stop på en tankstation som forhandlede magasinet “Guns & Jugs” 🙂
MiriamsBlok
Ej, du sælger det godt!!