Jeg er jo Bridget Jones #485
1. Jeg har noteret mig, at jeg har fået en vane med at sige “stærkt!” hele tiden, og nu kan jeg slet ikke abstrahere fra, at jeg gør det, men jeg kan ligesom heller ikke lade være.
2. Det er i dag en uge siden, jeg kom hjem fra Irland, og selvom jeg selvfølgelig har taget visse nødvendigheder op af mine kufferter, er i de bedste fald stadig halvt fyldte.
3. En af fornævnte nødvendigheder var en plade chokolade, som lå på mit sofabord, fordi jeg havde spist noget af den en aften. Den lå der stadig dagen efter, hvor det imidlertid var blevet solskin, og jeg opdagede først katastrofen, da chokoladen havde forvandlet sig et én stor, flydende masse.
4. …Også lidt trist, at vi allerede er der på året, hvor det slet ikke falder en ind, at solen potentielt kan skinne.
5. Nogle gange kan Herbert godt lidt at tjatte til vandet i sin vandskål. Det i sig selv sviner lidt, så jeg elsker det ikke, men jeg elsker endnu mindre, når han gør det klokken lort om morgenen og direkte derefter kommer ind til mig i sengen og sætter sine nu meget våde, meget kolde poter på min nøgne ryg.
6. Status på min pakke fra Boozt, som nu skulle have været her for to uger siden, er, at jeg stadig ikke har hørt en lyd fra dem – trods en lovning på det modsatte. I dag måtte jeg derfor skrive, hvad der i min optik var en relativt bestemt mail, men som i realiteten nok er alt for høflig situationen taget i betragtning (de har trods alt trukket et ikke ubetydeligt beløb på mit kort og derefter klappet fuldstændig i), men jeg er bare virkelig, virkelig konfliktsky.
7. Var ved at rense mit ansigt, og da jeg tændte vandet for at skulle skylle renseproduktet af, nåede jeg at fylde mine hænder med, hvad der bedst kan beskrives som aldeles tis-gult vand. Efter at have ladet vandet løbe lidt, blev det heldigvis almindeligt igen, men jeg kunne helt ærligt lige så godt ikke have kigget og lystist fyret det i fjæset.
8. Topmålet af trælshed som blogger er, når man skriver et temmelig langt blogindlæg, hvorefter WordPress crasher og sletter hele lortet. Og ja, jeg havde trykket gem utallige gange undervejs, det gav WordPress bare relativt få fucks for.
9. Dette var i øvrigt ugen, hvor jeg fandt ud af, at musikgruppen “Die Antwood” rent faktisk hedder “Die Antwoord”. Dvs “svaret” på afrikaans, ikke “myreskoven” på engelsk. Havde ellers faktisk forstået, at “die” var en artikel. Jeg ved heller ikke, hvordan min hjerne fik de to ting til at hænge sammen, men til mit forsvar er de nogle enormt særprægede musikere, så jeg tænkte nok ikke, det var meningen, det skulle give mening.
10. Holdt stille på min cykel ved et lyskryds, da en dreng på måske fem år kiggede op på mig og sagde: “Din cykel er godt nok grim.” Min cykel er en pensioneret lejecykel og derfor utroligt orange, så man kan måske argumentere for, at han ikke var helt skæv på den, men altså. Stadig. Offensivt nok.
Natalie
Die Antwoord er det ikke tysk for svaret? 🙂
MiriamsBlok
Ikke helt, det tyske ord er “Antwort”, og gruppen er fra Sydafrika, hvor man blandt andet taler afrikaans. 🙂
Eva
Selv om hollændere, ikke bryder sig om det, blev det , da jeg læste tysk for længe siden, betragtet som en tysk dialekt.
Men for næsten lige så mange år siden blev en hollænder og jeg lige fornærmede, da en franskmand ikke kunne høre forskel på hollandsk og dansk.
MiriamsBlok
Hollandsk er virkelig også et sjovt sprog, det virker bare som en blanding af flere andre sprog. 😀
Sissel
Nr. 10 er genial 🤣
MiriamsBlok
Fra børn og fulde folk… 😀
Marie Louise
Åh nej, min far siger også ‘stærkt’ hele tiden, det er så irriterende 😂
MiriamsBlok
Hov hov! 😀
Helle
Jeg var overbevist om at det var hollandsk😆
måtte et smut omkring Google translate
MiriamsBlok
Det kunne det også sagtens have været! 😀
Dorte
Nr.2 Hold hellere kufferten lukket… ellers ved du nok, hvor du finder Herbert!
MiriamsBlok
Han lægger sig bare ovenpå så! 😀