De der skiftende skønhedsidealer, der åbenbart bare hader mine hofter

Jeg føler, der er flere forskellige stadier i det der med at blive påvirket af samfundets skønhedsidealer. Som barn er man ikke rigtigt obs på, at de overhovedet findes. Jeg kiggede bare på Spice Girls og Britney Spears og hver eneste Maybelline-model og tænkte, at sådan der ville jeg også gerne se ud, uden rigtigt at være nået et til et sted i min mentale udvikling, hvor jeg  tænkte over hvorfor. Det virkede bare til, at sådan var man mest rigtig, ikke?

Så blev jeg lidt ældre og begyndte at lære, at der var en kæmpestor industri, der havde en ret stor monetær interesse i, at jeg følte mig mindre værd, hvis jeg ikke så ud på en bestemt måde. Jeg begyndte at genkende deres taktikker ude i verden, jeg tænkte mere kritisk, jeg fik lyst til selv at tage ejerskab over, hvordan jeg så ud og hvorfor. Jeg har efterhånden gået den vej i halvmange år. Jeg er glad for, at jeg ikke længere er usikker på teenage-måden og sidder med en kronisk forkerthedsfølelse, hvis jeg ikke har de rigtige sko, og mit hår ikke vil se ud på Kate Moss-måden, fordi det for fa’en ikke er skabt til det.

Men jeg tror også, jeg er ret naiv omkring, hvor langt jeg er nået. Jeg går nogle gange og bilder mig ind, at jeg er et fuldstændig selvstændigt tænkende individ, og fordi jeg har luret sandheden om, hvordan og hvorfor skønhedsidealernes eksistens er skruet sammen. Jeg fortæller mig selv, at de nærmest ikke påvirker mig mere.

Desværre er det langt hen ad vejen bullshit.

For et par uger siden stod jeg og så mig i spejlet og tog mig i at være ærgerlig over, at mine hofter ikke var bredere. Det ville få min talje til at se smallere ud og give mig en tydeligere timeglasform. Et af de mere dominerende idealer, der har floreret de seneste år. Brede hofter, stor numse, flad mave, lillebitte talje. Så jeg stod der, 35 år gammel, og småbandede lidt over størrelsen på mine hofter. Det var så velkendt en situation og samtidig så fuldstændig absurd, at det straks sprang mig i øjnene. For hold kæft, hvor har jeg brugt meget af min ungdom på at forbande mine hofter langt væk. Dengang var de bare for brede, fordi smalle hofter og en lille, fast røv var vejen frem. I mellemtiden er det så blevet den omvendte verden, og nu er de for smalle. Mine stakkels hofter, som gør deres absolut bedste, men tilsyneladende bare ikke kan vinde.

Jeg kan sagtens scrolle igennem Instagram og notere mig, hver eneste gang en kvinde helt tydeligt har poseret på en bestemt måde eller redigeret sine billeder til den store guldmedalje for at opnå den krop, som verden har vurderet er det mest attraktive lige nu. Min hjerne ved det godt. Ved godt, at de fleste ikke ser sådan ud i virkeligheden, at der findes en million forskellige kropstyper, der hver især er smukke på deres måde og at selv dem, der ligger allertættest på, hvad end idealet er, ofte må manipulere lidt med sandheden for at fremstå så perfekt som muligt. Røde løbere og sociale medier er ikke virkeligheden. Jeg ved det godt. Jeg ved det med min fornuft. Og alligevel er der tydeligvis noget, der sniger sig ind under radaren og prikker til alle de usikre tanker, jeg måske aldrig helt får held med at udrydde.

Man kunne jo ønske, jeg havde en form for løsning på problemet, men jeg er nok lidt bange for, at der må være plads til begge dele på en gang: At jeg er opmærksom på, at jeg bliver påvirket og hvorfor, men at det nok desværre sjældent er nok til at sætte en stopper for det. I mellemtiden prioriterer jeg kraftigt at stræbe efter et feed med præg af forskellighed, så det ikke domineres af et look alene, og jeg kan øve mig i at programmere min hjerne til at se skønhed i diversitet. For måske kan jeg ikke helt udrydde de enkelte skønhedsidealer, men jeg kan helt bestemt arbejde på at tilføje mange flere af slagsen. Og jeg synes, jeg ser en tendens til, at det sker mere og mere i mediebilledet. Gudskelov. Måske går det langsomt, men jeg synes, det trods alt går fremad. Og det skal man heller ikke sådan undervurdere.