Frygten for glæde og kærlighed og et forsvarssystem i alarmberedskab

Skrevet d. . Uploaded i dating,mig,personligt.

Jeg er rigtig tit bange for at være glad. Når det går godt. Som om det uundgåeligt vil få en slags karmisk alarm til at ringe et sted, og så vil universet tænke, at nu var der vist lige rigeligt af det gode og sørge for, der bliver lavet om på den situation. Faktisk er det en af de ting, min terapeut og jeg arbejder med pt. Som eksempel havde jeg for efterhånden lidt halvlang tid siden den store åbenbaring, at det mestendels er mig selv, der er årsagen til, at jeg er single. Dermed ikke sagt, at der ikke også findes enormt mange træls mænd i verden, for det gør der, og dem er jeg uden tvivl stødt på nogle stykker af(!!), men der findes også mange dejlige mænd. Og når en af dem engang imellem har krydset min vej, har jeg gjort en ihærdig indsats for at sabotere enhver form for chance, vi kunne have for en fremtid sammen. For jeg har kun været ægte, gengældt forelsket én gang i mit liv, og det slog mig næsten ihjel. Sådan helt konkret, ikke i overført betydning. Og derfor går mit indre forsvarssystem i alarmberedskab, hver gang der er bare den mindste optakt til romantiske følelser. Det er noget juks, det skal vi ikke bede om, pænt nej tak.

Af samme årsag har jeg ikke datet (i hvert fald ikke seriøst) længe nu. Og det er det, vi i terapien arbejder os frem imod, at jeg skal finde modet til at kaste mig ud i. Det er ikke nemt, kan jeg afsløre. Det er især ikke nemt, fordi jeg jo sådan set ret godt kan lide mit liv. Jeg kan godt lide at være single. Jeg trives. Og lige nu ved jeg, hvad jeg har. Det er trygt og godt, og jeg er i kontrol. Lige så snart, der går forelskelse i hjernen, så ryger kontrollen, og det kan jeg slet ikke arbejde med. Så jeg har lidt svært ved at overbevise mig selv om, at jeg skal være åben over for at genopleve kærligheden, selvom jeg udmærket godt ved, at der er en stor, kraftigt undertrykt del af mig, der tænker, det kunne være okay nice at få lov til at prøve det igen. Måske på en lidt sundere måde med en lidt bedre mand.

Det sidder dybt i mig, at man ikke kan miste noget, man ikke har. Hvis man ikke har en kæreste, kan man ikke miste ham (og af bruddet blive kylet ind i en årelang klinisk depression). Og på samme måde: Hvis man ikke besidder lykke, kan man ikke miste den. Så når det går rigtig godt i mit liv, når jeg føler mig glad nede i maven, når jeg vågner om morgenen – som jeg fx gør det lige for tiden – så bliver jeg samtidig helt enormt bange for, at det bliver taget fra mig lige om lidt. Jeg elsker ikke at have en kompliceret psyke, og det næste, jeg skriver, kan for udenforstående måske være svært at forstå, men der er noget enormt trygt ved at have det dårligt. Fordi der kan jeg slappe af uden at frygte, at det hele lige om lidt går ad helvede til. Det er jo allerede ad helvede til. Så når det går rigtigt godt henover en længere periode, bliver jeg bekymret. Mistænksom. Jeg kan ikke nyde alle de rare følelser i det omfang, jeg burde, for en del af mig venter bare på, at noget eksploderer et eller andet sted. Hvor fucking nederen er det lige, at følelsen af glæde er grobund for min angst? Altså, give me a fucking break her.

Men jeg arbejder på det. Det irriterer mig altid, når jeg ser film og serier, hvor nogen går i terapi, og når de har været der tre gange, så åbner der sig en hemmelig dør i deres hjerne, og altid bliver på magisk vis fikset, som om man ikke har brugt hele sit liv på at skabe sine fucked op mønstre, hvilket betyder, at det også tager pænt lang tid at ændre helt grundlæggende på den måde, hvorpå man fungerer. Benytter igen anledningen til at poste favoritcitatet fra verdens viseste kirurg, den uforlignelige Cristina Yang: “Being aware of your crap and overcoming your crap are two very different things.”

Det kræver arbejde, og jeg arbejder på livet løs. For lige nu er alting på mange måder bare godt, og det er virkelig rart, selvom det føles både lidt unaturligt og lidt ufortjent. Jeg sværger, at jeg øver mig intenst i at sætte pris på det.

REKLAME: Min terapeut er i øvrigt Mette Rygaard, og jeg kan næsten ikke beskrive med ord, hvor meget jeg sætter pris på hende. Jeg føler mig hørt, set og forstået hver eneste gang. Sidder man et sted i Københavnsområdet og mangler en terapeut, har hun den måske varmeste anbefaling, jeg nogensinde har givet.

Related Posts:

Kommentarer (43)

  • Rikke

    Sender en masse kærlighed i din retning ❤️ Hvor vildt at være så ærlig på et åbent medie.

    • MiriamsBlok

      De fleste folk er heldigvis nice, for ja, det kan være lidt et sats at være så åben. 🙂

  • Marlene

    Yes! Du er sej. Jeg hepper på dig.
    Det er nemlig én ting at kunne se og forstå sine mønstre. Det er noget helt andet at reagere anderledes, end man er vant til, når de bliver trigget. (Jeg øver mig også.)
    Hep. ❤

  • L

    Virkelig genkendeligt! “Shit, hvor har det været en perfekt sommer. Nå, men så bliver jeg sikkert snart alvorligt syg” tanker i den dur. Hvor er det uhensigtsmæssigt, altså!

    • MiriamsBlok

      For mig er det som regel mere psyken, der spiller mig et puds. Hvis jeg har været glad for længe, forventer jeg en seriøs depressiv periode for at opveje for det. Det kan ikke passe, at standardfølelsen kan være glæde eller bare tilpashed.

  • Pernille

    Tak for dit ærlige skriv. Det betyder meget at vide der er andre derude der gerne vil beskytte sig mod at blive såret igen fremfor at tage en chance. Omend det er i et skørt perspektiv. Jeg følte mig som en idiot når jeg håbede på det nok skulle gå, for hvorfor skulle det? Jeg ville jo være dum ikke at lære af mine fejl. Jeg syntes jeg var realist/ er realist. Jeg er ude på den anden side og i et forhold og det hele er godt. Indeni mig er der ikke en frygt for hvad der bliver af mig hvis det går galt, men en bevidsthed om, at jeg ikke evner at tilgive min partner hvis han træder ved siden af, uanset hvad der er på spil. Jeg nægter at tabe mig selv igen og føle mig fornedret og mindre værd på grund af en mand. Det er ikke en konstruktiv måde at være videre på, med børn og fælles realkreditlån, men det var hvad det kunne blive til.
    Igen tak for din ærlighed

    • MiriamsBlok

      For mig er det vist ikke så meget det at blive såret – selvom det selvfølgelig ikke er rart og også har givet nogle permanente ar. Det er en decideret overlevelsesteknik, fordi min depression var lige ved at slå mig ihjel, og min forsvarsmekanisme er bange for, at et nyt knust hjerte ville resultere i en ny depression, som jeg ikke ville overleve. Men det ER fucking svært at forsøge at finde en ny vej med alt det, man har i bagagen.

  • Anne

    Kære Miriam
    Sikke et dejligt indlæg. Jeg kender det alt for godt. Jeg har det på samme måde.
    Jeg vil så gerne have en kæreste og når jeg får det saboterer jeg det… Nu har jeg været sammen med min kæreste i 2 år og vi er stadig ved at file kanter og finde ud af det hele. Det.er.så.SVÆRT!

    Held og lykke med terapien. Jeg ville ønske jeg havde økonomien til det.
    vh Anne

    • Birgitte

      Hej Anne

      Hvis du kunne tænke dig et forløb, men synes, at det er for dyrt, vil jeg anbefale dig at undersøge institutter for psykoterapeuter. Mange af disse leder med lys og lygte efter klienter, som enten tilbydes gratis terapi – eller til virkelige billige penge. Selvom der ikke er et institut i nærheden af dig, så kan det være, der er en studerende i dit nærområde, da mange terapeutstuderende rejser langt for at gå på netop deres skole. Så prøv at kigge lidt rundt. Bare et tip til inspiration 🙂
      – og nej, de er ikke færdiguddannede, men det betyder ikke, at de ikke er dygtige. Ellers kan du selvfølgelig blot stoppe forløbet 🙂

      Og godt arbejdet med den kæreste 🙂

  • Line

    Det er så rart at vide, at jeg ikke er alene ❤️ Selvom jeg ville ønske for både dig og mig at vi kunne slukke for den alarm.
    Tak for at du sætter ord på! -igen 🙏🏼

    • MiriamsBlok

      Det ville være rart! Forhåbentlig lærer vi det en dag – eller bliver i hvert fald bedre til at ignorere den!

  • Dea

    Åh jeg kender en del af det du skriver virkelig godt. Jeg føler at jeg har et vist antal glædespoint, og de kan jo så bruges op hurtigt, eller strækkes over længere tid. Og det med tryhgeden i depressionen er også genkendeligt. For mig især fordi jeg isolerer mig så meget som muligt, trøstespiser og navlepiller. Det er jo en tryg bobbel.
    Tak for at dele. Gode pointer omkring kontrol.

    • MiriamsBlok

      Kontrol er er tryghed, og tryghed er kontrol. Velkendthed det samme. Det giver så fint mening. <3

  • Mette

    Tak for at du deler – så stærkt💪🏻🧡

    Flot at du arbejder med det, det har jeg stor respekt for

    K. H. En som har det som dig

  • K

    Det er virkelig fint det du beskriver, jeg genkender i den grad. Nu spørger jeg så, som udeforstående, er det din erfaring at det går dårligt efter en god periode?
    Jeg blev ramt af PTSD og min erfaring er nemlig desværre at efter gode perioder kommer altid dårlige perioder, så jeg lever præcis med det in mente. Lige om lidt så er jeg ikke glad mere…
    It sucks!

    Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for at du deler den her slags, det sårbare. Tak.

    • MiriamsBlok

      Ja, det er min erfaring. Men jeg ved ikke i hvor høj grad, det er sandheden, eller jeg bare bemærker, når det sker, og det derfor lader til at ske hver gang. Man kan jo også sige, at alternativet til en dårlig periode efter en god periode er, at den gode periode ikke slutter. Og det er ikke realistisk, når man har en psyke som min (eller nok i det hele taget, selvom jeg tænker, raske mennesker har lidt mere stabilitet på den front). Men derfor burde det trælse jo ikke sabotere det gode, mens det gode står på! Det ville være fedt at være i stand til at være lidt mere i nutiden i stedet for at tage sorgerne på forskud. 🙂

      • Mette

        Nu ved jeg ikke om det her er helt malplaceret at skrive, men det ramte lige en knap i mig, og da jeg hverken har en depression eller PTSD, så kan det være at det jeg skriver lige netop er mit “ikke-symptom”. Når jeg falder ned i et hul (og der er og har været mange), så er det min erfaring, at jeg altid kommer op igen, nogle gange med hjælp fra min psykolog og nogle gange ved egen hjælp. Altså min erfaring er omvendt af jeres, og det er noget af det, der kan hjælpe mig ud på den anden side.

        Og når jeg så er på den anden side, så ved jeg godt, at det ikke varer evigt, netop derfor gør jeg meget aktivt status på lykkefølelsen og “gemmer” den, så jeg kan huske, hvor dejligt det føles at være på lykke stadiet, næste gang det er svært at finde.

        • MiriamsBlok

          Jeg tror ikke, det ene udelukket det andet. Jeg har samme følelse, når jeg har depressive perioder – at jeg har haft dem før og ved, at de er midlertidige. Det hjælper mig dog desværre ikke til at nyde lykkefølelsen mere, ligesom det heller ikke gør min depression bedre, når jeg har den. 🙂

  • Louise

    Nej, hvor er det bare genkendeligt det du skriver. Jeg har det på præcis samme måde. Tak fordi du deler det med os. Så føler jeg mig mindre alene omkring det ❤️

  • M

    Jeg genkender alt det du skriver. Efter kærligheden med den mand, som jeg var fuldstændig overbevist om var the one viste sig at være falsk (han havde skjult et stofmisbrug næsten al tiden, og elskede sit stof mere end mig), så var jeg derfra bare istedet overbevist om, at den der rigtige kærlighed, det var ikke noget jeg fik lov at opleve selv. Hvis han kunne lyve og bedrage på den måde, så kunne alle, og derfor lukkede jeg ned og ingen måtte komme ind. Venner gik, jeg forsvandt ind i et personligt mørke, hvor den slags kærlighed ikke eksisterede, og det accepterede jeg. Og hvis det pludselig gik lidt godt alligevel, så ramte katastrofen jo nok snart. Og det gjorde den også et par gange.

    Jeg sparkede den eks ud for lidt over 4 år siden. Det er først det sidste få måneder glæde rigtigt har fundet vej tilbage igen, og det kan jeg takke ham der lige nu sidder ved siden af i sofaen for. Jeg skulle bare lige finde ham og turde.

    Med chance for at kopiere din stil, så mit favorit-quote om smerte: “Do you know the difference between pain and suffering? Pain is always there, because life is freaking painful. But suffering is a choice”

    • MiriamsBlok

      Det kan være uhyggeligt traumatiserende med sådan en oplevelse. Og pludselig vækkes der alle mulige ting i en, som man ikke anede fandtes!

      Det er sjovt, som folk er forskellige. Jeg har det uhyggeligt stramt med citater som det der, fordi det bare smider skyld og skam oven på noget, som jeg i forvejen bebrejder mig selv for ikke at kunne kontrollere. Det siger jo direkte, at man selv er ude om det. At det er et valg. Det er det stik modsatte af min filosofi. Jeg tror ikke, der er nogen, der aktivt ville vælge at have det dårligt. 🙂 Det ryger lidt i samme kategori som “man kan hvad man vil, man skal bare ville det nok”. Og “hvis jeg kan, kan du også!” Og alle dem, der så reelt ikke kan, risikerer at få en ekstra portion selvbebrejdelse, for de vil det åbenbart ikke nok. Jeg ved godt, der er mange, der har glæde af den type citater, og det kan jeg godt misunde dem. Jeg får det straight up elendigt med mig selv af dem. 😀

      • M

        Kan sagtens forstå hvad du mener, når du siger den slags citater kan blive lidt “tag dig dog sammen”-agtig. Det havde jeg faktisk aldrig tænkt på lige med dette citat, før du sagde det xD
        Tror jeg har set situationen hvor den siges så mange gange nu, og derfor hvilken kontekst det blev sagt i, at den har fået en anden betydning for mig. Især efter den smerte og det hul min eks sendte mig ned i, hvor jeg havde accepteret, at kærlighed sgu bare ikke var noget jeg fik lov til at få i mit liv. Heller ikke venskabeligt, jeg gad ikke engang forsøge på at få det længere. Citatet gav mig et eller andet første gang jeg hørte det. Kan sagtens se hvordan man kan opfatte det modsat, uden tvivl 🙂 i mit tilfælde blev jeg bare mindet om, at jeg ikke kunne bruge resten af mit liv på at vælge at lide under hans opførelse og svigt, jeg måtte videre fra det og åbne op igen.

        Det kan langt fra bruges om alting og alle former for smerte i livet. Der er jeg fuldstændig enig med dig! Tror jeg personligt har fået forbundet det til lige denne situation, og så ikke tænkt på andre situationer ubevidst og uden at gøre det med vilje

        • MiriamsBlok

          Jamen det er jo det, der er så fint! Man kan læse alle mulige ting på forskellige måder og bruge dem forskelligt alt efter, hvad man har med sig i bagagen. Personligt var jeg jo klinisk deprimeret i mange år, og der blev jeg mødt SÅ meget af en du-skal-bare-ville-det-nok-indstilling, og i virkeligheden var der jo intet i verden, jeg hellere ville, så derfor kan jeg slet ikke arbejde med sådan noget nu. Men for andre er det jo sindssygt motiverende. 😀

          • M

            Det er utroligt så individuelt man kan have det, og det er sgu også fedt det er sådan! Jeg bryder mig heller slet ikke om den der “tag dig sammen” og “du skal bare ville det nok” helt generelt, som er knyttet til nogle psykologiske sygdomme og en psykose forbundet med dem, hvor jeg også fik sådan noget at vide af folk. I den sammenhæng kan citatet nemlig overhoved ikke bruges, for hvis jeg kunne vælge ikke at have psykiske sygdomme, så havde jeg jo nok gjort det for længst 🙃
            Så takker dig sgu lige for at sætte det mere i perspektiv for mig med denne her, for jeg har sgu formået at blindt forbinde det med lige situationen omkring min eks personligt, og så ikke lige fået tænkt udover det. Dejligt med sådan en samtale faktisk, jeg fik åbnet øjnene noget mere 😀

  • Henriette

    Det er virkelig sejt, at du deler det her.
    Jeg var samme sted som dig længe. Også efter mødet med en fyr som din eks. Det slog også mig næsten ihjel.
    Jeg har ikke en gang med mine nærmeste kunnet sætte ord på, hvad det (han!) gjorde ved mig.
    Det gør du bare så fint og ærligt her.
    Tak.

    • MiriamsBlok

      Der er også meget skam i det, tror jeg. For jeg ved jo godt, jeg hverken er den første eller den sidste, der har sådan en oplevelse. Men jeg føler mig alene med at have så langvarig en reaktion på det.

  • M

    Kæmpe kram!

    Jeg kender alt for godt det med, at det er SÅ meget nemmere at have det dårligt. Jeg går konstant og venter på, at tingene kører fuldstændigt at sporet – for det KAN jo ikke passe!

    • MiriamsBlok

      Det er en bizar form for tryghed. Kloge mennesker siger, at det er fuldstændig normalt, men det virker jo kontraintuitivt! 😀

  • Hemlig-nemlig

    Da jeg mødte min kæreste skræmte hans interesse mig meget. Jeg bestemte mig, saboterende, for at være 100% mig sammen med ham, underforstået for så skred han jo nok snart. Men det gjorde han ikke. Jeg har arbejdet meget med det her med at sabotere mig selv. At settle for mindste fællesnævner og ikke lade mig få det jeg vil have. Jeg er stadig ikke kureret for selvsabotage, men nu kan jeg i det mindste se det for hvad det er og min kæreste kan også se det engang i mellem. Og jeg har et stærkt forhold baseret på ærlighed.

    • MiriamsBlok

      Jeg er også blevet okay god til at identificere det. Ikke god til at stoppe det dog. 😀

  • Mia N

    Jeg kan 100% genkende det med kærligheden og singlelivet. Jeg elsker singlelivet, jeg trives med det. Men det er også nogle gange en rigtig god undskyldning for ikke at skulle bevæge mig ud i det der nærhed og deraf frygtelige sårbarhed.

    Virkelig godt indlæg, Miriam. Tak for det.

    • MiriamsBlok

      Præcis! Bedste undskyldning! Især når man (som jeg ved, du også er) ikke ønske børn – så er der ikke noget, der har en tidsfrist og på den måde kunne være incitament til at rykke sig lidt ud af sin komfortzone. 😀

  • Anonym

    Ærligt og smukt. Genkendeligt. Frygt for at blive såret, frygt for at miste kontrol. Det er der da egentligt også god grund til, særligt hvis man vil bo sammen. Det er da et stort skridt. Forestil dig at gå fra single med egen lejlighed i København til kæreste med en mand med to børn bosat udenfor Korsør i et hus, på hvilkt der i øvrigt skal ofres en formue.

    Aftensmåltider afbrudt af nogen, der ikke bryder sig om risotto, nogen, der skal køres til én af fire ugentlige fritidsaktiviteter, i starten med to bopæle transporten frem og tilbage og “hov, kan du køre børnene i skole næste uge, jeg har møder, ellers skal jeg bytte med eksen”.

    Der ER mange ting på spil, når man fletter tæer. Mænd med børn er så nok i den forbindelse dem, jeg personligt ville være mest bekymret over, for det er en stor omvæltning at få en hel familie serveret, blot fordi man synes, at en mand kysser godt.

    Så en frygt for forandring i den klasse er i min verden også velbegrundet, medmindre man virkelig er skide god til at indgå kompromisser.

    Derudover tror jeg, at mennesker, der er rigtigt gode til at være alene, måske mangler lidt incitament til at kaste sig ud i et fast forhold. Det er ikke en kvalificering af enspændere, det er bare en konstatering af, at jeg synes at have observeret, at nogle mennesker simpelthen ikke kan finde ud af at være alene. Kender kvinder i parforhold, der ved mandens fravær en weekend tærsker kalenderen til med aftaler. En aften alene hjemme er åbenbart mission impossible.

    Mænds levealder er markant lavere end kvinders. Siger det bare. Iceberg ahead!

    • MiriamsBlok

      Jeg lever jo også et bevidst barnfrit liv, så der er ingen risiko for, at jeg pludselig skal til at være en del af en børnefamilie. Det ville stikke helt af så! 😀

Der er lukket for kommentarer.