Jeg er jo Bridget Jones #465

1. Forleden drømte jeg, at piraten fra ovenstående gif (der er fra filmen Captain Phillips), havde gemt sig under mit bruseforhæng ude på mit badeværelse. Ikke bag det, under. Altså, han havde sat sig ned i mit badekar og taget bruseforhænget over sig, så man helt tydeligt kunne se, at der sad en mand. Jeg tror, det var meningen, det skulle være et mareridt, men han så helt ærligt virkelig dum ud, så selv i drømmen grinede jeg højt.

2. Typen, der sparer på alle fronter for tiden, fordi jeg gerne vil have en større lejlighed, og alligevel lige har købt for 1000 kroners puslepil. Det er min eneste luksus, okay??

3. I fredags havde jeg makeup på for første gang i en rum tid. Har det altid taget så lang tid at lægge mascara? Og har det altid været så irriterende at fjerne den igen?

4. I sidste uge skrev jeg et indlæg om mine barndomsfødselsdage, men endte med at slette det hele igen, fordi jeg bundærligt syntes, det var et virkelig kedeligt indlæg. Men på min fødselsdag ønskede jeg mig altid flødekartofler til aftensmad, og som følge af det indlæg skal jeg i aften have flødekartofler for tredje dag i streg.

5. Der er i øvrigt omkring tre uger til min fødselsdag, og jeg går og forbereder mig på, at der ingen Facebook-hilsner vil være, fordi jeg er så lidt på Facebook efterhånden, at jeg ikke selv ser, når folk har fødselsdag og derfor ikke skriver tillykke til dem. Burde det så betyde noget, om jeg får nogle? Nej. Men det gør det selvfølgelig alligevel.

6. I dag ringede min søster, fordi vi har aftalt at tilbringe dagen i morgen sammen. Jeg troede først, påskeferien var i næste uge, så har lige været nødt til at udskyde det arbejde, jeg egentlig havde planlagt til i morgen. Måske holder jeg rent faktisk decideret ferie. Når de fleste af kunderne gør, så er det alligevel begrænset, hvor meget der sker på business-siden.

7. Når man skal stikke en tandbørste ind i munden og rammer gummerne i stedet. Sådan, hårdt. Jeg sværger, der ville have været et blåt mærke, hvis det kunne lade sig gøre. Hvorfor brugte jeg så mange kræfter? Hvordan kunne jeg ramme så voldsomt forkert? Lærer man bare aldrig helt at have styr på sin motorik?

8. Havde brudstykker af en sang på hjernen og kunne simpelthen ikke huske, hvad det var for en. Det drev mig til vanvid. Nu kan jeg heller ikke huske brudstykkerne. Det driver mig endnu mere til vanvid.

9. Smurte mig en ostemad. Opdagede alt for sent, at jeg tydeligvis ikke have vasket skærebrættet op efter at have snittet løg. Buh.

10. I morges vågnede jeg op til et langt, sort, ikke-krøllet hår i min seng. Jeg er ikke så meget grossed out, som jeg er utroligt forvirret.

Kommentarer (25)

  • Den falske gråhåret

    Jeg er begyndt at få lange stive hår, på hovedet forståes, og min veninde, der er frisør siger det er ‘grå hår’.
    kh

    • Jeg har masser af grå hår, men mine er faktisk ret meget som alle de andre – bare grå. 😀

    • Jeg har haft nogle af de der tykke, stride sorte hår i MANGE år – i hvert fald siden jeg var 16, hvis ikke længere. Tror ikke rigtigt, at det er grå hår – dem er jeg begyndt at få en smule af, men de er som mine almindelige hår 😀

  • Det der med sangen – sådan har jeg det med en bestemt bog. Mener faktisk det er en serie på 2-3 stykker. Kan dog stadig huske brudstykkerne. Og har googlet som en sindssyg 🥴 Kan ikke finde dem 😒

    • Har du prøvet at spørge på bibliotek.dk? De har en funktion, hvor man kan få hjælp til at finde en bog, og de bibliotekarer, der sidder der, er lidt nogle mesterdetektiver.

  • Jeg er sådan en mellem til mørk blond type med bølget hår/hår med fald i. Jeg fandt forleden et sort krøllet hår der vokste ud i hårfestet i min pande?!? Såeh.. 🤷😅

  • @sarah prøv at spørge litteraturklubben på Facebook, folk er geniale til at finde de titler hvor man kun kan huske brudstykker af handlingen…
    En mand søgte en bog han læste i 80’erne hvor omslaget var rødt og handlede om kærlighed- der gik en times tid og bum- så var han forenet med den savnede bog

  • Jeg har ført vækket min mand midt om natten, fordi jeg tilfældigvis var vågen og så X-factor, hvor en sang jeg kun havde kunnet huske en linje af i MANGE måneder, og DER var den endelig. Han var ret uimponeret, og havde åbenbart ikke grublet lige så meget over det som mig… Det var en god gammel ABBA:)

  • Vil du afsløre hvor du køber puslespil?
    De ser virkelig gode ud – dem man kan købe i Bilka er godt nok kedelige…

    • Det varierer meget. Jeg køber både i Føtex og Aldi og Fakta og hvor de ellers har en tendens til at være på spot. Online køber jeg gerne på Puzzleshop. 🙂

  • Engang fyldte det rigtig meget for mig, hvor mange fødselsdagshilsener jeg fik på min Facebook. Det var aldrig helt lige så mange som de andre fik, så jeg blev altid lidt skuffet… Men sådan skal man jo ikke have det på sin fødselsdag, så jeg fjernede muligheden for at andre kunne skrive på min væg og BUM så blev mine fremtidige fødselsdage MEGET bedre 🤪🙃

    • Jeg ELSKER at modtage hilsener! Det er så hyggeligt, når folk, jeg ikke har talt med i årevis, tager sig tid til at skrive en hilsen!

  • Måske man kunne lave en “udlåns-side” for puslespil, hvor man ind imellem bytter med andre puslespil-elskere? 😊

    • De findes faktisk allerede! Jeg er bare selv hverken tryg ved at låne mine puslepil ud eller at låne andres. 😀

Der er lukket for kommentarer.